tirsdag, juni 10, 2008

Hvor er den borgerlige offentlighed?

Historien om Lars Løkkes regnskabssjusk, hvor nul-tolerance-manden fik smagt sin egen medicin og fik udstillet sin uhæderlighed og utroværdighed på milimeterpapir, har åbenbart ikke influeret synderligt på vælgertilslutningen. Det er bemærkelsesværdigt.

Når regeringen før valget lovede bedre vilkår for børn i asylcentrene og for åbent tæppe svigtede dette løfte, har det åbenbart heller ikke større indflydelse på populariteten.

Og når de gik i krig uden FN-mandat, og når Anders Fogh Rasmussen uden at ryste på hånden afviste en journalist - var det 6-700 gange (?), kan man spørge om hvad den borgerlige offentlighed overhovedet er i dag?

Hvis de europæiske befolkninger ønsker mere demokrati, mere europæisk indflydelse på den globale sikkerhed og mindre amerikansk indflydelse, stemmer de direkte imod egne interesser, når de forkaster Forfatnings- og Lissabon-traktaterne.

Det er eksempler på at den borgerlige offentlighed er, hvis ikke helt fraværende, så i hvert fald uendelig svag. Det har ikke nogen betydning hvad aviserne skriver og hvad TV'et bringer. Selv om TV er så stærkt et medie, at det på ti sekunder kan afgøre enkeltskæbner, hvis de bringer noget negativt eller positivt om personer eller firmaer. Jeg kender personligt flere der efter ti og femten år har kæmpet for at lave en god forretning med kvalitetsprodukter. Efter to minutter på TV vender røven-i-vandskorpen-situationen til optur og overskud.

Medierne har enorm indflydelse, fjernsynet allermest, men hvordan kan det så være at kritik dels har så ringe kår i det samlede mediebillede, dels har så ringe indflydelse på de såkaldte magthavere. Politikerne kan i realiteten gøre hvad de har lyst til, samtidig med at vi lever i et såkaldt videnssamfund, hvor det generelle informationsniveau er højere end nogensinde. Og kommunikationsniveauet ligeså, hvilket skulle være en effektiv demokratisk kraft og mulighed for at holde politikerne i tømme. Det lykkes ikke. Og har måske aldrig rigtig lykkes, hvad der ikke gør problemet mindre.


Hvis vi siger at der ikke er nogen borgerlig offentlighed og at det er ens egen pengepung, labile humør, permanente angst og dunkle fornemmelser, der sætter krydset ud fra den mand, der ser godt ud, har karisma eller bare har en stærk udstråling, eller den kvinde, der netop er - kvinde, ser godt ud og har en pæn familie, som hun så flot kan passe samtidig med at hun er folketingskvinde, er det vel til grin i det hele taget at deltage i den borgerlige offentlighed. Altså den offentlighed der ikke lever op til sin funktion som talerør for folket, indflydelsesrig kritisk stemme og befolkningens kontrol med magthaverne. Så er vi jo gøglere, når vi skriver læserbreve, kronikker og går til demonstrationer. Og hvis modstand kun er benzin på modstandernes motor, er det vel mere effektivt at vende ryggen til. Men så er samtalen jo brudt sammen. Så er det slet ikke sådan vi skal handle politisk. For det skal vi vel.

Eller skal vi bare - som den slovenske filosof Zizek siger i sin nye bog - trække os tilbage og melde os ud:

"Truslen i dag er ikke passivitet, men pseudo-aktivitet, trangen til at 'være aktiv', at 'deltage', at maskere at der ingenting sker. Folk griber hele tiden ind, 'gør noget'; akademikere deltager i meningsløse debatter, og så videre. Det virkelig vanskelige er at træde tilbage, at trække sig." (Jeg har citatet fra Lillian Munk Rösings anmeldelse i Information d. 10.4.2008).

Paul Auster siger at ”... situationen i USA er kommet til et punkt, hvor det næsten er umuligt for mig ikke at forholde mig til det, når jeg skriver. Udover at gå ind i politik er der ikke andet, vi kan gøre end at skrive. (...) ... jeg gør, hvad jeg kan, men det er ikke forfatterens ansvar at være politisk aktiv. Det er min pligt som medborger” (interview i Information 10.6.2008).

Paul Auster har stadig et begreb om den borgerlige offentlighed, men det gælder også om at bevare tilliden til den. Hvis man helt mister håbet til at man kan påvirke noget som helst igennem argumentation og saglig debat, må man vel ty til udenomsparlamentariske metoder. I demokratiets navn. Det er logik - ikke moral.

mandag, juni 02, 2008

En tur i retten

Specifikt for at samle stof til et kursus om 'skyld', men generelt for at lære noget om det danske retssystem havde jeg den fornøjelse at blive guidet rundt i en af landets nu 24 byretter. Af en dommer. Ved at se et retssal er man næsten endnu tættere på en vital nerve i det danske samfund end hvis man overhører en Folketingshøring.

