Om Konwitschnys Lohengrin på Det Kongelige Teater

Den nu - desværre - afdøde danske instruktør Henrik Sartou sagde engang at man skulle gå i teatret for at lære at elske. Når man går i Det Kongelige Teater for at se Peter Konwitschnys Lohengrin, der i den grad handler om kærlighed, kan man godt komme i tvivl om Sartous devise er alment accepteret. Her er den guddommelige Lohengrin flankeret af korte bukse-klædte skoleelever og når han skal giftes med Elsa, som han har reddet fra døden, får han en blå dug bundet overskrævs, der signalerer hans kongelige status, mens en skolepige flår et gardin ned fra vinduet og bruger det som brudeslør til Elsa.

Konwitschny har forklaret at det sarte og ømme forspil til - og derfor esssensen af hele - Lohengrin beskriver en dyb længsel, der kun bliver udtrykt forsigtigt og tilbagetrukket - som et dybfølt ønske hos et barn. Koret i Lohengrin veksler mellem at være militaristisk og følsomt, mellem at være opsvulmet af stormagtstanker og i inderlig medlidenhed med Elsa. Koret opfører sig som børn - som en skoleklasse.

Det er med andre ord koret og ikke helten der har sat scenen. Hvad betyder det?

Det betyder i første omgang at hovedkonflikten i stykket trækkes i baggrunden. I centrum står - siger Konwitschny - 'det andet'. Lohengrin er sendt fra det fjerne og søger at indgå ægteskab ikke kun med Elsa men også med denne verden. Han er guddommelig og derfor kan han ikke benævnes. Hun må ikke spørge om hvad han hedder.
Det er et ældgammelt tema, navneforbuddet og navnemagien:
I eventyret om Rumleskaft bliver trolden overmandet idet møllerdatteren kender til hans navn. I Gammel Testamente siger Gud om sig selv: jeg er den jeg er; hvad der også er en omgåelse af trangen til at navngive. Desuden kunne man godt skrive Guds navn, men ikke udtale det: For at Gud ikke skulle forsvinde, måtte man holde fast i at han havde et navn, men for ikke at øve vold på den ubegrænsede ved at benævne ham med et begrænsende navn, måtte man ikke udtale navnet. Også en form for navneforbud, som der så ofte er i forbindelse med guder.
Det mest direkte forlæg for Lohengrin er Semeles kærlighed til Zeus, der heller ikke kunne forblive navnløs. Semele måtte også kende sin elskers navn. Så idet Tordenguden måtte vise hvem han var, skulle man være stærkere end et lyn for at overleve.
Blot tre eksempler på hvordan der er magi forbundet med navne.

Det er kun mennesker der kan bo i deres navne. Men derfor må mennesker også kende hinandens navne for at elske dem. Lohengrin vil indgå en pagt med et menneske, men ikke på menneskelige betingelser. Elsa går ind på betingelserne, men er alligevel så meget menneske, at hun må bryde dem: og spørge efter hans navn. Det er hovekonflikten.

Men hvor hører sådan en konflikt hjemme i et klasselokale? Når der fægtes med sværd, er det træsværd. Man må le. Når de skal giftes, sker det ved katederet. Brudelejet er et lagen på to gymnastikmadrasser. Man kunne le, hvis det var morsomt.

Konklusionen er at et stort drama er gjort lille. Børnenes verden kan være stor, hvis man ser det fra børnenes eget niveau, men udefra set er den jo lille.

Lohengrin er et romantisk drama der starter som et eventyr, men slutter som en tragedie. Dramaet prøver at forme de store følelser mellem voksne mennesker. De har dog ringe kår i Konwitschnys opsætning. Selv om dramaet ikke viser en lykkelig udgang på den store kærlighed, ligger der alligevel et stort ideal bag ønsket om den ubetingede kærlighed. Det er den som Lohengrin er drevet af, og det er det som navneforbuddet udtrykker: Du behøver ikke at kende mit navn for at elske mig. Elsk mig ubetinget. Den ubetingede kærlighed blandt børn gælder kun deres forældre og det er hen helt anden kærlighed.

Det er som om Konwitschny ikke tror på den store kærlighed; at denne trang til at sige tingene direkte, især at vores civilisation og vores teater er ved at dø, som Konwitschny mener, heller ikke levner synderlig tro på at kærligheden er mere end en drengeleg i et klasselokale.

I så fald kan man ikke gå i teatret for at lære at elske. Kun hvis man er tilfreds med at elske småt.

