Tre former for sprogløshed
Om ligheder mellem fascisme og antifascisme
Der er et frigørelsesprojekt der "først og fremmest [er] individuelt, men det får selvfølgelig først politiske følger, når det optræder i en solidarisk, fælles sammenhæng. Frigørelsen kan kun realiseres ved en nøjere analyse af forholdet mellem tanke og handling. Dette forhold må være dialektisk: Når man erkender forholdene, kan man forandre dem. Men det omvendte gælder også: Ved at forandre samfundet gennem handling, forstår man det først ret" (107).
Der er studenter, "der gør krav på at forene retten til at demonstrere, og altså handle, med viljen til at reflektere politisk og dermed ophæve den påbudte politiske konsensus og bane vejen for 'alles herredømmefri dialog med alle andre'" (107).
Kun ved at være opmærksom på sammenhængen mellem gerning og erkendelse kan man adskillelsen mellem person og sag overvindes. Hende der siger disse ting havde nemlig store problemer med tale uden handling. "Tale uden handling er uretfærdigt" (118), siger hun.
Det er Gudrun Ensslin der taler - på baggrund af en bog som Peter Brückner skrev: Die Transformation der Demokratie (1968), der også indeholder en politisk psykologi. Det er oplysninger jeg har fra Peter Wivels bog om Baader Meinhof - 30 år med tysk terror (2008).
Det er påfaldende så mange ligheder der er mellem fascismen og antifascismen. Rote Armee Fraktion udviklede sig efterhånden til at blive en stærk autoritær organisation, der ikke skyede nogen midler i kampen mod fjenden, den indre såvel som den ydre: At dræbe de ydre fjender korporligt og de indre fjender sjæleligt ved ikke at tillade kritik, refleksion eller følelser. Peter Schneider, der udgav sin brevveksling med RAF-medlemmet Peter Jürgen Boock i 1985, taler om den sprogløshed, der herskede i RAF-miljøet: "Hvis et individ engang har accepteret den ideologiske enighed i gruppen, så mister han med forfærdende hast evnen til selvstændig tale- og tankevirksomhed og til sidst evnen til selv at opfatte tingene" (247).
Denne sprogløshed har mindst tre synapser den er forbundet med: postnazismens tavshed, den talende tavshed og den almindelige tavshed.
1. Den postnazistiske sprogløshed
Karl-Heinz Dellwo fortæller at han var vokset op i en harmonisk familie, der fornægtede og fortrængte alle erindringer fra før 1945. Som barn mærker man spændingen mellem et problem, der automatisk arbejder på at komme op til overfladen, og de kræfter der prøver at holde det nede. Birgit Hogefeld har en lignede beskrivelse: "Som børn kendte vi til begge dele, til arbejdslejren, til gassen og ovnene, hvori ligene blev brændt. Men der blev aldrig talt med os om det, vi kendte kun til det fra brokker af de voksnes samtaler, som vi opsnappede i ubevogtede øjeblikke. Hvis de voksne bemærkede, at der var børn til stede, blev den slags samtaler, der altid førtes hviskende, afbrudt med det samme" (244).
Terroristerne står i hele deres håbløse kamp overfor et forhæng som gemmer på uhyrlige optrin, som de ikke kan viden om. De kæmper med næb og klør og kalashnikov'er for at få dette forhæng flået til side så alle kan se hvad der gemmer sig bag det. Bag demokratiets forhæng gemmer der sig en kapitalistisk og imperialistisk undertrykkelsesmaskine. Bag pluralismens forhæng gemmer der sig et totalitært konsensussystem. Bag forfatningens forhæng gemmer der sig et forfatningsdiktatur. Bag arbejderklassens bevidstløse konsum og købeliderlighed gemmer der sig et virkeligt behov for at gøre op med de undertrykkende markedsmekanismer.
De ville kaste bomber ind i arbejderklassens søvngængertilværelse og kom til at vække en antipati, der måske gjorde den endnu mere søvnig og fremmed for sig selv. Selv hvis Ulrikke Meinhof havde ret i sine samfundsanalyser, fik hun cementeret arbejderklassens fortræning og bragt den pejling ud af kurs som ellers skulle finde vej ud af den frivillige selvundertrykkelse.
Det er et tilbagevendende problem for enhver intellektuel og indsigtsfuld person at de grupper på hvis vegne man taler ikke vil lytte. Som f.eks. - i en lidt anden boldgade - hvis den danske borger af Nationalbanken, OECD, Europakommissionen samt de danske økonomiske vismænd får at vide at regeringens konvergensprogram ikke hænger sammen, men ikke lader sig røre af det og stadig mener at de borgerlige er de bedste til at styre økonomien, så er der en kommunikationsbrist mellem fagmanden og borgeren. Forskellene mellem RAF og denne danske parallel er selvfølgelig mange: ligheden er at den almindelige borger ikke altid vil det bedste for sig selv. Af både gode og dårlige grunde.
