To vinkler på Antichrist (- der kan anlægges mange flere)
Instr. og manus: Lars von Trier. Foto: Anthony Dod Mantle. Klipper: Anders Refn. 104 min.
Første vinkel: Psykologi versus teologi.
De to virkeligheder
Bo Green Jensen afslutter sin anmeldelse med en kommentar, der går lige ind i den samtale jeg havde efter filmen: "Det bliver aldrig klart, om Gainsbourgs forvandling er et udslag af psykose eller del af en satanisk besættelse. En pointe kunne være, at der ingen forskel findes, blot to forskellige virkeligheder" (weekendavisen nr.21 - 20 maj 2009).
Konflikten mellem disse to virkeligheder aktualiseres allerede i det præmis at hovedrollen i en film der bærer navnet Antichrist er psykoterapeut. Filmen kan ses som en bidende sarkastisk kritik af psykoterapien. For manden kommer til at behandle sin kones dybe psykiske lidelse som om hun var patient. Men man elsker ikke sine patienter - og den man elsker er ikke ens patient.
Men hvad skal han ellers gøre? Hvis han elsker sin kone, gør han hvad der står i hans magt for at hjælpe hende. I dette dilemma ligger også risikoen for at gøre ondt.
Det er ondt at lade intellektet lede sig - men samtidig er den rene natur også ond. Dén er repræsenteret af kvinden og af dyrene i filmen. Udover at psykoterapeuten, der er domineret af sit intellekt, behandler sin elskede som patient - hvad der udløser heftige reaktioner, ja, hvis ikke ondskab i hans kone - befinder han sig også i et univers, som han tror at have udgrundet og forstået til fulde. Han gør hvad enhver ville have gjort, men samtidig viser filmen - hvis man ser det fra denne vinkel - at han netop ikke skulle gøre det, som enhver ville have gjort i hans situation. Set fra et teologisk synspunkt er det hovmod som hans hanling også er, antikristendom.
Uanset om hans analyser og metode er både sande og gode, udløser det at han overhovedet analyserer og behandler hende en aggression hos hende, der gør smerten dybere, så dyb at hun ikke kan rumme den.
Hun får i begyndelsen af filmen psykofarmaka, og det kan han ikke holde ud at se på. Man skal lære at rumme sine følelser. Så han tager sagen i egen hånd og bringer hende ud af medicinen og ind i et terapeutisk forløb. Han umyndiggør hende. Han ønsker at frigøre det naturlige i hende da han tager hende ud af hospitalet og får hende til at hælde alle sine piller ud i toilettet. Fjernelsen af medicinen hos hende er også en frigivelse af et undertrykt følelseslag hos ham selv. På den måde bruger han hende til sit eget frigørelsesprojekt - men samtidig kan man i filmen hele vejen følge hans bekymring og omsorg, sådan som han også er den der reagerer mest naturligt på deres barns død.
Men filmen handler også om hvad indsigt i psyken kan misbruges til - hvad der er større risiko for, hvis man ikke kan alternere mellem flere virkeligheder, for eksempel fra den psykologiske til den teologiske. Teologien handler jo i høj grad om præcis disse fælder.
Den tredje instans
Hvor psykologien opererer med to individder overfor hinanden, sætter teologien en tredje instans overfor hvilken individderne er lige. Den rummelighed psykoterapeuten prøver at skabe i sin kones sind - hvad han gør enten fra et dæmonisk neutralt eller et lige så dæmonisk følelsesundertrykt standpunkt - er i en teologisk virkelighed henlagt i en tredje instans. Denne tredje instans ophæver ikke, men fratager den ubærlige byrde i skylden og ondskaben hos en af antagonisterne i det psykologiske skema. For nu at sige det meget intellektuelt.
Den grænse for menneskelig formåen som er klart formuleret i det teologiske sprog, er ikke lige så etableret i hans psykologiske verdensbillede. Udenfor denne grænse findes - set i teologiske briller - ikke kun den rå og ubarmhjertige natur, men også en instans, der omfavner mennesket i alle dets hjælpeløse forsøg på at få styr på tilværelsen og håndtere smerterne.
Lars von Trier ved noget om disse ting. Han skrev manuskriptet under en depression og har jo igennem hele sit værk flirtet med kristne temaer. Jeg går ud fra at han kender nytten af psykofarmaka og i filmen kan man også se en hån mod dem der siger at man skal undlade at bruge dem.
