lørdag, august 11, 2007

Den 8. august 2007

Hærgerinstinkt og kvindernes internationale kampdag

Kvindernes internationale kampdag. I dag vil jeg slå et slag for en kvinde, som jeg har den udelte fornøjelse at dele adskillige timer om dagen med. Hun har haft cirka 214 dage som vejtrækkende menneske og taler om i hvert fald fire andre kvinder, som hun åbenbart også slår nogle slag for. Disse kvinder kender jeg ikke selv, men Hannah, som min hovedperson her hedder, nævner i hvert fald disse navne. Den ene hedder: Nanna. Hun holder en kort pause på dobbet-n'et i Nanna og kan herefter sige navnet mange gange efter hinanden.

Den anden hedder Ada. Her holder Hannah også en kort pause på d'et og kan ligeledes sige dette navn mange gange efter hinanden.

Det gælder imidlertid ikke det tredje navn: Gia. Gia bliver omtalt i et-styks-benævnelser. Gia er åbenbart en anden karakter. Hun behøver ikke at blive manet frem ved gentagelser.

Og det samme gælder navne Eiiia. Udtalen er ligesom de andre navne karakteriseret ved at der hviles på den midterste konsonant, men hun siger ikke Eiia-eiia-eiia. Eiia kommer også ud af hendes mund som fint afrundede monader.
Eja er det eneste af de fire kvinder jeg rent faktisk kender.

Det er denne dame, Hannah altså, der indtil videre er et sted mellem 70 og 80 centimeter høj, som et sted tidligere på denne blog er udgangspunkt for tanken om vores alle sammens hang til at gribe ud. Vi griber alle ud efter noget. På samme måde som de ovennævnte navne har noget oprindeligt over sig al den stund, det stort set er det eneste Hannah indtil videre kan sige og nok lige så meget henviser til virtuelle som til reelle personer, har de bevægelser hun gør noget oprindeligt over sig. Og der gribes ud. Men mere end det.

De ting hun griber ud efter skal stå fastheds- og robusthedsprøven. Og den er skrap. Genstandene skal være robuste og faste, ellers bliver de flået. Mærkeligt nok er noget af det mest interessante at flå ting i stykker. Det virker næsten som om hendes instinktive tørst efter at analysere for alvor bliver stillet, når hun kan efterlade en avis i omkring 137 i stedet for to sektioner. Hvem sagde at mænd var spredere og kvinder samlere!

Nej, denne trang må gå forud for kønslig diffentiering. Analysetrangen - eller måske vi bare skulle kalde det hærgerinstinktet - ligger dybt i os alle.

Det siges også at de folk, der river huse ned, er mere tilfredse end dem, der bygger op.

søndag, august 05, 2007

Handikaphøjskole

Min datter Eja - på ni år - ville ikke afsted. Blandt handikappede! Nej, for hulen da. Ad, sådan en flok spassere, det var ikke noget for hende.
- Men Eja, for det første er der ikke kun handikappede, for det andet er de mindst lige så sjove som ... som din far. Ja, måske endda sjovere endnu.
Det vidste hun ikke lige hvad hun skulle sige til, for far er selvfølgelig den sjoveste i verden.
- Man kan jo godt tale med handikappede, skal du vide.
- Aa, hvad man kan! svarede hun mistroisk.
- Jamen, farbror Per er jo også handikappet.
- Nej, sagde hun prompte, det er han ikke.

Farbror Per blev lam fra skulderne og nedefter for to år siden, men det gør ham jo ikke handikappet. Han er stadig den samme, han bevæger sig bare ikke så meget rundt, kravler ikke så meget i træer, fælder heller ikke helt lige så mange, men han laver f.eks. stadig have, og er i gang med at lave et brændeskur for øjeblikket. Han ligger ned og fortæller sin bror og sin hjælper præcist hvilke beslag og hvilken type træ de skal bruge, hvor lange stolperne skal være og hvordan de skal grave hullet og så videre. Han har fået en ny krop. Hjælperne er hans arme.

