Lidt om antiamerikansimen
Eja kommer hjem fra skole, og så er det at man ikke skal spørge om hvad hun har lavet i dag. Jeg hører mig selv spørge:
- Hvad har du lavet i dag?
Jeg får det svar jeg havde ventet. Intet svar.
Sådan har jeg det selv. Jeg kan selv være som en tiårig der ikke kan gøre rede for hvad jeg lavede for en dag siden, for fem timer siden, for fem minutter siden. Spørgsmålet kommer, og jeg leder og tøver og spytter i suppen. Kan pludselig intet huske. Enten er det fordi jeg er gudsjammerlig barnlig eller er det fordi jeg gudsjammerlig gammel og lider af tiltagende demens. Eller også er det fordi spørgsmålet ikke interesserer mig. Men det gør det jo.
Jeg er jo mere end nogen interesseret i at trække et lang slimet spor efter mig, der til sidst hænger om mine ankler som tunge kæder. Det er det jeg stræber efter. At historien skal stå frem som lysende plovfurer, der glimter af alle de perlende sveddråber jeg har lagt i dem som var det spirende frøkorn. At det vand jeg har kløvet aldrig vil samle sig igen, så man kan se hvor jeg har været.
Er det historisk bevidsthed? Er de spor der tegner sig i vores hukommelse samtidig spor fra vores fødders gang over jorden? Er trangen til at huske en trang til at blive husket?
Jeg kommer - og er i en årrække kommet - hos en af de bredest og dybest funderede intellektuelle i dette land. I går landede vi kun få minutter efter jeg var trådt indenfor døren i emnet: antiamerikansimen. Han var nemlig blevet beskyldt for at være antiamerikansk. Det ville han nødigt være – så entydigt i hvert fald. Men han kan ikke lade være med at lægge mærke til dobbeltmoralen i at ville fortælle hele verden hvordan de skal behandle mennesker og så samtidig behandle sine egne så umenneskeligt, i Guantanomo og på dødsgangene i fængslerne. Men samtidig er han vild med Charles Ives, Wallace Stevens, Emerson og Nathaniel Hawthorne og ja, Bob Dylan, måtte jeg tilføje og Miles Davis. For slet ikke at sige hele jazzen.
Nicolai kom og gjorde og opmærksom på den latente kulturelle mindreværdsfølelse hos amerikanerne, en tanke han havde fra Mads Fuglede (cand. mag i historie og filosofi og underviser i bl.a. USA's historie), et mindreværd som franskmændene ikke har gjort en overvældende indsats for at glemme.
Noget af den tidligste franske arrogance overfor USA findes hos naturvidenskabsmanden Comte de Buffon (1707-1788), der lancerede teorien om at 'den nye verden' var inferiør i forhold til Eurasien. Han mente at amerikanerne manglede høje og stærke skabninger og at menneskene var langt mindre virile end deres europæiske modstykker. Dette fik imidlertid præsident Thomas Jefferson (1743-1826) til straks at sende tyve soldater ud i skovene i New Hampshire fore at fremskaffe knogler fra elgtyr, som så skulle stå som et modbevis af Buffons teori.
Det var altså et helt regulært hanekamp om hvem der havde den største.
Megen af USA's machovæsen har rødder i det mindreværd, der dels kommer af det mereværd, som europæerne og især franskmændene ikke er sene til at skilte med, dels fra den i forhold til Europa korte historie.
Man hører det jo altid fra amerikanerne, når de er i Danmark. ”Theese houses are soo old!”
John Cage blev spurgt om det ikke var et problem som klassisk komponist at være opvokset i et land med så kort historie. Han svarede tilbage og spurgte sin kollega om det ikke var vanskeligt at være vokset op i et land med så lang historie. Han formåede at drage fordel af den barnlighed eller uhildethed som den amerikanske historie også lægger op til.
Det er også hvad Nabokovs Lolita (fra 1955) handler om. Den ældre mand kommer fra Europa og forelsker sig i den unge pige fra USA. Det er den gamle verden der søger fornyelse – og foryngelse – i den nye.
I de europæiske samfund i dag – eller skulle vi bare holde os til det danske – ser det imidlertid ud til at foryngelsen opnås ved at glemme at man overhovedet har en historie. Det kan man imidlertid ikke. Hvis den historie man har fortrænges, stikker den sit hoved frem bag masker. Vi er måske stolte af at have historie, men vi er ikke særlig interesseret i at bevare den. Hvordan skal man ellers tolke alle de lukninger af filialbiblioteker, der har fejet over landet de sidste års tid. Blot et eksempel.
Over 100 filialbiblioteker er nedlagt indenfor de sidste par år og der går snart ikke en måned hvor der ikke lukker et antikvariat eller boghandel. Tal viser at de udlånte materialer fra bibliotekerne ikke er faldet mærkbart, men hvilke materialer drejer det sig om? Hvis ikke man bevarer bøgerne, går der megen hukommelse tabt. Det samme med vinylpladerne – for at nævne et andet eksempel på en tendens.
Den danske befolkning har rask væk smidt vinylplader i skraldespandene fordi de mener at kunne få det hele på CD, men hermed har de afskåret sig fra muligheden af lytte til et overvældende stort materiale, som aldrig vil blive overspillet digitalt.
Den liberale regering siger at den vil gøre noget vil historieundervisning, men den seneste gymnasiereforms største fag er åbenbart mest rettet imod rent teoretiske metaemner.
Den udbredte managementkultur – der for en stor dels vedkommende kommer fra USA - er stort set drevet frem af et historietab, fordi man desto lettere kan forme sine medarbejdere, desto mindre funderet de er. Ordene omstillingsparathed og fleksibilitet er også eufemismer for manipuleringsegnet og friktionsløs. Jo mindre du ved om sin historie, desto mindre forestiller man sig alternativer til de gældende vilkår. Og hvis man ikke er opmærksom på det, ser man de maskerede og forvrængede fænomener som helt naturlige og harmoniske. Og så har vi balladen.
Det underlige er at vi importerer det dårligste fra USA, som samtidig undergraver det vi er allermest stolte af i Europa.
