Noget om at skabe situationer, aggression, vasketøj og små sko

Niels Christie, den norske krimnolog, fortæller et sted hvordan kriminalitet skabes.
Første situation: En mor kigger fra sit vindue ned på legepladsen, hvor hendes dreng leger. Der er en mand der opfører sig underligt og endda virker truende på drengen. Hun ringer efter politiet, og der opstår en 'situation'.
Anden situation: En mor kigger fra sit vindue ned på legepladsen, hvor hendes dreng leger. Drankeren fra nummer fire, Hugo, er der også. Han laver nogle af sine sædvanlige streger, men både moren og sønnen er vant til dem, så det er ikke noget at reagere på.

Forskellen er at hvis man kender og snakker med sine naboer, ringes der mindre efter politiet.

Imidlertid skete der noget mærkbart i en andelsforening på Sortedam Dosseringen for få år siden. Der er en epileptiker, som jeg selv har snakket meget med og som har været en del af denne dyre andelsforening. Pludselig skete der noget. En beboer som kendte ham dårligt havde følt sig truet af ham. Det kom op på generalforsamlingen, hvor der samlede sig en aversion imod ham og hårdnakkede forsøg på at få ham smidt ud af foreningen.
At det så – heldigvis – ikke lykkedes er ikke så afgørende. Hvordan kan det være at man blandt beboerne pludselig ser et problem hos en person, der har boet i foreningen i tyve år, er sær og syg fra staerten af og som ikke har forandret sig synderligt?

En tendens?

Rektor for Danmarks Pædagogiske Universitet, Lars Henrik Schmidt, skrev for nogle år siden en bog om vrede. Det var ikke et tilfældigt emne. Da han blev interviewet på bogmessen, fortalte han hvordan han så sent som indgangen til Forum havde oplevet en udtalt vrede fra folk i køen.

Jeg blev også chokeret da jeg forleden i et overordentligt astadigt tempo, med den ene hånd i lommen, kom trillende på cykel ned af Frederiksundsvej og efter at have råbt ding-dong så gelinde som muligt overhalede et ældre ægtepar. Manden ringede med sin klokke, konen blev forskrækket, hvorefter manden udstødte et grynt og et råb, som jeg sjældent har hørt mage til: ”Tumbe! Idiot! Kan du så køre ordentligt!”. Jeg vendte mig om og tog hånden til hjertet som en form for undskyldende gestus.

De havde registreret at jeg hverken bevidst havde forsøgt at genere dem eller ønskede at skrue konflikten op. De var nogle kyllinge, for jeg kørte videre i det samme tempo og kom til rødt. De kom bagefter, men ikke om de ville køre op ved siden af mig. Det turde de ikke. Jeg ville selvfølgelig have slået et par høflige sætninger af med dem, og selvfølgelig ville jeg havde tiltalt dem i Des-form, men min afvæbnende reaktion havde gjort dem bange.

En tendens?

Min kontorfælle, Lene Mirdal, har en bemærkelsesværdig iagttagelse. Hun har flere gange været ude for at blive korrigeret med ringeklokken i trafikken. Det er ikke et advarende, men et formanende klimt med klokken. Et klimt der gør hende opmærksom på at nu har hun altså gjort dit og dat forkert. Sådan som vi alle jo gør. Når hun hører det klimt lige bag eller ved siden af sig, ved hun at det er én med rygsæk. Som regel en kvinde, men hvis det er en mand, så har han rygsæk på.

En tendens?

Lone Kühlmann fortæller i Politiken torsdag 24.juli 2008 at hun var ved at få Kyotoaftalen galt i halsen, da hun hørte at det næsten ingen steder i Washington er tilladt at hænge vasketøj ud i det fri. I et område af verden hvis største attraktion er at solen næsten altid skinner må man ikke tørre vasketøjet udenfor, men ind i tørretumbleren, så vi kan få produceret noget mere CO2.
Men ikke nok med det. Da hun fortalte det til nogle danske bekendte, sagde de at sådan var det også hos dem. ”Det ser bare ikke pænt ud med vasketøj”, var begrundelsen. Dyre andele havde de. ”Hvad er det, der sker?” spørger Lone Kühlmann. ”Det er garanteret de samme mennesker, der får bragt grøntsager i kasser fra Aarstiderne, spiser økologisk og bekymrer sig om klimaet”.

En tendens?

Roskildefestival 2008 – Den mindre gode

Alle der har været på Roskilde har været imponeret over hvor checket det hele er. Det er godt, for det giver også festivaldeltagerne frihed til at nyde musikken, hinanden og livet, sådan som en festival skal.

Festivallen er imidlertid ved at bliver kvalt i forsigtighed, overarrangementer og manglede føling med hvad det hele handler om. Det kommer fra ledelsen og det afspejler sig i store dele af publikummet.

