tirsdag, juni 27, 2006

Hvem ringer klokken for?

Vi tog bilen og kørte ud i det blå. Det næste fikspunkt i kalenderen var dagen efter i Grenaa (skiltemalerne nægter konsekvent at skrive bolle-å). Vi renoncerede med andre ord på ethvert behov for planlægning, og pludselig var i Dalum. Jeg havde set på kortet, og da jeg så at Dalum lå nogle kilometer forude, var der en eller anden klokke der ringede, men hvilken vidste jeg ikke.

Det viste sig at Dalum kloster ligger lige overfor Dalum kirke. Det lyder i sig selv ikke usædvanligt, men det er to helt forskellige institutioner. I virkeligheden løber det historiske skel fra kirkesplittelsen i 1517 langs Dalumvej, der skiller det katolske kloster fra den protestantiske kirke. Der var blomster omkring døren hvorover der med guldbogstaver stod: 100 år. Vi gik ind - uden at ringe på. Dér stod en ganske lille nonne. Hun kiggede skævt op til os, for hun kunne ikke rejse sig op i sin fulde halvanden meters længde.

- Hvad vil I se? kom det meget lavt dernedefra.
- Øhhh, ja, kirken, var det første jeg kunne komme i tanke om der måske var værd at se.

Vi gik igennem gange der kunne ligne en en blanding af et skattekontor og en feriekoloni og kom til kirken, der er erstatning for den oprindelige klosterkirke på den anden side af Dalumvej, i dag er almindelig folkekirke.









Den store have rummede både blomster, grøntsager og krydderurter, men bag disse var der en voliere med en masse eksotiske fugle, kaniner, geder, grise, får, hjorte og talrige katte. Det hele var fredfyldt, men fuld af liv. Fredfyldt kan man måske ikke ligefrem kalde Hedvigs eget liv, i hvis orden disse søstre tjener.

Hedvig blev giftet bort som tolvårig - det var i 1186 -, fødte sit første barn som trettenårig. Hun fik i alt syv, hvoraf hun overlevede de seks. Efter den syvende fødsel foreslog hun sin mand at leve i afholdenhed, hvad han indvilligede i. Hedvig viede sit liv til at passe de fattige, spiste aldrig kød, piskede sig selv til blods og gik barbenet hele året. Da hun af sin overordnet fik besked på at købe sko, købte hun dem, men bar dem under armen.

Det gjorde vores søster ikke.

Vi sagde pænt farvel; ens stemme og kropsholdning bliver påvirket af at man taler med en lille person, der har viet sit liv til Gud, og taler med lav stemme. Da vi kom ud til Dalumvej og skulle til at bese Dalum kirke, stod der på den anden side en mor med sin barnevogn. Hun sagtnede farten, da hun så os. Da vi nærmede os kantstenen, var moren standset helt op og kiggede meget intenst på os.

- Nå, du kigger, spurgte Rikke.
- Det må du også godt, sagde jeg frejdigt, vi ligner måske nogen du kender, og gik hen til hende for at vise at vi ikke kendte hinanden - og få en sludder.
Jeg gik hen til hende. Kiggede hende ind i øjnene og kunne mærke en vind i baghovedet, som i løbet af et meget langt sekund fik blæst sandet af min hukommelse væk.
- Dorthe, udbrød jeg.

Tilfældigt at møde en bekendt i Dalum, er nok lige så sandsynligt som at møde sin københavnske nabo på gaden i New York. Det møde fandt kun sted fordi vi ikke havde planlagt noget som helst. Det var selvfølgelig dén klokke, der havde ringet. Dorthe Ahlburg Tofte-Hansen er præst i den smukke Dalum kirke fra 1100-tallet. - Men Dorthe fortalte også at H.C.Andersen faktisk havde fået ideen til sin fortælling Klokken lige om hjørnet.

tirsdag, juni 13, 2006

Om Søren E. Jensens bog: 10 øren fra 1959 og andre mellemsteder

Tobakskiosker og cafeterier, det er nogle af Søren E. Jensens yndlingsrum, og han er knivskarp i iagttagelsen af dem. Som da han registrerer en langturschauffør på et landevejscafeteria, hvor dagens ret er et langt større hit "end tilfældet var i supermarkedscateterierne, velsagtens fordi langturschaufførerne efterhånden kunne deres fiskefilet, danske bøf og halve kylling på rygraden. Langturschauffører er sultne mennesker, så portionerne var rigelige, men skulle de alligevel ikke slå til, havde mange landevejscafeterier den service, at man kunne få sin tallerken fyldt op en ekstra gang gratis, hvad jeg engang har set en særlig robust chauffør gøre, da dagens ret bestod af medister, sovs og kartofler. Det mente chaufføren 'satme smagte så godt', at han gik op og fik nok et bjerg. Selv så mange år efter kan jeg blive mæt bare ved tanken" (s.77).

Efter endt læsning af radiomanden og teologen Søren E. Jensens nye bog, 10 øren fra 1959 og andre mellemsteder, bliver man bare sulten efter mere. Det er meget mere end en radiobog, som han ellers kalder den i forordet. De tekster det velrenoummerede forlag Vandkunsten her sender på gaden er endnu bedre end de udsendelser, som DR igennem mange år har sendt ud i luften - og som i forvejen er drøngode. Søren E. har sin helt egen stil og tone, der både er informativ, original og uhyre morsom. Teksterne handler om rejser i Polen, Sudetertyskland, Tjekkiet, Tyskland, Jylland, København og omegn; Søren E. har en fornemmelse for steder der er ret unik, det handler om de øde, forladte, kedelige - og gamle steder. For der er megen nostalgi på spil, men han er også klar over det, hvad titlen på essayet "Metanostalgi" vidner om:

"Spørgsmålet melder sig: Hvorfor dog overhovedet være nostalgisk, når man havde al mulig grund til at være lykkelig i sin egen samtid? Fordi samtiden beklageligvis slet ikke virker særlig fascinerende mens den står på, hvorimod den bliver særdeles dragende, når man ser tilbage på den eller pludselig støder på den gennem et uventet møde, en glemt melodi i radioen, et skilt på en industrivej eller en bro midt på en mark, der fortæller, at her har der engang været en jernbane. Derfor bør den sande nostalgiker også bifalde, at verden ændrer sig - ellers havde han jo slet ikke mulighed for at lede efter noget?" (s. 114).

Men man følger gerne i sporene på Søren E.s nostalgi, fordi man her opdager nye ting. For eksempel baneterrænet på Vester Fælledvej på Vesterbro, som han skriver om i essayet "Mellemsteder":

"'Træet, siloen og jernbaneresten' hed et program, som jeg gerne ville have lavet, dengang P1 stadig bragte sådan noget, men da jeg ikke nåede at producere programmet, vil jeg i det mindste gerne fortælle det" (s. 43).

Hermed også være antydet at Søren E., der startede på Danmarks Radio i 1995, har registreret forandringer på P1, der kun kan fremkalde nostalgi - hvad jeg som tidligere medarbejder samme streds kun kan bevidne. Det er en stor opmuntring at han stadig er der, og særdeles kedeligt at tænke sig at udtrykkene på DR bliver stadig mere og mere ens og forudsigelige. Søren E. er garant for det modsatte.

Et andet gammelt forladt landskab, han også gør nyt i denne underholdende og anbefalelsesværdige bog, er det gigantiske ferieparadis Prora på Rügen i det nordlige tidligere Østtyskland, som Hitler fik ideen til i 1935, og som stod næsten færdigt ved krigens udbrud. Denne fascinerende historie fortæller Søren E. fra selve stedet. Også her mærker man forfatterens særlige stedfornemmelse, som han endda formår at give et kongenialt udtryk. Hans beskrivelser i bogen er et dementi af hvad Henrik Nordbrandt skriver i digtet med den sigende titel Stedets ånd. Stedets ånd forstår man først igennem tabet: "Det tab, du skal lide, må du ikke fejlagtigt / forveksle med en ny form for vinding" (Under mausolæet, 1987, s. 14).

Et tredje eksempel - der er mange flere, men jeg må også lige genfortælle dette - er hans eftersøgning efter et "idyllisk lille DSB-hus, som dog ligger i skyggen af en række brutale betonsøjler, der bærer en meget trafikeret højbane". (Se, her mistænker jeg nu alligevel Søren E. for ikke at mene dette 'dog' - jeg tror ikke på at søjlerne og højbanen trækker fra i hans vurdering af stedet). Nå, men dette hus har han første gang set i Olsen Banden på sporet, hvor Olsen Banden stjæler tre kasketter ved hjælp af en plan, der indebærer en nymalet knage. Dette kup finder sted i en kantine i bemeldte idylliske DSB-hus. - Det må Søren E. finde, og han leder på godsbaneterrænnet, "... i årevis, så jeg i dag er fortrolig med hver en svelle" (141). Han finder det i Vigerslev, hvorved han får fortalt en hel del faktuelle og interessante ting at sige om dette ikke så uvigtige sted.

Om det må være mig tilladt, så vil jeg indskyde en fodnote, fordi det bestemt ikke er første gang Vigerslev og Vigerslevvej optræder i litteraturhistorien. Vigerslevvej er nemlig det sted hvor en afgørende aha-oplevelse opleves af en stor dansk digter:

"Pludselig husker jeg klart det øjeblik i min barndom
da det med ét stod mig klart at mit hidtidige liv
kun eksisterede nu i dette tilfældige nu,
og at jeg hvert øjeblik, på min cykel på Vigerslevvej,
lagde hele mit liv bag mig".

Dette er kun et brudstykke af prosadigtet Øjeblikseksistens, som Villy Sørensen har bragt i bogen Vejrdage fra 1980. Det handler om opdagelsen af tiden, den skelsættende opdagelse at der er noget der pludselig ikke er mere. En ret vigtig oplevelse i Villy Sørensens biografi.

Det er kun en fodnote, for Villy Sørensen er ikke umiddelbart en forfatter, Søren E. refererer til, men ikke desto mindre relevant, fordi det også hos Søren E. handler meget om fortiden.

Men for ham gælder det også om at opsøge steder, hvor tiden står stille og hvor de gamle ting får nyt liv, ikke ved - som entreprenør - at sætte hele lortet i stand og score kassen, men ved simpelthen at kaste et poetisk blik på dem. Og derved får vendt et tab til en vinding.

Søren E. Jensen: 10 øren fra 1959 og andre mellemsteder, Forlaget Vandkunsten. - Udkom 9. juni 2006. 212 sider. Hæftet. 199,- kr. ISBN 87-91393-90-6.

mandag, juni 12, 2006

Bazookahosen og Swing of Sahara

D. 10. juni 2006, spillede vi - dvs. Bazookahosen - og Swing of Sahara på Loppen.

Loppen kører den gode stil. Der er hænder hvor man skal bruge dem, flere kasser fuld med halvliters vandflasker til fri afbenyttelse, sodavand og øl, kaffe på kanden (hele tiden) og efter lydprøve blev der råbt:
- Så er der mad!
Kalkun i flødesovs, salat, kartofler. Perfekt. - Og så god lyd- og lysmand.
Det er civiliseret.
Det burde være sådan over alt, men det er det ikke. Loppens høflige attitude kommer også fra noget generelt på Christiania. Det er ikke godt at tænke på at hele dette ekstraordinære sted en dag - måske - er udraderet af politikere, der ikke har sans for det.
Det må vi prøve at forhindre.

Nok om politik, for sådan noget tænkte vi ikke på forleden. Da var det koncerten det drejede sig om. Vi tager Christiania og Loppen som en selvfølge, i hvert fald at høre musik fra. At spille der selv er ikke lige så selvfølgeligt. Det var den første Bazookahosen-koncert på den scene, og vi vil gerne vende tilbage.

Vi havde sparet meget energi sammen og efter sigende kom den ud over rampen.

Tre-femtedele af Bazookahosen, Jenz Koudahl, undertegnede og Rasmus Meisler

Efter os kom Swing of Sahara - og det er et jættefint orkester. Fuld gang i den, swing, polka og baln'roll og friske i replikken. Skæve og opmærksomhedstiltrækkende soli af Andreas Ugorskij på guitar, prægnant og varieret bas på Jesper Lunds store sukontrabasbalalajka, slam og skrammel-ekvilibrisme fra Sigurd Djurhuus' trommer, crooner og steady rytme-guitar af Peter Dobronyi og smukke, riffede indsatser og melodier fra Ole Algreen Reimers trompet, der i fem numre var assisteret af endnu en trompetist og tromponist. Disse blæser kunne blandt andet skabe indtagende lyriske lydflader. Swing of Sahara er et godt danseband, som har direkte kontakt med publikum. Peter Dobronyi optog begge koncerter på kassettebånd og solgte det for 150,- kr. til førstbydende. Hvor blev dette bånd mon af? Det bliver penge værd engang.

fredag, juni 09, 2006

Den genetiske disposition for undertrykkende ros
I anledning af Woody Allens film Match Point

Vi roser hinanden for lidt. Der er intet så godt som ros. Man bliver set. Man bliver anerkendt. Bare at blive nævnt kan opfattes som ros. (Derfor er det godt at nævne sine kilder, og derfor er creative commons så god en idé: Man bruger frit af alle kilder, men man nævner dem også med navn).

Men man kan også rose for meget. Suzanne Brøgger sagde engang i en sammenkomst at Villy Sørensen var skøn at være sammen med, fordi han aldrig kommenterede det hun havde på.
- Nå, udbrød jeg, er det et kompliment?
- Ja, for man kunne bare være sig selv i hans selskab.
Det var tankevækkende. Det er adskillige år siden, den replik faldt.
Det fortælles også at en tidligere - og kun lidt over trediveårig - leder af et stort dansk teater modtog et manuskript af Sven Holm, en af Danmarks største forfattere. Teaterlederen måtte desværre afvise skuespillet, men ville dog kvittere med en afsluttende ros: "De har ganske givet talent for at skrive".
Sådanne ubehøvletheder kan kun slippe ud af en grønskollings pen.
Jeg har været vidne til at en komponist spurgte en højt uddannet akademiker, der var på det tidspunkt var arbejdsløs, om han ikke ville være sælger af hendes værker, "fordi han var så god til at tale i telefon". Nu er det jo ikke enhver beskåret at kunne tale i telefon, men komponisten kunne lige så godt have sagt: "Du er bare drøngod til at vaske op."
Når man er interesseret i viden, bliver man til tider tiltalt med denne indledende bemærkning:
- Du som ved så meget, - og så kommer spørgsmålet: Ved du ikke hvem der vandt curlingmesterskaberne i Saskatchewan i 1983?
På den måde bliver man ustandseligt tvunget til at demonstrere sin grænseløse uvidenhed, så indledningen klinger desto mere hul. Ros der implicit vendes til det modsatte.
Woody Allens nye film, Matchpoint, er propfyldt med mesterlige og subtile udtryk for den undertrykkende ros. På et tidspunkt sidder hele familien omkring det store blanklakerede bord, og imellem al den overfladiske pludren stikkes der små rosende piller ud:
- Kan I huske dengang Chris ikke ku' kende forskel på rød- og hvidvinsglas? - Og alle griner på den måde som kun overklassen kan. Det høflige dræbergrin.

Arbejderdrengen Chris bliver hele tiden rost for sit fantastiske talent for at tilpasse sig overklassen. Hver eneste gang ordlyden signalerer accept, er den deklasserende. Hver eneste gang han roses for at gøre det rigtige, det vil sige: det de andre gør, signaleres det at han aldrig bliver én af dem. Chris er så fokuseret på at komme ind i varmen at han ofrer alt for at opnå det, også det der er mere værd end ham selv. Begæret efter at blive en del af overklassen gør ham modtagelig for dennes manipulation, og de elsker ham for denne evne. Jo mere synlig han bliver i de nye omgivelser, desto mere usynlig bliver hans væsen. Der er ingen adgang til overklassen uden maskering, og hans tiltagende desperate trang til at vise hvem han i virkeligheden er bliver holdt i ave af den endnu stærkere og endnu mere desperate ambition om at stige i graderne. Men sandheds-impulsen fornægter sig ikke. Fordi den får så stærk modstand, viser den sig i sin perverterede skikkelse. Det sidste middel for at blive synlig er - skylden.

På overfladen dræber Chris sin elskede for at rydde en forhindring af vejen. Men neden under ligger der er et dunkelt begær efter at blive synlig i skyld. Og ingen skyld er større end at dræbe, og intet er så svært som at dræbe sin elskede.

Det er mesterligt af Woody Allen ikke at give tilfredsstillelse for Chris' dunkle begær. Sådan som Dostojevski giver sin hovedperson, Rodion Raskolnikov, i slutningen af Forbrydelse og straf. Raskolnikov bliver dømt til arbejdslejr, og det bliver hans redning, fordi han lærer kærligheden at kende i Sonjas skikkelse. Raskolnikov er skyldig, men er også erkendt skyldig, og det er hans redning: det er først når skylden kommer for en dag at kærligeheden kan leve.
Chris Wilton lever sikkert fortsat i sit kærlighedsløse fornuftsægteskab, og hans dunkle begær bliver endnu mere dunkle.

Vores liv er ikke langt nok til at få åbenbaret sandheden. Det kan kun slægten. Og så er vi tilbage ved udgangspunktet: slægten og dens stigmatiserende, fortrængte og dunkle komplekser, der bl.a. bliver synlige i den deklasserende accept af andre klasser og undertrykkende ros af andre mennesker.