Selforganisering

Den danske kunstnergruppe Superflex er initiativtager til antologien om Selvorganisering. Den er lavet som en slags inspirations- eller værktøjsbog til andre eksisterende eller fremtidige selvorganiserende grupper. Bogen er fyldt med meget forskellige eksempler på selvorganisering fra hele kloden (fra Djursland til Bangladesh), men ind imellem eksemplerne er der også uddybende essays (af bl.a. Lawrence Lessig) om nogle af de juridiske, politiske og økonomiske perspektiver af selvorganiseringens princip.

Som simpelthen er det: at gøre det selv.

Intervieweren i Deadline havde den aften, hvor det var blevet annnonceret at Muhammed Yunus fik Nobels fredspris, præcis forstået pointen i Yunus' projekt, idet han i begejstring næsten lettede fra stolen og sagde: "Jamen, de har jo gjort det selv!".

Bogen har også et bidrag af Yunus.

Selvorganisering er en måde at tænke på, der får mest ud af det forhåndendværende; en form for autonomi, der på den ene side bryder med den traditionelle venstrefløj, fordi den ikke nødvendigvis har revolutionen og den globale forandring som det første mål, og på den anden side distancerer sig fra den traditionelle højrefløj, idet den bruger markedskræfterne og den eksisterende teknologi til at vende magtforholdene om.

Og så har selvorganisering et æstetisk potentiale som mange andre end Superflex trækker på, og som er med til at bane vejen for nye kunstformer.

Bogen er redigeret af Will Bradley, Mika Hannula, Christina Ricupero, Superflex samt medredaktør Sylvester Roepstorff. Grafisk tilrettelæggelse, Rasmus Koch. Den er kommet på Lukas & Sternberg, New York og er støttet af Nifca. Klik her for mere information på Nifcass hjemmeside. Mere om Superflex her.

Når der ikke er mere at sige

Ved dagens begyndelse, fredag d. 1.12.2006

Bono fortæller i en film om Leonard Cohen (I'm your man, 2006) at det kun er få digtere der har bevæget sig helt ud til kanten og kigget ned i afgrunden, men det er stort set kun Leonard Cohen, der har tilladt sig selv at le på dette sted. Og det sker i en af de største sange, Cohen har lavet, og som er indspillet af adskillige andre sanger, nemlig Halleluja.

I virkeligheden er det vel også den eneste reaktion et fornuftigt menneske kan ha' på dette udsatte sted. Hvis panden rynkes, knoerne blegner og musklerne stivner, har man så overhovedet været på det yderste sted? For sådan reagerer man, når man stadig holder fast på sig selv, hvad man ikke kan fortænke nogen i, men på den anden side, så er der måske et sted endnu længere ud, hvor man også har sluppet sig selv.

Den slovenske filosof Slavoj Zizek har gjort opmærksom på hvordan afgrunden er et tilbagevendende sted for Hitchcocks hovedpersoner. James Stewart, Kim Novak, Gary Grant og James Mason har alle sammen været ude ved afgrunden, hængt i en faldefærdig tagrende eller haft fat med det yderste af neglene i en porøs klippeafsats og set ned i det svimlende dyb. For filosoffen og psykoanalytikeren Zizek er det selve intetheden, som hovedpersonen hænger ud over, det er selve tomheden som stirrer tilskueren lige ind i øjnene, og hvad er det man ser her. Det er subjektet selv. På samme måde som når man ser i et spejl: man ser sig selv, men i virkeligheden er det bare en refleksion, altså ingenting i sig selv.

Dét er noget af det mest gysende. At se sig selv. Og at se sig selv som intet. Det er en mulighed der hele tiden lurer og hvis gysende effekt bestemmer mange af vores handlinger. Vi prøver hele tiden at undgå dette spejlbillede. Hvordan? Man skulle tro at hvis man undgik at se sig selv i spejlet (fordi man var bange for at se sig selv som intet), så ville man vende sit ansigt bort fra spejlet. Men fordi grunden til at man vil undgå at se sig selv i spejlet, er angsten for at se sig selv som intet, vil det at vende ansigtet bort fra spejlet jo samtidig bekræfte én i denne angst, fordi billedet forsvinder, når man kigger bort. Og så må man hellere vende ansigtet ind mod spejlet igen.

Det gælder altså med andre ord om at fortrænge den tanke, at ens spejlbillede skulle være intet, hvad man for eksempel gør ved at gå i biografen og glemme os selv lidt, ind og se en Hitchcock-film for eksempel, der på den mest eklatante måde fremstiller subjektet som et - intet. Lige meget hvad man gør, så forfølger de tanker os, der gør os allermest angste. Hvis vi er bange for at forsvinde i menneskehavet, gør vi meget ud af at gøre os selv fuldstændigt unikke - indtil vi går ud på gaden og opdager at alle de andre har tænkt som jeg og går stort set klædt i det samme tøj som jeg, køber ind de samme steder som jeg, ser de samme film og har givet deres børn de samme originale navne som vi har.

En måde at komme ud over dette problem på er f.eks. det som Leonard Cohen synger om i Halleluja. Han har hørt at der er en hemmelig akkord, som David spillede og som behagede Herren. Han taler til et du: For du bryder dig ikke rigtig om musik, gør du?

Din tro var stærk, lyder det i næste strofe, men du behøvede bevis. Hvad der er selvmodsigende, for hvis ens tro er stærk, behøver man ikke bevis. Beviset var en kvindes skønhed. Synet mødte ham, han så hende bade på husets tag. Men hun bandt ham til stolen, brækkede hans trone og klippede hans hår og trak et halleleju fra hans læber.

Hvad er dette halleluja? - Det er det der siges, når man ikke kan sige andet. Selv om alt gik galt, som Cohen synger i sidste strofe, står han foran Herren og kan kun sige én ting: Halleluja. Et ord der dels sammenfatter alt hvad der er at sige, dels overhovedet ikke betyder noget som helst. Det er et udråbstegn omsat i bogstaver, og udråbstegn kan man ikke udsige. Det er det man siger, når man ikke kan sige noget. Som Willy Brandts spontane knæfald ved den jødiske ghetto i Warsawa d. 7. december 1970. Det er med andre ord selve lovsangens kode, det er ikke et udsagn, men en gestus: en gestus af taknemmelighed og overgivelse. Eller sagt med andre ord: en fuldstændig opgivelse af sig selv, man overgiver sig selv i den andens varetægt. Og så er man brudt igennem spejlbilledet.

Om spørgsmål

Ved dagens begyndelse, torsdag d. 30.11.2006

Ved dagens begyndelse starter ved historiens begyndelse, for historien begynder med et spørgsmål. Er det virkelig rigtigt at det er forbudt? Urscenen er en interviewsituation, hvor der er en journalist og et såkaldt interviewoffer. Hvorfor tager du ikke en bid, spørger journalisten. Og eftersom interviewofferet ikke har svar på rede hånd, tager hun en bid. Spørgeren er med andre ord ikke uden indflydelse idet han spørger. Spørgsmål har en gennemgribende effekt på den der bliver spurgt. Men samtidig hører man tit folk sige, at man jo bare kan lade være med at svare. Men selv dét er kompromitterende. Hvis en politiker ikke har nogen kommentarer til en given sag, tyder det på at der er ugler i mosen.

Hvis han derimod stiller sig frem, er man åben overfor at høre hvad han har at sige. Hvis han altså ikke bliver spurgt om noget, han ikke kan svare på. Hvad vi alle har et eller andet halv-perfidt ønske om. For hvis politikeren bliver afklædt, får vi et billede af det virkelige. Udgangspunktet er med andre ord at vi er udsat for en løgn. Alle svar er omgåelse af sandheden - i større eller mindre grad. Men bryder samtalen sammen, åbner der sig et rum, som vi betragter som mere autentisk end samtalens rum. Som dengang en engelsk politiker til slut i interviewet blev stillet et spørgsmål, der hvilede på nogle tophemmelige FBI-informationer. Politikeren blev mundlam i nogle sekunder og svarede undvigende. Hvad der kun yderligere bekræftede den implicite sandhed i spørgsmålet. At det mest autentiske ligger i selv samtalens sammenbrud er en forestilling der har sneget sig ind i den offentlige debat som en lydløs slange, der hugger hver gang der stilles et spørgsmål. Det ultimative spørgsmål ønsker ikke et svar, men at der ikke kan svares.

Der er den type spørgsmål, som man svarer forkert på uanset hvad man svarer. Det er typen: Er du holdt op med at slå din kone? Hvis jeg svarer ja, indrømmer jeg at jeg engang har slået hende. Hvis jeg svarer nej, indrømmer jeg at jeg stadig slår hende. Og hvis jeg siger: Ingen kommentarer, har jeg også indrømmet at jeg har dårlig samvittighed. Hvis jeg siger til spørgeren, at det kan han slet ikke tillade sig at spørge om, så har jeg med min ophidselse også bekræftet at spørgsmålet har ramt noget i mig, og dermed også bekræftet spørgeren i at han har haft en grund til at spørge.

Et spørgsmål kan altså stigmatisere. Fange én - bringe selv den mest afbalancerede ud af balance. Og spørgsmålene er blevet mere og mere udbredte de senere år.
Ikke mindst i spørgeskemaer.

I dag er det stort set umuligt at henvende sig til nogen eller købe et produkt eller gå til et kursus uden at skulle udfylde et evalueringsskema, når man går ud. Det er mærkeligt. Man må ellers gå ud fra at hvis et produkt er i orden, køber man det igen eller anbefaler det til andre, og hvis ikke det er i orden, så henvender man sig til forretningen eller producenten og gør indsigelse. Det samme hvis man har været på kursus eller fået en betjening, som man ikke har fortjent, så er det op til enhver stille og roligt at fortælle den overordnede eller hvem det nu kan være, at man egentlig havde forventet en bedre betjening eller et bedre produkt. Men sådan er det ikke.

Alle producenter eller udbydere vil gerne have kvalificerede meninger og indhenter en masse spørgeskemaer, som man dernæst kan få et kvantificeret overblik over. Spørgeskemaer er praktiske fordi man kan lave statistik over dem og på den måde få et billede af hvordan det går. Og producenten siger at det er for at gøre produktet bedre. Dels er der en udlicitering af en opgave, der normalt var firmaets, til kunden, nemlig den at evaluere et givent produkt, kunden bruger noget tid på produktet som egentligt skulle varetages af producenten, dels ligger der en skjult reklame i spørgeskemaet, fordi et firma selvfølgelig får slået sit navn mere fast i en bevidsthed, der bruger hele fem eller ti minutter på at tænke over diverse forhold omkring et givent produkt.

Vi tager spørgeskemaet, bliver en smule irriteret, har ikke rigtig tid, men okay da, jeg bruger lige et par minutter på det, for så at komme videre. Det virker harmløst, ikke værd at hidse sig op over, men det er alligevel en vigtig detalje. Da vi fik gratisaviser, reagerede mange voldsomt. Og med rette.

Men med spørgeskemaer er der ikke den store modstand. Det er som om det er helt i orden, man kan næsten nogle gange føle sig smigret over at blive spurgt om sin mening. Ikke mange spørger om min mening og når jeg endelig bliver spurgt bliver jeg glad. Der ligger en interesse bag.

Men den er falsk.