Kunsten og kristendommens billedsprog
Set fra en kunstners synsvinkel er der desuden væsensforskel imellem det psykologiske begrebssprog og det teologiske billedsprog, der af samme grund ligger tættere på kunstnerens. Det er f.eks. hvad Thomas Manns Doktor Faustus handler om.
Konen i filmen har arbejdet med kvindehad i middelalderen og repræsenterer i og for også det teologiske verdensbillede overfor det psykologiske. Det bliver to virkeligheder der dræber hinannden.
Anden vinkel: Det filmiske
Færdig med film
Efter at have set Baader-Meinhof-filmen for nogle uger siden, sagde jeg at nu må det være slut med film. Slut med denne perverterede, kommercielle og voldførende billedmaskine, der vinder legitimitet ved at kalde sig kunst og attraktion ved at være eskapistisk palliativ og pseudointellektuel historieforvrænger. Sådan havde jeg det i en ophidset stund efter den oplevelse. Men beslutningen holdt ikke længere end et par uger, hvor jeg endda midt på dagen, midt i arbejdstiden, måtte se von Triers nye film.
Her sker der også lidt mere end i de fleste andre film - og her findes der noget af det, som er så fraværende hos moderne instruktører: filmisk selvbevidsthed. Og hermed mener jeg en ganske klar stillingtagen til det overordnede filmiske standpunkt samt til rummets og tidens enhed.
Filmisk standpunkt
Med overordnet filmisk standpunkt mener jeg ikke noget med budskab, morale eller sådan noget, men en stillingtagen til hvem der egentlig ser, subjektet for det blik der gives videre til tilskueren, eller: i hvis bukser kameramanden egentlig står. Det er kameramandens position der over en bred kam ignoreres, mellemmandens krop der evaporeres til den rene luft; det vil sige den mand der står imellem hvad der bliver vist og os der ser.
Rummets og tidens enhed
Det hænger igen sammen med rummets og tidens enhed, hvilket dog peger på klipperens rolle. Hvad sker der egentlig imellem to klip. Perspektivet ændres. Pludselig er der to personer der kigger på - jeg mener videregiver den samme situation. I filmens barndom kom der et forklarende skilt ind, hvor der i dag er klip. I dag har man fuldstændig vænnet sig til denne klippede tidslinje, som samtidig klipper rummets enhed op - altså ophæver selve rummet. Det er en kæmpe kunstnerisk mulighed, men i de fleste film bruges det problemløst og uden at man kan mærke at præcis denne egenskab hører til filmens natur, og netop i kraft disse egenskaber kan man skabe noget andet end teater og litteratur. Men der er så megen film der stadig hænger fast i en kunstopfattelse fra det 19. århundrede, d.v.s. hænger fast i andre kunstarter, billedkunst og litteratur. Især litteraturen - fordi der altid er en historie der skal fortælles.
Lars von Trier kan noget på dette felt, selv om det med Bo Green Jensens ord også er "en kunstfilm forklædt som stift genrestykke". Og genren er den romantiske gyser, som von Trier intuitivt bremser og speeder tiden op i - efter bedste intuitive og manipulatoriske evne. Men bevidst - og intelligent.
Indre drama
Eftersom det også er et indre drama - alt hvad der sker er udtryk for sindets egendrift efter katastrofen og i den sorg der følger - klippes der mellem scenerne på samme måde som sindet, tankerne og associationerne klipper imellem fjerne steder.
Dog foregår filmen ikke i helt så associationsstyrende spring. Den er styret af intellektet! Og så er der dømt meta. Filmens form har i sig selv antikristelige træk.
Den er forførende - sådan som enhver kunstner må være forførende Men han bruger kameraet og de filmiske teknikker både selvstændigt og nyt, så det er en fonøjelse at se - i al dens gru og horror. Hvis man nu - hvad der selvfølgelig kan diskuteres - skal vurdere en film jo bedre, des mere filmisk-autonom den er, er denne film ikke et ultimativt kunstværk.
