To vinkler på Antichrist (- der kan anlægges mange flere)
Instr. og manus: Lars von Trier. Foto: Anthony Dod Mantle. Klipper: Anders Refn. 104 min.

Første vinkel: Psykologi versus teologi.

De to virkeligheder
Bo Green Jensen afslutter sin anmeldelse med en kommentar, der går lige ind i den samtale jeg havde efter filmen: "Det bliver aldrig klart, om Gainsbourgs forvandling er et udslag af psykose eller del af en satanisk besættelse. En pointe kunne være, at der ingen forskel findes, blot to forskellige virkeligheder" (weekendavisen nr.21 - 20 maj 2009).

Konflikten mellem disse to virkeligheder aktualiseres allerede i det præmis at hovedrollen i en film der bærer navnet Antichrist er psykoterapeut. Filmen kan ses som en bidende sarkastisk kritik af psykoterapien. For manden kommer til at behandle sin kones dybe psykiske lidelse som om hun var patient. Men man elsker ikke sine patienter - og den man elsker er ikke ens patient.
Men hvad skal han ellers gøre? Hvis han elsker sin kone, gør han hvad der står i hans magt for at hjælpe hende. I dette dilemma ligger også risikoen for at gøre ondt.

Det er ondt at lade intellektet lede sig - men samtidig er den rene natur også ond. Dén er repræsenteret af kvinden og af dyrene i filmen. Udover at psykoterapeuten, der er domineret af sit intellekt, behandler sin elskede som patient - hvad der udløser heftige reaktioner, ja, hvis ikke ondskab i hans kone - befinder han sig også i et univers, som han tror at have udgrundet og forstået til fulde. Han gør hvad enhver ville have gjort, men samtidig viser filmen - hvis man ser det fra denne vinkel - at han netop ikke skulle gøre det, som enhver ville have gjort i hans situation. Set fra et teologisk synspunkt er det hovmod som hans hanling også er, antikristendom.

Uanset om hans analyser og metode er både sande og gode, udløser det at han overhovedet analyserer og behandler hende en aggression hos hende, der gør smerten dybere, så dyb at hun ikke kan rumme den.

Hun får i begyndelsen af filmen psykofarmaka, og det kan han ikke holde ud at se på. Man skal lære at rumme sine følelser. Så han tager sagen i egen hånd og bringer hende ud af medicinen og ind i et terapeutisk forløb. Han umyndiggør hende. Han ønsker at frigøre det naturlige i hende da han tager hende ud af hospitalet og får hende til at hælde alle sine piller ud i toilettet. Fjernelsen af medicinen hos hende er også en frigivelse af et undertrykt følelseslag hos ham selv. På den måde bruger han hende til sit eget frigørelsesprojekt - men samtidig kan man i filmen hele vejen følge hans bekymring og omsorg, sådan som han også er den der reagerer mest naturligt på deres barns død.

Men filmen handler også om hvad indsigt i psyken kan misbruges til - hvad der er større risiko for, hvis man ikke kan alternere mellem flere virkeligheder, for eksempel fra den psykologiske til den teologiske. Teologien handler jo i høj grad om præcis disse fælder.

Den tredje instans
Hvor psykologien opererer med to individder overfor hinanden, sætter teologien en tredje instans overfor hvilken individderne er lige. Den rummelighed psykoterapeuten prøver at skabe i sin kones sind - hvad han gør enten fra et dæmonisk neutralt eller et lige så dæmonisk følelsesundertrykt standpunkt - er i en teologisk virkelighed henlagt i en tredje instans. Denne tredje instans ophæver ikke, men fratager den ubærlige byrde i skylden og ondskaben hos en af antagonisterne i det psykologiske skema. For nu at sige det meget intellektuelt.

Den grænse for menneskelig formåen som er klart formuleret i det teologiske sprog, er ikke lige så etableret i hans psykologiske verdensbillede. Udenfor denne grænse findes - set i teologiske briller - ikke kun den rå og ubarmhjertige natur, men også en instans, der omfavner mennesket i alle dets hjælpeløse forsøg på at få styr på tilværelsen og håndtere smerterne.