For det første er det altid majoriteten der får den største stemme, al den tid de mange skemaer fortrinsvis bliver indplaceret i en statistik.
For det andet kan svarene kun falde indenfor de rammer spørgsmålene stiller. Det vil sige at der ikke er plads til uventede svar, og det vil i virkeligheden sige ingen svar. Hvis ikke man er parat til uventede svar, fungerer ens spørgsmål ikke.
For det tredje er det en anonym spørgsmålstiller, uagtet der står et firmanavn, endsige et direktørnavn på spørgeskemaet. Et firma er ikke et spørgende subjekt, og det er ikke direktøren, men et konsulentfirma der har formulerede direktørens spørgsmål. Nej, de rette svar kan direktøren finde ved at gå ned i kantinen og spørge selv, - Er du tryg på arbejdspladsen? - og hvis han ikke får et ærligt svar, kan han jo tænke lidt over hvorfor dét nu er tilfældet.

Det er også blevet alment acceptabelt at spørge andre mennesker om de tror på Gud. Det er en form for katolicering af vores omgangstone: for det er vel kun en katolsk præst der har bemyndigelse til at spørge et menneske i skriftestolen om så private ting, og det er en myndighed han får af paveinstitutionen. Men i en luthersk kontekst er der ingen melleminstans mellem en selv og Gud, så derfor er der ingen der har myndighed til at bryde ind i dette forhold, endsnige snage i det. Men den journalistiske form parer sig med en kryptokatolicisme, så den journalistiske evne - og allestedsnærværende ret - til at stille spørgsmål breder sig til alle livets forhold, også de mest intime, så journalisten kan starte et interview med Anders Fogh med spørgsmålet: Tror du på Gud? - Helt i tråd med slangen i paradiset, der startede menneskets historie med at stille det et spørgsmål.

Jeg vil i stedet som den kinesiske kejser i Nattergalen bare sige: Godmorgen.

Om selvvurdering og koncentration

Ved dagens begyndelse, DR P1, onsdag d. 29.11.2006

Jørgen I. Jensen starter sin bog Jeg-automaten på denne måde: "Hvis man skal dømme ud fra de nye ord om menneskelivet, som er kommet i omløb i de senere år, lever vi ikke længere i en individualistisk epoke". - Det er overraskende, fordi vi jo hele tiden hører - og fornemmer - hvor individualistiske vi alle sammen er. Men Jørgen I. Jensen siger, at det uomgængelige ikke længere er det enkelte individ, men derimod, hvad dette individ kan og skal gøre ved sig selv, hvad det ved om sig selv - og navnlig hvad det kan fortælle om sig selv. Det er ikke det individuelle, det kommer an på, men det biografiske. Det er ikke hvordan individdet er, men hvordan det tager sig ud og præsenterer sig selv.

Det kan bekræftes utallige steder. Jeg var f.eks. til skole-hjem-samtale forleden, som det hedder, hvor vi to forældre skulle høre om vores 8 årige datter. Som det første trak dansklæreren et såkaldt målskema frem. På dette målskema skulle eleven så give sig selv karakter efter hvor god hun selv syntes hun var til at plusse, minusse, stave - og til at løse konflikter. Udgangspunktet var altså hvordan vores datter selv synes det går. Er der så noget galt med det? Er det ikke godt at blive klar over hvor man selv står? Og at give udtryk for det? Sådan som det vel også er godt at kunne give udtryk for sine følelser. Og er det overhovedet værd at debatere?

For det første må man jo se på hvordan ungerne har det. Hvis de har det godt, er det jo noget af det vigtigste. Selv om vi måske ligger dårligt i Pisa-undersøgelserne, så fortæller finnerne, der ligger i top, at de ikke kan li' at gå i skole. Og så er man jo ikke særlig langt. Omvendt siger en undersøgelse at de danske folkeskoleelever er nogle af dem, der bedst kan lide at gå i skole, og det skal den danske lærerstand have en stor tak for. For den danske lærerstand er hverdagens helte. De er både embedsmænd, skillevagter og sygeplejersker i en af de sidste fællesinstitutioner i Danmark, og det er blandt andet derfor folkeskolen bliver så heftigt diskuteret. Og politiseret.

Det er heller ikke let for lærerne at være så meget i brændpunktet for både den offentlige debat og alle mulige hysteriske forældre, der har skyhøje krav til undervisningen - samtidig med at lærerne bliver pålagt flere og flere opgaver, der ikke har noget med undervisningen at gøre. Samtidig med at mange børn ingen opdragelse har, så lærerne også skal tage sig af den. Ikke nok med at lærerne skal lære eleverne faglige ting, de skal også sætte skik på dem. Og hvordan gør man så det, når forudsætningerne for den naturlige autoritet er smuldret, og at lærerne stort set er svigtet af både politikere og forældre. Det er ikke let, så jeg vil kun slå et stort slag for at man støtter lærerne både økonomisk og moralsk.
Det gør man blandt andet ved at mindske spørgeskema-dillen. Både opad og nedad. For det virker som om at eleverne skal straffes med spørgeskemaer i samme grad som lærerne bliver det. Lærerne skal afreportere til ministeriet og eleverne skal fortælle lærerne hvordan det går.

På samme måde som man ikke skal prædike om helligånden, men kun med den, så er det vel god tone at være et hæderligt menneske fremfor at fortælle andre mennesker at man er et hæderligt menneske. Det er ikke kun det at man kræver at mennesker fortæller om dem selv, det er også det at man i det hele taget tror på det. Man er jo ikke kun blufærdig for at tale om sig selv fordi man kan virke blæret og pralende, men fordi det altid bliver lidt løgnagtigt. Det tilkommer ikke én at fortælle andre hvordan man er. Det må de selv få et indtryk af. Tendensen bliver til sidst at en god evaluering af arbejdet er bedre end et godt stykke arbejde.

Der tales om at børn har svært ved at koncentrere sig. Der findes også dette fænomen, som man har kaldt CPA, det vil sige constant partial attention. Konstant delvis opmærksomhed. En lærer var i gang med at fortælle noget for en klasse, og han tegnede en cirkel. En pige vendte sig om og talte med sin veninde, hvortil læreren spurgte om hun ikke kunne være stille mens han forklarede dette. Hertil sagde hun:
- Jeg hører efter, men du er jo i gang med at tegne cirklen.
Med andre ord: der var pludselig en pause. Den tid det tog for ham at tegne en cirkel, opfattede hun som en pause. Det tyder på en generel anden tidsfornemmelse end tidligere, hvor 10 sekunder ikke blev opfattet som en pause, men som en del af et længere forløb, hvor hastigheden måske var dalende for snart efter at stige igen.

Men en anden ting, der også kan forstyrre børns koncentration, er at de fokuserer på sig selv frem for det stof de bliver præsenteret for. Elever skal lære at evaluere, sådan som vi andre hele tiden også skal evaluere både produkter, ydelser - og os selv. Det ligger i systemet at børn helt ned til børnehaveklassen skal opdrages til og lære at vurdere sig selv. Men lige så snart selvrefleksionen sætter ind, er der en opmærksomhed der bliver forstyrret. Den koncentration som nutidens elever har det sværere med, har måske noget at gøre med at de reflekterer for meget på sig selv og for lidt over det stof, de bliver præsenteret for. For det er jo uligt mere frugtbart at bliver optaget af cellens opbygning, stavnsbåndets ophævelse, Brasiliens økonomi, Mosebøgerne, modernismens gennembrud eller det mørke stof i universet end - sig selv. Og indrømmet: det er fint at kunne reflekterer over sig selv, men hvorfor så ikke tage konsekvensen og indføre filosofi i de små klasser, så man i denne proces faktisk lærer noget om hvordan traditionen for selvrefleksion er.

Der er også lærere der klager over at elever mangler selvtillid. Men det ligger også i forlængelse af vægtlægningen på selvvurdering. Jo mere man skal vurdere sig selv, desto lettere er det at blive utilfreds med sig selv.

Det mærkelige er altså at man selv er med til at generere nogle af de ting, som man ikke kan lide. Men det kommer ikke fra skolelærerne, de er ofte bare ret ukritiske overfor evalueringstendensen, det kommer højere oppe fra - eller fra en tidsånd, der på den ene side har svært ved at håndtere de uhåndterlige ting, og på den anden side overskrider nogle private grænser ved at stille spørgsmål til andre menneskers selvforhold a la: hvad synes du om dig selv? Præsentér dig for mig, vis mig dit selv. Det er det det biografistiske dikterer.

Vi er blevet dårligere til at glemme os selv, og har samtidig større behov for det. Det kan man læse i det stigende behov for film og underholdning. I biografen glemmer man biografien.
For det er sjovere at se på en fiktiv elendighed end på sin egen fortræffelighed.

Have a nice day.

Om at sige farvel og om at holde fast

Ved dagens begyndelse, tirsdag d. 28. 11.2006

Hvad er ånd egentlig? Et spørgsmål der kan ligne det spørgsmål Søren Kierkegaard et sted stiller: Hvad er et menneske? - som han prompte svarer helt entydigt på: En klarinet. Eller da Bob Dylan engang i sine unge dage fra en tanketom person i hæren af journalister blev spurgt: Hvor mange folkesanger findes der? - Bob Dylan sad fuldstændigt uanfægtet bag sine solbriller, tænkte sig lidt om, og sagde: 241. - Ohh, 241, sagde journalisten og bukkede alvorligt. - Neeej, sagde Dylan, nok snarere 93.

På samme måde kan man spørge hvad ånd er - og straks svare: 241 - nej, 93. Med andre ord, der gives ikke et svar. Som der står i et stort tysk leksikon: At fordi begrebet ånd ligger så tæt op ad det ligeledes komplekse begreb, sjæl, må man vare sig for at drage en alt for skarp terminologisk grænse imellem disse begreber. Med andre ord: ånden lader sig ikke indfange. Sådan som Johannes skriver i sit evangelium: at vinden blæser hvorhen den vil, man hører den suse, men ved ikke hvorfra den kommer - og sådan er det også med ånden.

Men man vil frygtelig gerne have styr på den. For ånden er farlig. Den kan konspirere, den kan udtænke samfundsomstyrtende tanker, den kan med ét ændre vores liv, så alt det gamle bliver nyt, den kan flytte bjerge, som nogle slet ikke ønsker bliver flyttet. Derfor har man til forskellige tider ansat spioner og agenter til at rapportere om hvor den uregerlige ånd blæste hen. Eller man iværksætter en gennemgribende overvågning, fotograferer så mange mennesker som muligt, registrerer deres kommunikationsveje, hvis ikke man enten sender spørgeskemaer eller ringer og hører hvad man mener om dette og hint, samtidig med at man tilbyder kurser i omstillingsparathed, så man på denne måde lettere kan omstille en vildfaren ånd.

Det uhåndterlige kan også være grunden til at nogle simpelthen nægter at der overhovedet findes noget man kan kalde ånd. Især blandt såkaldte åndsmennesker. Men det kan også bare forties og ignoreres. Stille og roligt trænges den i baggrunden af alt det synlige, det tekniske, det materielle, det pekuniære og det sanselige. Alt det entydigt virkelige. Det uomtvisteligt virkelige. Der er bare det, at det ikke kan lade sig gøre. Kommunismens forgæves forsøg på at udrydde religionen i både Sovjet og nu kinesernes forsøg i Tibet, er blot to håndfaste eksempler.

I Apostlenes Gerninger bliver apostlene grebet af helligånden og kan tale alle sprog. Det er det paven gør efter, hver gang han træder ned fra flyets landgangsbro, hvorefter han efter have kysset jorden taler nogle sætninger på det pågældende lands sprog. Helligånden eller Guds ånd er en due der stiger ned fra himlen, sådan som det sker ved Jesu dåb - næsten på samme måde som duen vendte tilbage til Noas ark med et olivenblad i næbet. Men nok så vigtigt er det at Helligånden kommer over alle apostlene i det øjeblik hvor Jesus ikke længere er iblandt dem.

Kristi ånd bliver stærkere når Kristus ikke er i blandt dem. Som om Kristi nærvær har været en hæmning for apostlenes iboende ånd. Det vakuum der åbner sig efter den store leders død, kan hive dybe kræfter frem i de nye ledere. Det kan også være et direkte billede på at når man har lært at give helt og fuldt slip på den man elsker, så åbner der sig en ny horisont for det enkelte menneske og omgivelserne.

For hvis man ikke giver slip, bliver ånd til én ånd. Et gespenst. Et genfærd. Ånden kan være så fortættet at den bliver synlig, som i Hamlet, hvor faderens ånd taler til Hamlet. I virkeligheden er faderen død, men han er ikke stedt til hvile. Faderen har været offer for en intrige og den uretfærdighed, der er overgået ham, kan ikke gå ustraffet hen. Derfor må hans søn hævne ham: fædrenes synder arves på sønnerne.

Mens ånden har at gøre med de levendes livsånde, med åndedrættet, altså det der holder os i live og gør livet værd at leve, er 'en ånd', et gespenst, noget der er bestemt til at dø, men ikke kan det. Det er det vi prøver at lægge i graven, men som ikke vil lade sig begrave. Det vi fejer ind under gulvtæppet, men som hele tiden kommer frem igen.

Den romerske komedieforfatter Terents har sagt at menneskelighed er at kunne mindes en afdød, hvilket vil sige at lade noget af dennes ånd leve videre i sig. Men samtidig er det også en kærlighedshandling at give slip på den elskede. Kun den der mister sig selv, vinder sig selv, som det hedder i evangelierne. Og når man elsker, er den anden vigtigere end en selv, så kærlighedens tegn er at kunne give slip. Det er helt konkret når det gælder ens børn. Fra de er født, gælder det jo om at lære dem at klare sig selv, så de en dag kan undvære sine forældre. Hvor nødig forældrene end vil lade dem gøre det. I ægteskaber og parforhold gælder det samme. Hvis ægteskabet er et fængsel, er det kærlighedsløst, men hvis muligheden for at sige farvel hele tiden er i live, er der mulighed for kærlighed. Hvis man så ikke benytter sig af denne mulighed, er der grobund for et lykkeligt ægteskab.

Så når fædrene dør, må man kunne give slip, lade dem dø i fred og gøde deres minde. Men i Hamlets tilfælde bliver det til en uløselig sjælelig uro: på den ene side at skulle være den der afslutter sin fars liv ved at hævne den uretfærdighed, han har været offer for - og på den ande side at vide at hævnen ikke er retfærdig, at hævnen hverken vækker faderen til live eller maner genfærdet i jorden. Han er låst imellem at skulle handle og ikke at kunne det, og netop denne fastlåste situation gør ham farlig for kongen, der ikke kan holde den tavshed ud, som omgærder Hamlet. Derfor sender han Rosenkrands og Gyldenstjerne, som prøver at lokke hans hemmelighed ud af ham. Men Hamlet gennemskuer det, og giver Gyldenstjerne en fløjte. Gyldenstjerne vægrer sig gang efter gang imod at spille på den, hvortil Hamlet siger: "Ser I da nu, hvilken elendig Ting I vil gøre mig til. I vilde spilde paa mig; ... I vilde rive Hjertet ud af min Hemmelighed".

Det er præcis hvad så mange nu om dage vil - i den intimidering af det private rum, som sker oftere og oftere i dag. Rive hjertet ud af andres hemmelighed. Man vil ind og have fat i det inderste af den andens sjæl. Man vil ha' bekendelser, man vil vide hvad vores mennesker tror på, man vil have svar på intime spørgsmål, og man prøver at opstille koordinaterne for personligheden, som om det var en computerstyret misil, man sad og skulle styre.

Hamlet er en person at tage ved lære af. Han havde indsigt i både det problem han selv sad med og i det system, han var fanget i.

Samtidig med at man ikke kan hindre ånden at komme ud, kan man ikke komme ind og aflure ånden dens hemmeligheder.

Den hurtige og langsomme historie

Ved dagens begyndelse, DRs P1, mandag d. 27.11.2006

Min gamle lærer på teologi i København, Bent Hahn, sagde engang at helligånden ikke er noget man skal prædike over, men kun noget man skal prædike med. Det er ligesom at tale om humor, det er drønfarligt, fordi det jo altid er sjovere at tale med humor end om humor. Men Bent Hahn talte om prædikenen, og dette er ikke en prædiken, og han talte om helligånden, og jeg vil lige så gerne tale om ånd. Om den almindelige ånd, som ikke nødvendigvis er bundet til kirkens institution. Den ånd som i vore dage er under skarpt angreb, hvad der imidlertid ikke bliver særligt diskuteret. Selv om ordet skaber hvad det nævner, er det man taler om ofte det man mangler. Den ånd der gør levende, den der løfter og pludseligt får alting til at se anderledes ud; den der genererer det nye.

Når nogle prøver at indkredse hvad det nye er, er der altid nogle der replicerer: sådan var det jo også tidligere. Og så er vi lige vidt. Alting er allerede det samme. Men hvis alt allerede er det samme som tidligere, så er der slet intet fremskridt i historien, og hvis det er rigtigt, hvorfor så skynde sig så meget som vi gør? Det er tydeligt at mange ting går meget hurtigere nu end for ganske få år siden. Hastigheden på motorvejene er sat op i takt med at bilerne kan køre hurtigere. Indslag i fjernsynet er også blevet markant kortere over en årrække. I 1965 fik en interviewet person i gennemsnit 41,9 sekunder til at fremkomme med sit synspunkt. Det faldt til 18 sekunder i 1990 og videre til 11,8 sekund i 1997. Det er tal jeg har fra Jørn Lunds vigtige lille bog om Kampen om opmærksomheden.

Samtidig med at arbejdstiden gradvist bliver sat ned, viser det sig imidlertid at vi arbejder mere og mere. Stres er ikke kun noget vi pludselig er blevet opmærksomme på, det forekommer også hyppigere.

Jeg har lagt mærke til at hver gang jeg har - eller rettere: havde - store konflikter med min datter, som nu er otte, men dengang var fem-seks og syv år, så havde det altid noget at gøre med hastighed. Jeg skulle hurtigt ud af døren, men hun skulle lige alle mulige ting. Jeg skulle hurtigt videre, men hun kunne følge med. Hun ville selv binde sine sko, men det gik for langsomt. Da jeg fandt ud af at forskellen i hastighed udløste så mange aggressive situationer, lettede jeg simpelthen trykket på speederen. Og det virkede.

Lars Henrik Schmidt, rektor på Danmarks Pædagogiske Universitet, taler også om hastighed når han indkredser hvad vreden kommer af. Denne omsiggribende vrede, som han registrerer overalt. På bogmessen i Forum blev han spurgt af Camilla Mehlsen om hvor han registrerer vreden, det gør han overalt. Så sent som ved indgangen til Forum.

To timer senere sad jeg i teatret og så Jan Sonnergaards stykke om Cafeen Olfert Fischer, som er én lang vredesudladning. Her er der også en stor anonym djævel der puster alle personerne i nakken og siger: hurtigere, hurtigere, hurtigere. - "Det går bare derudaf af Rungsted Strandvej", som reklamemanden siger, mens han puster sig selv op i en overdrevet tilfredshed over sin karriere. Lars Henrik Schmidt registrerer vreden i trafikken, hvor det stort set gælder om at komme først - uanset hvor man skal hen. Han prøvede at mane til besindelse: Alle kommer frem i sit eget tempo.

Men hvorfor går det hele så hurtigt? Jørgen I. Jensen udgav i sidste uge en meget tankevækkende bog, der hedder Jeg-automaten. En af tankerne hos Jørgen I. Jensen er at udviklingen i virkeligheden går ufattelig langsomt. Og gad vide om ikke netop dét er grunden til at det hele går så hurtigt. Han skriver: "Tiden går hurtigt, så hurtigt at den måske går uendeligt langsomt; der foregår så meget, at intet nyt kan ske" (s. 151).

Den udvikling, der for Jørgen I. Jensen går alt for langsomt, har at gøre med det jeg med tøven og bæven kalder ånd.

Den teknologiske udviklings hastighed modsvares af en åndshistorisk udviklingstræghed. Tiden går ufattelig hurtig, siger man, og tænker på at nu overgår nettet til 2.0, (hvad det så end betyder), computere går ind i næste generation, nanoteknologien og stamcelleforskningen udkaster surrealistiske fremtidsscenarier, - men samtidig indskrænker vi frivilligt vores horisont, sådan som f.eks. Jan Sonnergaard i al sin tydelighed fremstiller det i sit teaterstykke. En mærkelig blanding af total selvspejling og mangel på refleksion er gennemgående for alle hans personer. Man skulle jo tro at selvspejling også kunne afføde selvrefleksion, al den stund at spejling og refleksion betyder det samme. Men det er ikke det samme. Tværtimod. Selvspejling forhindrer selvrefleksion, og når man ikke kan se sig selv udefra, og mærkeligt nok heller ikke andre indefra, fyldes menneskets indre med et overtryk, der kun kan ende i en rasende eksplosion, i en langstrakt ondsindet vrede eller en stille sivende bitterhed.

Men derfor behøver man ikke nødvendigvis at blive rasende, vred og bitter, fordi det jo altid er en fornøjelse at prøve at forstå det, holde det ud i armslængde, erkende det, alt det vi kan bruge kunsten til, hvor man oplever momenter af lykkelig selvforglemmelse.

-------

Link: http://www.dr.dk/P1/veddagensbegyndelse/

Kedsomhed og ditatur Om Das leben der anderen, en film af Florian Hencker von Donnersmarck, 2006.

Både i De andres liv og Matchpoint skildres en kvinde, der ofrer alt - også sig selv - for at slå igennem som skuespiller. I von Donnersmarcks film er Christa-Maria klar til at sælge sin krop til et partimedlem, Hempf, for at få nogle (gode) roller, og i Woody Allens film tager den unge smukke Nola mænd primært for at bane sin egen vej og sekundært for at trøste sig over at vejen ikke blev banet. Førstnævnte film foregår i et diktatur, Matchpoint foregår i det demokratiske England, men prisen for at opnå hvad man ønsker er stort set den samme. Prostitution: salget af noget dyrebart for en billig pris.

Das Leben der andere fremstiller i al sin uhygge Stasi-Tysklands retsløse og indtil extremitet bogstaveliggt talt bureaukratiske samfund anno 1984. Bureauet har magten. Det er partimedlemmernes dunkle behov, der går forud for alt, og jo højere medlemmet er, desto mere primitivt bliver behovet, og jo mere primitivt behovet bliver, desto flere af undersåtterne arbejder for at tilfredsstille det. Disse 'mellemledere' prøver på alle mulige måder at bane vej for partimedlemmets - ja: lem. Af lige dele angst og egoisme. Hvis de kan skaffe en rival af vejen, er de også sikret avancement i hierarkiet. Partiet er jo dets medlemmer, og medlemmerne er deres drifter.

Det er DDR, vi kigger på og dets historie vi får genfortalt - på en ny og meget konkret måde. Et land der roser sig selv for at have knægtet det nazistiske diktatur. Desto mere grotesk er det at se hvordan de diktatoriske elementer fortsætter med uhindret kraft. Men på en anden måde. Det er ikke blodet og hudfarven der skal renses, det er indstillingen og loyaliteten. At mene og sige det forkerte, kan være det samme som selvmord, og der findes så at sige ingen steder hvor man kan sige noget, der ikke opfanges af skjulte mikrofoner.


Men når man kigger så langt ind i andres privatliv, skal man også forskanses sig for ikke at bliver inddraget. Det er hvad hovedpersonen, Gerd Wiesler, bliver. Man har i en afgørende scene et (æstetisk) bevis på at ægte kunst ikke er foreneligt med diktatur. Beethovens Appasionata giver bureakraten en oplevelse, som det er umuligt for ham ignorere - og den magt han har til at få sin fjende ned med nakken, må han i stedet investere i at beskytte ham. Eller rettere: beskytte den flig af humanisme, som findes i hans person, og som han ellers er ansat til at slå ned. Men han fortsætter i sit arbejde med at aflytte. Dels fordi en anden ville gøre det af med forfatteren, dels fordi han er hooked.


For hvorfor kigge så langt ind i andres privatliv. Den umiddelbare grund er at systemet hvilede på mistillid og alle mistænkelige og ikke-endnu-mistænkelige skulle overvåges og overhøres for at blive sikker på - og få bevis for - at de rent faktisk var statsfjender. Men en anden grund er at stasifolkene selv havde et så kedeligt liv, at de måtte fylde det - med de andres. Det er det der ligger i titlen: De andres liv skal fylde mit liv med mening. I den forstand går der en lige linje fra et overvågningssamfund til et ugeblads-samfund, hvor de kendte i blade og reality-shows udstiller sit privatliv som læsere og tilskuere kan fylde sine kedelige liv med.

Denne kedsomhed var også en forudsætning for nazismens opståen, fortæller Sebatstian Haffner i En tyskers historie: "Det viste sig, at en hel generation i Tyskland slet ikke vidste, hvad den skulle stille op med den gave, som et frit privatliv er" (66). Der er et mindre dannelseslag som godt kan underholde sig selv i privaten, men: "Uden for dette dannelseslag er og har livets store farer i Tyskland altid været: tomhed og kedsomhed (...). I de store områder i de nordlige og østlige dele af Tyskland, i de farveløse byer, bag facaderne på de alt for flittigt, grundigt og pligtbevidste styrede forretninger og organisationer lurer og lurede altid åndsløvheden. Og desuden horror vacui og ønsket om 'forløsning': forløsning gennem alkohol, gennem overtro eller allerhelst gennem en stor, altoverstrømmende, billig masserus" (68).

I Das leben der anderen ser man stasi-officierens lejlighed på mangte etage i et betonhøjhus, der er prototypisk, steril, smagløs og afindividualiseret. Tomheden lyser ud af den. Kedsomheden larmer så meget at han må kalde på en luder for at overdøve den. Og om dagen underholder han sig med at kigge ind i sit offers - en forfatters privatliv.

Den voyeuristiske nydelse der ligger i denne aflytning er ikke til at skjule, og den slår direkte igennem i det øjeblik hvor aflytteren, Wiesler, går hen til Christa-Maria og taler til hende - som hendes publikum. Endnu et argument for æstetik. Men på et andet niveau. Her er der ikke tale om kunst som omvendelse til et menneskeligt (indre) liv, men om en kunsttrang der ytrer sig som et dunkelt behov. Statsfjendernes, skuespillerens og forfatterens hjem og privatliv er - uden de ved det - en scene for en voyeurisme i diktaturets tjeneste. Partimedlemmerne kan ikke holde deres tomhed ud, men må fylde den ud, ikke med kunst, men med en æsteticeret virkelighed. Det æstetiske behov, der tilfredsstilles af det hemmelige bag hjemmets låste dør.

I kedsomheden hjerte spirer kimen til diktatur.

MC Fight Night i KB-Hallen lørdag d. 14. oktober 2006

I virkeligheden er det noget af det mest civiliserede man kan tænke sig. I stedet for at hamre løs på hinanden med de bare næver, lukker man munden op, spidser tungen og prøver at flænse modstanderen med ord. Hvis de virkelig mente noget med det alle de ord batlerne slyngede mod modstanderne, ville de virkelig gå ud af ringen med mange ar på sjælen. Men de mener ikke noget med det. De er de bedste venner. Det er ren form. I modsætning til boksning: det er med livet som indsats.


Alt er lavet efter boksningens ritualer: bokseringen, dommerne, publikums placering og opførsel, nummerpigerne, runderne og premiebæltet. De to kombattanter kommer ind fra hver deres side ledsaget af en masse homies. De kommer op i ringen, får et tema og begynder at batle mod den anden - on the spot. De disser, det er det, det gælder om: at nedgøre og undergrave den anden så massivt som muligt. Det skal være potent, slagkraftigt. Mavepustere deles ud - og de knækker sammen.

Kejser A knækkede i finalen, selv om han egentlig var den bedste. Men Fantomet havde en spændstighed, hans krop afslørede at han havde en stærkere vilje til at vinde. Han havde simpelthen bedre fysik. Det var det han vandt på. Selv om det jo egentlig er det parate ordforråd og den hurtigtroterende replikmaskine der skal tromle den anden ned.

Og det er vel hvad politik handler om. At kæmpe med ord. Forskellen er at man helst skal vinde over sin modstander med argumentets kraft og ikke ved at sable den andens person ned. Det er politik som den burde være - men sådan er den jo ikke.

MC Fight Night er et billede på hvordan politikken i virkeligheden er: Jo hurtigere man er til at nedgøre sin modstander, jo morsommere man kan gøre det og jo flere publikummer man kan få med sig, desto stærkere er man i forhandlingerne. Der er disputter, der nok handler om noget - lad os sige finansloven - men som i kampens hede også bliver til ren kamp, som man bare skal vinde. For den blotte sejrs skyld.

Og i den forstand er MC'ing og politikken noget af det mest uciviliserede man kan tænke sig. Da er boksning i virkeligheden mere civiliseret: fordi der er meget mere alvor og ærlig.

Mindeord ved Jørn Ørum-Nielsens død

Arkitekten Jørn Ørum-Nielsen var en mand man lagde mærke til, en mand med pondus.

Jørn Ørum-Nielsens hovedværker var dels det banebrydende socialt og økologisk funderet projekt, Galgebakken i Albertslund (se billede), som han tegnede sammen med sin kone, Anne Ørum-Nielsen og to andre kompagnoner, arkitekterne Jens Peter Storgaard og Hanne Marcussen, dels den veldokumenterede og fyldige bog om Længeboligen, som vel er det autoritative værk om det emne.


Som én der har boet i over tyve år i et hus tegnet af Ørum-Nielsen kan jeg skrive under på at han havde orden i sine ting. Selv om han i sin bog om Længeboligen var stærkt kritisk overfor modernistiske træk i arkitekturen, kunne han i sin parcelhusarkitektur lave de mest solide håndværksmæssige valg i en elegant, enkel og modernistisk stil.

Som privatperson var han selskabelig og serverede både historier og arrangementer så man som barn blev underholdt og som voksen også blev imponeret. Som arkitekt, akvarelmaler, fotograf og skribent var han både grundig og æstetisk. Og som fortæller tryllebindende og dramatisk. Man lyttede altid intenst til hvad Jørn sagde, som dengang han var ved at blive bidt af en grøn mamba i Afrika, eller dengang han pludselig indfandt sig på et sted i Sydafrika, hvor han havde tilbragt nogle år i sin barndom og hvorfra han havde fået sit kælenavn. Pludselig befandt han sig på et sted, der udløste nogle erindringer han ikke havde - kunnet - genkalde sig i de over halvtreds år der var gået. Han havde fornemmelse for stedets ånd. Senest skrev han om Ærøskøbing hvor han boede de sidste år i sit liv (nedenstående billede).


Han var fra de årgange på arkitektskolen hvor stort set alle havde været på en byggeplads før de begyndte at tegne bygninger, og han blev ved med at være tæt på materialerne, samtidig med at han skrev om arkitektur. Han pådrog sig en ryglidelse i sine yngre år ved at bære sten til en gårdsplads til huset i Sletten, og netop pga denne ryglidelse var det pinedød nødvendigt at strække ryggen, når den sagde, at den skulle strækkes. Som dengang han var i teatret i Japan og havde indfundet sig på sin plads, men pludselig følte smerter i ryggen, og måtte rejse sig. Han styrtede ud i foyer'en og så ingen andre ting, som han kunne hænge i end lysekronerne. Man kan se de små regelrette vagter for sig, da de var vidne til, at denne næsten to meter høje europæer løb hen imod en af lamperne, som han sprang op og hev fat i, svajende frem og tilbage for at forlænge sin i forvejen lange ryg.

Man kunne fylde en hel bog med hans historier. - Det har været en stor glæde at kende ham, og en glæde at han har efterladt sig så mange spor i både tekst, billeder, fortællinger og bygninger, men trist at der nu ikke kommer mere fra hans hånd eller mund.

Sjostakovitjs fjerde symfoni

Der har altid været noget utålmodigt over dansk koncertpublikum, så når en dirigent kan holde denne nervøse trang til straks at give udtryk for sin begejstring (som for at bekræfte sig selv i at man ikke har givet pengene forgæves ud), hører det til en ekstraordinær præstation. En sådan var publikummet vidne til torsdag d. 28. september i Radiohusets koncertsal, hvor Thomas Dausgaard i slutningen af Sjostakovitjs fjerde symfoni holdt alle buerne på strengene og alle hundredevis af lyttende lunger stangne i fem-seks-otte-ti-elleve-tolv sekunder efter den allersidste hørbare tone var klinget ud. Det skabte en enorm spænding. Salen var mere stille end på noget andet tidspunkt i løbet af aftenen. Ingen rykkede sig på stolene, som knager uforholdsmæssigt meget. Ingen hostede. Ingen knitrede. Var der nogen der trak vejret? Sjældent har man hørt et lignende stilhed, en stilhed der forenede alle i rummet. Eller rettere: en tavshed. For der er jo himmelvid forskel på tavshed og stilhed. Alle tav efter symfoniens sidste tone; den symfoni der lå hele femten år i skuffen før den blev uropført i 1961, den symfoni der har været så mange spekulationer om: Hvorfor trak han den tilbage? Var den bare dårlig, eller var den for modernistisk til Stalin? Der foregik jo en hetz imod kunstnerne, der for alvor brød ud i Moskvaprocesserne kort efter symfonien blev færdig i 1936. Diktaturet viste sit ægte ansigt ved at udrense diverse anderledes tænkende intellektuelle og politiske opponenter, der foregik ved skueprocesser, falske anklager og tilståelser fremtvunget under tortor i årene fra 1936-38. Der går dog rygter om at Stalin havde udset sig 50 intellektuelle der skulle holdes fri, her iblandt Sjostakovitj. Hans talent var for stort eller hans karakter velegnet til at blive formet.

Han fik Sonningprisen i 1973, og han var i Danmark i en hel måned. Det siges at han var umulig at tale med. Han var en maske. Men der er ikke meget maske over den 4. symfoni. Den forbinder på engang nogle personlige eksistentialiske problemer med de verdenshistoriske rystelser, som 30'erne var så domineret af.

Afslutningen er lang: anelsesfuld, uhyggelig, men samtidig åben. Han kan næsten ikke slutte, men han slutter på en måde, der netop får både dirigent, musikere og publikum til at sidde åndeløse hen - hvis musikken bliver opført som den skal. Som en lang tunnel, man kan ane et lys for enden af, men hvor langt endnu? Som rystelserne efter et jordskælv, med en kimært gryende energi og vilje til at bygge noget op igen. Som angstens krybende uhåndterlige bemægtigende jerntåge der besætter sindet, det vil sige den angst der få år efter skulle paralysere hele verden i eksplosive udladninger og umenneskelige psykoser, som vi stadig hverken forstår rækkevidden af eller forudsætningerne for. Nogle af forudsætningerne er fremstillet i Sjostakovitjs fjerde symfoni.