Men den er nu alligevel ret god. For nu at sige det ganske banalt og uargumenteret.
torsdag, maj 21, 2009
fredag, maj 15, 2009
Hjemsendte irakere i Vor Frue Kirke
Der var vel et par hundrede mennesker i Vor Frue Kirke her kl. 17. Pressen blev sendt ud, så der var kun folk til stede der var interesseret i at hjælpe med den aktion, der havde været planlagt ind over vinteren og som en anden gruppe (som jeg ikke kan huske på stående fod) havde sat i søen i onsdags da regeringen havde indgået aftale med den irakiske regering om at hjemsende 282 irakiske asylansøgere. Der blev nedsat grupper der skulle tage sig af presse, aktioner i det offentlige rum (for at gøre opmærksom på aktionen), vagtgruppen (som vil informere om hvad der sker udenfor Vor Frue Kirke), bo bedre-gruppen (der har til formål at få det til at være rart at være i kirken, bl.a. ved at indsamle luftmadrasser, liggeunderlag, men også spil, dvd'er, play-stations med mere). Men før disse grupper blev annonceret og det blev opfordret til at deltage blev det sagt at alle skulle være positive overfor pressen, respektere de regler der gælder i kirken. På samme måde som 110 palæstinensere bestemte over aktionen i 1992 i Blågårdsgård Kirke, er det irakerne selv der bestemmer over hvad der skal ske nu.
En af de udviste asylansøgere, Taleb, gik frem og talte. Han startede - og sluttede - med at takke alle for al deres hjælp og han håbede at han en dag kunne gøre os en tjeneste en anden dag. Han sagde at Danmark selv havde været med til at skabe nogle af de tilstande Irak i dag er præget af. Før hen kunne muslimer leve med kristne og jøder, sunnier og shiiter kunne leve side om side, dengang var problemerne politiske. Nu er alt kaos. Der er ikke strøm, mad, arbejde, huse eller tryghed. Der er folk der har været her i otte eller ti år.
Min mening er ganske kort: At når Danmark ikke formået at give disse folk en ordentlig tilværelse i den - lange - tid de har været her, og når vi har deltaget i krigen, er det mindste vi kan gøre at give amnesti - asyl - til disse folk. Uanset om - eller hvis - egentlig livsfare for mange af dem er drevet over. Hvad ingen i øvrigt kan garantere.
Taleb regnede også ud - på baggrund af forlydender om at den danske regering har truet med at tilbageholde støtte til Irak, hvis ikke de tog imod disse (formodentligt) statsborgere - at hvert liv blev betalt med lidt over 100 tusinde kroner.
Det som før har været midler til at opbygge et land - man selv har været med til at befri og smadre - bliver nu kun givet imod betingelse. Taleb sagde at den irakiske regering er flintrende ligeglad med flygtninge - eller med dens egen befolkning.
Alle blev bedt om at melde sig til en gruppe udenfor kirken for at minimere hurlumhejet derinde, hvor der jo også var så meget ekko at al tale måtte foregå langsomt - og én af gangen.
Der var vel et par hundrede mennesker i Vor Frue Kirke her kl. 17. Pressen blev sendt ud, så der var kun folk til stede der var interesseret i at hjælpe med den aktion, der havde været planlagt ind over vinteren og som en anden gruppe (som jeg ikke kan huske på stående fod) havde sat i søen i onsdags da regeringen havde indgået aftale med den irakiske regering om at hjemsende 282 irakiske asylansøgere. Der blev nedsat grupper der skulle tage sig af presse, aktioner i det offentlige rum (for at gøre opmærksom på aktionen), vagtgruppen (som vil informere om hvad der sker udenfor Vor Frue Kirke), bo bedre-gruppen (der har til formål at få det til at være rart at være i kirken, bl.a. ved at indsamle luftmadrasser, liggeunderlag, men også spil, dvd'er, play-stations med mere). Men før disse grupper blev annonceret og det blev opfordret til at deltage blev det sagt at alle skulle være positive overfor pressen, respektere de regler der gælder i kirken. På samme måde som 110 palæstinensere bestemte over aktionen i 1992 i Blågårdsgård Kirke, er det irakerne selv der bestemmer over hvad der skal ske nu.
En af de udviste asylansøgere, Taleb, gik frem og talte. Han startede - og sluttede - med at takke alle for al deres hjælp og han håbede at han en dag kunne gøre os en tjeneste en anden dag. Han sagde at Danmark selv havde været med til at skabe nogle af de tilstande Irak i dag er præget af. Før hen kunne muslimer leve med kristne og jøder, sunnier og shiiter kunne leve side om side, dengang var problemerne politiske. Nu er alt kaos. Der er ikke strøm, mad, arbejde, huse eller tryghed. Der er folk der har været her i otte eller ti år.