2. Den talende tavshed
Det skyldes blandt andet også sprogløshed. Alle de ord som Ulrikke Meinhof og andre RAF-tilhængere bragte på papir og slyngede ud i æteren har også dækket over et sort hul som ingen kunne oplyse. Det er i dette sorte, tavse sprogløse hul at den almindelige tyske borger og Ulrikke Meinhof sidder skulder ved skulder som brødre og søstre.
På den ene side kredser Meinhof om et sort hul i bevidstheden, der ikke engang kan beskrives med spørgsmålet 'Hvordan kunne det ske?', samtidig med at hun bevæger sig længere og længere væk fra det. Det vil sige efterlader sine omgivelser med flere spørgsmål end svar, med større smerte end hun har lindret og med mindre erkendelse end hun startede med.
På den anden side hjemsøges den almindelige tyske borger af det kompleks som han ikke tør at bore næsen ind i. Det er på engang for smertefuldt afskyvækkende og for utilladeligt attraktivt. Derfor sad han også og mærkede en stille og hemmelig fryd foran skærmen.
3. Den almindelige tavshed
Ingen kan sige sig fri for voldens fascination. Det vidner både Hollywood og bogmarkedet om. Se bøgerne om Blekingegadebanden. Her er der mange gode danske borgere der har tjent formuer på dødelig kriminalitet, og mange hundrede tusinde læsere og seere er blevet godt og gysende underholdt.
Den tyske - og europæiske - borger kunne ikke sige sig fri for en uhyggelig nydelse midt i al den rimelige fordømmelse af de nederdrægtige forbrydelser der foregik fra slutningen af tredserne til 27. juni 1993, hvor det sidste dræbende skud i Rote Armee Fraktions blodige historie faldt, eller 1992, hvor RAF deklarerede at de ikke længere ville begå politiske mord.
Dengang som nu har terroren udkæmpet sig i medierne. Det ligger i terrorens væsen der sigter mod en omstyrtelse af samfundet. Der findes ingen radikal ændring af samfundet udenom medierne. Hvad der vel allerede fra starten er et halvt nederlag eftersom medierne er en del af det - kapitalistiske - system man vil ændre på. Baader Meinhofs forhold til medievirkeligheden eller skuespilsamfundet bliver ikke behandlet hos Peter Wivel, men er en vigtig del af det paradoksale og selvmodsigende, men også uomgængelige og fastlåste metode som terroristerne benytter sig af. Hammeren og seglet i Baader Meinhofs røde fane er i virkeligheden TV'et og avisen, hvis kapitalistiske styring og impuls forstærker udbredelsen af Rote Armees budskaber. Sådan som alle medier indgår en uhellig alliance med terroristerne ved i oplysningens navn at fotografere og beskrive mordene for borgerne med den virkning som også i terroristernes interesse.
Det er ikke Peter Wivels udlægning, men en lignende analyse findes både hos en RAF-terrorist som Hans-Joachim Klein og en filosof som Baudrillard, som Peter Wivel fortæller om. Da den tyske statsadvokat Siegried Buback sammen med sin chaufør og kollega brutalt bliver myrdet i sin Mercedes d.7. april 1977 siger Klein, der på tidspunkt lever under jorden, at dette mord ikke vil ramme dem, der har ombragt Buback, men dem, der ikke har gjort det og heller ikke vil have noget med det at gøre. Venstrefløjen svarer igen med en tekst der sigter mod medierne. Er medierne ikke lige så meget en del af problemet som af løsningen. Denne debat kører i flere år - desværre vier Peter Wivel ikke megen plads til den - men citerer Baudrillard, der efter angrebet på World Trade Center siger: "... det var dem, der gjorde det, men vi har villet det" (200).
Men det er selvfølgelig ikke et ønske der er eksplicit formuleret eftersom det er moralsk forkasteligt. Det er med andre ord et sprogløst ønske at se forbrydelser. Det ligger i det mediemæssige underholdnings- og nyhedssystem som demokratiets frie marked - nødvendigvis? - har opbygget.
Det er tankevækkende og et spørgsmål om i hvor høj grad blikket selv fremalder de forbrydelser, som moralen forarges over at se?
- - - - -
Peter Wivel: Baader Meinhof. 30 år med tysk terror. Politikens Forlag, 2007.
fredag, marts 26, 2010
onsdag, marts 17, 2010
Om handling og arbejde - og fluen i flasken
Når man vågner om morgenen, har man en impuls til at gå i gang med noget. Nogle gange begynder man på dagens opgaver før man har fået tøj på. Andre gange før man har fået morgenmad. Pligterne og gøremålene står i kø for at blive gjort, og fluebenene står og tripper for at blive sat. Man må gøre det mens man husker det. Have rent bord. Man må gøre noget.
Min arbejdskammerat og ven sagde for lang tid siden: Det gælder om at holde denne morgenimpuls tilbage. Handlingerne må komme når de skal. Det er hovedet der dirigerer en krop, som ikke har noget at skulle have sagt. Men det er kun fornuftigt at lade sin dovne og tunge krop diktere hastigheden i dagens gøremål. At lade den komme langsomt i gang. Det er i sidste ende meget mere effektivt. Hellere stå tidligere op og starte langsomt end at snue og pludselig have travlt. Dette har altid forekommet dumt. En dårlig byttehandel.
