fredag, marts 26, 2010

Tre former for sprogløshed

Om ligheder mellem fascisme og antifascisme

Der er et frigørelsesprojekt der "først og fremmest [er] individuelt, men det får selvfølgelig først politiske følger, når det optræder i en solidarisk, fælles sammenhæng. Frigørelsen kan kun realiseres ved en nøjere analyse af forholdet mellem tanke og handling. Dette forhold må være dialektisk: Når man erkender forholdene, kan man forandre dem. Men det omvendte gælder også: Ved at forandre samfundet gennem handling, forstår man det først ret" (107).

Der er studenter, "der gør krav på at forene retten til at demonstrere, og altså handle, med viljen til at reflektere politisk og dermed ophæve den påbudte politiske konsensus og bane vejen for 'alles herredømmefri dialog med alle andre'" (107).

Kun ved at være opmærksom på sammenhængen mellem gerning og erkendelse kan man adskillelsen mellem person og sag overvindes. Hende der siger disse ting havde nemlig store problemer med tale uden handling. "Tale uden handling er uretfærdigt" (118), siger hun.

Det er Gudrun Ensslin der taler - på baggrund af en bog som Peter Brückner skrev: Die Transformation der Demokratie (1968), der også indeholder en politisk psykologi. Det er oplysninger jeg har fra Peter Wivels bog om Baader Meinhof - 30 år med tysk terror (2008).

Det er påfaldende så mange ligheder der er mellem fascismen og antifascismen. Rote Armee Fraktion udviklede sig efterhånden til at blive en stærk autoritær organisation, der ikke skyede nogen midler i kampen mod fjenden, den indre såvel som den ydre: At dræbe de ydre fjender korporligt og de indre fjender sjæleligt ved ikke at tillade kritik, refleksion eller følelser. Peter Schneider, der udgav sin brevveksling med RAF-medlemmet Peter Jürgen Boock i 1985, taler om den sprogløshed, der herskede i RAF-miljøet: "Hvis et individ engang har accepteret den ideologiske enighed i gruppen, så mister han med forfærdende hast evnen til selvstændig tale- og tankevirksomhed og til sidst evnen til selv at opfatte tingene" (247).

Denne sprogløshed har mindst tre synapser den er forbundet med: postnazismens tavshed, den talende tavshed og den almindelige tavshed.

1. Den postnazistiske sprogløshed
Karl-Heinz Dellwo fortæller at han var vokset op i en harmonisk familie, der fornægtede og fortrængte alle erindringer fra før 1945. Som barn mærker man spændingen mellem et problem, der automatisk arbejder på at komme op til overfladen, og de kræfter der prøver at holde det nede. Birgit Hogefeld har en lignede beskrivelse: "Som børn kendte vi til begge dele, til arbejdslejren, til gassen og ovnene, hvori ligene blev brændt. Men der blev aldrig talt med os om det, vi kendte kun til det fra brokker af de voksnes samtaler, som vi opsnappede i ubevogtede øjeblikke. Hvis de voksne bemærkede, at der var børn til stede, blev den slags samtaler, der altid førtes hviskende, afbrudt med det samme" (244).

Terroristerne står i hele deres håbløse kamp overfor et forhæng som gemmer på uhyrlige optrin, som de ikke kan viden om. De kæmper med næb og klør og kalashnikov'er for at få dette forhæng flået til side så alle kan se hvad der gemmer sig bag det. Bag demokratiets forhæng gemmer der sig en kapitalistisk og imperialistisk undertrykkelsesmaskine. Bag pluralismens forhæng gemmer der sig et totalitært konsensussystem. Bag forfatningens forhæng gemmer der sig et forfatningsdiktatur. Bag arbejderklassens bevidstløse konsum og købeliderlighed gemmer der sig et virkeligt behov for at gøre op med de undertrykkende markedsmekanismer.

De ville kaste bomber ind i arbejderklassens søvngængertilværelse og kom til at vække en antipati, der måske gjorde den endnu mere søvnig og fremmed for sig selv. Selv hvis Ulrikke Meinhof havde ret i sine samfundsanalyser, fik hun cementeret arbejderklassens fortræning og bragt den pejling ud af kurs som ellers skulle finde vej ud af den frivillige selvundertrykkelse.

Det er et tilbagevendende problem for enhver intellektuel og indsigtsfuld person at de grupper på hvis vegne man taler ikke vil lytte. Som f.eks. - i en lidt anden boldgade - hvis den danske borger af Nationalbanken, OECD, Europakommissionen samt de danske økonomiske vismænd får at vide at regeringens konvergensprogram ikke hænger sammen, men ikke lader sig røre af det og stadig mener at de borgerlige er de bedste til at styre økonomien, så er der en kommunikationsbrist mellem fagmanden og borgeren. Forskellene mellem RAF og denne danske parallel er selvfølgelig mange: ligheden er at den almindelige borger ikke altid vil det bedste for sig selv. Af både gode og dårlige grunde.

2. Den talende tavshed

Det skyldes blandt andet også sprogløshed. Alle de ord som Ulrikke Meinhof og andre RAF-tilhængere bragte på papir og slyngede ud i æteren har også dækket over et sort hul som ingen kunne oplyse. Det er i dette sorte, tavse sprogløse hul at den almindelige tyske borger og Ulrikke Meinhof sidder skulder ved skulder som brødre og søstre.
  På den ene side kredser Meinhof om et sort hul i bevidstheden, der ikke engang kan beskrives med spørgsmålet 'Hvordan kunne det ske?', samtidig med at hun bevæger sig længere og længere væk fra det. Det vil sige efterlader sine omgivelser med flere spørgsmål end svar, med større smerte end hun har lindret og med mindre erkendelse end hun startede med.
  På den anden side hjemsøges den almindelige tyske borger af det kompleks som han ikke tør at bore næsen ind i. Det er på engang for smertefuldt afskyvækkende og for utilladeligt attraktivt. Derfor sad han også og mærkede en stille og hemmelig fryd foran skærmen.

3. Den almindelige tavshed 
Ingen kan sige sig fri for voldens fascination. Det vidner både Hollywood og bogmarkedet om. Se bøgerne om Blekingegadebanden. Her er der mange gode danske borgere der har tjent formuer på dødelig kriminalitet, og mange hundrede tusinde læsere og seere er blevet godt og gysende underholdt.

Den tyske - og europæiske - borger kunne ikke sige sig fri for en uhyggelig nydelse midt i al den rimelige fordømmelse af de nederdrægtige forbrydelser der foregik fra slutningen af tredserne til 27. juni 1993, hvor det sidste dræbende skud i Rote Armee Fraktions blodige historie faldt, eller 1992, hvor RAF deklarerede at de ikke længere ville begå politiske mord.

Dengang som nu har terroren udkæmpet sig i medierne. Det ligger i terrorens væsen der sigter mod en omstyrtelse af samfundet. Der findes ingen radikal ændring af samfundet udenom medierne. Hvad der vel allerede fra starten er et halvt nederlag eftersom medierne er en del af det - kapitalistiske - system man vil ændre på. Baader Meinhofs forhold til medievirkeligheden eller skuespilsamfundet bliver ikke behandlet hos Peter Wivel, men er en vigtig del af det paradoksale og selvmodsigende, men også uomgængelige og fastlåste metode som terroristerne benytter sig af. Hammeren og seglet i Baader Meinhofs røde fane er i virkeligheden TV'et og avisen, hvis kapitalistiske styring og impuls forstærker udbredelsen af Rote Armees budskaber. Sådan som alle medier indgår en uhellig alliance med terroristerne ved i oplysningens navn at fotografere og beskrive mordene for borgerne med den virkning som også i terroristernes interesse.

Det er ikke Peter Wivels udlægning, men en lignende analyse findes både hos en RAF-terrorist som Hans-Joachim Klein og en filosof som Baudrillard, som Peter Wivel fortæller om. Da den tyske statsadvokat Siegried Buback sammen med sin chaufør og kollega brutalt bliver myrdet i sin Mercedes d.7. april 1977 siger Klein, der på tidspunkt lever under jorden, at dette mord ikke vil ramme dem, der har ombragt Buback, men dem, der ikke har gjort det og heller ikke vil have noget med det at gøre. Venstrefløjen svarer igen med en tekst der sigter mod medierne. Er medierne ikke lige så meget en del af problemet som af løsningen. Denne debat kører i flere år - desværre vier Peter Wivel ikke megen plads til den - men citerer Baudrillard, der efter angrebet på World Trade Center siger: "... det var dem, der gjorde det, men vi har villet det" (200).

Men det er selvfølgelig ikke et ønske der er eksplicit formuleret eftersom det er moralsk forkasteligt. Det er med andre ord et sprogløst ønske at se forbrydelser. Det ligger i det mediemæssige underholdnings- og nyhedssystem som demokratiets frie marked - nødvendigvis? - har opbygget.

Det er tankevækkende og et spørgsmål om i hvor høj grad blikket selv fremalder de forbrydelser, som moralen forarges over at se?

- - - - -

Peter Wivel: Baader Meinhof. 30 år med tysk terror. Politikens Forlag, 2007.

onsdag, marts 17, 2010

Om handling og arbejde - og fluen i flasken

Når man vågner om morgenen, har man en impuls til at gå i gang med noget. Nogle gange begynder man på dagens opgaver før man har fået tøj på. Andre gange før man har fået morgenmad. Pligterne og gøremålene står i kø for at blive gjort, og fluebenene står og tripper for at blive sat. Man må gøre det mens man husker det. Have rent bord. Man må gøre noget.

Min arbejdskammerat og ven sagde for lang tid siden: Det gælder om at holde denne morgenimpuls tilbage. Handlingerne må komme når de skal. Det er hovedet der dirigerer en krop, som ikke har noget at skulle have sagt. Men det er kun fornuftigt at lade sin dovne og tunge krop diktere hastigheden i dagens gøremål. At lade den komme langsomt i gang. Det er i sidste ende meget mere effektivt. Hellere stå tidligere op og starte langsomt end at snue og pludselig have travlt. Dette har altid forekommet dumt. En dårlig byttehandel.

Enhver har en impuls til at handle. Selv syndefaldsberetningen handler om det - men tvetydigt. Det er en handling at spise af kundskabens træ - langt mere en handling end at spise af livets træ. Dyr handler ikke, som wikipediaartiklen om handling skriver, de gør bare hvad deres instinkter dikterer. At spise af kundskabens træ er måske den ypperste handling. Men arbejde? Det bliver ikke rigtigt betragtet som arbejde, at spise af kundskabens træ. Det gør imidlertid den virksomhed, der foregår udenfor paradiset. Og det er vel nok også en defintion af arbejde. Hvis vi holder os til 1. Mosebog. Arbejdet er noget man gør i sit ansigts sved. Handling er noget man gør fordi man ikke kan lade være.

Slavoj Zizek siger til sidst i sin bog om vold at det største problem i dag ikke er passivitet, men pseudoaktivitet: "... the urge to be 'active', to 'participate', to mask the nothingness of what goes on" (Violence, Prophile Books LTD, 2008, s. 183). Mennesker intervenerer hele tiden. De gør hele tiden noget. Akademikere deltager i meningsløse debatter.
  Villy Søvndal opfordrede også på et tidspunkt så mange som muligt til at skrive læserbreve. Er det handling? Rykker det?
  "The truly difficult thing is to step back, to withdraw. Those in power often prefer even a 'critical' participation, a dialogue, to silence - just to engage us in 'dialogue', to make sure our ominous passivity is broken" (ibid. s. 183).

I Haruki Murakamis Trækopfuglens krønike skriver hovedpersonens svoger, der er blevet berømt politiker at det japanske folk må udnytte kommunismens sammenbrud, men at de må vide hvorhen de går. Svigeren "... vil have, at vi overvejer, hvilket ideologisk grundlag vi i Japan har tilvejebragt efter 2. verdenskrig, så vi kan sikre den størst mulige effektivitet". Og han fortsætter: "Men effektivitet dur kun, hvis man ved, hvor man vil hen. Hvis man mister målet af syne, forvandles effektiviteten på et øjeblik til magtesløshed. Det er som at forlise midt ude på havet sammen med et hold af de allerstærkeste og dygtigste roere uden at vide, hvilken retning man skal sejle i. Det er håbløst." (s. 512).

Nogle kriterier for nyttige handlinger


Med andre
  Mange handlinger summer som tusinde fluer i flasken. Nej, faktisk som tusinde fluer i tusinde flasker. For er det ikke ét af kriterierne på en handling, der faktisk rykker: At den ikke er kun er til glæde for en selv? At det ikke kun er én selv der handler? At skrive en bog for sin egen skyld har ikke megen zweck. At sætte en dims i produktion for kun at tjene penge, men ikke fordi dimsen er god for andre og tjener et højere formål, er vel også et dubiøst foretagende. Selv at meditere for sin egen skyld er en summen i flasken.

Men at lave noget med andre er ikke i sig selv bevis på at en handling er nyttig.

For sin egen skyld
Paradoksalt kan det lyde, men parallelt med det unyttige i at gøre noget kun for sin egen skyld, hører det til det nyttige at gøre noget for dets egen skyld. Altså arbejde for arbejdets egen skyld. Helt igennem at arbejde med noget for at opnå noget er i sig selv fremmedgørende. Det er forskellen på handlingen i paradiset og arbejdet udenfor.

Det er en stor teologisk diskussion om hvor meget mennesket bringer med sig ud af paradiset, men vi kan vel godt konstatere at Claus Hjort Frederiksen og den nuværende regering ikke mener at vi bringer særligt meget med os fra paradiset.  Sådan som deres arbejdsbegreb er. Her levnes der ikke megen plads til lysten til arbejde - ja, for slet ikke at nævne: lysten til at indgå i de omgivelser man nu engang er placeret i. Regeringens politik og den deraf temmeligt udbredte holdning - at arbejdet gør man af sur pligt og arbejdet er noget man helst vil være foruden, men det er nu engang nødvendigt, så derfor må vi tvinge dem, der ikke har eller gør arbejde, til at arbejde, og de der kommer til landet skal også bevise at de indgår i det danske foreningsliv, om det er af lyst eller af pligt er lige meget, - denne holdning har ikke nogen ophøjede tanker om arbejdet for arbejdets egen skyld.

Hvis det er et kriterie for nyttig handling, og hvis det er rigtigt at ovennævnte holdning er dominerende, bliver denne nyttige handling nødvendigvis oppositionel.

Negativt defineret
Mange handlinger er modhandlinger. Oprør, modstand, kritik, vold, nedrivning og destruktion.Zizek har en sjov bemærkning om at Kinas kulturrevolution, der endegyldigt skulle gøre Kina fri af fortiden, var den egentlige forberedelse til den hektisk dynamiske kapitalisme, som vi ser i dag: "There is a kind of poetical justice in the fact that the final result af Mao's Cultural Revolution is the current unmatched explosion of capitalist dynamics in China" (ibid. s. 176).

Det man radikalt gør oprør mod, rammer én som en boomerang.
  Det er ikke kun sådan at en nedbrydning af det foregående skaber en negativ afhængighed, men en sådan handling skaber noget nær det modsatte af hvad den oprindeligt har villet. Dét er midtens problem - og dét er midten løsningen på.

I balance
En nyttig handling, en handling, der ikke kredser om sig selv, der ikke er sin egen handlingsimpuls' vold, kræver også at udgå fra et balanceret sind. Enhver ekstrem position kommer til at kæmpe mod sine egne skygger - og det er nemlig kun skygger fordi den ekstreme position er afhængig af en modpol for at kunne definere sig selv. Zizek trækker Taxi Driver frem. Den berømte scene hvor Travis Bickle (Robert de Niro) står foran spejlet og siger: "You're talking to me?". Ifølge Lacan - igen ifølge Zizek - er aggressionen i 'spejl-stadiet' rettet mod en selv. Travis er selv en del af det snavs, som hans mål er at udrydde.

Den frigørende handling må have rod i én selv og må være til nytte for andre. Og - var jeg lige ved at sige: '...for én selv'. Men nej. Den adskillelse findes ikke når der er tale om en frigørende handling. I den frigørende handling er der ikke forskel på jeg og du, dér er hver enkelt individ sig selv i et vi. Jeg'et er i vi'et - og vi'et er i jeg'et. Den handling der virker overvinder også skellet mellem én selv og de andre.

Derfor er de handlinger som Jesus gør i en vis forstand paradigmet på en nyttig handling, for her sker der to ting på engang: Det er nemlig ikke kun sådan at han hjælper andre, som derefter bliver ham tak skyldig. Denne skyld gør han på engang til intet og tusinde gange stærkere. Denne slags skyld binder en person til en anden. Det er i bund og grund ikke ham, der helbreder for han siger: "din tro har frelst dig", men han øger samtidig en skyldsbevidsthed hos den helbredte - på den måde man ser i Les Miserables, hvor Jean Valjeans egen bevidsthed om skylden ved at have stjålet en mønt fra en dreng pludselig bliver langt større end hans faktiske forbrydelse. Denne bevidsthed kommer efter han har stjålet nogle sølvlysestager, men da han bliver fanget, siger biskoppen, som han har stjålet dem fra, at det var en gave. Men, siger biskoppen, det var en gave for at Jean Valjean skulle gøre en ærlig mand af sig selv.
  Skyldbevidstheden gør ham fri - meget bastant udtrykt hos Victor Hugo ved at han også er en fri mand i samfundsmæssig betydning, hvilket ikke behøver at følges ad.

For han møder modstand på samme måde som Mysjkin hos Dostojevskij. Den nyttige handling bliver også i dag opfattet som modstand, selv om det den ikke kan kendes på at modstand. Hverken på den modstand den gør eller den modstand den vækker.

fredag, marts 12, 2010

Petra Kelly - et eksempel på midtens radikalitet

Petra Kelly er påfaldende lidt kendt. Hun var en international og karismatisk skikkelse i borgerretsbevægelsen, i fredsbevægelssen, som dog fyldte godt i landskabet i halvfjerdserne, og hun var medstifter til De Grønne. Og så endte hun sine dage på en mystisk og aldrig helt opklaret måde. Peter Wivel har skrevet en interessant bog om denne skikkelse, som jeg kan anbefale for både den dramatiske og politiske.

Han siger det ikke direkte, men vi har her en politiker, der kanaliserer hvad Villy Sørensen har kaldt den radikale midte.