Min mening er ganske kort: At når Danmark ikke formået at give disse folk en ordentlig tilværelse i den - lange - tid de har været her, og når vi har deltaget i krigen, er det mindste vi kan gøre at give amnesti - asyl - til disse folk. Uanset om - eller hvis - egentlig livsfare for mange af dem er drevet over. Hvad ingen i øvrigt kan garantere.
Taleb regnede også ud - på baggrund af forlydender om at den danske regering har truet med at tilbageholde støtte til Irak, hvis ikke de tog imod disse (formodentligt) statsborgere - at hvert liv blev betalt med lidt over 100 tusinde kroner.
Det som før har været midler til at opbygge et land - man selv har været med til at befri og smadre - bliver nu kun givet imod betingelse. Taleb sagde at den irakiske regering er flintrende ligeglad med flygtninge - eller med dens egen befolkning.
Alle blev bedt om at melde sig til en gruppe udenfor kirken for at minimere hurlumhejet derinde, hvor der jo også var så meget ekko at al tale måtte foregå langsomt - og én af gangen.
torsdag, maj 07, 2009
Betingelserne og fænomenet
- om Lakoffs bog The Political Mind. Why You Can't Understand 21st-Century Politics with an 18th-Century Brain, (2008).
Om bogen
George Lakoffs bog The Political Mind handler om sammenhængen mellem hjernen og det politiske sprog. På baggrund af både neurologiske og linguistiske studier forklarer han hvorfor den konservative agenda har vundet i USA. De konservative har forstået at 'frame' deres budskaber, hvilket blandt andet vil sige at de ord der støtter deres sag vinder almindelig genklang. For eksempel 'skattelettelse'. Selve ordet har en positiv konnotation, hvorved meget på forhånd er vundet.
Igennem hele bogen spiller også et begreb som 'repetition' en rolle. Uagtet at han ikke bruger ordet. Men han taler om hvordan den konservative tradition har formået at sætte dagsordenen i den amerikanske politik. Tag for eksempel dette citat:
Lakoffs bog er et forsøg på at gå ind i den kamp med et progressivt demokratisk program. Han har et politisk program, der skal hvile på det grundlag som Amerika bygger på, nemlig empati og ansvarlighed. Dette er den framing han ønsker at indsætte i den offentlige politiske diskurs.
Den idéhistoriske baggrund for disse tanker er at den - af ham kaldte: gamle - oplysning skal erstattes af den nye oplysning. Den gamle oplysning har fungeret efter principper som: rationel argumentation, logik, objektivitet og saglighed.Den nye oplysning retter sig efter hjernens funktionalitet, efter hvordan metaforer, metonymer, associationer og framing fungerer - og det er helt andre mekanismer end den logik, som f.eks. Kant og Aristoteteles havde:
Det er en inhuman forståelse af mennesket. Spørger du mig. Lakoffs bog er en vejledning til vildledning, et kompas til en menneskelig fremmedgørelse, som rigtig nok har megen tilslutning. Dét er skræmmende. Jeg skal gerne forklare hvorfor:
Den mest graverende selvmodsigelse i Lakoffs bog er modsætningen mellem hans ideologiske program og hans skjulte filosofiske agenda. Han taler om to paradigmer, den autoritære og omsorgsfulde, den patriarkalske og moderlige, af hvilken han entydigt tilslutter sig sidstnævnte. Men hvad er det der adskiller disse to paradigmer? Det er det begreb der så frygteligt mangler i Lakoffs univers: nemlig frihed.
Frihed
Den diskurs han vil kæmpe for sine idealer i, er præcis den som han bekæmper. Han vil indføre en demokratisk frame, som transporterer demokratiske idealer ind i borgerne, men på hvilken måde? Ved repetition. Altså ikke ved argumentation. Dét ville nemlig være alt for opilysningsfilosofisk. Bag denne repetitive metode ligger den patriarkalske autoritet, der overbeviser ved at hamre sine budskaber ind. Et andet ord for det samme er: manipulation. Eller: indoktrinering. Altså en måde at få folk til at mene det samme som én fordi man kender til hjernens måde at fungere på - og bruger dette kendkskab.
Hvis han kæmper for frihed, vil han indføre frihed ved at tage friheden bort. Den genuine oplysningsfilosofi hviler på at mennesket vælger frit, det vil sige bliver klar over og overbevist ved logisk argumentation - men ikke kun det, også rationel emotionalitet, det vil sige et følelsesregister som den enkelte stemmer overens med -, altså: bliver overbevist om en given sag på denne måde, hvorefter individdet også har politisk mulighed og individuel evne til at handle på denne indsigt. (Denne definition gælder også når der er tale om spontane handlinger. Lakoffs oplysningsbegreb er også ret problematisk).
Når han siger at vi er mere fascinerende skabninge end de gamle filosoffer har erkendt, lyder det helt modstridende i mine ører, eftersom den kognitive videnskab, som Lakoff bekender sig til, gør mennesket så uendelig fattigt og flat. Hvad - en passant at nævne - hans sprog også vidner om.
Det er som om han ikke har taget konsekvensen af Edisons udmærkede devise - som jeg citerer efter hukommelsen: Hvis vi forstod den menneskelige hjerne, havde vi så lille en hjerne at vi ikke ville forstå den. - Erkendelsen, at intet system kan bevises indenfor sit eget systems grænser, førte Kurt Gödel (1906-1978) endda et matematisk bevis for i trediverne. Men det behøver man i sidste ende ikke matematikken for, (Lakoff går også skarpt i rette med Chomsky og den matematiske måde at forstå sproget på).
Men hvad Lakoff udover friheden heller ikke tager i betragtning, det er menneskets umiddelbare sansning. Det er hvad jeg mener med en inhuman filosofi. Hvis man laver en filosofi, der tager den umiddelbare sansning og tænkning bort, så har man hermed miskrediteret noget af det mest elementære ved det at være menneske.
Betingelserne og fænomenet
Det filosofiske argument imod Lakoff har Løgstrup. Hán kridter banen op sådan her:
Alternativet er derimod i endnu højere grad at holde fast på en oplysningsrationalitet, der i højere grad end vor tids rationalitet også formåede at inkluderer emotionalitet, - og i endnu højere grad finde argumenter for at den eneste vej til et bedre liv og en bedre verden er at opbygge individders sproglige og kreative kundskaber, så der kan foretages frie handlinger udfra erkendelsesmæssig selvtillid og selvberoenhed.
De gode intentioner og de sympatiske ideer udhuler sig selv hvis ikke man anerkender individdets ret til at afvise dem - eller dets vilje til at forstå dem og lade sig overbevise af dem udfra den virkelighed, de tanker og de følelser, der viser sig helt spontant i vores liv, og som vi har adgang til igennem tænkning og samtale, og som har sin egen evidens. Selvfølgelig skal vi bruge mikroskoper, statistikker og computersimuleringer, men at gøre disse til menneskets primære erkendelsesredskaber er både udemokratisk, undertrykkende, fremmegørende og skræmmende farligt. Det har historien også vist. Mere om det senere.
- om Lakoffs bog The Political Mind. Why You Can't Understand 21st-Century Politics with an 18th-Century Brain, (2008).
Om bogen
George Lakoffs bog The Political Mind handler om sammenhængen mellem hjernen og det politiske sprog. På baggrund af både neurologiske og linguistiske studier forklarer han hvorfor den konservative agenda har vundet i USA. De konservative har forstået at 'frame' deres budskaber, hvilket blandt andet vil sige at de ord der støtter deres sag vinder almindelig genklang. For eksempel 'skattelettelse'. Selve ordet har en positiv konnotation, hvorved meget på forhånd er vundet.
Igennem hele bogen spiller også et begreb som 'repetition' en rolle. Uagtet at han ikke bruger ordet. Men han taler om hvordan den konservative tradition har formået at sætte dagsordenen i den amerikanske politik. Tag for eksempel dette citat:
"... hvad de konservative har gjort over mange år var at gøde vore hjerners såbed med deres generelle høj-niveaus principper sådan at da 'skattelettelsen' blev plantet, kunne deres 'framing' slå rod og vokse" (239).Det som sproget gør - og det gør det fordi hjernen fungerer på den måde - er at knytte både forestillinger og følelser til visse ord. Disse forestillinger og følelser knyttes til ordene ved repetition. Jo oftere et begreb er fremsagt i en bestemt sammenhæng, desto sværere er det for modstanderne at skille ordet fra følelsen.
"Når det er gentaget igen og igen, vedbliver det at fremkalde denne kontekst, og hver gang styrkes alle synapserne på alle neuronerne i disse baner" (236).Med andre ord bygger sproget på hjernens måde at fungere på, og da sproget er et vigtigt politisk redskab, må man gå via hjernen for at ændre den politiske dagsorden.
Lakoffs bog er et forsøg på at gå ind i den kamp med et progressivt demokratisk program. Han har et politisk program, der skal hvile på det grundlag som Amerika bygger på, nemlig empati og ansvarlighed. Dette er den framing han ønsker at indsætte i den offentlige politiske diskurs.
Den idéhistoriske baggrund for disse tanker er at den - af ham kaldte: gamle - oplysning skal erstattes af den nye oplysning. Den gamle oplysning har fungeret efter principper som: rationel argumentation, logik, objektivitet og saglighed.Den nye oplysning retter sig efter hjernens funktionalitet, efter hvordan metaforer, metonymer, associationer og framing fungerer - og det er helt andre mekanismer end den logik, som f.eks. Kant og Aristoteteles havde:
"Vores bevidsthed (mind) fungerer meget anderledes end Descartes og Kant troede den gjorde. Vi er meget mere fascinerende skabninge end vores store politiske teoretikere - fra Platon og Aristoteteles til Rousseau, Hobbes, Locke, Marx, J.S.Mill og John Rawls, for eksempel - troede vi var. En ny forståelse af det at være menneske er ved at opstå." (271).Mening om bogen
Det er en inhuman forståelse af mennesket. Spørger du mig. Lakoffs bog er en vejledning til vildledning, et kompas til en menneskelig fremmedgørelse, som rigtig nok har megen tilslutning. Dét er skræmmende. Jeg skal gerne forklare hvorfor:
Den mest graverende selvmodsigelse i Lakoffs bog er modsætningen mellem hans ideologiske program og hans skjulte filosofiske agenda. Han taler om to paradigmer, den autoritære og omsorgsfulde, den patriarkalske og moderlige, af hvilken han entydigt tilslutter sig sidstnævnte. Men hvad er det der adskiller disse to paradigmer? Det er det begreb der så frygteligt mangler i Lakoffs univers: nemlig frihed.
Frihed
Den diskurs han vil kæmpe for sine idealer i, er præcis den som han bekæmper. Han vil indføre en demokratisk frame, som transporterer demokratiske idealer ind i borgerne, men på hvilken måde? Ved repetition. Altså ikke ved argumentation. Dét ville nemlig være alt for opilysningsfilosofisk. Bag denne repetitive metode ligger den patriarkalske autoritet, der overbeviser ved at hamre sine budskaber ind. Et andet ord for det samme er: manipulation. Eller: indoktrinering. Altså en måde at få folk til at mene det samme som én fordi man kender til hjernens måde at fungere på - og bruger dette kendkskab.
Hvis han kæmper for frihed, vil han indføre frihed ved at tage friheden bort. Den genuine oplysningsfilosofi hviler på at mennesket vælger frit, det vil sige bliver klar over og overbevist ved logisk argumentation - men ikke kun det, også rationel emotionalitet, det vil sige et følelsesregister som den enkelte stemmer overens med -, altså: bliver overbevist om en given sag på denne måde, hvorefter individdet også har politisk mulighed og individuel evne til at handle på denne indsigt. (Denne definition gælder også når der er tale om spontane handlinger. Lakoffs oplysningsbegreb er også ret problematisk).
Når han siger at vi er mere fascinerende skabninge end de gamle filosoffer har erkendt, lyder det helt modstridende i mine ører, eftersom den kognitive videnskab, som Lakoff bekender sig til, gør mennesket så uendelig fattigt og flat. Hvad - en passant at nævne - hans sprog også vidner om.
Det er som om han ikke har taget konsekvensen af Edisons udmærkede devise - som jeg citerer efter hukommelsen: Hvis vi forstod den menneskelige hjerne, havde vi så lille en hjerne at vi ikke ville forstå den. - Erkendelsen, at intet system kan bevises indenfor sit eget systems grænser, førte Kurt Gödel (1906-1978) endda et matematisk bevis for i trediverne. Men det behøver man i sidste ende ikke matematikken for, (Lakoff går også skarpt i rette med Chomsky og den matematiske måde at forstå sproget på).
Men hvad Lakoff udover friheden heller ikke tager i betragtning, det er menneskets umiddelbare sansning. Det er hvad jeg mener med en inhuman filosofi. Hvis man laver en filosofi, der tager den umiddelbare sansning og tænkning bort, så har man hermed miskrediteret noget af det mest elementære ved det at være menneske.