Enhver har en impuls til at handle. Selv syndefaldsberetningen handler om det - men tvetydigt. Det er en handling at spise af kundskabens træ - langt mere en handling end at spise af livets træ. Dyr handler ikke, som wikipediaartiklen om handling skriver, de gør bare hvad deres instinkter dikterer. At spise af kundskabens træ er måske den ypperste handling. Men arbejde? Det bliver ikke rigtigt betragtet som arbejde, at spise af kundskabens træ. Det gør imidlertid den virksomhed, der foregår udenfor paradiset. Og det er vel nok også en defintion af arbejde. Hvis vi holder os til 1. Mosebog. Arbejdet er noget man gør i sit ansigts sved. Handling er noget man gør fordi man ikke kan lade være.
Slavoj Zizek siger til sidst i sin bog om vold at det største problem i dag ikke er passivitet, men pseudoaktivitet: "... the urge to be 'active', to 'participate', to mask the nothingness of what goes on" (Violence, Prophile Books LTD, 2008, s. 183). Mennesker intervenerer hele tiden. De gør hele tiden noget. Akademikere deltager i meningsløse debatter.
Villy Søvndal opfordrede også på et tidspunkt så mange som muligt til at skrive læserbreve. Er det handling? Rykker det?
"The truly difficult thing is to step back, to withdraw. Those in power often prefer even a 'critical' participation, a dialogue, to silence - just to engage us in 'dialogue', to make sure our ominous passivity is broken" (ibid. s. 183).
I Haruki Murakamis Trækopfuglens krønike skriver hovedpersonens svoger, der er blevet berømt politiker at det japanske folk må udnytte kommunismens sammenbrud, men at de må vide hvorhen de går. Svigeren "... vil have, at vi overvejer, hvilket ideologisk grundlag vi i Japan har tilvejebragt efter 2. verdenskrig, så vi kan sikre den størst mulige effektivitet". Og han fortsætter: "Men effektivitet dur kun, hvis man ved, hvor man vil hen. Hvis man mister målet af syne, forvandles effektiviteten på et øjeblik til magtesløshed. Det er som at forlise midt ude på havet sammen med et hold af de allerstærkeste og dygtigste roere uden at vide, hvilken retning man skal sejle i. Det er håbløst." (s. 512).
Nogle kriterier for nyttige handlinger
Med andre
Mange handlinger summer som tusinde fluer i flasken. Nej, faktisk som tusinde fluer i tusinde flasker. For er det ikke ét af kriterierne på en handling, der faktisk rykker: At den ikke er kun er til glæde for en selv? At det ikke kun er én selv der handler? At skrive en bog for sin egen skyld har ikke megen zweck. At sætte en dims i produktion for kun at tjene penge, men ikke fordi dimsen er god for andre og tjener et højere formål, er vel også et dubiøst foretagende. Selv at meditere for sin egen skyld er en summen i flasken.
Men at lave noget med andre er ikke i sig selv bevis på at en handling er nyttig.
For sin egen skyld
Paradoksalt kan det lyde, men parallelt med det unyttige i at gøre noget kun for sin egen skyld, hører det til det nyttige at gøre noget for dets egen skyld. Altså arbejde for arbejdets egen skyld. Helt igennem at arbejde med noget for at opnå noget er i sig selv fremmedgørende. Det er forskellen på handlingen i paradiset og arbejdet udenfor.
Det er en stor teologisk diskussion om hvor meget mennesket bringer med sig ud af paradiset, men vi kan vel godt konstatere at Claus Hjort Frederiksen og den nuværende regering ikke mener at vi bringer særligt meget med os fra paradiset. Sådan som deres arbejdsbegreb er. Her levnes der ikke megen plads til lysten til arbejde - ja, for slet ikke at nævne: lysten til at indgå i de omgivelser man nu engang er placeret i. Regeringens politik og den deraf temmeligt udbredte holdning - at arbejdet gør man af sur pligt og arbejdet er noget man helst vil være foruden, men det er nu engang nødvendigt, så derfor må vi tvinge dem, der ikke har eller gør arbejde, til at arbejde, og de der kommer til landet skal også bevise at de indgår i det danske foreningsliv, om det er af lyst eller af pligt er lige meget, - denne holdning har ikke nogen ophøjede tanker om arbejdet for arbejdets egen skyld.
Hvis det er et kriterie for nyttig handling, og hvis det er rigtigt at ovennævnte holdning er dominerende, bliver denne nyttige handling nødvendigvis oppositionel.
Negativt defineret
Mange handlinger er modhandlinger. Oprør, modstand, kritik, vold, nedrivning og destruktion.Zizek har en sjov bemærkning om at Kinas kulturrevolution, der endegyldigt skulle gøre Kina fri af fortiden, var den egentlige forberedelse til den hektisk dynamiske kapitalisme, som vi ser i dag: "There is a kind of poetical justice in the fact that the final result af Mao's Cultural Revolution is the current unmatched explosion of capitalist dynamics in China" (ibid. s. 176).
