tirsdag, januar 30, 2007

Om Konwitschnys Lohengrin på Det Kongelige Teater

Den nu - desværre - afdøde danske instruktør Henrik Sartou sagde engang at man skulle gå i teatret for at lære at elske. Når man går i Det Kongelige Teater for at se Peter Konwitschnys Lohengrin, der i den grad handler om kærlighed, kan man godt komme i tvivl om Sartous devise er alment accepteret. Her er den guddommelige Lohengrin flankeret af korte bukse-klædte skoleelever og når han skal giftes med Elsa, som han har reddet fra døden, får han en blå dug bundet overskrævs, der signalerer hans kongelige status, mens en skolepige flår et gardin ned fra vinduet og bruger det som brudeslør til Elsa.

Konwitschny har forklaret at det sarte og ømme forspil til - og derfor esssensen af hele - Lohengrin beskriver en dyb længsel, der kun bliver udtrykt forsigtigt og tilbagetrukket - som et dybfølt ønske hos et barn. Koret i Lohengrin veksler mellem at være militaristisk og følsomt, mellem at være opsvulmet af stormagtstanker og i inderlig medlidenhed med Elsa. Koret opfører sig som børn - som en skoleklasse.

Det er med andre ord koret og ikke helten der har sat scenen. Hvad betyder det?

Det betyder i første omgang at hovedkonflikten i stykket trækkes i baggrunden. I centrum står - siger Konwitschny - 'det andet'. Lohengrin er sendt fra det fjerne og søger at indgå ægteskab ikke kun med Elsa men også med denne verden. Han er guddommelig og derfor kan han ikke benævnes. Hun må ikke spørge om hvad han hedder.
Det er et ældgammelt tema, navneforbuddet og navnemagien:
I eventyret om Rumleskaft bliver trolden overmandet idet møllerdatteren kender til hans navn. I Gammel Testamente siger Gud om sig selv: jeg er den jeg er; hvad der også er en omgåelse af trangen til at navngive. Desuden kunne man godt skrive Guds navn, men ikke udtale det: For at Gud ikke skulle forsvinde, måtte man holde fast i at han havde et navn, men for ikke at øve vold på den ubegrænsede ved at benævne ham med et begrænsende navn, måtte man ikke udtale navnet. Også en form for navneforbud, som der så ofte er i forbindelse med guder.
Det mest direkte forlæg for Lohengrin er Semeles kærlighed til Zeus, der heller ikke kunne forblive navnløs. Semele måtte også kende sin elskers navn. Så idet Tordenguden måtte vise hvem han var, skulle man være stærkere end et lyn for at overleve.
Blot tre eksempler på hvordan der er magi forbundet med navne.

Det er kun mennesker der kan bo i deres navne. Men derfor må mennesker også kende hinandens navne for at elske dem. Lohengrin vil indgå en pagt med et menneske, men ikke på menneskelige betingelser. Elsa går ind på betingelserne, men er alligevel så meget menneske, at hun må bryde dem: og spørge efter hans navn. Det er hovekonflikten.

Men hvor hører sådan en konflikt hjemme i et klasselokale? Når der fægtes med sværd, er det træsværd. Man må le. Når de skal giftes, sker det ved katederet. Brudelejet er et lagen på to gymnastikmadrasser. Man kunne le, hvis det var morsomt.

Konklusionen er at et stort drama er gjort lille. Børnenes verden kan være stor, hvis man ser det fra børnenes eget niveau, men udefra set er den jo lille.

Lohengrin er et romantisk drama der starter som et eventyr, men slutter som en tragedie. Dramaet prøver at forme de store følelser mellem voksne mennesker. De har dog ringe kår i Konwitschnys opsætning. Selv om dramaet ikke viser en lykkelig udgang på den store kærlighed, ligger der alligevel et stort ideal bag ønsket om den ubetingede kærlighed. Det er den som Lohengrin er drevet af, og det er det som navneforbuddet udtrykker: Du behøver ikke at kende mit navn for at elske mig. Elsk mig ubetinget. Den ubetingede kærlighed blandt børn gælder kun deres forældre og det er hen helt anden kærlighed.

Det er som om Konwitschny ikke tror på den store kærlighed; at denne trang til at sige tingene direkte, især at vores civilisation og vores teater er ved at dø, som Konwitschny mener, heller ikke levner synderlig tro på at kærligheden er mere end en drengeleg i et klasselokale.

I så fald kan man ikke gå i teatret for at lære at elske. Kun hvis man er tilfreds med at elske småt.


Her et billede fra Robert Wilsons opsætning af Lohengrin på Metropolitan

Ingen kommentarer: