mandag, juli 31, 2006

En ørkentur

Så lykkedes det at krydse ørkenen. Den ørken som jeg i sin tid stiftede bekendtskab med i Harald Kiddes Helten og som optrådte som en uendelig hvid plet i et samfund, der blev desto mere mystisk jo mere ørken det havde at læne sig op ad. Og så vidste jeg først ikke hvilken ørken det var. Ørken findes der jo ikke i Danmark. Men det gør der. Det er endda den største af sin slags i Nordeuropa. Vi er med andre ord på Anholt, - som turistføreren siger kunne være blevet Danmarks Mallorca med alle de solskinstimer den har. I år blev der også registreret tropisk temperatur heroppe, hvilket vil sige at termometeret ikke kommer under 20 grader på 24 timer.

Man blev tør i svælget af at knase tørre gevækster under fode. Den første time går man på lyng, sten, lav og sand uden at man møder noge dyr, men efter en times tid begynder mågekolonierne at dukke op. En lille hvid plet midt i ørkenen varslede at vi nu kunne blive angrebet af svartbager med vingefang så store som ørne, og det blev værre. Vi tog nogle grene fra et træ der var ved at formulde i al sin tørhed for det tilfælde at magerne skulle komme og nappe os i nakken. En sølvmåge – var det vist – hang lige over os og prøvede at skide os væk. Vi tog en omvej i al hensynsfuldhed og holdt os til højdedragene, så vores vej igennem landskabet blev den mest muskelkrævende. Ruten vekslede mellem klitter og høje; at spadsere som en myre i en sauter-pande. Op på kanten. Et højt punkt med udsigt over både den sydlige og nordlige kyst af denne den mest isolerede ø i Danmark.

Her går man med sin gravide kæreste. Der sveder. Op og ned af sandede skrænter, der fylder skoene med ørkenstøv, som vi mærker mod vores hud. Som et par rygende piber der bliver sandblæst. Vi damper, men har vinden som vores mobile aircondition med os. Enebærbuskene bærer både sorte og røde bær, - dér er en mælkebøtte, som om det skulle være særlig interessant, men den gule farve slår imod os. Og afstandsbedømmelsen! Fyret synes at være indenfor en armslængde, men alligevel bliver vi ved med at gå. Det vokser og vokser, men vi bliver ved at gå og gå.

Men vi når det. Diverse egomaner har skrevet deres navn med kridt på fyrets mur. Vi kigger ud mod sælerne, der ikke er der, selv om de har deres mennesketomme tot. Med små pæle i nogle meters afstand ind over øen bliver deres område markeret, så vi ved hvor vi skal gå hen, hvis vi vil gøre os upopulære. Vi tager sydstranden hjem i et raskere tempo, dypper os i det klare vand på vejen. Noget af ørkensandet flyder ud i strandsandet og viser os hvor forskellige farver de har. Ørkensandet gulgyldent og brændt, strandsandet hvidt og knirkende.

Nu sidder ørkenen mere i kroppen på mig. Alle de skridt vi går er jo en udveksling:

For hvert skridt vi tager, tager fødderne en bid, - for til sidst selv at blive jord.

torsdag, juli 13, 2006

Niels I. Meyers erindringer: Fra højre mod venstre

Det er et utroligt aktivt liv der udfolder sig i Niels I. Meyers erindringsbog Fra højre mod venstre. En titel der henviser til bevægelsen fra et borgerligt miljø til en aktiv miljø-politisk indsats. Han kalder det selv venstreorienteret, selv om Oprør fra midten jo netop var fra midten, og mange af de råd, kommiteer og tænketanke Meyer har været med i har været tværpolitiske. Der er megen redelighed og saglighed i denne bog, og det afspejler den tilgang Meyer har haft til sine mange gøremål. Som der er rød tråd i, selv om det også er meget forskellige problemer han har kastet sig over.
Det er således rørende at høre om arbejdet for et mere 'menneskeligt' miljø på Danmarks Tekniske Universitet. - Jeg spillede engang derude (med bandet The Flirts), i bygningerne på Lundtoftesletten, et sted som Niels I. Meyer også har været med til at finde. Her mindes jeg hvilke frustrerede og hæmmede typer der kom op til os bagefter, og spurgte om ting der vidnede om et kæmpe underskud af både fest, musik, selvindsigt og - kvinder. Så mit indtryk var også at et sådant tiltag var nødvendigt. (Selv om de sikkert diagnosticerede problemet anderledes).
Dette er dog ét af de mindste ting i bogen, der ellers er spækket af et glødende og uafladeligt energisk engagement i de helt store politiske problemer, fortrinsvis indenfor energi-sektoren.