Betingelserne og fænomenet
Det filosofiske argument imod Lakoff har Løgstrup. Hán kridter banen op sådan her:
"Fysiologisk følges betingelserne for sansningen til et sted indenfor kraniet, eet til to tommer bag ved midten af øjnene. Derom er alle enige. Men så skilles vejene. Man kan gøre eet af to, insistere på kausaliteten eller insistere på fænomenet". (Ophav og omgivelse, 1984, s. 23).Her insisterer Lakoff på kausaliteten, Løgstrup på fænomenet. Løgstrup siger videre at betingelserne for sansningen ikke udtømmer fænomenet. Med andre ord: Den umiddelbare sansing samt den umiddelbare tanke, tydning og refleksion opfattes som principiel usand. Lad os bare springe en masse mellemregninger over her, for hvad kunne konklusionen være på denne lære? At hvis du får overbevist befolkningen om at den umiddelbare tænkning er usand, så ligger al magt hos naturvidenskabsfolkene - neurologerne - som har den tætteste kontakt til den sandhed, som vores erkendelse primært og i al væsentlighed bygger på og er afhængig af. Det er vejen til ekspertvældet.
Alternativet er derimod i endnu højere grad at holde fast på en oplysningsrationalitet, der i højere grad end vor tids rationalitet også formåede at inkluderer emotionalitet, - og i endnu højere grad finde argumenter for at den eneste vej til et bedre liv og en bedre verden er at opbygge individders sproglige og kreative kundskaber, så der kan foretages frie handlinger udfra erkendelsesmæssig selvtillid og selvberoenhed.
De gode intentioner og de sympatiske ideer udhuler sig selv hvis ikke man anerkender individdets ret til at afvise dem - eller dets vilje til at forstå dem og lade sig overbevise af dem udfra den virkelighed, de tanker og de følelser, der viser sig helt spontant i vores liv, og som vi har adgang til igennem tænkning og samtale, og som har sin egen evidens. Selvfølgelig skal vi bruge mikroskoper, statistikker og computersimuleringer, men at gøre disse til menneskets primære erkendelsesredskaber er både udemokratisk, undertrykkende, fremmegørende og skræmmende farligt. Det har historien også vist. Mere om det senere.
tirsdag, maj 05, 2009
Det andet Trampolinhus
Så åbnede Trampolinhuset igår (4.4.09), huset hvor asylansøgere og danskere kan møde hinanden. Det midlertidige Trampolinhus, eller rettere: Det andet midlertidige. Det første lå i Peder Skramsgade. Det nuværende ligger i medborgerhuset på Nørre Allé.
Der var god stemning. Masser af mennesker i et lille lokale. Hvilken stemning? For det første blev der talt mange forskellige sprog: i hvert fald dansk, engelsk, fransk, arabisk og kurdisk. Jeg fik en kop sød etiopisk kaffe med kys på kinden serveret af Elsa. Der kom mad ind: linser med hvidløg, salat og afrikanske pølser. Jeg sad med Mr. N og talte om Røde Kors. Han er kritisk. Han har været udsat for en umyndiggørelse og patroniseres, som han var indigneret over.
Vi talte om udsendelsen forleden om Røde Kors' rolle under anden verdenskrig. Det er ikke en smuk historie. Den tyske dokumentarfilm opremsede historier om hvordan Røde Kors-udsendinge besøgte og tilbage-rapportede om hvor godt de indsatte havde det i Theresienstadt og andre lejre; om hvilke enorme svigt de gjorde sig skyldige i overfor de krigsfanger, som de egentligt skulle tage sig af, og hvordan de stort set kun efterkom forespørgsler om forsvundne ariere efter at de havde fået overdraget et kæmpe arkivmateriale fra de tyske kz-lejre. Årsagerne, mener instruktøren Christine Rütten, var hensynet til økonomien og neutraliteten.
Mr. N lagde lår til Miss N. Hun er dansker og han er asylansøger. Det var et syn Søren Espersen, Martin Henriksen og de andre adonisser på Borgen nok ikke ville have billiget. Men de var ikke tilstede. Jeg tror også godt at jeg kan garantere for at selskabet ikke var deres primære målgruppe. Udover at langt over halvdelen ingen stemmeret har, selv om mange har boet i Danmark længere end det kræver for en indvandrer at få dansk statsborgerskab. Nå, men det var præcis disse ting vi ikke talte særligt meget om her. Trampolinhuset er et sted hvor man samler sig om fælles projekter og her har hver mand sin stemme.
På søndag (10. maj 2009) har Trampolinhuset - i forbindelse med festivallen Undoing the City - en åben scene på St. Hans Torv kl. 12 og videre i Kgs. Have.