Her et billede fra Robert Wilsons opsætning af Lohengrin på Metropolitan

Den stjålne nationalfølelse - og et pip om litteraturens opgave

Man må vriste myten fra den intellektuelle facisme og gøre den humant funktionel. Jeg har i lang tid ikke gjort andet". „Man muss dem intellektuellen Faschismus den Mythos wegnehmen und ihn ins Humane umfunktionieren. Ich tue längst nichts anderes mehr.” (Thomas Mann til Karl Kerényi, d. 7. september 1941.)

Et af de store problemer i Danmark de sidste ti år har ikke været Dansk Folkeparti, men den manglende modstand imod Dansk Folkeparti. Og så har det ikke engang skortet på modstand, men modstanden er gået helt hen over hovederne på den store del af befolkningen, der stemmer med ryggen til Europa. Noget af det mærkeligste er at disse smarte politikere har haft held til at erobre danskheden - uden at få nævneværdig modstand. Som om det ikke betød noget for andre. Som om det var i orden at danskhed skulle forbindes med hvad man på tysk kalder Ausländerfeindlichkeit. Dansk Folkeparti må gerne have del i den danske nationalfølelse, men at have taget patent på den er lige godt for stærkt. Og så er det altså ikke det værste: det er at de har fået lov til det.

Det danske band Sterling synger: Jeg kan huske dengang jeg ikke følte skam da de sang Der er et yndigt land (citeret efter hukommelsen). Det er en udbredt følelse. I dag betyder flaget ikke det samme, - reaktionen er at man griner af den sentimentalitet, der knyttes til det. Flaget er kun et symbol og skal derfor ikke regnes for mere end det er.

Nu er det bare sådan at der næsten ikke er noget i vores virkelighed der ikke er symbolsk. Hvad der leder videre til sproget: For er man først i gang med at skamme sig over sit land, er der ikke langt til at skamme sig over sit sprog. Det er måske endda sværere at løsrive sig sit sprog end sit fædreland. Skammen over fædrelandssangen bliver til ubehag for sit eget sprog. Hvad gør man så? Tier. Og man tier endda også når ordene bliver taget ud af munden. Hvorfor bliver de taget ud af munden på os? Det gør det ikke fordi ungdommen begynder at tale grimt. Det gør det ikke fordi angloficeringen er over os. Det gør det ikke fordi computersprog og vulgærnaturvidenskab invaderer vores tankegang. Det gør det fordi tonen er blevet så uskøn.

Tonen! De der taler allermest imod vigtigheden af tonen er selvfølgelig de, der har den allerværste tone. Og det er lykkedes for dem at få puttet de mennesker der ønsker en anden tone i skuffen for de såkaldt 'politisk korrekte', en utvetydig negativ betegnelse, der paradoksalt nok betegner den der bruger udtrykket som korrekt - men bare på den fede måde.

Det er altså ikke kun flaget, danskheden, 'den danske mytologi' og nationalfølelsen som er blevet indskrænket og politiseret siden Dansk Folkeparti begyndte at slå kiler ned i integrerede størrelser som Danmark og Europa, dansk folkelighed og universelle idealer, det er også store - og vigtige - dele af vores sprog der er blevet forpurret af en flok meget dygtige strateger, der har kunnet finde og udnytte især et svagt punkt i demokratiet, nemlig demokratiets risiko for ochlokrati, pøbelvælde, det som en renlivet populisme regerer i kraft af. De har været en befrielse for mange, der har mærket den store frihed ved at kunne slippe den indre svinehund løs, der desværre havde vokset sig stor og glammende under et socialdemokratisk styre. Og ingen har kunnet tæmme dem - men mange har kunnet bruge dem.



Dét er blandt andet hvad litteratur skal til for: at udvikle og holde fast i et anstændigt sprog, der hverken bliver tandløst eller bare gør af alt der ikke lige ligner en selv. Det var hvad Thomas Mann gjorde med sin største roman Josef og hans brødre, og det er et en legitimering af litteraturen der ligger langt fra det normale underholdningsprægede litteratursyn som de fleste dagblade praktiserer. De æterbårne medier kan man slet ikke tale om når det gælder litteratur, for her er litteraturen jo stort set fjernet. Det journalistiske sprog der fylder mere og mere har været med til at undergrave nogle af de vigtige samfundsmæssige funktioner det litterære sprog har. Der er desværre meget langt til at litteraturen blot tilnærmelsesvis kan få en debatskabende rolle som f.eks. i Tyskland, hvor den heller ikke har meget at skulle sige i det politiske liv.