Umiddelbart - og det kunne sikkert være anderledes med en anden person - var det sympatisk at opleve den værdighed og repræsentative måde hvorpå vi blev vist rundt. Med dette mener jeg at der rent faktisk var noget af den aura i hendes skikkelse, som uungåeligt befinder sig omkring og udgår fra lovene; - fra Loven, som man af samme årsag skriver med stort. Ikke kun fordi det nu var hendes arbejdsplads, men fordi vi her har at gøre med ædle principper. For selv om der selvfølgelig også er tale om magtudøvelse, og at man står i en institution, der har udmålt urimelige straffe og kendt uskyldige skyldige, står man samtidig midt i et system, uden hvilket det er svært at forestille sig at et samfund kan hænge sammen - det er den pragmatiske indgang -, og som eksekverer nogle forordninger, der gerne skulle være forankret i dén metafysiske virkelighed, der hedder retfærdighed. Det er den filosofiske indgang.

Hun var meget bevidst om hvordan arkitekturen virker - eller i hvert fald gerne skulle virke. Og som sådan repræsentativ for andre dommere. Der er skrevet tykke rapporter om domstolenes arkitektur, som hun sagde. Ved den seneste domstolsreform - i forbindelse med kommunalreformen - er de 82 tidligere retskredse skrumpet ind til 24, hvor Glostrup retsskreds er landets næststørste med 14 dommere, og denne omlægning har selvfølgelig medført en masse nybyggerier. Det skulle være interessant at følge disse byggerier, fordi de helt kontant giver en fortolkning af vores forhold til lov, ret og domfældelse.

Glostrup ret ligger i den gamle amtsgård. Man går igennem en drejedør og ser nogle receptionister i et glasbur. Sten på gulvet og store vinduer. Det ligner fuldstændigt et kommunekontor. Denne arkitektur skal både udstråle værdighed og genneskuelighed. Man bliver mødt af retten i øjenhøjde. Man skal hverken bukke eller knejse nakken for at få øjenkontakt med det høje personale.
Arkitekturen udstråler mere troværdighed end værdighed, der er check på sagerne, men ingen håndtag i øjenhøjde, man skal hænge sig i for at åbne dørene til Lovens borg. Domhuset i København hælder jo mere til en magtdemonstrativ end en værdig arkitektur. I hvert fald når man ser det udefra.

Det er gennemført øjenhøjde-arkitektur. Kun et sted er der en minimal markering, nemlig ved podiet. Dommerne er hævet en fem-otte centimeter op over det gulv, hvor anklager og tiltalte sidder. Betydningen bliver ikke mindre, des mindre markeringen er. Tværtimod. Der er ingen tvivl om hvem der har magten, og sådan må det være.

Her bringer jeg derfor - hvis jeg selv må have lov at sige det - et fotografisk set yderst vellykket og underholdende billede herunder, der netop illustrerer denne minimale markering:


Det er denne balance, det gælder om at finde: på den ene side en ikke alt for almindelig udformning, fordi den derfor ikke danner den nødvendige alvorlige ramme omkring retten og retssystemet, men på den anden side heller ikke så ”værdig” at man føler sig dømt inden man træder ind i retssalen.

Det var ikke kun alt det interessante vi fik at vide, de helt grundlæggende forordninger og praksis omkring domsmænd og nævningeting (domsmændene kan underkende den juridiske dommer, men det kommer til at stå i dommen som en klar hentydning til at anke sagen), ankeinstanser og -regler (man kan aldrig anke et skyldsspørgsmål til højsteret, der kun tager sig af strafudmåling), de forskellige formildende og skærpende omstændigheder (f.eks. at en tidligere dom af en helt anden karakter kan ikke lægges den anklagede til last), den principielle sondring mellem skyldskendelse og strafudmåling, den neutrale men så alligevel entydige arkitektur, og alle mulige andre helt ting, man burde vide, - det var ikke kun vidensformidlingen, det var lige så meget den stemning af både troværdighed og værdighed, som stedet og dommeren selv kunne skabe, der gjorde indtryk.

Når man til daglig beskæftiger sig med ting, der har systemkritiske vinkler, er det derfor slående at opleve den dømmende magt så troværdig, når man til daglig er fyldt op med skepsis og - beklageligvis grænsende til - ringeagt overfor den lovgivende.

Det har blandt andet at gøre med forholdet til pressen. Dommerstanden er diskret og tilbagetrukken og uanset om man er enig med dem eller ej, synes jeg ikke at man kan fratage dem viljen til at være saglige og så lidt tendentiøse som mulige, både i offentligheden og i deres arbejde. Men man trådte også ind i en institution, der ikke er invaderet af marked, spin, nyttetænkning og nysprog, (selv om domstolene også har listet deres mål og værdier på deres hjemmeside!).