Vi skulle også tale om det permanente Trampolinhus. En gruppe havde været ude og se på tre forskellige steder. To ved Enghave Station og et på Amagerbrogade. Hvor vigtigt var det at være sammen med andre kulturelle aktiviteter? Var det en trussel mod den stemning som Trampolinhuset har opbygget? Det var et af emnerne i den diskussion, og det var interessant at høre en asylansøger tale imod for stor åbenhed. Det fremstod som en trussel for husets aktiviteter at ligge et sted hvor der i forvejen var for mange andre projekter. Nu har vi dette, så skal vi værne om det, syntes han at sige.
Så talte jeg med Mr. Z om Nizar Qabbani (1923-1998), en af det 20. århundredes største digtere i Syrien, som han selv havde mødt som dreng i Beirut hvor han boede. Mens N og N sad bag mig og kyssede hinanden, begyndte Z at synge en af hans sange. Jeg smilede og han sagde: "He loved too much women".
Så åbnede Trampolinhuset igår (4.4.09), huset hvor asylansøgere og danskere kan møde hinanden. Det midlertidige Trampolinhus, eller rettere: Det andet midlertidige. Det første lå i Peder Skramsgade. Det nuværende ligger i medborgerhuset på Nørre Allé.
Der var god stemning. Masser af mennesker i et lille lokale. Hvilken stemning? For det første blev der talt mange forskellige sprog: i hvert fald dansk, engelsk, fransk, arabisk og kurdisk. Jeg fik en kop sød etiopisk kaffe med kys på kinden serveret af Elsa. Der kom mad ind: linser med hvidløg, salat og afrikanske pølser. Jeg sad med Mr. N og talte om Røde Kors. Han er kritisk. Han har været udsat for en umyndiggørelse og patroniseres, som han var indigneret over.
Vi talte om udsendelsen forleden om Røde Kors' rolle under anden verdenskrig. Det er ikke en smuk historie. Den tyske dokumentarfilm opremsede historier om hvordan Røde Kors-udsendinge besøgte og tilbage-rapportede om hvor godt de indsatte havde det i Theresienstadt og andre lejre; om hvilke enorme svigt de gjorde sig skyldige i overfor de krigsfanger, som de egentligt skulle tage sig af, og hvordan de stort set kun efterkom forespørgsler om forsvundne ariere efter at de havde fået overdraget et kæmpe arkivmateriale fra de tyske kz-lejre. Årsagerne, mener instruktøren Christine Rütten, var hensynet til økonomien og neutraliteten.
Mr. N lagde lår til Miss N. Hun er dansker og han er asylansøger. Det var et syn Søren Espersen, Martin Henriksen og de andre adonisser på Borgen nok ikke ville have billiget. Men de var ikke tilstede. Jeg tror også godt at jeg kan garantere for at selskabet ikke var deres primære målgruppe. Udover at langt over halvdelen ingen stemmeret har, selv om mange har boet i Danmark længere end det kræver for en indvandrer at få dansk statsborgerskab. Nå, men det var præcis disse ting vi ikke talte særligt meget om her. Trampolinhuset er et sted hvor man samler sig om fælles projekter og her har hver mand sin stemme.
På søndag (10. maj 2009) har Trampolinhuset - i forbindelse med festivallen Undoing the City - en åben scene på St. Hans Torv kl. 12 og videre i Kgs. Have.
Vi skulle også tale om det permanente Trampolinhus. En gruppe havde været ude og se på tre forskellige steder. To ved Enghave Station og et på Amagerbrogade. Hvor vigtigt var det at være sammen med andre kulturelle aktiviteter? Var det en trussel mod den stemning som Trampolinhuset har opbygget? Det var et af emnerne i den diskussion, og det var interessant at høre en asylansøger tale imod for stor åbenhed. Det fremstod som en trussel for husets aktiviteter at ligge et sted hvor der i forvejen var for mange andre projekter. Nu har vi dette, så skal vi værne om det, syntes han at sige.
Så talte jeg med Mr. Z om Nizar Qabbani (1923-1998), en af det 20. århundredes største digtere i Syrien, som han selv havde mødt som dreng i Beirut hvor han boede. Mens N og N sad bag mig og kyssede hinanden, begyndte Z at synge en af hans sange. Jeg smilede og han sagde: "He loved too much women".
Abonner på:
Opslag (Atom)