Det mest brutale – som Politikens Erik Jensen også bemærkede i sin anmeldelse – var at soullegenden Salomon Burke blev afbrudt og gennet til side som en skoleelev. Det var ude af proportioner med den autoritet han leverede et storladent show med. Han havde endda i mikrofonen spurgt om han ikke lige måtte få nogle flere minutter. Men mens han var ved at afslutte, blev hans mikrofon slukket, tæppet blev hevet til side, hvorefter – og det var mindst lige så fladpandet – der kom en konferencier, hvis ikke dét er for meget at sige, hvis ordforråd kun rakte til sætningen: ”Sorry, there is no more”, som han så måtte gentage igen og igen til et glad, men undrende publikum.

Ikke nok med at man holder tidsplanen som en anden Anders Fogh Rasmussen under topmøder, hvor der ikke tillades et minuts overskridelse og hvor der ikke er plads til begejstring, men at man derudover sætter en hvilken-som-helst-person ind med mikrofonen tyder på endnu kraftigere djøficering af festivallen. I gamle dage var der rigtige konferenciers på scenerne, som havde en joke og en due i ærmet. Folk der kunne underholde og ikke bare embedsagtigt holde planen.

Publikummet gjorde ikke ekstra vrøvl over uhøfligheden. Jeg havde noget tid forinden taget min telefon frem og sms'et en ven, fordi det var så stort, det jeg her var vidne til. Da blev jeg også vidne til noget jeg aldrig har oplevet før: En kvinde lagde en hånd over min telefon. Jeg læste hendes læber: 'nej'. Teltene må man ikke ryge i. Sms'e må man altså heller ikke herinde. Besynderligt.

Da vi en eftermiddag blev forment adgang til et af teltene, hvor Efterklang spillede, blev vi også mødt af denne formalisme. Der er grund – især på Roskilde – til at være forsigtig, men det nærmer sig mere irrationelisme end reel forsigtighed, når man lukker et telt af en eftermiddag til et forholdsvis stille og ikke særligt headbangende orkester. Der var masser af plads, kunne jeg se udefra.

Når alt nu er så godt arrangeret, var det også underligt at vi skulle stå tre timer i kø foran otte billetluger, når vi havde set 6 til 12 officials stå i klynger ved kaffeborde på indkørselsvejen til parkeringspladsen.

Jeg blev ringet op af en veninde, hvis 15-årige datter havde fået et chok da hun var kommet derned om lørdagen og havde stået 12 timer i kø, nogle var besvimet og en havde skidt i bukserne, fordi hun ikke kunne komme til toilet.

Jeg vil foreslå at sætte nogle flere billetluger op.

Og jeg vil foreslå at lade en endnu mere fleksibel, cool og venlig attitude sive ned igennem rækkerne blandt medarbejderne.

Heldigvis er Roskilde så stærk at disse ting ikke kan slå humøret af pinden.Det er højt og jeg er stadig taknemmelig for at så mange frivillige arbejder for at lave en festival så positiv som den er.

Roskildefestival 2008 - Den gode

Roskildefestival er et ritual, og som sådan hinsides godt og dårligt. Og det er godt.
Man spørger ikke om man skal eller ikke skal til Roskilde. Det ligger fast. Til ritualet hører nogle faste uundgåeligheder og tabuer. Det uundgåelige er blandt andet at mailene begynder at flourere henved 3-4 uger inden festivallen, og den føres i en ritualiseret halv-hetzende tone. Sådan kan den opfattes, hvis man læser dem som uindviet. Det hører med ritualets indforståede jargon.

Dernæst er det en uundgåelighed at man altid får vendt spørgsmål på Roskilde, som ellers ikke bliver diskuteret i løbet af året. Den første debat begyndte således i køen til teltopslagning søndagen inden. Eftersom vi stod ret op og ventede et par timer, fik vi megen tid til at gå med at diskutere hvad det vil sige at gå, men da vi forholdsvis hurtigt – det vil sige i løbet af en 20-30 minutters tid – havde indkredset definitionen af at gå, lagde emnet ikke rigtig op til den store diskussion.

Faktisk var der ikke de helt store diskussioner i år. Sådan er det med ritualer. Mange ting er faste, men det er på baggrund af disse at man desto tydeligere registrerer de små forandringer. JT var f.eks. ikke lige så ivrig – og nidkær – diskussionslysten som han plejede. Og så daler diskussionsniveauet.
Et andet tema kom fra F, der var begyndt at tale i forkortelser, hvilket skyldtes at han med sin kone nogle gange måtte tale så børnene ikke kunne forstå det. 'J g l u o g m e jh' betyder f.eks: 'Jeg går lige ud og graver mig en jordhooga'. JH blev herefter standardforkortelsen for jordhooga, et ord der tenderede at blive synonymt med 'lejren'.
Dog: Jeg hverken så, lugtede eller røg på den, men den var der – næsten som et certifikat på en ordentlig velekviperet Roskildelejr.