Det man radikalt gør oprør mod, rammer én som en boomerang.
Det er ikke kun sådan at en nedbrydning af det foregående skaber en negativ afhængighed, men en sådan handling skaber noget nær det modsatte af hvad den oprindeligt har villet. Dét er midtens problem - og dét er midten løsningen på.
I balance
En nyttig handling, en handling, der ikke kredser om sig selv, der ikke er sin egen handlingsimpuls' vold, kræver også at udgå fra et balanceret sind. Enhver ekstrem position kommer til at kæmpe mod sine egne skygger - og det er nemlig kun skygger fordi den ekstreme position er afhængig af en modpol for at kunne definere sig selv. Zizek trækker Taxi Driver frem. Den berømte scene hvor Travis Bickle (Robert de Niro) står foran spejlet og siger: "You're talking to me?". Ifølge Lacan - igen ifølge Zizek - er aggressionen i 'spejl-stadiet' rettet mod en selv. Travis er selv en del af det snavs, som hans mål er at udrydde.
Den frigørende handling må have rod i én selv og må være til nytte for andre. Og - var jeg lige ved at sige: '...for én selv'. Men nej. Den adskillelse findes ikke når der er tale om en frigørende handling. I den frigørende handling er der ikke forskel på jeg og du, dér er hver enkelt individ sig selv i et vi. Jeg'et er i vi'et - og vi'et er i jeg'et. Den handling der virker overvinder også skellet mellem én selv og de andre.
Derfor er de handlinger som Jesus gør i en vis forstand paradigmet på en nyttig handling, for her sker der to ting på engang: Det er nemlig ikke kun sådan at han hjælper andre, som derefter bliver ham tak skyldig. Denne skyld gør han på engang til intet og tusinde gange stærkere. Denne slags skyld binder en person til en anden. Det er i bund og grund ikke ham, der helbreder for han siger: "din tro har frelst dig", men han øger samtidig en skyldsbevidsthed hos den helbredte - på den måde man ser i Les Miserables, hvor Jean Valjeans egen bevidsthed om skylden ved at have stjålet en mønt fra en dreng pludselig bliver langt større end hans faktiske forbrydelse. Denne bevidsthed kommer efter han har stjålet nogle sølvlysestager, men da han bliver fanget, siger biskoppen, som han har stjålet dem fra, at det var en gave. Men, siger biskoppen, det var en gave for at Jean Valjean skulle gøre en ærlig mand af sig selv.
Skyldbevidstheden gør ham fri - meget bastant udtrykt hos Victor Hugo ved at han også er en fri mand i samfundsmæssig betydning, hvilket ikke behøver at følges ad.
For han møder modstand på samme måde som Mysjkin hos Dostojevskij. Den nyttige handling bliver også i dag opfattet som modstand, selv om det den ikke kan kendes på at modstand. Hverken på den modstand den gør eller den modstand den vækker.
Når man vågner om morgenen, har man en impuls til at gå i gang med noget. Nogle gange begynder man på dagens opgaver før man har fået tøj på. Andre gange før man har fået morgenmad. Pligterne og gøremålene står i kø for at blive gjort, og fluebenene står og tripper for at blive sat. Man må gøre det mens man husker det. Have rent bord. Man må gøre noget.
Min arbejdskammerat og ven sagde for lang tid siden: Det gælder om at holde denne morgenimpuls tilbage. Handlingerne må komme når de skal. Det er hovedet der dirigerer en krop, som ikke har noget at skulle have sagt. Men det er kun fornuftigt at lade sin dovne og tunge krop diktere hastigheden i dagens gøremål. At lade den komme langsomt i gang. Det er i sidste ende meget mere effektivt. Hellere stå tidligere op og starte langsomt end at snue og pludselig have travlt. Dette har altid forekommet dumt. En dårlig byttehandel.
Enhver har en impuls til at handle. Selv syndefaldsberetningen handler om det - men tvetydigt. Det er en handling at spise af kundskabens træ - langt mere en handling end at spise af livets træ. Dyr handler ikke, som wikipediaartiklen om handling skriver, de gør bare hvad deres instinkter dikterer. At spise af kundskabens træ er måske den ypperste handling. Men arbejde? Det bliver ikke rigtigt betragtet som arbejde, at spise af kundskabens træ. Det gør imidlertid den virksomhed, der foregår udenfor paradiset. Og det er vel nok også en defintion af arbejde. Hvis vi holder os til 1. Mosebog. Arbejdet er noget man gør i sit ansigts sved. Handling er noget man gør fordi man ikke kan lade være.
Slavoj Zizek siger til sidst i sin bog om vold at det største problem i dag ikke er passivitet, men pseudoaktivitet: "... the urge to be 'active', to 'participate', to mask the nothingness of what goes on" (Violence, Prophile Books LTD, 2008, s. 183). Mennesker intervenerer hele tiden. De gør hele tiden noget. Akademikere deltager i meningsløse debatter.
Villy Søvndal opfordrede også på et tidspunkt så mange som muligt til at skrive læserbreve. Er det handling? Rykker det?