Lars von Trier ved noget om disse ting. Han skrev manuskriptet under en depression og har jo igennem hele sit værk flirtet med kristne temaer. Jeg går ud fra at han kender nytten af psykofarmaka og i filmen kan man også se en hån mod dem der siger at man skal undlade at bruge dem.

Kunsten og kristendommens billedsprog
Set fra en kunstners synsvinkel er der desuden væsensforskel imellem det psykologiske begrebssprog og det teologiske billedsprog, der af samme grund ligger tættere på kunstnerens. Det er f.eks. hvad Thomas Manns Doktor Faustus handler om.

Konen i filmen har arbejdet med kvindehad i middelalderen og repræsenterer i og for også det teologiske verdensbillede overfor det psykologiske. Det bliver to virkeligheder der dræber hinannden.

Anden vinkel: Det filmiske

Færdig med film
Efter at have set Baader-Meinhof-filmen for nogle uger siden, sagde jeg at nu må det være slut med film. Slut med denne perverterede, kommercielle og voldførende billedmaskine, der vinder legitimitet ved at kalde sig kunst og attraktion ved at være eskapistisk palliativ og pseudointellektuel historieforvrænger. Sådan havde jeg det i en ophidset stund efter den oplevelse. Men beslutningen holdt ikke længere end et par uger, hvor jeg endda midt på dagen, midt i arbejdstiden, måtte se von Triers nye film.

Her sker der også lidt mere end i de fleste andre film - og her findes der noget af det, som er så fraværende hos moderne instruktører: filmisk selvbevidsthed. Og hermed mener jeg en ganske klar stillingtagen til det overordnede filmiske standpunkt samt til rummets og tidens enhed.

Filmisk standpunkt
Med overordnet filmisk standpunkt mener jeg ikke noget med budskab, morale eller sådan noget, men en stillingtagen til hvem der egentlig ser, subjektet for det blik der gives videre til tilskueren, eller: i hvis bukser kameramanden egentlig står. Det er kameramandens position der over en bred kam ignoreres, mellemmandens krop der evaporeres til den rene luft; det vil sige den mand der står imellem hvad der bliver vist og os der ser.

Rummets og tidens enhed
Det hænger igen sammen med rummets og tidens enhed, hvilket dog peger på klipperens rolle. Hvad sker der egentlig imellem to klip. Perspektivet ændres. Pludselig er der to personer der kigger på - jeg mener videregiver den samme situation. I filmens barndom kom der et forklarende skilt ind, hvor der i dag er klip. I dag har man fuldstændig vænnet sig til denne klippede tidslinje, som samtidig klipper rummets enhed op - altså ophæver selve rummet. Det er en kæmpe kunstnerisk mulighed, men i de fleste film bruges det problemløst og uden at man kan mærke at præcis denne egenskab hører til filmens natur, og netop i kraft disse egenskaber kan man skabe noget andet end teater og litteratur. Men der er så megen film der stadig hænger fast i en kunstopfattelse fra det 19. århundrede, d.v.s. hænger fast i andre kunstarter, billedkunst og litteratur. Især litteraturen - fordi der altid er en historie der skal fortælles.

Lars von Trier kan noget på dette felt, selv om det med Bo Green Jensens ord også er "en kunstfilm forklædt som stift genrestykke". Og genren er den romantiske gyser, som von Trier intuitivt bremser og speeder tiden op i - efter bedste intuitive og manipulatoriske evne. Men bevidst - og intelligent.

Indre drama
Eftersom det også er et indre drama - alt hvad der sker er udtryk for sindets egendrift efter katastrofen og i den sorg der følger - klippes der mellem scenerne på samme måde som sindet, tankerne og associationerne klipper imellem fjerne steder.
Dog foregår filmen ikke i helt så associationsstyrende spring. Den er styret af intellektet! Og så er der dømt meta. Filmens form har i sig selv antikristelige træk.
Den er forførende - sådan som enhver kunstner må være forførende Men han bruger kameraet og de filmiske teknikker både selvstændigt og nyt, så det er en fonøjelse at se - i al dens gru og horror. Hvis man nu - hvad der selvfølgelig kan diskuteres - skal vurdere en film jo bedre, des mere filmisk-autonom den er, er denne film ikke et ultimativt kunstværk.

Men den er nu alligevel ret god. For nu at sige det ganske banalt og uargumenteret.