Men Roskildefestival er jo også en musikfestival. Dog ikke hvert år. I år var det. Det vil i hvert fald sige at vi fik hørt noget musik.

Kings of Leon var noget af det bedste, og jeg blev aldeles overrasket over at se mig selv danse til noget straight rock'n-roll. Det er jeg ikke vant til. Det var ikke så meget andet end bare en god koncert, ikke vild, ikke særlig, ikke synderligt emotionel, ikke punket, men bare ligefremt og godt leveret.

Ossaka Invasion var til gengæld rimelig sindsygt: en blanding af growl, heavy og dødsmetal indpakket i elektronika og cut-up. For fuld speed. Betegnende nok hedder en af deres – hans – plader: Exercise and Hell. Hvordan kan det være at det altid er japanerne, der kan give os disse lydbilleder fra en komplet anderledes verden? De kan altid bringe den lidt længere ud end nogen andre.

Salomon Burke var storslået at se. Sjældent har man set en showman af den kaliber. Thank you for the lights. Og der kom lightere. Siddende med sine mindst 150 kg. tungt placeret i en guldtrone med rødt velour fik han skubbet godt til publikum, der i lige dele hængekæbe og shakeass tog denne flødeskumsmusik til sig. Hans brand er at have 21 børn og 89 børnebørn, hvoraf en af hver slags sang juhu og tørte ham på panden, når han viftede med hånden, som heller ikke var tynd nok til at kunne knappe sin vest op. Det måtte hans lårkorte datter så gøre for ham. Og han improviserede, lavede om på sætlisten og spillede til sidst – hvad der ikke var planlagt - noget til mændene. Nu havde damerne jo fået det hele indtil da.

Tabu nummer et er at man ikke må tale om arbejde. Det er sådan noget man gør i mediebyen. Der har vi været.

Vejret gjorde også sit til at festivallen blev god. Også det var godt arrangeret af Rikke Øxner.

Alt det der
- en samtale med Skeptikeren

I går var jeg sammen med Skeptikeren. Efter at vi havde talt sammen i to timer, det vil sige at vi kun var nået til de indledende manøvrer, spurgte han:
- Er det helt naivt at spørge om det kunne være muligt at befolkningen faktisk sagde nej til alt det der?

Alt det der. Hvad er det? 'Alt det der' er hovedsaligt kommercialiseringen af både nyheder og ånd. Selv de såkaldt kritiske medier er såvidt Skeptikeren blevet til ren underholdning. Selv hvis man presser en politiker, får det ingen konsekvenser. Det der fylder medierne i dag er glemt i morgen. Det der fyldte medierne igår, kender man ikke længere noget til. Det er én af hovedankerne.

Det næste er ikke kun diskussionen om hvorvidt det nu ER sådan – for det er det jo - men hvorfor alle accepterer det? Eller hvis vi nu skal være nuanceret: Hvorfor er der ikke flere, der går imod denne tendens til at udvande de vigtige ting?

De lange diskussioner jeg har med Skeptikeren lægger sig op ad – men ikke ind i - kampen om opmærksomheden. For vi vil ikke kæmpe på mediernes præmisser for at få mediernes opmærksomhed.
Hvis mediernes præmisser er at give to minutter til en kritik af mediernes små formater, skal man overveje kraftigt om det er en dagsorden man kan gå ind på. Hvis man synes at alle seriøse budskaber bliver gøglificeret af medierne, har det ikke meget zweck at levere et seriøst budskab til dem.
Det trænger helt frem i radioavisen at de norske spillemaskiner er for kedelige og ikke har blinkende lamper nok. Det er en nyhed der prioriteres frem for noget relevant.

'Alt det der' er også instrumentaliseringen af ånden, altså den tendens at man skal bruge f.eks. de humanistiske videnskaber til at fremme økonomien. Det er økonomiseringen af alle sektorer og omvridningen af åndsarbejdet i retning af markedet. Det er Helge Sanders fra forskning til faktura. Det er den omsiggribende testning og evaluering af snart sagt alle services og produkter. Det er produkt- og varegørelsen af menneskelige relationer (Facebook og Myspace er blot to eksempler).Det er idealiseringen af økonomiske teorier, der på den måde strækker sig langt ind i eksistentielle forhold (netdating har fremmet cost-benefit-analyser af partnervalg, kultur- og mediepolitikken er i stigende grad markedsbestemt etc). Det er sagt før, dette her, af nogle, men ikke af mange.