"The truly difficult thing is to step back, to withdraw. Those in power often prefer even a 'critical' participation, a dialogue, to silence - just to engage us in 'dialogue', to make sure our ominous passivity is broken" (ibid. s. 183).
I Haruki Murakamis Trækopfuglens krønike skriver hovedpersonens svoger, der er blevet berømt politiker at det japanske folk må udnytte kommunismens sammenbrud, men at de må vide hvorhen de går. Svigeren "... vil have, at vi overvejer, hvilket ideologisk grundlag vi i Japan har tilvejebragt efter 2. verdenskrig, så vi kan sikre den størst mulige effektivitet". Og han fortsætter: "Men effektivitet dur kun, hvis man ved, hvor man vil hen. Hvis man mister målet af syne, forvandles effektiviteten på et øjeblik til magtesløshed. Det er som at forlise midt ude på havet sammen med et hold af de allerstærkeste og dygtigste roere uden at vide, hvilken retning man skal sejle i. Det er håbløst." (s. 512).
Nogle kriterier for nyttige handlinger
Med andre
Mange handlinger summer som tusinde fluer i flasken. Nej, faktisk som tusinde fluer i tusinde flasker. For er det ikke ét af kriterierne på en handling, der faktisk rykker: At den ikke er kun er til glæde for en selv? At det ikke kun er én selv der handler? At skrive en bog for sin egen skyld har ikke megen zweck. At sætte en dims i produktion for kun at tjene penge, men ikke fordi dimsen er god for andre og tjener et højere formål, er vel også et dubiøst foretagende. Selv at meditere for sin egen skyld er en summen i flasken.
Men at lave noget med andre er ikke i sig selv bevis på at en handling er nyttig.
For sin egen skyld
Paradoksalt kan det lyde, men parallelt med det unyttige i at gøre noget kun for sin egen skyld, hører det til det nyttige at gøre noget for dets egen skyld. Altså arbejde for arbejdets egen skyld. Helt igennem at arbejde med noget for at opnå noget er i sig selv fremmedgørende. Det er forskellen på handlingen i paradiset og arbejdet udenfor.
Det er en stor teologisk diskussion om hvor meget mennesket bringer med sig ud af paradiset, men vi kan vel godt konstatere at Claus Hjort Frederiksen og den nuværende regering ikke mener at vi bringer særligt meget med os fra paradiset. Sådan som deres arbejdsbegreb er. Her levnes der ikke megen plads til lysten til arbejde - ja, for slet ikke at nævne: lysten til at indgå i de omgivelser man nu engang er placeret i. Regeringens politik og den deraf temmeligt udbredte holdning - at arbejdet gør man af sur pligt og arbejdet er noget man helst vil være foruden, men det er nu engang nødvendigt, så derfor må vi tvinge dem, der ikke har eller gør arbejde, til at arbejde, og de der kommer til landet skal også bevise at de indgår i det danske foreningsliv, om det er af lyst eller af pligt er lige meget, - denne holdning har ikke nogen ophøjede tanker om arbejdet for arbejdets egen skyld.
Hvis det er et kriterie for nyttig handling, og hvis det er rigtigt at ovennævnte holdning er dominerende, bliver denne nyttige handling nødvendigvis oppositionel.
Negativt defineret
Mange handlinger er modhandlinger. Oprør, modstand, kritik, vold, nedrivning og destruktion.Zizek har en sjov bemærkning om at Kinas kulturrevolution, der endegyldigt skulle gøre Kina fri af fortiden, var den egentlige forberedelse til den hektisk dynamiske kapitalisme, som vi ser i dag: "There is a kind of poetical justice in the fact that the final result af Mao's Cultural Revolution is the current unmatched explosion of capitalist dynamics in China" (ibid. s. 176).
Det man radikalt gør oprør mod, rammer én som en boomerang.
Det er ikke kun sådan at en nedbrydning af det foregående skaber en negativ afhængighed, men en sådan handling skaber noget nær det modsatte af hvad den oprindeligt har villet. Dét er midtens problem - og dét er midten løsningen på.
I balance
En nyttig handling, en handling, der ikke kredser om sig selv, der ikke er sin egen handlingsimpuls' vold, kræver også at udgå fra et balanceret sind. Enhver ekstrem position kommer til at kæmpe mod sine egne skygger - og det er nemlig kun skygger fordi den ekstreme position er afhængig af en modpol for at kunne definere sig selv. Zizek trækker Taxi Driver frem. Den berømte scene hvor Travis Bickle (Robert de Niro) står foran spejlet og siger: "You're talking to me?". Ifølge Lacan - igen ifølge Zizek - er aggressionen i 'spejl-stadiet' rettet mod en selv. Travis er selv en del af det snavs, som hans mål er at udrydde.
Den frigørende handling må have rod i én selv og må være til nytte for andre. Og - var jeg lige ved at sige: '...for én selv'. Men nej. Den adskillelse findes ikke når der er tale om en frigørende handling. I den frigørende handling er der ikke forskel på jeg og du, dér er hver enkelt individ sig selv i et vi. Jeg'et er i vi'et - og vi'et er i jeg'et. Den handling der virker overvinder også skellet mellem én selv og de andre.