Meyer startede med at være aktiv indenfor sit eget felt som civilingeniør med speciale i elektro-fysik, i Akademiet for de tekniske videnskaber (som han senere blev præsident for), - og det er sjovt at høre om den første eleltronhjerne i Danmark i 1956 (konstrueret af Bent Scharøe Petersen), som krævede en bunke tid i programmeringsfasen. Han var med i Romklubbens første dage, og i den verdensomspændende bevægelse, der gik under navnet Grænser for vækst. (Romklubben startede i 1968 fra initiativ fra Aurelio Peccei, der bl.a. havde kæmpet mod fascismen). Han var med til at stifte en tænketank, der fik navnet Balatongruppen, som bestod af et halvt hundrede ledende forskere fra forskellige lande (Kina, Indien, Costa Rica, Afrika, Japan osv). Han var med i Selskabet for samfundsdebat, som daværende kulturminister K. Helveg Petersen dannede i 1969. Her lå kimen til Oprør fra midten, som også Meyer tog initiativ til med et brev d. 2.12.1972. Helveg Petersen var straks klar til at gå i gang med at formulere "hvordan man skal få et demokrati til at fungere i et avanceret teknologisk samfund". - "Udgangspunktet har været", skriver Meyer i det første brev, som er genoptrykt i erindringerne, "at vores politiske system både ideologisk og organisatorisk er utidssvarende og utilstrækkeligt til at løse de aktuelle og især de kommende samfundsproblemer" (281). - Det kan man jo kun give ham ret i, og det aftvinger respekt at følge konsekvenserne af den indsigt, der senest også førte ham ind i partipolitik. Noget som de tre midteroprørere blev kraftigt opfordret til i 1979, men hvad der af flere grunde ikke var hensigtsmæssigt. Ikke mindst fordi Oprør fra midten også var en grundlags-bog.
Og som sådan må den vel siges at være en af de mest praktiske og i virkeligheden realisable af sin slags, selv om den dengang og stadig bliver beskyldt for at være alt for utopisk. Visse debatører tror jo at mangel på fantasi er det samme som større realistisk sans. Det står for egen regning, det skriver Meyer ikke.

Mit filosofiske hoved savner noget mere fra dette grundlag, nogle betragtninger over hvad det gode samfund og det gode liv egentlig er. Meyer er en naturvidenskabsmand, omend atypisk, men så dog alligevel fjern fra f.eks. kulturpolitikken. - Ikke desto mindre er det en vigtig pointe, som han også fremfører overfor Gyldendals bestyrelse, at naturvidenskaben er en del af Danmarks kulturhistorie.

Der er en Europaskepsis i Oprør fra midten - som for Meyers vedkommende førte ham ind i en - i mine øjne - indædt modstand mod EU. En modstand som Villy Sørensen jo ikke kunne følge ham i, og i disse afsnit virker det også som om der er mindre substans end de afsnit hvor han fortæller om kampen for alternativ energi. Det er som om der ikke er et ligeså fornuftigt og realisabelt alternativ til EU som f.eks. til atomkraft. Det er da også her at jeg personligt ikke længere kan følge Meyer, men han er på alle sider god at være i selskab med, fordi han anerkender modstanderes synspunkt og har en saglighed, som man savner i de fleste af nutidens medier.

mandag, juli 10, 2006

Jørn Lunds Kampen om opmærksomheden

Vejen til en bog kan være ret tilfældig, - eller rettere ubevidst, og selv om jeg tilhører den skarer af folk, der ikke er sen til at klage over tidens stressede, flimrende og samtidig markskrigeriske tilstand, var det alligevel lidt tilfældigt at jeg fik Jørn Lunds bog Kampen om opmærksomheden i hånden. Og denne tilfældighed gjorde indtrykket desto større, fordi man her får mange gode eksempler samt nogle helt almindelige, men alligevel tankevækkende betragtninger over tidens tilstand. Som ikke er meget anderledes i 2006 end 2000, hvor bogen udkom. For eksempel statistik(-historien!) at en interviewet person fik i TV i 1965 gennemsnitligt 41,9 sekunder til at fremkomme med sit synspunkt. Det faldt til 18 sekunder i 1990, og igen til 11,9 sekunder i 1997 (s.31). Et meget håndfast udtryk for hvor meget sværere det er at komme igennem, hvor meget større konkurrencen er om opmærksomheden. Opmærksomhed er en af de dyreste varer man overhovedet kan købe, men det er ikke kun økonomien der driver mennesket ud på opmærksomhedens slagmark. Det er også identitet. Følelsen af at være til kommer fra de andres opmærksomhed, blikket og lydhørheden. Det starter tidligt i barndommen: 'Se, hvad jeg kan, mor'.