Når økonomien overskrider sine grænser

Nutiden kan have en vis lighed med 30'erne, da positivismens storhedstid begyndte. Positivismen, der har været en af det 20. århundredes mest dominerende tankeretninger, havde til formål at skære alt overflødigt væk, føre det ubekendte tilbage til det bekendte, gik imod enhver form for metafysik eller forklaringsmodeller. Med andre ord at anlægge en naturvidenskabelig holdning på filosofien: man skulle iagttage og ikke forklare. Positivister var med Villy Sørensens ord: dem der kun så det, de så. Altså ikke havde sans for noget andet end det målbare.

Tidens overdrevne brug af afrapporteringer, evalueringsskemaer, opponions- og forbrugerundersøgelser, for slet ikke at glemme det økonomiske potentiale i kulturen og kvantitetsforskningen, tyder på en større tillid til tal end til - tillid. Jo mere der skal rapporteres fra lærere, lektorer og professorer, desto mindre tillid har ledelsen til dem. Ellers var der vel ikke grund til at lade dem bruge kostbar tid på at aflægge regnskab for en undervisning som mange af dem har brugt årtier på at opbygge. Jo flere evauleringsskemaer man vil have besvaret, desto mindre har man tillid til sine egne iagttagelser og efterfølgende evne til at behandle dem - og udtrykke dem. En statistik, der viser noget forkert, kan være stærkere end en iagttagelse eller et fornuftigt argument for det rigtige. Hvorfor skal en direktør have et firma til at fortælle hvordan medarbejderne har det, hvis han kan sætte sig ned i kantinen og tale med nogle af dem? Forskningen skal tjene indtjeningen - det må være meningen med forskningsministeriets mantra: Fra forskning til faktura.

Alt sammen udtryk for et positivistisk paradigme, hvor diverse programmer styres af målinger fremfor almindelig fornuft; hvor både forskning, medier og kultur betragtes ud fra de gængse og snævre økonomiske modeller, selv om almindelig fornuft siger at det er den dårligste økonomi der kommer ud af det. Hvis ikke der er et element af leg eller unytte, kommer der ikke nye ideer til. Selvfølgelig. Og hvis ikke der er et generelt dannelsesniveau, skal kunstnere og mediefolk til en stadig lavere fællesnævner. Det vil sige: porno. Det er derfor pornoen har fundet vej langt ind i førhen seriøse medier som bogen, museet og familievenlige TV-tidspunkter. Det er ikke kun sådan at dannelsesniveauet er dalende, der er også mindre respekt for den. Hvad den nypositivistiske tendens er udtryk for.

En økonomisk styret forskning er ligeså innovativ som populistisk kunst: Den som det nye medieforlig har givet endnu gunstigere vilkår, uagtet at det er den der bedst kan klare sig selv, fordi den mere end andre byder sig til det, der efterspørges.

Det er ikke galt, at man taler økonomi i forskning og kultur. Det kan man ikke undgå. Men det er når økonomien begynder at invadere både forskningen og kulturen, at det bliver farligt. For både forskningen og kulturen - og derfor for alle i samfundet. På samme måde som der ikke er noget galt med naturvidenskab i sig selv, redningen fra økologiske katastrofer afhænger for en stor dels vedkommende af dem, - men hvis naturvidenskabelige arbejdsmetoder invaderer hverdagen og filosofien, sådan som de gjorde i positivismens tidsalder, bliver den almindelige fornuft fordrevet. Det er stort set den situation, vi befinder os i nu.

Den almindelige fornuft er i eksil, og det ekstremt nyttemoralske og kvanitificerende syn styrer ikke kun de politiske beslutninger, men også en tidsånd. Der styrer politikken. Denne tendens til kun at tro på det man kan måle og sanse, og ikke på det ens fornuft siger er det rigtige, viser sig blandt andet i dette overdrevne forbrug, vi er vidne til. For når økonomien går godt, har den økonomiske videnskab medvind. Og denne vind blæser lige ind under døren til de danske parcelhuse.

Tidens svøbe: Luftlim

En delvis ophidset samtale om den manglende grundlagsdiskussion i den offentlige debat, om årsagerne til den iblandet nogle hjælpende begreber fra Løgstrups System og symbol, (s. 167ff).

- Det er forstemmende, sagde min ven igår, det er jo næsten umuligt at komme i en rigtig dialog med nogen. Måske det er min høje alder der gør det, men det er jo mere og mere umuligt at tale med folk om grundlæggende ting. Det hele bliver kvantificeret, superviseret, evalueret, djøficeret og instrumentaliseret. Dødt. Hvor er de folk der interesserer sig for den grundlæggende diskussion? Ikke kun at skælde ud på regeringen - eller forsvare den, for den sags skyld -, ikke kun at støtte Jyllandsposten eller gå imod den, ikke kun at fordømme Israel eller Hizbolla, ikke kun at forsvare velfærdsstaten eller globaliseringen, - men at tale om hvad det gode liv er, hvilket samfund, der er det bedste, hvordan vi opfatter mennesket og dets natur, om kunstens rolle i samfundsudviklingen, kort sagt om metafysik og andre grundlæggende spørgsmål. Der er jo ingen der tør tale metafysisk mere, - eller kan tale om moral.
- Nåhhh, det ved jeg nu ikke, svarede jeg. Alle firmaer med respekt for sig selv opstiller jo etiske regnskaber ...
- Ja, præcis, det er jo instrumentelt. Det gælder om at finde en etik, der kan gøre produktet mest rentabelt. Det er ikke det, jeg taler om. Eller netop det jeg taler imod. En interessefri grundlagsdiskussion findes ikke. Eller hvis den findes, så findes den skjult.
- På filosofisk institut?
- Ha! Det er nok det sidste sted jeg kunne forestille mig at en sådan grundlagsdiskussion findes. Dér er alle diskussioner jo bundet op om bevillinger. Hvis man kan tale om etikken i dyreforsøg og stamcelleforskning, er der jo penge at hente.
- I litteraturen?
- Kan du få øje på den nogen steder i den litterære debat?
- Det må jeg indrømme: nej. Men ligger der ikke en grundlagsdiskussion i alle de konkrete sager?
- Synes du selv det, spurgte han retorisk; - jeg svarede ikke. Han fortsatte: Den offentlige debat - som jo også foregår i hjemmene og til middagsselskaberne og så videre - er forurenet af en luftlim, der klistrer alle udtalelser fast på personen. Hvis man udtaler sig om en sag, får man at vide at det siger man kun fordi man er mand, fordi man har børn, eller ikke har børn, fordi man ikke er selvstændig, fordi man har den og den opvækst. Hvis ikke man kan udtale sig frit, dræber det jo den diskussion jeg taler om. Det er denne luftlim der gør at vi ikke kan komme ned til grundlaget. Grundlagsdiskussionen er betinget af en interessefrihed, men diskussionklimaet er præget af denne luftlim, der binder personen til udtalelsen.
- Er det ikke meget rimeligt at man inddrager personen i udtalelsen?
- Nej, det er overhovedet ikke rimeligt. - Nu nærmest sprang han op af stolen af ophidselse. - Det er overhovedet ikke rimeligt. Det er et overgreb. Det er en overskridelse af urørlighedszonen, du ved, Løgstrups geniale begreb. Men det mest uhyggelige er at den naturlige reaktion et menneske har, når dets urørlighedszone bliver overskredet, nemlig modværge eller opstand, er ved at smuldre. Det er meget mærkeligt og jeg kan slet ikke overskue konsekvenserne. - Han holdt en lille pause. - Det er den rene moralløshed. Man overskrider urørlighedszonen når man spørger til motiverne og ikke til grundene. Det vil netop sige at man kaster en udtalelse tilbage ved at forklare hvorfor den kom, altså at udtalelsen kommer fra noget, der slet ikke har med sagen at gøre. Sagen glider helt af hænde, når man fokuserer på motiverne fremfor grundene, og den naturligste reaktion er at sætte sig til modværge, fordi det - som Løgstrup siger: 'sætter os fra styret'. Det umyndiggør. I virkeligheden er det nedsættende at spørge til motiverne. Det er despekt, fordi man ikke respektere den anden person som tænkende. Det er én ting, men hvis ikke man sætter sig imod det, ja så er det da for alvor galt. Og sådan er det i dag. Man accepterer at der spørges til motiverne, man går fuldstændigt ind i hele den diskurs der har ringeagt og umyndiggørelse som et subtilt bærende element. Det er både den politiske diskurs i medierne, hvor man bruger ikke-argumenter som det at være kulturradikal eller konservativ, og i den evalueringskulturen, hvor man på overfladen bliver spurgt om sin mening, men altid skal placeres i et køns-, geografisk- og lønningsmæssigt skema, der undergraver de fornuftige og argumentative grunde man kunne underbygge sin mening med. Tankerne folder sig ud i de argumenter man har, ikke i motiverne. Grundene er argumenterne og argumenterne kan man tale om. Motiverne kan man jo ikke tale om. Det dræber enhver samtale. Ordene kan aldrig kommer højere end munden, og hvis ikke de kan det, kan det hele jo være lige meget. Så kan man jo ligeså godt bare bruge munden til at spise med.
- Eller kysse.
- Ha, sagde han. Det havde jeg ikke lige tænkt på.
- Det er ikke helt uvæsentligt. Har du nogen sinde tænkt på hvorfor man har designet kroppen på en sådan måde at kærlighedsytringen forhindrer talen?
- Aii, nu afsporer du diskussionen.
- Overhovedet ikke. Du sagde selv at det handler om at kunne komme hele vejen rundt, for der findes jo ikke nogen grundlagsdiskussion uden 360 graders horisontal åbenhed ...
- Og vertikal ..
- præcis, og det gør det altså muligt at kunne kombinere tilsyneladende fjerntliggende områder. - Du vil vel ikke påstå at enhver tales yderste mål er kysset.
- Nej, det er jo frivolt, men nok at talens mål er tavshed. Ellers er det bare lirum-larum. Er dét ikke humanisme.
- Eller kristendom?
- Præcis. At vi taler sammen for at komme hinanden nærmere.
- Selv om talen så tit fjerner os fra hinanden. Indtil vi ikke længere kan tale sammen, men bliver nød til at slå på hinanden.
- Men jeg mener ingenlunde at enhver rigtig samtale er problemløsende. I virkeligheden tror jeg på at den bedste samtale er som en musikalsk jam, hvor man giver efter for associationer og responderer på andres; med stor opmærksomhed og hele tiden med den dobbelte lyst til at være hvor man er og at komme et andet sted hen.
Vi tog en tår af kaffen, og jeg spurgte - for at komme problemet - og løsningen - nærmere.
- Så hvad er det, der mangler i den stående debat?
- Grundlagsdiskussion.
- Ja, men hvad forhindrer den?
- Afsporing, fremmedgørelse, forvirring, distraktion.
- For mange informationer og for lidt refleksion?
- Ja, eller for lidt læsning og for mange film.
- Der er mange der læser ...
- Men taler de med nogen om det de læser? Er der nogensinde nogen der har læst det samme?
Jeg svarede ikke, det var stort et emne, vi havde taget fat på, men vi skålede i kaffe.