Derfor er de handlinger som Jesus gør i en vis forstand paradigmet på en nyttig handling, for her sker der to ting på engang: Det er nemlig ikke kun sådan at han hjælper andre, som derefter bliver ham tak skyldig. Denne skyld gør han på engang til intet og tusinde gange stærkere. Denne slags skyld binder en person til en anden. Det er i bund og grund ikke ham, der helbreder for han siger: "din tro har frelst dig", men han øger samtidig en skyldsbevidsthed hos den helbredte - på den måde man ser i Les Miserables, hvor Jean Valjeans egen bevidsthed om skylden ved at have stjålet en mønt fra en dreng pludselig bliver langt større end hans faktiske forbrydelse. Denne bevidsthed kommer efter han har stjålet nogle sølvlysestager, men da han bliver fanget, siger biskoppen, som han har stjålet dem fra, at det var en gave. Men, siger biskoppen, det var en gave for at Jean Valjean skulle gøre en ærlig mand af sig selv.
Skyldbevidstheden gør ham fri - meget bastant udtrykt hos Victor Hugo ved at han også er en fri mand i samfundsmæssig betydning, hvilket ikke behøver at følges ad.
For han møder modstand på samme måde som Mysjkin hos Dostojevskij. Den nyttige handling bliver også i dag opfattet som modstand, selv om det den ikke kan kendes på at modstand. Hverken på den modstand den gør eller den modstand den vækker.
fredag, marts 12, 2010
Petra Kelly - et eksempel på midtens radikalitet
Petra Kelly er påfaldende lidt kendt. Hun var en international og karismatisk skikkelse i borgerretsbevægelsen, i fredsbevægelssen, som dog fyldte godt i landskabet i halvfjerdserne, og hun var medstifter til De Grønne. Og så endte hun sine dage på en mystisk og aldrig helt opklaret måde. Peter Wivel har skrevet en interessant bog om denne skikkelse, som jeg kan anbefale for både den dramatiske og politiske.
Han siger det ikke direkte, men vi har her en politiker, der kanaliserer hvad Villy Sørensen har kaldt den radikale midte.
Villy Sørensen skriver i sin inspirerende og kongeniale bog Demokratiet og kunsten (1989) at den skabende midte ikke fornægter 'værdikernen' i ellers modsatrettede anskuelser: "Liberalisme og socialisme er som ideologier uforenelige, men deres værdikerner: individuel frihed og social retfærdighed, er det ikke" (60). Der er i denne betragtning ikke kun en opskrift på fred, men også en anvisning på hvor de virkelige kampe gerne skulle foregå. Det er en indkredsning hvad et grundlag for samfundsbygning kan være.
Det var også på det niveau Petra Kelly arbejdede, men fordi hun har navigeret den praktisk-politiske verden blev det formuleret som: At undvige at blive rost af de forkerte. Petra Kelly skulle sejle igennem anti-fascismens og anti-kommunismens smalle stræde. Hvad der et langt stykke af vejen lykkedes for hende: "... uden bistand fra mennesker som Petra Kelly var omvæltningen i efteråret 1989 måske ikke sket, eller den var kommet senere - 'i alt fald på en anden måde - måske var det også blevet et blodigere efter'" (citerer Peter Wivel Gert Poppe for at have sagt om Kelly)(179).
Petra Kelly er aktuel på flere måder. Hun holdt balancen i en polariseret tid, hun hverken omfavnede det magtspil på højeste plan, som hun ellers var så tæt på, eller støttede den voldelige terrorbekæmpelse af det. Hun holdt sin position igennem hele sit liv - i modsætning til en figur som Joshka Fisher.
Joshka Fisher er en meget mere ambivalent figur, som Peter Wivel renser for beskyldninger: "Fisher sled sig frem til grundholdninger, der i første række blev til i et opgør med den voldskultur, han selv var en aktiv del af, og i anden række til en konfrontation med undertrykkelsen af borgerrettighederne i den kommunistiske verden" (97). Han var i starten af halvfjerdserne en del af den franske spontanitetsaktivisme, "men i kernen var hans revolution en personlig omvæltning, der gav ham mod til at udtrykke sig - i sidste ende præcis det mod, det kræver at sige fra over for sine egne" (98).
Kelly oplevede ikke i samme forstand en personlig omvæltning. Hun stod fra sine helt tidlige ungdomsår fast på et borgerrettighedsgrundlag og var imod vold igennem hele sit liv.
Petra Kelly blev stærkt påvirket af Martin Luther Kings ikke-voldspolitik og bedrev hvad man kan kalde en sjælsstærk politik. Hvad et citat som dette af Martin Luther King peger på: "Den sorte mand vendte ryggen til magtanvendelse, ikke bare fordi han vidste, at han ikke kunne vinde sin frihed ved fysisk magt, men også fordi han troede på, at han ved brug af fysisk magt kunne miste sin sjæl" (66). Hun sagde i en tv-udsendelse i 1982, at borgerretsbevægelsens tillid til den ikke-voldelige vej var en større kamp end nogen valgkamp. Styrken i denne kamp kaldte Martin Luther King for 'sjælsstyrke' i modsætning til den fysiske styrke.