"Børnene vokser op i et hjemligt konkurrencesamfund, hvor det gælder om at erobre forældrenes opmærksomhed. (...) Man lader sig vække af en clockradio - med musik. Ikke noget med et skraldende vækkeur, nej musik fra første færd. Heller ikke morgenbordet giver anledning til uforstyrret samtale - eller morgentavshed. I mange hjem ser nogle morgentv, én hører radioavis, afbrudt af musik, en treje læser avis. (...) Mange børn bliver kørt i skole, men her taler man heller ikke sammen. Når jeg om morgenen passerere en skole, er jeg ofte ved at blive påkørt af forsinkede forældre, men reddes på stregen af en øredøvende støj fra bilkabinen"(s. 61).

Eksemplet fortsætter og det er ikke mindre uhyggeligt at også ungen har en discman eller iPod-earplugs i ørerne og en cola i hånden. "Man skal også underholdes i munden" (s. 61).

Men det er nu ikke kun en regn af jeremiader Jørn Lund kaster ud over os. Bogen bærer præg af samme åbenhed overfor nye sprog- og livsformer som Dansk retskrivningsordbog, der ikke kan anklages for at være konservativ, og som jeg formoder at Jørn Lund også har en vis indflydelse på.

På samme måde som vejen til en bog kan være brolagt med ren intuition er vejen til vore formuleringer det. Det vier Jørn Lund også noget opmærksomhed: sprogets gang, der går på et fælles og et individuelt ben.

"Sproget hænger sammen med hele personligheden, med hele ens baggrund. (...) Det individuelle sprog er på samme måde et spejl af vores personlige fortid, den regionale og sociale baggrund, uddannelse og erfaringer. Sproget er på en mærkelig måde både noget helt privat og et vigtigt fælles anliggende. (...) sproget udvikles i et spændingsfelt mellem norm og personlighed, ...." (s. 54).

Men dette sprog er i vore dage præget af superlativer og flash-ord, der deltager i denne kamp om opmærksomhed. Det mest opmærksomhedsskabende er det følelsesbetonede sprog, og Lund taler om en fremtidsforsker, der mener at fremtidens indtjening skal ske med såkaldte 'følelsesprodukter'. Journalisternes og reklamefolkenes produkter sætter derfor alting i kursiv, smører tykt på og er med til at devaluere den almindelige sprogbrug.

Der findes mange gode modbevægelser til denne tendens. Lad os støtte dem.

- 0 -

Jørn Lund: Kampen om opmærksomheden, Gyldendal 2000.

lørdag, juli 08, 2006

Tied and Tickled

Lidt mere fra Roskilde 2006


Det siger selvfølgelig en del om dette mellem-øres og gulvs koordinater at de bedste oplevelser på årets Roskildefestival var Goodiepal, der flyttede rundt på planeter, Sakomoto, der trykkede én tone ud på sit Steinway for hvert femte takt (hvor der i øvrigt ikke var nogen takter), MCJabber, der ironiserede over Snoop og lignende egomaniske rockstjerner, Jørgen Leth, - så meget jeg nu hørte af ham - der stadigt overbevisende står med ét ben i virkeligheden og ét ben i iagttagelsen af virkeligheden, og som stadig kan afføde alenlange diskussioner om sig selv og sin person, og Tied and Tickled, der - typisk tysk, som én sagde - fuldstændigt køligt, men funky og originalt serverede musik både til de rytmiske og melodiske receptorer. Dette udvalg tyder selvfølgelig på en vis mæthed overfor den almindelige rock'n roll, men så alligevel: Primal Scream, som vel godt kan kaldes rock'n roll i deres temmeligt Rolling Stones-lignende sæt, kom overbevisende ud over rampen og måske fordi forsangeren Bobby Gillespie var så cool, gav det også publikum en chance for at blive varme. Jo mere hysterisk de opfører sig på scenen, desto mindre mulighed giver de jo publikum for at være det. På samme måde som en komiker jo ikke griner af sine egne vittigheder, fordi han derved tager latteren fra publikum. Så mindre dans på scenen er altid en god gave til danseglade musiklyttere.

