Kritisk journalistik og sammenhængskraft

Problemer bliver ikke mindre, jo ældre de bliver. Men det må vi have en tyrkertro på, eftersom vi ikke tager os af dem, mens de er unge. G20-landene begynder ikke at tale om andre værdier, alternative systemer, udbedring af systemfejlene, men om hvordan vi kan få den velkendte økonomi på ret køl igen. Verdenssamfundet har i årtier vendt de døve øre til klimaforudsigelser. Der skal katastrofer til at vække folk. Først når verdensøkonomien er som den islandske i dag, kan vi tale om andre værdier. Først når kontinenter bliver oversvømmet, bliver man tvunget til at gøre noget.

Teologisk set hedder dette forhold synd: Vi ved hvad der er godt, men gør alligevel det modsatte. Mennesket er faldet fra sin oprindelige natur og er ikke i stand til at genoprette sig selv. Uoverensstemmelsen mellem menneskets nuværende tilstand og den oprindelige natur svarer til konflikten mellem handling og viden. Vi handler imod vores viden.

Filosofisk set hedder dette forhold fremmedgørelse. Gyldendals Filosofiske Leksikon fortæller at filosofien siden Rousseau har vidst at det moderne menneske lever 'i modstrid med sig selv' og har fjernet sig fra verden. Den fremmedgjorte identitet etableres ved at spejle sig i andres meninger.

Det er jo en tendens som medieverdenen ikke er ked af . Eller er den? Under alle omstændigheder er selvspejling og identifikation en af de driftigste impulser i mediernes liv og overlevelse. Trangen til identifikation bliver stærkere jo mere fremmedgjort man er, men det er som alkohol for en alkoholiker, fordi fremmedgørelsen kun bliver mere udtalt, jo mere selvet forsvinder ind i en identifikation med andre end sig selv. Men tror man kommer tættere på løsningen alt imens man fjerner sig med turbokraft.
Spørgsmålet er om ikke medierne ved at gøre sig afhængig af denne mekanisme er med til at grave deres egen grav?

Det er hvad Samuel Rachlin mener i Politikens Kronik i dag (24.3.09), hvor Informations leder i øvrigt handler om det samme, selv om der ikke umiddelbart er nogen aktuel begivenhed, der begrunder sammenfaldet.

Samuel Rachlin begræder den kritiske journalistiks selvmord, som især bladene foretager ved at sælge ud af kvalitet og identitet: Nye layouts, værdier og idealer bliver sat over styr. Når aviserne bliver straffet af annonørernes og læsernes svigtende interesse, fuldfører bladene selv denne straf ved at ændre identiteten. En obbeltstraf man kender fra psykologien, hvor et offer tit hjælper gerningsmanden til at fuldføre sin forbrydelse.
Modeksemplet i medieverdenen er The Economist, der holder fast på hvad det er. Her bliver konservatismen progressiv fordi der er så få der holder fast på hvad de er. Den tidligere så konservative del af erhvervslivet er jo den første til at opgive alle konservative dyder som tradition, identitet, historie og saglighed.

Samuel Rachlin slår ned på meningsoverfloden og vidensunderskudet i blogland med den dertilhørende narcissisme og afmægtige kælelyst, som aviserne har taget til sig: "Nettets muligheder er så overvældende, så uimodståelige for de etablerede aviser, at det ofte ser ud, som om vagthunden har valgt overgivelsen og lagt sig på ryggen som en klælen vovse med spjættende ben og logrende hale. Blog mig".

David Rehling peger i Information på at USA er "ved at miste det fælles rum, der i de sidste 130 år har været udgjort af de store byers aviser og i de sidste 50 år udbygget af de landsdækkende tv-netværk. Det er det rum, der har givet amerikanerne en følelse af forbundethed, et nationalt skæbnefællesskab. Uden det rum havde USA ikke kunnet samles i et demokrati, der er i stand til at korrigere sine egne vildfarelser".

De seriøse medier skaber et civilisationsrum, som er ved at blive demonteret. David Rehlng nævner ikke at sammenhængskraften overvejende skabes af de useriøse medier. Han forholder sig ikke til kvaliteten af mediernes udvikling, men til den sammenhængsskabende effekt de har.

Hvad nu hvis man - og det er hvad Samuel Rachlin efterlyser - øger kvaliteten i både aviser og tv, så vil man sikkert tabe store befolkningsgrupper og på den måde også miste noget af den sammenhængsskabende virkning.

Men spørgsmålet er om der ikke allerede er store forskelle i hvilke nyhedskanaler de forskellige klasser bruger i USA såvel som i Danmark? Det sammenhængsskabende er ikke politisk medmindre det er katastrofer eller krig, men underholdning med så lidt politisk eller andet opbyggeligt indhold som muligt. Og ønsker man den platte underholdning for den blotte sammenhængsskabende virkning?


Se i øvrigt en kort tankevækkende og informativ video om amerikanernes medielandskab af Alisa Miller her.