Villy Sørensen skriver i sin inspirerende og kongeniale bog Demokratiet og kunsten (1989) at den skabende midte ikke fornægter 'værdikernen' i ellers modsatrettede anskuelser: "Liberalisme og socialisme er som ideologier uforenelige, men deres værdikerner: individuel frihed og social retfærdighed, er det ikke" (60). Der er i denne betragtning ikke kun en opskrift på fred, men også en anvisning på hvor de virkelige kampe gerne skulle foregå. Det er en indkredsning hvad et grundlag for samfundsbygning kan være.

Det var også på det niveau Petra Kelly arbejdede, men fordi hun har navigeret den praktisk-politiske verden blev det formuleret som: At undvige at blive rost af de forkerte. Petra Kelly skulle sejle igennem anti-fascismens og anti-kommunismens smalle stræde. Hvad der et langt stykke af vejen lykkedes for hende: "... uden bistand fra mennesker som Petra Kelly var omvæltningen i efteråret 1989 måske ikke sket, eller den var kommet senere - 'i alt fald på en anden måde - måske var det også blevet et blodigere efter'" (citerer Peter Wivel Gert Poppe for at have sagt om Kelly)(179).

Petra Kelly er aktuel på flere måder. Hun holdt balancen i en polariseret tid, hun hverken omfavnede det magtspil på højeste plan, som hun ellers var så tæt på, eller støttede den voldelige terrorbekæmpelse af det. Hun holdt sin position igennem hele sit liv - i modsætning til en figur som Joshka Fisher.

Joshka Fisher er en meget mere ambivalent figur, som Peter Wivel renser for beskyldninger: "Fisher sled sig frem til grundholdninger, der i første række blev til i et opgør med den voldskultur, han selv var en aktiv del af, og i anden række til en konfrontation med undertrykkelsen af borgerrettighederne i den kommunistiske verden" (97). Han var i starten af halvfjerdserne en del af den franske spontanitetsaktivisme, "men i kernen var hans revolution en personlig omvæltning, der gav ham mod til at udtrykke sig - i sidste ende præcis det mod, det kræver at sige fra over for sine egne" (98).

Kelly oplevede ikke i samme forstand en personlig omvæltning. Hun stod fra sine helt tidlige ungdomsår fast på et borgerrettighedsgrundlag og var imod vold igennem hele sit liv.

Petra Kelly blev stærkt påvirket af Martin Luther Kings ikke-voldspolitik og bedrev hvad man kan kalde en sjælsstærk politik. Hvad et citat som dette af Martin Luther King peger på: "Den sorte mand vendte ryggen til magtanvendelse, ikke bare fordi han vidste, at han ikke kunne vinde sin frihed ved fysisk magt, men også fordi han troede på, at han ved brug af fysisk magt kunne miste sin sjæl" (66). Hun sagde i en tv-udsendelse i 1982, at borgerretsbevægelsens tillid til den ikke-voldelige vej var en større kamp end nogen valgkamp. Styrken i denne kamp kaldte Martin Luther King for 'sjælsstyrke' i modsætning til den fysiske styrke.

Den fredsbevægelse som hun mere end nogen satte præg på i Tyskland - og vel i hele Europa - har ikke samme bevågenhed i dag som dengang. Uagtet at atomtruslen er større i dag end dengang. Den er for stor til at blive omtalt. Men det er i forhold til den at grundholdningerne må dannes, og det kræver en refleksion for ikke at at rode sig ud i selvmodsigelser og katastrofer. To ting der udmærket kan hænge sammen. Hvis man er meget opsat på at handle, ligger fristelsen snublende nær til ikke at tænke for meget eftersom refleksion udskyder handlingen. Da Fischer besøgte Frankurts berømte universitet med Adorno og Habermas, hørte han også på Oskar Negt af hvem han siden skulle lære den vigtige forskel på teori og praksis: "at det ikke kan være teoriens første opgave at omsætte sig selv i gerning. Teori er et forsøg på at orientere sig. Den må, mener Negt, holde afstand til praksis, hvis den vil redde sin kritiske funktion, for slet ikke at tale om sin sandhedsværdi" (99).

Det er også noget man kunne lære af i dag. Der er mindst lige så mange grunde til at udvikle radikale ideer og handle voldsomt som dengang, men uden refleksionen mister man ikke kun sandhedsværdien, men også - som Martin Luther King siger - sig selv.

Petra Kelly er også et eksempel på at man kan være radikal uden at være ekstrem. Villy Sørensen citerer i ovennævnte bog Hermann Broch: "Mennesket står, behersket af sin dobbelte stræben efter frihed og sikkerhed, mellem to anarkier, mellem det individuelle og det institutionelle, og når det lykkes det - ganske vist kun i reglen i kort tid - at holde dem i balance, opstår et stykke rolig jordisk lykke for det: det er den psykologiske grundlov i alt politisk liv (...) Over for de to anarkistiske ekstremers radikalitet glemmer demokratiet - og det er dets svaghed - kun altfor tit at også det har en radikalitet at repræsentere, midtens radikalitet" (85).

Petra Kelly kan godt ses som en repræsentant i det praktiske politiske liv for den radikale midte som befandt sig side om side med folk som Ulrike Meinhof - og én som Karl-Heinz Delwo. Han udtalte i dokumentarfilmen Stockholm 75 (2003) af svenskeren David Aronowitsch, (som DR2 sendte mandag d. 22.2.2010) at han voksede op i et miljø hvor alt på overfladen så pænt ud, men som alle følte ikke var det. Alle spørgsmål om den umiddelbare fortid blev fortiet.

Man behøver ikke en grad i psykologi for at forstå den desperation man som ungt tænkende menneske kan mærke når ens rimelige spørgsmål ikke bliver besvaret. Så bliver man arrig at man kunne sprænge bomber. Sådan som flere gjorde. Endnu flere lod som ingenting og gjorde intet. Men endnu færre gjorde som Petra Kelly: holdt sig i midten - uden at miste sin sjælsstyrke og radikalitet.