'Alt det der' er også forbruget og al den energi der går med at forbruge. Det er opdyrkningen af et stadigt stigende arsenal af kunstige behov, hvad der er genereret af markedet, som kun kan overleve hvis dette arsenal udvider sig. Jo flere behov, desto mere afsætning. Behov stræber efter tilfredsstillelse, og denne stræben okkuperer vores opmærksomhed. Hvordan kan det f.eks. være at der er hundredevis af folk der i op til over en uge sover foran den butik der sælger I-phone? Hvordan kan det være at så mange mennnesker lokaliserer tilfredsstillelsen af eksistentielle behov i bestemte brands? Hvorfor er de sjælelige muskler så slappe at de ikke kan udholde selv den mindste fornemmelse for tomhed?

'Alt det der' er også den evolutionistiske tankegang, at vi bevæger os fremad på udviklingens linje og opad på videnskabens stige; at vi er klogere i dag end vi var i går. Det er en illusion som kommer fra en manglende historisk bevidsthed. Hvis vi vidste hvad de vidste i oldtiden, ville vi måske være lidt mere ydmyge i vurderingen af vores nutids meritter. Hvis vi vidste hvad de vidste i middelalderen, ville vi måske vurdere vores videnssamfund lidt anderledes end tilfældet er.

Videnseksplosionen har lagt megen viden i ruiner. Vi overskylles af informationer, men har glemt at tænke. Nogle kan tænke, men de bliver set endnu mere ned på end tidligere tiders profeter. Mener Skeptikeren.

Den evolutionistiske tankegang er et resultat af modernismen, et ord som med rette får nogle til at løsne hanen på deres pistol. Men lad – med løs hane – bruge dette ord, for det er et levn fra en modernisme som f.eks. positivismen, der med stor arrogance prøvede at feje enhver form for metafysik ud af erkendelsens område ved at henvise den til et overstået stadie i menneskehedens udvikling. At kritisere modernismen kan ikke kun ske med en løsnet pistolhane, men også med en løs hånd – fordi man meget let kan komme til at skyde sig selv. Eller rettere: den udbredte enten-eller tankegang kan hurtig få skudt ens egne meninger et helt andet sted hen end hvor vi selv ville placere dem – og hvem er det nu der bedst ved hvad man mener?

Hvis man f.eks. kritiserer modernismen, tager man ikke fundamentalisterne i forsvar. Hvis man kritiserer Darwin, forsvarer man ikke automatisk intelligent design. For at kritisere evolutionismen behøver man ikke at være reaktionær. (- Et andet aspekt af 'alt det der': den polariserede debatkultur, der med enten-eller-præmisser går fejl af de fleste saglige og afbalancerede synspunkter og analyser).

'Alt det der' er også computeren.
Men da måtte jeg sige Skeptikeren imod:
Computeren er et redskab som vi må bruge til at fremme de ting vi holder af og til at gå udenom de mekanismer, som undertrykker os. For det kan computeren. Ransagningen af Pirate Bays servere i 2006 og den efterfølgende totale decentralisering af alt deres materiale er et eksempel – lad min understrege: et eksempel – på hvordan man via den nye teknologis muligheder for en total decentralisering kan undgå de hidtidige forsøg på centraladministrativ indgriben i hvad nogle mener er en menneskerettighedsbestemt borgerret. Det er sikkert ikke politisk umuligt, men under alle omstændigheder teknisk og administrativt umuligt at lukke Pirate Bay, medmindre man lukker alle servere i verden.

Skeptikeren tegnede et billede af det moderne samfunds absolutte afhængighed af elektricitet, som er et billede på det skrøbelige fundament som vores demokrati hviler på. For – i teorien i hvert fald – kan man sagtens forestille sig at magthaverne ville kunne kontrollere borgerne via kontakten i væggen. Vores kommunikation er mere overvåget end nogensinde (den svenske FRA-lov fra 18.juni 2008 er det mest ekstreme tilfælde), men skridtet længere ude er at den elektricitet som er forudsætningen for denne kommunikation bliver politisk kontroleret. I horisonten på denne tankegang ser man spejlbilleder af sorte skjorter, skrå bånd og ditto arme; spejlbilleder der i udseende slet ikke ligner, men som spiller på samme harpe.

Er det helt naivt at forestille sig at befolkningen siger nej til 'alt det der'. At folket faktisk kan oplyses. At folket faktisk består af tænkende individder. Alt man faktisk formår at skelne mellem de reelle og kunstige behov. At man ved hvornår man er underholdt og hvornår man er (u)oplyst. At man (er)kender sin søvngængertilstand og sin uvidenhed – det må det første skridt til at blive mere vågen og mere oplyst.

Så siger nogle at det er da en værre omgang kulturradikal knækbrødssuppe. Lad gå – og ja, det kan jeg sagtens vedgå. Men lad os få et alternativ til dét så. Kom med det.