Dionysos og regnvejr

Der var jo lige det der med Dionysos. Hvad var nu det? Guden. Digtningen. Rusen. Den hellige eufori. Men hvad med i dag? Hvad siger han os i dag, som det så dårligt hedder. Grækenlands guder var så virkelige for Hölderlin. Der er noget pathos over ham. Meget pathos. Men han er ikke patetisk. Han er højstemt, det kan man ikke benægte, - passer stilen, tonen og dette høje leje til den stemning, man kan ha', den stemning som man er sat i og lukket inde i - i dag? Kan vi overhovedet svinge os op til Hölderlins teologi, som ikke engang er en teologi, det lyder for kedeligt, til hans gudelære, til hans græcitet? Det er svært, men han er også en udvej, måske en ventil. Hvis ikke blot et område, hvortil der ikke er nogen broer. Et romantisk - eller som Jørn Erslev engang sagde: en nyklassicistisk landskab, for Hölderlin er mindst ligeså meget nyklassicist som romantiker; se på hans formbevidsthed, som gør ham til en af de helt store. Det er også denne formbevidsthed, der gør det dragende, vedkommende, uomgængeligt. Det er i denne formbevidsthed at broerne er gemt, for i formen findes der en tidsløshed, uagtet at vi taler om gamle former. Det er jo sonetten, hexametret og til tider vildt arkaiserende sætninger, så arkaiserende at Schiller grinte sin røv i laser, da han fik læst en oversættelse af Sofokles op. Schiller tilhører en helt anden skole.

- Ahhh, Schiller ...., sagde min grønne grandfætter forleden, en ung fløs fra Wien, der studerer i Berlin, og som til en familiefest, hen under de små timer, vel fodret af Dionysos' frugt, med den bærbare digtsamling i hænderne og Hölderlins digte på tungen, en samling af alle de klassiske og skolepligtige, men ikke desto mindre ekstatiske og bjergtagende digte, som han lige havde i baglommen. Han rystede bare på hovedet, da Schillers navn blev nævnt. Nææ, Hölderlin, 'er ist einer der grösste'.

Hvad er det med denne Dionysos hos Hölderlin, vejviseren, lysbæreren, den usynlige vært ved symposiet, Zeus' søn med Semele, der forløser sin søn i et dødbringende lyn. Zeus er tvunget, ja af hvem andre end sin evigt skindsyge hustru Hera, til at gøre noget ved den kvinde han har været hende utro med. Og tordenkilens herre nærmer sig hende i sin blitzende skikkelse. Men deres barn overlever - og det er det Hölderlin vender tilbage til igen og igen. Barnet bliver forløst af ilden fra himlen under så stærke fødselskramper af moderen dør.

Det er i Diodors historiske bibliotek man skal konsultere for at finde de mest udførlige beskrivelser af Dionysos, ikke udelukkende hos Euripides. Men hvorfor overhovedet gå på jagt efter Dionysos? Er det sublimeret liderlighed? Nej, for han er også seeren. Liderlighed er jo blindt begær, kødelig atrå, der ikke har kræfter til at bære jeget med, fordi det er så besværligt, alt det som jeget forlanger og bærer på, følelser og sjæl. Han dukker jo op igen og igen, Dionysos, han er pælen i kødet, men også den figur der hiver vores sjæl afsted som hestene en kærre. Et tospand. Som det i Faidros af Platon. Den kødelige og åndelige kærlighedshest, der trækker mennesket afsted. Er Dionysos den kødelige kærlighed som kristendommen har gjort så problematisk, og som vi på en mærkelig - romantisk - måde kigger mod det glade Grækenland for at finde løsningen på? Nej, det er han jo ikke. Men hvorfor parrer Hölderlin så Dionysos med Kristus, hvis ikke det er for formæle de to ellers så adskilte guddomme, der blot bliver svagere, jo længere fra hinanden de er?

Nu regner det. Tirsdag aften 22:22. Sjældent har regn virket så lædskende. Vi har næsten ikke haft regn i to måneder. Vi har svedt og prustet. Vores kroppe har regnet med sved - nu åbner himlen sin bruser. Der er folk der løber afsted med optrukne skuldre nede på gaden, vi har åbne vinduer. Det er svalende. De varme kroppe bliver kølige. Og er det ikke sådan nu om dage? Kroppene er lunkne, grænsende til det kølige, de lysende skærme som æder sig ind i vores kød, de milioner af pixels der rinder fra toppen af timeglasset ned i kroppens glasbeholder, lysende som tusinder af glaskugler, glasøjne i vædske. Noget nær sådan er den nuværende kulturpolitik. Der er med andre ord ikke megen Dionysos i kulturpolitikken. I kulturen. Som vi alle har ansvar for. Findes der nogen god fest uden Dionysos? Jeg tror det næppe, og de fester, som den nuværende regering vil ha', bærer så tydeligt præg af denne mangel. Det var mere end en tilfældighed, det var en udtalelse med megen symbolik, som vor statsminister serverede for hele sit bagland, den aften han havde vundet valget første gang:

- Gå ud og fejr vores sejr.

Han gik ikke ud. For han drikker jo ikke. En så stærk leder minder om kong Pentheus der (hos Euripides) gjorde alt for at slå Dionysos-dyrkelsen ned. En kold og beregnende fornuft, en magthaver der glæder sig over sin magt og ikke er stærk i lattermusklen, endsige i dansedittoen.

Han må ha' modstand.

En ørkentur

Så lykkedes det at krydse ørkenen. Den ørken som jeg i sin tid stiftede bekendtskab med i Harald Kiddes Helten og som optrådte som en uendelig hvid plet i et samfund, der blev desto mere mystisk jo mere ørken det havde at læne sig op ad. Og så vidste jeg først ikke hvilken ørken det var. Ørken findes der jo ikke i Danmark. Men det gør der. Det er endda den største af sin slags i Nordeuropa. Vi er med andre ord på Anholt, - som turistføreren siger kunne være blevet Danmarks Mallorca med alle de solskinstimer den har. I år blev der også registreret tropisk temperatur heroppe, hvilket vil sige at termometeret ikke kommer under 20 grader på 24 timer.

Man blev tør i svælget af at knase tørre gevækster under fode. Den første time går man på lyng, sten, lav og sand uden at man møder noge dyr, men efter en times tid begynder mågekolonierne at dukke op. En lille hvid plet midt i ørkenen varslede at vi nu kunne blive angrebet af svartbager med vingefang så store som ørne, og det blev værre. Vi tog nogle grene fra et træ der var ved at formulde i al sin tørhed for det tilfælde at magerne skulle komme og nappe os i nakken. En sølvmåge – var det vist – hang lige over os og prøvede at skide os væk. Vi tog en omvej i al hensynsfuldhed og holdt os til højdedragene, så vores vej igennem landskabet blev den mest muskelkrævende. Ruten vekslede mellem klitter og høje; at spadsere som en myre i en sauter-pande. Op på kanten. Et højt punkt med udsigt over både den sydlige og nordlige kyst af denne den mest isolerede ø i Danmark.

Her går man med sin gravide kæreste. Der sveder. Op og ned af sandede skrænter, der fylder skoene med ørkenstøv, som vi mærker mod vores hud. Som et par rygende piber der bliver sandblæst. Vi damper, men har vinden som vores mobile aircondition med os. Enebærbuskene bærer både sorte og røde bær, - dér er en mælkebøtte, som om det skulle være særlig interessant, men den gule farve slår imod os. Og afstandsbedømmelsen! Fyret synes at være indenfor en armslængde, men alligevel bliver vi ved med at gå. Det vokser og vokser, men vi bliver ved at gå og gå.

Men vi når det. Diverse egomaner har skrevet deres navn med kridt på fyrets mur. Vi kigger ud mod sælerne, der ikke er der, selv om de har deres mennesketomme tot. Med små pæle i nogle meters afstand ind over øen bliver deres område markeret, så vi ved hvor vi skal gå hen, hvis vi vil gøre os upopulære. Vi tager sydstranden hjem i et raskere tempo, dypper os i det klare vand på vejen. Noget af ørkensandet flyder ud i strandsandet og viser os hvor forskellige farver de har. Ørkensandet gulgyldent og brændt, strandsandet hvidt og knirkende.

Nu sidder ørkenen mere i kroppen på mig. Alle de skridt vi går er jo en udveksling:

For hvert skridt vi tager, tager fødderne en bid, - for til sidst selv at blive jord.

Niels I. Meyers erindringer: Fra højre mod venstre

Det er et utroligt aktivt liv der udfolder sig i Niels I. Meyers erindringsbog Fra højre mod venstre. En titel der henviser til bevægelsen fra et borgerligt miljø til en aktiv miljø-politisk indsats. Han kalder det selv venstreorienteret, selv om Oprør fra midten jo netop var fra midten, og mange af de råd, kommiteer og tænketanke Meyer har været med i har været tværpolitiske. Der er megen redelighed og saglighed i denne bog, og det afspejler den tilgang Meyer har haft til sine mange gøremål. Som der er rød tråd i, selv om det også er meget forskellige problemer han har kastet sig over.
Det er således rørende at høre om arbejdet for et mere 'menneskeligt' miljø på Danmarks Tekniske Universitet. - Jeg spillede engang derude (med bandet The Flirts), i bygningerne på Lundtoftesletten, et sted som Niels I. Meyer også har været med til at finde. Her mindes jeg hvilke frustrerede og hæmmede typer der kom op til os bagefter, og spurgte om ting der vidnede om et kæmpe underskud af både fest, musik, selvindsigt og - kvinder. Så mit indtryk var også at et sådant tiltag var nødvendigt. (Selv om de sikkert diagnosticerede problemet anderledes).
Dette er dog ét af de mindste ting i bogen, der ellers er spækket af et glødende og uafladeligt energisk engagement i de helt store politiske problemer, fortrinsvis indenfor energi-sektoren.

Meyer startede med at være aktiv indenfor sit eget felt som civilingeniør med speciale i elektro-fysik, i Akademiet for de tekniske videnskaber (som han senere blev præsident for), - og det er sjovt at høre om den første eleltronhjerne i Danmark i 1956 (konstrueret af Bent Scharøe Petersen), som krævede en bunke tid i programmeringsfasen. Han var med i Romklubbens første dage, og i den verdensomspændende bevægelse, der gik under navnet Grænser for vækst. (Romklubben startede i 1968 fra initiativ fra Aurelio Peccei, der bl.a. havde kæmpet mod fascismen). Han var med til at stifte en tænketank, der fik navnet Balatongruppen, som bestod af et halvt hundrede ledende forskere fra forskellige lande (Kina, Indien, Costa Rica, Afrika, Japan osv). Han var med i Selskabet for samfundsdebat, som daværende kulturminister K. Helveg Petersen dannede i 1969. Her lå kimen til Oprør fra midten, som også Meyer tog initiativ til med et brev d. 2.12.1972. Helveg Petersen var straks klar til at gå i gang med at formulere "hvordan man skal få et demokrati til at fungere i et avanceret teknologisk samfund". - "Udgangspunktet har været", skriver Meyer i det første brev, som er genoptrykt i erindringerne, "at vores politiske system både ideologisk og organisatorisk er utidssvarende og utilstrækkeligt til at løse de aktuelle og især de kommende samfundsproblemer" (281). - Det kan man jo kun give ham ret i, og det aftvinger respekt at følge konsekvenserne af den indsigt, der senest også førte ham ind i partipolitik. Noget som de tre midteroprørere blev kraftigt opfordret til i 1979, men hvad der af flere grunde ikke var hensigtsmæssigt. Ikke mindst fordi Oprør fra midten også var en grundlags-bog.
Og som sådan må den vel siges at være en af de mest praktiske og i virkeligheden realisable af sin slags, selv om den dengang og stadig bliver beskyldt for at være alt for utopisk. Visse debatører tror jo at mangel på fantasi er det samme som større realistisk sans. Det står for egen regning, det skriver Meyer ikke.