- - - - - -

Peter Wivel: Drabet på Petra Kelly - en historie om Murens fald. Politikens Forlag 2009.
(PS. Den er dedikeret til Svend. Er det mon Svend Auken?).

tirsdag, januar 19, 2010

Modstand og samtale

Der er åbnet en modstandsradio i Danmark. Hvis man har troet, at dansk identitet er skabt af besættelsesmagtens modstandsbevægelse, hvor megen af den danske selvopfattelse nok har hvilet sit hoved i lige lovlig lang tid, bliver man i hvert fald mindet om, at modstand er der ikke meget tilbage af i dette land.

Det prøver Den 2. Radio at råde bod på. Med klare henvisninger til modstandsbevægelsen under besættelsen.

Hvis man har troet på, at Dansk Folkeparti gør en heroisk modstand imod den muslimske fare, får man her et andet billede af, hvad modstand er. Og hvad Dansk Folkeparti er. Dette parti som identificerer sig med modstandsbevægelsen er selve besættelsesmagten. I følge De Danske Løver. Det er det fordi, det har haft held til at udbrede - med løvernes ord - "dæmoniserende generaliseringer", både i den politiske debat på Christiansborg, i medierne - med vidtrækkende konsekvenser for omgangstonen i det almindelige liv i Danmark.

Det er ikke kun den politiske opposition, der har været bovlam, det er også det civile engagement, der i de sidste små ti år har været svag. Eller rettere: engagementet har været der, men effekten har været lille. Der er ophobet en frustration i vores land, som modstandsradioen og Danmarks Løver kun tager lidt af brodden af, og måske slet ikke. Det er en frustration over at regeringen stort set uden modstand kan fremsætte forslag, som både tilsidesætter internationalt retssamarbejde, den danske grundlov og almindelig civliseret diplomati. Frustration over at regeringen har så massiv støtte i den danske befolkning til at føre denne politik, for slet ikke at tale om den politik, som skaber økonomisk ulighed, både ulighed mellem over- og underklasse, mellem gammel og ung og mellem dem der lever nu og dem der kommer efter.

Danmarks Løver brøler opad og ikke nedad. Mod magthaverne, hvis retorik de seneste år har været rettet skarpt specifikt imod gruppen af asylansøgere og 2. og 3. generationsindvandrere, og generelt imod muslimer. Dansk Folkeparti har stået for værdipolitikken, mens V og K har stået for den økonomiske politik. Det har været effektivt målt med en politikers øjne. Det har været nedbrydende for både sammenhængskraften og det politiske liv set igennem Danmarks Løvers øjne.

Modstandsradioen fortsætter i en skarp, saglig og reflekteret stil den kamp, som Danmarks Løver startede d. 23. august 2009. De siger selv eksplicit, at de ikke har i sinde at bruge den samme retorik som Dansk Folkeparti, altså at man ikke vil generalisere og dæmonisere hverken Dansk Folkeparti eller deres vælgere. Det vil sige, at Rune Engelbreth faktisk kun får nævnt DFs vælgere og ikke Dansk Folkeparti selv.

Jeg bliver altid lidt skeptisk, når man fortæller, hvad man ikke er. Skepsissen mindskes, hvis jeg kan mærke, at man ikke gør det, man siger, at man ikke gør. Mest troværdigt er det, når der ikke bliver sagt noget om det, man ikke gør. Det samme gælder for selvros.

Fornemmelse for hvor de virkelige problemer i dagens debatklima er, kan i virkeligheden være stærkest hos de mest tavse. Man bliver nemlig tavs når præmisserne for det, man kæmper for, bliver frataget én. Spørgsmålet bliver så, hvordan man kæmper for at tale på nye præmisser - især når man gerne vil tale med nogle, der ikke anerkender præmisserne. Hvorfor man så ikke længere vil tale med dem.

Det præmis der kæmpes for er: saglighed. Det vil sige at saglighed går forud for højtråberi og magtfuldenkommenhed.

Men det er slet ikke fyldestgørende. Det handler også om, at man er villig til at tale om mål. Altså utopi. Hvis ikke vi er enige om det grundlæggende, nytter det ikke noget at diskutere det overfladiske. Hvis ikke vi er nogenlunde enige om hvor vi skal hen, hvad det gode liv er, hvilke grundlæggende værdier vi kæmper for, nytter det ikke noget at skændes om knivlov, burkaer, bankpakker og CO2-kvoter. Hvorigennem man altid har en vag fornemmelse for det grundlæggende.

En af de fraværende præmisser for et ordentlig debatklima i Danmark er stadig grundlagsdebatten. I al vores diskussion om religion, klima og de fremmede, som ellers nok skulle være anledning til at tale om noget grundlæggende, undviger man med stor behændighed at tale om målet. Hvad det egentlig er vi vil. Det er også i regeringens og magthavernes interesser. En grundlagsdebat ville simpelthen være for kompromitterende.

Modstandsradioen undviger også denne diskussion. Målgruppen er det tavse flertal som i forvejen er kritiske overfor Dansk Folkeparti. Som vitterlig behøver modstand. Men præmisser for samtale er det sværere at se, at man har tilsluttet sig. Der er for få konkrete sager man kan diskutere sagligt - eller for få grundlæggende emner i oplægget som kan diskutere. På den måde lever både Modstandsradioen helt op til sit navn, fordi modstand i bund og grund ikke søger samtale. Modstanderne skal væltes. Det er krig. Præmisserne for denne krig har modstanderne selv bestemt.

torsdag, maj 21, 2009

To vinkler på Antichrist (- der kan anlægges mange flere)
Instr. og manus: Lars von Trier. Foto: Anthony Dod Mantle. Klipper: Anders Refn. 104 min.

Første vinkel: Psykologi versus teologi.

De to virkeligheder

Bo Green Jensen afslutter sin anmeldelse med en kommentar, der går lige ind i den samtale jeg havde efter filmen: "Det bliver aldrig klart, om Gainsbourgs forvandling er et udslag af psykose eller del af en satanisk besættelse. En pointe kunne være, at der ingen forskel findes, blot to forskellige virkeligheder" (weekendavisen nr.21 - 20 maj 2009).