Den fredsbevægelse som hun mere end nogen satte præg på i Tyskland - og vel i hele Europa - har ikke samme bevågenhed i dag som dengang. Uagtet at atomtruslen er større i dag end dengang. Den er for stor til at blive omtalt. Men det er i forhold til den at grundholdningerne må dannes, og det kræver en refleksion for ikke at at rode sig ud i selvmodsigelser og katastrofer. To ting der udmærket kan hænge sammen. Hvis man er meget opsat på at handle, ligger fristelsen snublende nær til ikke at tænke for meget eftersom refleksion udskyder handlingen. Da Fischer besøgte Frankurts berømte universitet med Adorno og Habermas, hørte han også på Oskar Negt af hvem han siden skulle lære den vigtige forskel på teori og praksis: "at det ikke kan være teoriens første opgave at omsætte sig selv i gerning. Teori er et forsøg på at orientere sig. Den må, mener Negt, holde afstand til praksis, hvis den vil redde sin kritiske funktion, for slet ikke at tale om sin sandhedsværdi" (99).
Det er også noget man kunne lære af i dag. Der er mindst lige så mange grunde til at udvikle radikale ideer og handle voldsomt som dengang, men uden refleksionen mister man ikke kun sandhedsværdien, men også - som Martin Luther King siger - sig selv.
Petra Kelly er også et eksempel på at man kan være radikal uden at være ekstrem. Villy Sørensen citerer i ovennævnte bog Hermann Broch: "Mennesket står, behersket af sin dobbelte stræben efter frihed og sikkerhed, mellem to anarkier, mellem det individuelle og det institutionelle, og når det lykkes det - ganske vist kun i reglen i kort tid - at holde dem i balance, opstår et stykke rolig jordisk lykke for det: det er den psykologiske grundlov i alt politisk liv (...) Over for de to anarkistiske ekstremers radikalitet glemmer demokratiet - og det er dets svaghed - kun altfor tit at også det har en radikalitet at repræsentere, midtens radikalitet" (85).
Petra Kelly kan godt ses som en repræsentant i det praktiske politiske liv for den radikale midte som befandt sig side om side med folk som Ulrike Meinhof - og én som Karl-Heinz Delwo. Han udtalte i dokumentarfilmen Stockholm 75 (2003) af svenskeren David Aronowitsch, (som DR2 sendte mandag d. 22.2.2010) at han voksede op i et miljø hvor alt på overfladen så pænt ud, men som alle følte ikke var det. Alle spørgsmål om den umiddelbare fortid blev fortiet.
Man behøver ikke en grad i psykologi for at forstå den desperation man som ungt tænkende menneske kan mærke når ens rimelige spørgsmål ikke bliver besvaret. Så bliver man arrig at man kunne sprænge bomber. Sådan som flere gjorde. Endnu flere lod som ingenting og gjorde intet. Men endnu færre gjorde som Petra Kelly: holdt sig i midten - uden at miste sin sjælsstyrke og radikalitet.
- - - - - -
Peter Wivel: Drabet på Petra Kelly - en historie om Murens fald. Politikens Forlag 2009.
(PS. Den er dedikeret til Svend. Er det mon Svend Auken?).
Petra Kelly er påfaldende lidt kendt. Hun var en international og karismatisk skikkelse i borgerretsbevægelsen, i fredsbevægelssen, som dog fyldte godt i landskabet i halvfjerdserne, og hun var medstifter til De Grønne. Og så endte hun sine dage på en mystisk og aldrig helt opklaret måde. Peter Wivel har skrevet en interessant bog om denne skikkelse, som jeg kan anbefale for både den dramatiske og politiske.
Han siger det ikke direkte, men vi har her en politiker, der kanaliserer hvad Villy Sørensen har kaldt den radikale midte.
Villy Sørensen skriver i sin inspirerende og kongeniale bog Demokratiet og kunsten (1989) at den skabende midte ikke fornægter 'værdikernen' i ellers modsatrettede anskuelser: "Liberalisme og socialisme er som ideologier uforenelige, men deres værdikerner: individuel frihed og social retfærdighed, er det ikke" (60). Der er i denne betragtning ikke kun en opskrift på fred, men også en anvisning på hvor de virkelige kampe gerne skulle foregå. Det er en indkredsning hvad et grundlag for samfundsbygning kan være.
Det var også på det niveau Petra Kelly arbejdede, men fordi hun har navigeret den praktisk-politiske verden blev det formuleret som: At undvige at blive rost af de forkerte. Petra Kelly skulle sejle igennem anti-fascismens og anti-kommunismens smalle stræde. Hvad der et langt stykke af vejen lykkedes for hende: "... uden bistand fra mennesker som Petra Kelly var omvæltningen i efteråret 1989 måske ikke sket, eller den var kommet senere - 'i alt fald på en anden måde - måske var det også blevet et blodigere efter'" (citerer Peter Wivel Gert Poppe for at have sagt om Kelly)(179).