Mit filosofiske hoved savner noget mere fra dette grundlag, nogle betragtninger over hvad det gode samfund og det gode liv egentlig er. Meyer er en naturvidenskabsmand, omend atypisk, men så dog alligevel fjern fra f.eks. kulturpolitikken. - Ikke desto mindre er det en vigtig pointe, som han også fremfører overfor Gyldendals bestyrelse, at naturvidenskaben er en del af Danmarks kulturhistorie.

Der er en Europaskepsis i Oprør fra midten - som for Meyers vedkommende førte ham ind i en - i mine øjne - indædt modstand mod EU. En modstand som Villy Sørensen jo ikke kunne følge ham i, og i disse afsnit virker det også som om der er mindre substans end de afsnit hvor han fortæller om kampen for alternativ energi. Det er som om der ikke er et ligeså fornuftigt og realisabelt alternativ til EU som f.eks. til atomkraft. Det er da også her at jeg personligt ikke længere kan følge Meyer, men han er på alle sider god at være i selskab med, fordi han anerkender modstanderes synspunkt og har en saglighed, som man savner i de fleste af nutidens medier.

Jørn Lunds Kampen om opmærksomheden

Vejen til en bog kan være ret tilfældig, - eller rettere ubevidst, og selv om jeg tilhører den skarer af folk, der ikke er sen til at klage over tidens stressede, flimrende og samtidig markskrigeriske tilstand, var det alligevel lidt tilfældigt at jeg fik Jørn Lunds bog Kampen om opmærksomheden i hånden. Og denne tilfældighed gjorde indtrykket desto større, fordi man her får mange gode eksempler samt nogle helt almindelige, men alligevel tankevækkende betragtninger over tidens tilstand. Som ikke er meget anderledes i 2006 end 2000, hvor bogen udkom. For eksempel statistik(-historien!) at en interviewet person fik i TV i 1965 gennemsnitligt 41,9 sekunder til at fremkomme med sit synspunkt. Det faldt til 18 sekunder i 1990, og igen til 11,9 sekunder i 1997 (s.31). Et meget håndfast udtryk for hvor meget sværere det er at komme igennem, hvor meget større konkurrencen er om opmærksomheden. Opmærksomhed er en af de dyreste varer man overhovedet kan købe, men det er ikke kun økonomien der driver mennesket ud på opmærksomhedens slagmark. Det er også identitet. Følelsen af at være til kommer fra de andres opmærksomhed, blikket og lydhørheden. Det starter tidligt i barndommen: 'Se, hvad jeg kan, mor'.

"Børnene vokser op i et hjemligt konkurrencesamfund, hvor det gælder om at erobre forældrenes opmærksomhed. (...) Man lader sig vække af en clockradio - med musik. Ikke noget med et skraldende vækkeur, nej musik fra første færd. Heller ikke morgenbordet giver anledning til uforstyrret samtale - eller morgentavshed. I mange hjem ser nogle morgentv, én hører radioavis, afbrudt af musik, en treje læser avis. (...) Mange børn bliver kørt i skole, men her taler man heller ikke sammen. Når jeg om morgenen passerere en skole, er jeg ofte ved at blive påkørt af forsinkede forældre, men reddes på stregen af en øredøvende støj fra bilkabinen"(s. 61).

Eksemplet fortsætter og det er ikke mindre uhyggeligt at også ungen har en discman eller iPod-earplugs i ørerne og en cola i hånden. "Man skal også underholdes i munden" (s. 61).

Men det er nu ikke kun en regn af jeremiader Jørn Lund kaster ud over os. Bogen bærer præg af samme åbenhed overfor nye sprog- og livsformer som Dansk retskrivningsordbog, der ikke kan anklages for at være konservativ, og som jeg formoder at Jørn Lund også har en vis indflydelse på.

På samme måde som vejen til en bog kan være brolagt med ren intuition er vejen til vore formuleringer det. Det vier Jørn Lund også noget opmærksomhed: sprogets gang, der går på et fælles og et individuelt ben.

"Sproget hænger sammen med hele personligheden, med hele ens baggrund. (...) Det individuelle sprog er på samme måde et spejl af vores personlige fortid, den regionale og sociale baggrund, uddannelse og erfaringer. Sproget er på en mærkelig måde både noget helt privat og et vigtigt fælles anliggende. (...) sproget udvikles i et spændingsfelt mellem norm og personlighed, ...." (s. 54).

Men dette sprog er i vore dage præget af superlativer og flash-ord, der deltager i denne kamp om opmærksomhed. Det mest opmærksomhedsskabende er det følelsesbetonede sprog, og Lund taler om en fremtidsforsker, der mener at fremtidens indtjening skal ske med såkaldte 'følelsesprodukter'. Journalisternes og reklamefolkenes produkter sætter derfor alting i kursiv, smører tykt på og er med til at devaluere den almindelige sprogbrug.

Der findes mange gode modbevægelser til denne tendens. Lad os støtte dem.

- 0 -

Jørn Lund: Kampen om opmærksomheden, Gyldendal 2000.

Tied and Tickled

Lidt mere fra Roskilde 2006

Det siger selvfølgelig en del om dette mellem-øres og gulvs koordinater at de bedste oplevelser på årets Roskildefestival var Goodiepal, der flyttede rundt på planeter, Sakomoto, der trykkede én tone ud på sit Steinway for hvert femte takt (hvor der i øvrigt ikke var nogen takter), MCJabber, der ironiserede over Snoop og lignende egomaniske rockstjerner, Jørgen Leth, - så meget jeg nu hørte af ham - der stadigt overbevisende står med ét ben i virkeligheden og ét ben i iagttagelsen af virkeligheden, og som stadig kan afføde alenlange diskussioner om sig selv og sin person, og Tied and Tickled, der - typisk tysk, som én sagde - fuldstændigt køligt, men funky og originalt serverede musik både til de rytmiske og melodiske receptorer. Dette udvalg tyder selvfølgelig på en vis mæthed overfor den almindelige rock'n roll, men så alligevel: Primal Scream, som vel godt kan kaldes rock'n roll i deres temmeligt Rolling Stones-lignende sæt, kom overbevisende ud over rampen og måske fordi forsangeren Bobby Gillespie var så cool, gav det også publikum en chance for at blive varme. Jo mere hysterisk de opfører sig på scenen, desto mindre mulighed giver de jo publikum for at være det. På samme måde som en komiker jo ikke griner af sine egne vittigheder, fordi han derved tager latteren fra publikum. Så mindre dans på scenen er altid en god gave til danseglade musiklyttere.

Men Tied and Tickled var nok den bedste musikalske oplevelse. Dansabelt og groovy på electronikadelen, mens synth-manden og saxofonisten og andre godtfolk stod for den side af sagen, der ikke nødvendigvis skulle appelere til headbangergenet. Midt i smukke blæserakkorder kunne der også sættes ind med den skæveste tangentsammensætning, som med lidt hjernegymnastik og velvillighed faktisk kom til at passe ind i helheden på sådan en måde at man savnede den, når den holdt op. Og saxofonisten kanonerede en solo igennem over adskillige bjergtoppe. Her var der solo - noget som man ellers skal lede længere efter på nutidens Roskildefestival.


Men også ansigterne på Bundet og Kildret, som bandnavnet vel må oversættes som: helt almindelige grimasser, hverken manieret glade eller påtaget dyster-patetiske. Det var som om de gik rundt i dagligstuen og rodede lidt i gryderne. Opsætningen var nok tiltænkt symmetrisk, men sådan som de gik rundt imellem hinanden, nogle gange klumpende sig sammen i den ene side, fik de scenen til at kæntre, - hvis den havde været et skib. Og det er den jo på mange måder.
På den anden side af scenen gik nogle folk rundt, mere eller mindre rådvilde som om de ledte efter et eller andet, en anden havde fundet sit instrument, f.eks. bassen som der blev høvlet på mens ansigtet hoppede op og ned over den. Alt i mens musikken både sejlede og gyngede afsted.

Kan anbefales.

Planeter og ledninger

En erindring fra Roskilde 2006

- Det er nu alligevel mere checket at rykke rundt på planeter end på ledninger.

Den bemærkning, der kom fra min ven Søren, var lige så svær at argumentere imod som den var at glemme.

Det var Goodiepal han refererede til.

Han er kommet til at ligne en imam med tvedelt langt stort skæg, og der sad han med sit skæg og fløjtede ind i mikrofonen, mens hans kunstige fugle kvidrede i højttalerne. Pludseligt standsede det:

- Det var så første sæt.

Dernæst gik han om bag mixerpulten og lavede flerlags-hyl fra både dybe og mellemliggende lag i svælget; samplet og manipuleret.

- Det var så andet sæt.

Dernæst gik han over til satiren, hvor diverse stangtøjsmusikere og modeslaver blev ristet over denne musikers alt andet end almindelige hjernegløder. Når han f.eks. imiterer de nye islandske bands (der slår sig op på at være islændinge), hører man med det samme at det er en mand, der kan sin beatbox og trækker på en musikalitet, der er større end det han udtrykker.

Det var så tredje sæt. Det gik over i en fælles klokkeringning med klokker han må have lavet selv eller i hvert fald have valgt med omhu, for de giver nogle bestemte frekvenser, som han synes om. Klokkerne fandt han da han ledte efter et instrument, som han kunne bruge med de psykiatriske patienter han passer på Færøerne. Han går op og slår selv den største klokke an, hvorefter han sætter sig til sit bord. Det er her planeterne kommer ind i billedet. For både i starten og i slutningen flytter han rundt på de planeter der står på bordet. Fordi den franske hip-hop-scene nu er som den er, må han flytte planeterne fra den ene ende af bordet til den anden - så den franske musik flytter med. Det sker så efter et mønster, der står tilskuerne lige så fjernt som deres overkæbe er på deres underkæbe.

Goodiepal kommer oprindeligt fra den computerskabte musik. Han var tidligt ude og har tryllet med computeren i årevis - mange år før der var noget der hed elektronika. Men han er gået analog - ikke igen, - det er vel nærmere sådan at han befinder sig i et analogt landskab på den anden og ikke på denne side af computerteknologien.

Det er lidt senere - til en fantastisk god koncert med Tied and Tickled Trio - at vi ser en meget fin elektronika-musiker. Han står og flytter rundt på nogle ledninger, og så siger Søren at det nok er lidt mere checket at flytte rundt på planeter end på ledninger.

Hvem ringer klokken for?

Vi tog bilen og kørte ud i det blå. Det næste fikspunkt i kalenderen var dagen efter i Grenaa (skiltemalerne nægter konsekvent at skrive bolle-å). Vi renoncerede med andre ord på ethvert behov for planlægning, og pludselig var i Dalum. Jeg havde set på kortet, og da jeg så at Dalum lå nogle kilometer forude, var der en eller anden klokke der ringede, men hvilken vidste jeg ikke.

Det viste sig at Dalum kloster ligger lige overfor Dalum kirke. Det lyder i sig selv ikke usædvanligt, men det er to helt forskellige institutioner. I virkeligheden løber det historiske skel fra kirkesplittelsen i 1517 langs Dalumvej, der skiller det katolske kloster fra den protestantiske kirke. Der var blomster omkring døren hvorover der med guldbogstaver stod: 100 år. Vi gik ind - uden at ringe på. Dér stod en ganske lille nonne. Hun kiggede skævt op til os, for hun kunne ikke rejse sig op i sin fulde halvanden meters længde.

- Hvad vil I se? kom det meget lavt dernedefra.
- Øhhh, ja, kirken, var det første jeg kunne komme i tanke om der måske var værd at se.

Vi gik igennem gange der kunne ligne en en blanding af et skattekontor og en feriekoloni og kom til kirken, der er erstatning for den oprindelige klosterkirke på den anden side af Dalumvej, i dag er almindelig folkekirke.

Den store have rummede både blomster, grøntsager og krydderurter, men bag disse var der en voliere med en masse eksotiske fugle, kaniner, geder, grise, får, hjorte og talrige katte. Det hele var fredfyldt, men fuld af liv. Fredfyldt kan man måske ikke ligefrem kalde Hedvigs eget liv, i hvis orden disse søstre tjener.

Hedvig blev giftet bort som tolvårig - det var i 1186 -, fødte sit første barn som trettenårig. Hun fik i alt syv, hvoraf hun overlevede de seks. Efter den syvende fødsel foreslog hun sin mand at leve i afholdenhed, hvad han indvilligede i. Hedvig viede sit liv til at passe de fattige, spiste aldrig kød, piskede sig selv til blods og gik barbenet hele året. Da hun af sin overordnet fik besked på at købe sko, købte hun dem, men bar dem under armen.

Det gjorde vores søster ikke.

Vi sagde pænt farvel; ens stemme og kropsholdning bliver påvirket af at man taler med en lille person, der har viet sit liv til Gud, og taler med lav stemme. Da vi kom ud til Dalumvej og skulle til at bese Dalum kirke, stod der på den anden side en mor med sin barnevogn. Hun sagtnede farten, da hun så os. Da vi nærmede os kantstenen, var moren standset helt op og kiggede meget intenst på os.

- Nå, du kigger, spurgte Rikke.
- Det må du også godt, sagde jeg frejdigt, vi ligner måske nogen du kender, og gik hen til hende for at vise at vi ikke kendte hinanden - og få en sludder.
Jeg gik hen til hende. Kiggede hende ind i øjnene og kunne mærke en vind i baghovedet, som i løbet af et meget langt sekund fik blæst sandet af min hukommelse væk.
- Dorthe, udbrød jeg.

Tilfældigt at møde en bekendt i Dalum, er nok lige så sandsynligt som at møde sin københavnske nabo på gaden i New York. Det møde fandt kun sted fordi vi ikke havde planlagt noget som helst. Det var selvfølgelig dén klokke, der havde ringet. Dorthe Ahlburg Tofte-Hansen er præst i den smukke Dalum kirke fra 1100-tallet. - Men Dorthe fortalte også at H.C.Andersen faktisk havde fået ideen til sin fortælling Klokken lige om hjørnet.

Om Søren E. Jensens bog: 10 øren fra 1959 og andre mellemsteder

Tobakskiosker og cafeterier, det er nogle af Søren E. Jensens yndlingsrum, og han er knivskarp i iagttagelsen af dem. Som da han registrerer en langturschauffør på et landevejscafeteria, hvor dagens ret er et langt større hit "end tilfældet var i supermarkedscateterierne, velsagtens fordi langturschaufførerne efterhånden kunne deres fiskefilet, danske bøf og halve kylling på rygraden. Langturschauffører er sultne mennesker, så portionerne var rigelige, men skulle de alligevel ikke slå til, havde mange landevejscafeterier den service, at man kunne få sin tallerken fyldt op en ekstra gang gratis, hvad jeg engang har set en særlig robust chauffør gøre, da dagens ret bestod af medister, sovs og kartofler. Det mente chaufføren 'satme smagte så godt', at han gik op og fik nok et bjerg. Selv så mange år efter kan jeg blive mæt bare ved tanken" (s.77).

Efter endt læsning af radiomanden og teologen Søren E. Jensens nye bog, 10 øren fra 1959 og andre mellemsteder, bliver man bare sulten efter mere. Det er meget mere end en radiobog, som han ellers kalder den i forordet. De tekster det velrenoummerede forlag Vandkunsten her sender på gaden er endnu bedre end de udsendelser, som DR igennem mange år har sendt ud i luften - og som i forvejen er drøngode. Søren E. har sin helt egen stil og tone, der både er informativ, original og uhyre morsom. Teksterne handler om rejser i Polen, Sudetertyskland, Tjekkiet, Tyskland, Jylland, København og omegn; Søren E. har en fornemmelse for steder der er ret unik, det handler om de øde, forladte, kedelige - og gamle steder. For der er megen nostalgi på spil, men han er også klar over det, hvad titlen på essayet "Metanostalgi" vidner om:

"Spørgsmålet melder sig: Hvorfor dog overhovedet være nostalgisk, når man havde al mulig grund til at være lykkelig i sin egen samtid? Fordi samtiden beklageligvis slet ikke virker særlig fascinerende mens den står på, hvorimod den bliver særdeles dragende, når man ser tilbage på den eller pludselig støder på den gennem et uventet møde, en glemt melodi i radioen, et skilt på en industrivej eller en bro midt på en mark, der fortæller, at her har der engang været en jernbane. Derfor bør den sande nostalgiker også bifalde, at verden ændrer sig - ellers havde han jo slet ikke mulighed for at lede efter noget?" (s. 114).

Men man følger gerne i sporene på Søren E.s nostalgi, fordi man her opdager nye ting. For eksempel baneterrænet på Vester Fælledvej på Vesterbro, som han skriver om i essayet "Mellemsteder":

"'Træet, siloen og jernbaneresten' hed et program, som jeg gerne ville have lavet, dengang P1 stadig bragte sådan noget, men da jeg ikke nåede at producere programmet, vil jeg i det mindste gerne fortælle det" (s. 43).

Hermed også være antydet at Søren E., der startede på Danmarks Radio i 1995, har registreret forandringer på P1, der kun kan fremkalde nostalgi - hvad jeg som tidligere medarbejder samme streds kun kan bevidne. Det er en stor opmuntring at han stadig er der, og særdeles kedeligt at tænke sig at udtrykkene på DR bliver stadig mere og mere ens og forudsigelige. Søren E. er garant for det modsatte.

Et andet gammelt forladt landskab, han også gør nyt i denne underholdende og anbefalelsesværdige bog, er det gigantiske ferieparadis Prora på Rügen i det nordlige tidligere Østtyskland, som Hitler fik ideen til i 1935, og som stod næsten færdigt ved krigens udbrud. Denne fascinerende historie fortæller Søren E. fra selve stedet. Også her mærker man forfatterens særlige stedfornemmelse, som han endda formår at give et kongenialt udtryk. Hans beskrivelser i bogen er et dementi af hvad Henrik Nordbrandt skriver i digtet med den sigende titel Stedets ånd. Stedets ånd forstår man først igennem tabet: "Det tab, du skal lide, må du ikke fejlagtigt / forveksle med en ny form for vinding" (Under mausolæet, 1987, s. 14).

Et tredje eksempel - der er mange flere, men jeg må også lige genfortælle dette - er hans eftersøgning efter et "idyllisk lille DSB-hus, som dog ligger i skyggen af en række brutale betonsøjler, der bærer en meget trafikeret højbane". (Se, her mistænker jeg nu alligevel Søren E. for ikke at mene dette 'dog' - jeg tror ikke på at søjlerne og højbanen trækker fra i hans vurdering af stedet). Nå, men dette hus har han første gang set i Olsen Banden på sporet, hvor Olsen Banden stjæler tre kasketter ved hjælp af en plan, der indebærer en nymalet knage. Dette kup finder sted i en kantine i bemeldte idylliske DSB-hus. - Det må Søren E. finde, og han leder på godsbaneterrænnet, "... i årevis, så jeg i dag er fortrolig med hver en svelle" (141). Han finder det i Vigerslev, hvorved han får fortalt en hel del faktuelle og interessante ting at sige om dette ikke så uvigtige sted.

Om det må være mig tilladt, så vil jeg indskyde en fodnote, fordi det bestemt ikke er første gang Vigerslev og Vigerslevvej optræder i litteraturhistorien. Vigerslevvej er nemlig det sted hvor en afgørende aha-oplevelse opleves af en stor dansk digter:

"Pludselig husker jeg klart det øjeblik i min barndom
da det med ét stod mig klart at mit hidtidige liv
kun eksisterede nu i dette tilfældige nu,
og at jeg hvert øjeblik, på min cykel på Vigerslevvej,
lagde hele mit liv bag mig".

Dette er kun et brudstykke af prosadigtet Øjeblikseksistens, som Villy Sørensen har bragt i bogen Vejrdage fra 1980. Det handler om opdagelsen af tiden, den skelsættende opdagelse at der er noget der pludselig ikke er mere. En ret vigtig oplevelse i Villy Sørensens biografi.

Det er kun en fodnote, for Villy Sørensen er ikke umiddelbart en forfatter, Søren E. refererer til, men ikke desto mindre relevant, fordi det også hos Søren E. handler meget om fortiden.

Men for ham gælder det også om at opsøge steder, hvor tiden står stille og hvor de gamle ting får nyt liv, ikke ved - som entreprenør - at sætte hele lortet i stand og score kassen, men ved simpelthen at kaste et poetisk blik på dem. Og derved får vendt et tab til en vinding.

Søren E. Jensen: 10 øren fra 1959 og andre mellemsteder, Forlaget Vandkunsten. - Udkom 9. juni 2006. 212 sider. Hæftet. 199,- kr. ISBN 87-91393-90-6.

Bazookahosen og Swing of Sahara

D. 10. juni 2006, spillede vi - dvs. Bazookahosen - og Swing of Sahara på Loppen.

Loppen kører den gode stil. Der er hænder hvor man skal bruge dem, flere kasser fuld med halvliters vandflasker til fri afbenyttelse, sodavand og øl, kaffe på kanden (hele tiden) og efter lydprøve blev der råbt:
- Så er der mad!
Kalkun i flødesovs, salat, kartofler. Perfekt. - Og så god lyd- og lysmand.
Det er civiliseret.
Det burde være sådan over alt, men det er det ikke. Loppens høflige attitude kommer også fra noget generelt på Christiania. Det er ikke godt at tænke på at hele dette ekstraordinære sted en dag - måske - er udraderet af politikere, der ikke har sans for det.
Det må vi prøve at forhindre.

Nok om politik, for sådan noget tænkte vi ikke på forleden. Da var det koncerten det drejede sig om. Vi tager Christiania og Loppen som en selvfølge, i hvert fald at høre musik fra. At spille der selv er ikke lige så selvfølgeligt. Det var den første Bazookahosen-koncert på den scene, og vi vil gerne vende tilbage.

Vi havde sparet meget energi sammen og efter sigende kom den ud over rampen.

Tre-femtedele af Bazookahosen, Jenz Koudahl, undertegnede og Rasmus Meisler

Efter os kom Swing of Sahara - og det er et jættefint orkester. Fuld gang i den, swing, polka og baln'roll og friske i replikken. Skæve og opmærksomhedstiltrækkende soli af Andreas Ugorskij på guitar, prægnant og varieret bas på Jesper Lunds store sukontrabasbalalajka, slam og skrammel-ekvilibrisme fra Sigurd Djurhuus' trommer, crooner og steady rytme-guitar af Peter Dobronyi og smukke, riffede indsatser og melodier fra Ole Algreen Reimers trompet, der i fem numre var assisteret af endnu en trompetist og tromponist. Disse blæser kunne blandt andet skabe indtagende lyriske lydflader. Swing of Sahara er et godt danseband, som har direkte kontakt med publikum. Peter Dobronyi optog begge koncerter på kassettebånd og solgte det for 150,- kr. til førstbydende. Hvor blev dette bånd mon af? Det bliver penge værd engang.