Konflikten mellem disse to virkeligheder aktualiseres allerede i det præmis at hovedrollen i en film der bærer navnet Antichrist er psykoterapeut. Filmen kan ses som en bidende sarkastisk kritik af psykoterapien. For manden kommer til at behandle sin kones dybe psykiske lidelse som om hun var patient. Men man elsker ikke sine patienter - og den man elsker er ikke ens patient.
Men hvad skal han ellers gøre? Hvis han elsker sin kone, gør han hvad der står i hans magt for at hjælpe hende. I dette dilemma ligger også risikoen for at gøre ondt.

Det er ondt at lade intellektet lede sig - men samtidig er den rene natur også ond. Dén er repræsenteret af kvinden og af dyrene i filmen. Udover at psykoterapeuten, der er domineret af sit intellekt, behandler sin elskede som patient - hvad der udløser heftige reaktioner, ja, hvis ikke ondskab i hans kone - befinder han sig også i et univers, som han tror at have udgrundet og forstået til fulde. Han gør hvad enhver ville have gjort, men samtidig viser filmen - hvis man ser det fra denne vinkel - at han netop ikke skulle gøre det, som enhver ville have gjort i hans situation. Set fra et teologisk synspunkt er det hovmod som hans hanling også er, antikristendom.

Uanset om hans analyser og metode er både sande og gode, udløser det at han overhovedet analyserer og behandler hende en aggression hos hende, der gør smerten dybere, så dyb at hun ikke kan rumme den.

Hun får i begyndelsen af filmen psykofarmaka, og det kan han ikke holde ud at se på. Man skal lære at rumme sine følelser. Så han tager sagen i egen hånd og bringer hende ud af medicinen og ind i et terapeutisk forløb. Han umyndiggør hende. Han ønsker at frigøre det naturlige i hende da han tager hende ud af hospitalet og får hende til at hælde alle sine piller ud i toilettet. Fjernelsen af medicinen hos hende er også en frigivelse af et undertrykt følelseslag hos ham selv. På den måde bruger han hende til sit eget frigørelsesprojekt - men samtidig kan man i filmen hele vejen følge hans bekymring og omsorg, sådan som han også er den der reagerer mest naturligt på deres barns død.

Men filmen handler også om hvad indsigt i psyken kan misbruges til - hvad der er større risiko for, hvis man ikke kan alternere mellem flere virkeligheder, for eksempel fra den psykologiske til den teologiske. Teologien handler jo i høj grad om præcis disse fælder.

Den tredje instans
Hvor psykologien opererer med to individder overfor hinanden, sætter teologien en tredje instans overfor hvilken individderne er lige. Den rummelighed psykoterapeuten prøver at skabe i sin kones sind - hvad han gør enten fra et dæmonisk neutralt eller et lige så dæmonisk følelsesundertrykt standpunkt - er i en teologisk virkelighed henlagt i en tredje instans. Denne tredje instans ophæver ikke, men fratager den ubærlige byrde i skylden og ondskaben hos en af antagonisterne i det psykologiske skema. For nu at sige det meget intellektuelt.

Den grænse for menneskelig formåen som er klart formuleret i det teologiske sprog, er ikke lige så etableret i hans psykologiske verdensbillede. Udenfor denne grænse findes - set i teologiske briller - ikke kun den rå og ubarmhjertige natur, men også en instans, der omfavner mennesket i alle dets hjælpeløse forsøg på at få styr på tilværelsen og håndtere smerterne.

Lars von Trier ved noget om disse ting. Han skrev manuskriptet under en depression og har jo igennem hele sit værk flirtet med kristne temaer. Jeg går ud fra at han kender nytten af psykofarmaka og i filmen kan man også se en hån mod dem der siger at man skal undlade at bruge dem.

Kunsten og kristendommens billedsprog
Set fra en kunstners synsvinkel er der desuden væsensforskel imellem det psykologiske begrebssprog og det teologiske billedsprog, der af samme grund ligger tættere på kunstnerens. Det er f.eks. hvad Thomas Manns Doktor Faustus handler om.

Konen i filmen har arbejdet med kvindehad i middelalderen og repræsenterer i og for også det teologiske verdensbillede overfor det psykologiske. Det bliver to virkeligheder der dræber hinannden.

Anden vinkel: Det filmiske

Færdig med film
Efter at have set Baader-Meinhof-filmen for nogle uger siden, sagde jeg at nu må det være slut med film. Slut med denne perverterede, kommercielle og voldførende billedmaskine, der vinder legitimitet ved at kalde sig kunst og attraktion ved at være eskapistisk palliativ og pseudointellektuel historieforvrænger. Sådan havde jeg det i en ophidset stund efter den oplevelse. Men beslutningen holdt ikke længere end et par uger, hvor jeg endda midt på dagen, midt i arbejdstiden, måtte se von Triers nye film.

Her sker der også lidt mere end i de fleste andre film - og her findes der noget af det, som er så fraværende hos moderne instruktører: filmisk selvbevidsthed. Og hermed mener jeg en ganske klar stillingtagen til det overordnede filmiske standpunkt samt til rummets og tidens enhed.

Filmisk standpunkt
Med overordnet filmisk standpunkt mener jeg ikke noget med budskab, morale eller sådan noget, men en stillingtagen til hvem der egentlig ser, subjektet for det blik der gives videre til tilskueren, eller: i hvis bukser kameramanden egentlig står. Det er kameramandens position der over en bred kam ignoreres, mellemmandens krop der evaporeres til den rene luft; det vil sige den mand der står imellem hvad der bliver vist og os der ser.

Rummets og tidens enhed
Det hænger igen sammen med rummets og tidens enhed, hvilket dog peger på klipperens rolle. Hvad sker der egentlig imellem to klip. Perspektivet ændres. Pludselig er der to personer der kigger på - jeg mener videregiver den samme situation. I filmens barndom kom der et forklarende skilt ind, hvor der i dag er klip. I dag har man fuldstændig vænnet sig til denne klippede tidslinje, som samtidig klipper rummets enhed op - altså ophæver selve rummet. Det er en kæmpe kunstnerisk mulighed, men i de fleste film bruges det problemløst og uden at man kan mærke at præcis denne egenskab hører til filmens natur, og netop i kraft disse egenskaber kan man skabe noget andet end teater og litteratur. Men der er så megen film der stadig hænger fast i en kunstopfattelse fra det 19. århundrede, d.v.s. hænger fast i andre kunstarter, billedkunst og litteratur. Især litteraturen - fordi der altid er en historie der skal fortælles.