Der var spassere og passere, der bar t-shirts med teksten: spasser-passer. Der var et ældre ægtepar med deres tyveårige svært spastisk lammede søn. Det var deres andet barn. Deres første barn havde også været spastiker, men var død. Efter hendes fødsel havde moderen fået at vide at hvis de fik flere børn, ville det med garanti blive et rask barn, i hvert fald ikke med denne lidelsesfulde sygdom. De fik en søn - og han var spastiker.
De kørte rundt med ham, ude og inde, madede ham, underholdte ham, underviste ham, drog på alle måder omsorg.
I år havde forældrene for første gang i tyve år været alene afsted, tre uger til Mallorca, mens han blev passet af nogle andre. Men i alle tre uger nægtede han at tage føde til sig. Han var flyttet hjemmefra sådan som andre tyveårige også gør, han bare til et hjem hvor der var hjælp at få. Han var trist og ville bare hjem. Fik vi at vide. Vi kunne ikke se det. Han fægtede jo bare med armene og udstødte nogle for os at høre umotiverede råb.

Så var der Ursula, der ikke kunne gå og havde nedsat hørelse og syn. Hun var med på malerværkstedet. Hun malede med munden. Hendes mor havde også haft en anden datter, der var død af den samme sygdom som Ursula havde.
Så var der Sten, der var mongol og dansede til alt fra diskoteksmusik til højskolesange. Foran et kor på otte sangere, der sang blide danske melodier fortolkede han fysisk ordene og musikken. Det var fantastisk. Og på dansegulvet til afslutningsfesten var han også at se fra start til slut.

En af arrangørerne var også spastisk lammet og havde tolk på, fordi han var så svær at forstå. Det lød som et kassettebånd, der har ligget for længe - spillet bagfra. Han havde mange beskeder at give efter morgenmaden, det tog i hvert fald lang tid at formidle. Så sagde han til sidst at han havde forberedt et halvanden times foredrag om etik, men det var der nok ikke tid til!

Eja løb rundt og legede. Fes ned i computerrummet, hvor de sad og spillede og så børnevideoer med figurer, der drunknede, fik hugget hovederne af, skød på maverne ud på genstridige naboer og lignende børnevenlige temaer. Hun var med i malerværkstedet, hvor hun malede en vampyr og et gult billede med malingen sivende ned fra top til bund.
- Jeg tænkte på ham der ovre på Statens Museum, sagde hun, for at forklare denne sivende maling.
Det var Jørgen Haugen Sørensen, hun tænkte på.

En dag kom hun hen med hænderne for hele hovedet og fnisede. Da hun tog hænderne væk, var hele hendes ansigt pløret ind i noget rød farve. Hun sagde at vi skulle komme med. Så havde hun og Julie fundet et kirsebærtræ, som hele familien begyndte at spise af. Inga med guldkæder om halsen rakte sine ringbesatte hænder op mod grenene, og Faster Janne kiggede langt igennem sine Gucci-briller efter bærene.

Eja og jeg havde også meldt os til filmværksted. Der var tyve mennesker, som skulle finde på en handling sammen. Derefter skulle den store gruppe klippe og lægge lyd. Det var da dømt til at mislykkes, men det lykkedes faktisk. Der blev lavet tre grupper som alle fik lavet en lille film på de ca. 12 timer, der var til rådighed.

Det viste sig at den gode idé, som jeg selv synes jeg havde, kun fik én tilmelding ud over mig selv. Det var Eja.
Så vi lavede en film om fire af kunstværkerne på skolen. Vi tog et klip foran et billede og improviserede. Eja lavede en karakter, inspektør Tarm, som efter at have set på alle disse billeder, der var så tøsede og kvindelige, faktisk selv var blevet til en kvinde.
I sidste klip siger inspektør Tarm imidlertid noget som Eja blev så flov over at hun ikke ville være med til visningen for resten af højskolen. Det var for heftigt for en lille pige at spille en voksen mand, der blev til en voksen kvinde. Voksen mand kan en lille pige jo sagtens spille, men en voksen kvinde! Det var alligevel for tæt på. Vi skulle have brugt flere udklædningsgenstande, så havde det nok ikke været så slemt.

Dér lærte jeg noget om præpubertære pigers psyke - sådan som hele opholdet lærte mig noget om handikappedes svære lod, seje kamp og ukuelige vilje. Og mange muligheder. Trods alt.