Men Tied and Tickled var nok den bedste musikalske oplevelse. Dansabelt og groovy på electronikadelen, mens synth-manden og saxofonisten og andre godtfolk stod for den side af sagen, der ikke nødvendigvis skulle appelere til headbangergenet. Midt i smukke blæserakkorder kunne der også sættes ind med den skæveste tangentsammensætning, som med lidt hjernegymnastik og velvillighed faktisk kom til at passe ind i helheden på sådan en måde at man savnede den, når den holdt op. Og saxofonisten kanonerede en solo igennem over adskillige bjergtoppe. Her var der solo - noget som man ellers skal lede længere efter på nutidens Roskildefestival.


Men også ansigterne på Bundet og Kildret, som bandnavnet vel må oversættes som: helt almindelige grimasser, hverken manieret glade eller påtaget dyster-patetiske. Det var som om de gik rundt i dagligstuen og rodede lidt i gryderne. Opsætningen var nok tiltænkt symmetrisk, men sådan som de gik rundt imellem hinanden, nogle gange klumpende sig sammen i den ene side, fik de scenen til at kæntre, - hvis den havde været et skib. Og det er den jo på mange måder.
På den anden side af scenen gik nogle folk rundt, mere eller mindre rådvilde som om de ledte efter et eller andet, en anden havde fundet sit instrument, f.eks. bassen som der blev høvlet på mens ansigtet hoppede op og ned over den. Alt i mens musikken både sejlede og gyngede afsted.

Kan anbefales.

tirsdag, juli 04, 2006

Planeter og ledninger

En erindring fra Roskilde 2006

- Det er nu alligevel mere checket at rykke rundt på planeter end på ledninger.

Den bemærkning, der kom fra min ven Søren, var lige så svær at argumentere imod som den var at glemme.

Det var Goodiepal han refererede til.

Han er kommet til at ligne en imam med tvedelt langt stort skæg, og der sad han med sit skæg og fløjtede ind i mikrofonen, mens hans kunstige fugle kvidrede i højttalerne. Pludseligt standsede det:

- Det var så første sæt.

Dernæst gik han om bag mixerpulten og lavede flerlags-hyl fra både dybe og mellemliggende lag i svælget; samplet og manipuleret.

- Det var så andet sæt.

Dernæst gik han over til satiren, hvor diverse stangtøjsmusikere og modeslaver blev ristet over denne musikers alt andet end almindelige hjernegløder. Når han f.eks. imiterer de nye islandske bands (der slår sig op på at være islændinge), hører man med det samme at det er en mand, der kan sin beatbox og trækker på en musikalitet, der er større end det han udtrykker.

Det var så tredje sæt. Det gik over i en fælles klokkeringning med klokker han må have lavet selv eller i hvert fald have valgt med omhu, for de giver nogle bestemte frekvenser, som han synes om. Klokkerne fandt han da han ledte efter et instrument, som han kunne bruge med de psykiatriske patienter han passer på Færøerne. Han går op og slår selv den største klokke an, hvorefter han sætter sig til sit bord. Det er her planeterne kommer ind i billedet. For både i starten og i slutningen flytter han rundt på de planeter der står på bordet. Fordi den franske hip-hop-scene nu er som den er, må han flytte planeterne fra den ene ende af bordet til den anden - så den franske musik flytter med. Det sker så efter et mønster, der står tilskuerne lige så fjernt som deres overkæbe er på deres underkæbe.

Goodiepal kommer oprindeligt fra den computerskabte musik. Han var tidligt ude og har tryllet med computeren i årevis - mange år før der var noget der hed elektronika. Men han er gået analog - ikke igen, - det er vel nærmere sådan at han befinder sig i et analogt landskab på den anden og ikke på denne side af computerteknologien.

Det er lidt senere - til en fantastisk god koncert med Tied and Tickled Trio - at vi ser en meget fin elektronika-musiker. Han står og flytter rundt på nogle ledninger, og så siger Søren at det nok er lidt mere checket at flytte rundt på planeter end på ledninger.