Lars von Trier kan noget på dette felt, selv om det med Bo Green Jensens ord også er "en kunstfilm forklædt som stift genrestykke". Og genren er den romantiske gyser, som von Trier intuitivt bremser og speeder tiden op i - efter bedste intuitive og manipulatoriske evne. Men bevidst - og intelligent.

Indre drama
Eftersom det også er et indre drama - alt hvad der sker er udtryk for sindets egendrift efter katastrofen og i den sorg der følger - klippes der mellem scenerne på samme måde som sindet, tankerne og associationerne klipper imellem fjerne steder.
Dog foregår filmen ikke i helt så associationsstyrende spring. Den er styret af intellektet! Og så er der dømt meta. Filmens form har i sig selv antikristelige træk.
Den er forførende - sådan som enhver kunstner må være forførende Men han bruger kameraet og de filmiske teknikker både selvstændigt og nyt, så det er en fonøjelse at se - i al dens gru og horror. Hvis man nu - hvad der selvfølgelig kan diskuteres - skal vurdere en film jo bedre, des mere filmisk-autonom den er, er denne film ikke et ultimativt kunstværk.

Men den er nu alligevel ret god. For nu at sige det ganske banalt og uargumenteret.

fredag, maj 15, 2009

Hjemsendte irakere i Vor Frue Kirke

Der var vel et par hundrede mennesker i Vor Frue Kirke her kl. 17. Pressen blev sendt ud, så der var kun folk til stede der var interesseret i at hjælpe med den aktion, der havde været planlagt ind over vinteren og som en anden gruppe (som jeg ikke kan huske på stående fod) havde sat i søen i onsdags da regeringen havde indgået aftale med den irakiske regering om at hjemsende 282 irakiske asylansøgere. Der blev nedsat grupper der skulle tage sig af presse, aktioner i det offentlige rum (for at gøre opmærksom på aktionen), vagtgruppen (som vil informere om hvad der sker udenfor Vor Frue Kirke), bo bedre-gruppen (der har til formål at få det til at være rart at være i kirken, bl.a. ved at indsamle luftmadrasser, liggeunderlag, men også spil, dvd'er, play-stations med mere). Men før disse grupper blev annonceret og det blev opfordret til at deltage blev det sagt at alle skulle være positive overfor pressen, respektere de regler der gælder i kirken. På samme måde som 110 palæstinensere bestemte over aktionen i 1992 i Blågårdsgård Kirke, er det irakerne selv der bestemmer over hvad der skal ske nu.

En af de udviste asylansøgere, Taleb, gik frem og talte. Han startede - og sluttede - med at takke alle for al deres hjælp og han håbede at han en dag kunne gøre os en tjeneste en anden dag. Han sagde at Danmark selv havde været med til at skabe nogle af de tilstande Irak i dag er præget af. Før hen kunne muslimer leve med kristne og jøder, sunnier og shiiter kunne leve side om side, dengang var problemerne politiske. Nu er alt kaos. Der er ikke strøm, mad, arbejde, huse eller tryghed. Der er folk der har været her i otte eller ti år.

Min mening er ganske kort: At når Danmark ikke formået at give disse folk en ordentlig tilværelse i den - lange - tid de har været her, og når vi har deltaget i krigen, er det mindste vi kan gøre at give amnesti - asyl - til disse folk. Uanset om - eller hvis - egentlig livsfare for mange af dem er drevet over. Hvad ingen i øvrigt kan garantere.

Taleb regnede også ud - på baggrund af forlydender om at den danske regering har truet med at tilbageholde støtte til Irak, hvis ikke de tog imod disse (formodentligt) statsborgere - at hvert liv blev betalt med lidt over 100 tusinde kroner.

Det som før har været midler til at opbygge et land - man selv har været med til at befri og smadre - bliver nu kun givet imod betingelse. Taleb sagde at den irakiske regering er flintrende ligeglad med flygtninge - eller med dens egen befolkning.

Alle blev bedt om at melde sig til en gruppe udenfor kirken for at minimere hurlumhejet derinde, hvor der jo også var så meget ekko at al tale måtte foregå langsomt - og én af gangen.

torsdag, maj 07, 2009

Betingelserne og fænomenet

- om Lakoffs bog The Political Mind. Why You Can't Understand 21st-Century Politics with an 18th-Century Brain, (2008).

Om bogen
George Lakoffs bog The Political Mind handler om sammenhængen mellem hjernen og det politiske sprog. På baggrund af både neurologiske og linguistiske studier forklarer han hvorfor den konservative agenda har vundet i USA. De konservative har forstået at 'frame' deres budskaber, hvilket blandt andet vil sige at de ord der støtter deres sag vinder almindelig genklang. For eksempel 'skattelettelse'. Selve ordet har en positiv konnotation, hvorved meget på forhånd er vundet.

Igennem hele bogen spiller også et begreb som 'repetition' en rolle. Uagtet at han ikke bruger ordet. Men han taler om hvordan den konservative tradition har formået at sætte dagsordenen i den amerikanske politik. Tag for eksempel dette citat:
"... hvad de konservative har gjort over mange år var at gøde vore hjerners såbed med deres generelle høj-niveaus principper sådan at da 'skattelettelsen' blev plantet, kunne deres 'framing' slå rod og vokse" (239).
Det som sproget gør - og det gør det fordi hjernen fungerer på den måde - er at knytte både forestillinger og følelser til visse ord. Disse forestillinger og følelser knyttes til ordene ved repetition. Jo oftere et begreb er fremsagt i en bestemt sammenhæng, desto sværere er det for modstanderne at skille ordet fra følelsen.
"Når det er gentaget igen og igen, vedbliver det at fremkalde denne kontekst, og hver gang styrkes alle synapserne på alle neuronerne i disse baner" (236).
Med andre ord bygger sproget på hjernens måde at fungere på, og da sproget er et vigtigt politisk redskab, må man gå via hjernen for at ændre den politiske dagsorden.

Lakoffs bog er et forsøg på at gå ind i den kamp med et progressivt demokratisk program. Han har et politisk program, der skal hvile på det grundlag som Amerika bygger på, nemlig empati og ansvarlighed. Dette er den framing han ønsker at indsætte i den offentlige politiske diskurs.