Petra Kelly er aktuel på flere måder. Hun holdt balancen i en polariseret tid, hun hverken omfavnede det magtspil på højeste plan, som hun ellers var så tæt på, eller støttede den voldelige terrorbekæmpelse af det. Hun holdt sin position igennem hele sit liv - i modsætning til en figur som Joshka Fisher.
Joshka Fisher er en meget mere ambivalent figur, som Peter Wivel renser for beskyldninger: "Fisher sled sig frem til grundholdninger, der i første række blev til i et opgør med den voldskultur, han selv var en aktiv del af, og i anden række til en konfrontation med undertrykkelsen af borgerrettighederne i den kommunistiske verden" (97). Han var i starten af halvfjerdserne en del af den franske spontanitetsaktivisme, "men i kernen var hans revolution en personlig omvæltning, der gav ham mod til at udtrykke sig - i sidste ende præcis det mod, det kræver at sige fra over for sine egne" (98).
Kelly oplevede ikke i samme forstand en personlig omvæltning. Hun stod fra sine helt tidlige ungdomsår fast på et borgerrettighedsgrundlag og var imod vold igennem hele sit liv.
Petra Kelly blev stærkt påvirket af Martin Luther Kings ikke-voldspolitik og bedrev hvad man kan kalde en sjælsstærk politik. Hvad et citat som dette af Martin Luther King peger på: "Den sorte mand vendte ryggen til magtanvendelse, ikke bare fordi han vidste, at han ikke kunne vinde sin frihed ved fysisk magt, men også fordi han troede på, at han ved brug af fysisk magt kunne miste sin sjæl" (66). Hun sagde i en tv-udsendelse i 1982, at borgerretsbevægelsens tillid til den ikke-voldelige vej var en større kamp end nogen valgkamp. Styrken i denne kamp kaldte Martin Luther King for 'sjælsstyrke' i modsætning til den fysiske styrke.
Den fredsbevægelse som hun mere end nogen satte præg på i Tyskland - og vel i hele Europa - har ikke samme bevågenhed i dag som dengang. Uagtet at atomtruslen er større i dag end dengang. Den er for stor til at blive omtalt. Men det er i forhold til den at grundholdningerne må dannes, og det kræver en refleksion for ikke at at rode sig ud i selvmodsigelser og katastrofer. To ting der udmærket kan hænge sammen. Hvis man er meget opsat på at handle, ligger fristelsen snublende nær til ikke at tænke for meget eftersom refleksion udskyder handlingen. Da Fischer besøgte Frankurts berømte universitet med Adorno og Habermas, hørte han også på Oskar Negt af hvem han siden skulle lære den vigtige forskel på teori og praksis: "at det ikke kan være teoriens første opgave at omsætte sig selv i gerning. Teori er et forsøg på at orientere sig. Den må, mener Negt, holde afstand til praksis, hvis den vil redde sin kritiske funktion, for slet ikke at tale om sin sandhedsværdi" (99).
Det er også noget man kunne lære af i dag. Der er mindst lige så mange grunde til at udvikle radikale ideer og handle voldsomt som dengang, men uden refleksionen mister man ikke kun sandhedsværdien, men også - som Martin Luther King siger - sig selv.
Petra Kelly er også et eksempel på at man kan være radikal uden at være ekstrem. Villy Sørensen citerer i ovennævnte bog Hermann Broch: "Mennesket står, behersket af sin dobbelte stræben efter frihed og sikkerhed, mellem to anarkier, mellem det individuelle og det institutionelle, og når det lykkes det - ganske vist kun i reglen i kort tid - at holde dem i balance, opstår et stykke rolig jordisk lykke for det: det er den psykologiske grundlov i alt politisk liv (...) Over for de to anarkistiske ekstremers radikalitet glemmer demokratiet - og det er dets svaghed - kun altfor tit at også det har en radikalitet at repræsentere, midtens radikalitet" (85).
Petra Kelly kan godt ses som en repræsentant i det praktiske politiske liv for den radikale midte som befandt sig side om side med folk som Ulrike Meinhof - og én som Karl-Heinz Delwo. Han udtalte i dokumentarfilmen Stockholm 75 (2003) af svenskeren David Aronowitsch, (som DR2 sendte mandag d. 22.2.2010) at han voksede op i et miljø hvor alt på overfladen så pænt ud, men som alle følte ikke var det. Alle spørgsmål om den umiddelbare fortid blev fortiet.
Man behøver ikke en grad i psykologi for at forstå den desperation man som ungt tænkende menneske kan mærke når ens rimelige spørgsmål ikke bliver besvaret. Så bliver man arrig at man kunne sprænge bomber. Sådan som flere gjorde. Endnu flere lod som ingenting og gjorde intet. Men endnu færre gjorde som Petra Kelly: holdt sig i midten - uden at miste sin sjælsstyrke og radikalitet.
- - - - - -
Peter Wivel: Drabet på Petra Kelly - en historie om Murens fald. Politikens Forlag 2009.
(PS. Den er dedikeret til Svend. Er det mon Svend Auken?).
Abonner på:
Opslag (Atom)