Den idéhistoriske baggrund for disse tanker er at den - af ham kaldte: gamle - oplysning skal erstattes af den nye oplysning. Den gamle oplysning har fungeret efter principper som: rationel argumentation, logik, objektivitet og saglighed.Den nye oplysning retter sig efter hjernens funktionalitet, efter hvordan metaforer, metonymer, associationer og framing fungerer - og det er helt andre mekanismer end den logik, som f.eks. Kant og Aristoteteles havde:
"Vores bevidsthed (mind) fungerer meget anderledes end Descartes og Kant troede den gjorde. Vi er meget mere fascinerende skabninge end vores store politiske teoretikere - fra Platon og Aristoteteles til Rousseau, Hobbes, Locke, Marx, J.S.Mill og John Rawls, for eksempel - troede vi var. En ny forståelse af det at være menneske er ved at opstå." (271).
Mening om bogen
Det er en inhuman forståelse af mennesket. Spørger du mig. Lakoffs bog er en vejledning til vildledning, et kompas til en menneskelig fremmedgørelse, som rigtig nok har megen tilslutning. Dét er skræmmende. Jeg skal gerne forklare hvorfor:

Den mest graverende selvmodsigelse i Lakoffs bog er modsætningen mellem hans ideologiske program og hans skjulte filosofiske agenda. Han taler om to paradigmer, den autoritære og omsorgsfulde, den patriarkalske og moderlige, af hvilken han entydigt tilslutter sig sidstnævnte. Men hvad er det der adskiller disse to paradigmer? Det er det begreb der så frygteligt mangler i Lakoffs univers: nemlig frihed.

Frihed
Den diskurs han vil kæmpe for sine idealer i, er præcis den som han bekæmper. Han vil indføre en demokratisk frame, som transporterer demokratiske idealer ind i borgerne, men på hvilken måde? Ved repetition. Altså ikke ved argumentation. Dét ville nemlig være alt for opilysningsfilosofisk. Bag denne repetitive metode ligger den patriarkalske autoritet, der overbeviser ved at hamre sine budskaber ind. Et andet ord for det samme er: manipulation. Eller: indoktrinering. Altså en måde at få folk til at mene det samme som én fordi man kender til hjernens måde at fungere på - og bruger dette kendkskab.

Hvis han kæmper for frihed, vil han indføre frihed ved at tage friheden bort. Den genuine oplysningsfilosofi hviler på at mennesket vælger frit, det vil sige bliver klar over og overbevist ved logisk argumentation - men ikke kun det, også rationel emotionalitet, det vil sige et følelsesregister som den enkelte stemmer overens med -, altså: bliver overbevist om en given sag på denne måde, hvorefter individdet også har politisk mulighed og individuel evne til at handle på denne indsigt. (Denne definition gælder også når der er tale om spontane handlinger. Lakoffs oplysningsbegreb er også ret problematisk).

Når han siger at vi er mere fascinerende skabninge end de gamle filosoffer har erkendt, lyder det helt modstridende i mine ører, eftersom den kognitive videnskab, som Lakoff bekender sig til, gør mennesket så uendelig fattigt og flat. Hvad - en passant at nævne - hans sprog også vidner om.

Det er som om han ikke har taget konsekvensen af Edisons udmærkede devise - som jeg citerer efter hukommelsen: Hvis vi forstod den menneskelige hjerne, havde vi så lille en hjerne at vi ikke ville forstå den. - Erkendelsen, at intet system kan bevises indenfor sit eget systems grænser, førte Kurt Gödel (1906-1978) endda et matematisk bevis for i trediverne. Men det behøver man i sidste ende ikke matematikken for, (Lakoff går også skarpt i rette med Chomsky og den matematiske måde at forstå sproget på).

Men hvad Lakoff udover friheden heller ikke tager i betragtning, det er menneskets umiddelbare sansning. Det er hvad jeg mener med en inhuman filosofi. Hvis man laver en filosofi, der tager den umiddelbare sansning og tænkning bort, så har man hermed miskrediteret noget af det mest elementære ved det at være menneske.

Betingelserne og fænomenet
Det filosofiske argument imod Lakoff har Løgstrup. Hán kridter banen op sådan her:
"Fysiologisk følges betingelserne for sansningen til et sted indenfor kraniet, eet til to tommer bag ved midten af øjnene. Derom er alle enige. Men så skilles vejene. Man kan gøre eet af to, insistere på kausaliteten eller insistere på fænomenet". (Ophav og omgivelse, 1984, s. 23).
Her insisterer Lakoff på kausaliteten, Løgstrup på fænomenet. Løgstrup siger videre at betingelserne for sansningen ikke udtømmer fænomenet. Med andre ord: Den umiddelbare sansing samt den umiddelbare tanke, tydning og refleksion opfattes som principiel usand. Lad os bare springe en masse mellemregninger over her, for hvad kunne konklusionen være på denne lære? At hvis du får overbevist befolkningen om at den umiddelbare tænkning er usand, så ligger al magt hos naturvidenskabsfolkene - neurologerne - som har den tætteste kontakt til den sandhed, som vores erkendelse primært og i al væsentlighed bygger på og er afhængig af. Det er vejen til ekspertvældet.

Alternativet er derimod i endnu højere grad at holde fast på en oplysningsrationalitet, der i højere grad end vor tids rationalitet også formåede at inkluderer emotionalitet, - og i endnu højere grad finde argumenter for at den eneste vej til et bedre liv og en bedre verden er at opbygge individders sproglige og kreative kundskaber, så der kan foretages frie handlinger udfra erkendelsesmæssig selvtillid og selvberoenhed.

De gode intentioner og de sympatiske ideer udhuler sig selv hvis ikke man anerkender individdets ret til at afvise dem - eller dets vilje til at forstå dem og lade sig overbevise af dem udfra den virkelighed, de tanker og de følelser, der viser sig helt spontant i vores liv, og som vi har adgang til igennem tænkning og samtale, og som har sin egen evidens. Selvfølgelig skal vi bruge mikroskoper, statistikker og computersimuleringer, men at gøre disse til menneskets primære erkendelsesredskaber er både udemokratisk, undertrykkende, fremmegørende og skræmmende farligt. Det har historien også vist. Mere om det senere.