Petra Kelly - et eksempel på midtens radikalitet

Petra Kelly er påfaldende lidt kendt. Hun var en international og karismatisk skikkelse i borgerretsbevægelsen, i fredsbevægelssen, som dog fyldte godt i landskabet i halvfjerdserne, og hun var medstifter til De Grønne. Og så endte hun sine dage på en mystisk og aldrig helt opklaret måde. Peter Wivel har skrevet en interessant bog om denne skikkelse, som jeg kan anbefale for både den dramatiske og politiske.

Han siger det ikke direkte, men vi har her en politiker, der kanaliserer hvad Villy Sørensen har kaldt den radikale midte.

Villy Sørensen skriver i sin inspirerende og kongeniale bog Demokratiet og kunsten (1989) at den skabende midte ikke fornægter 'værdikernen' i ellers modsatrettede anskuelser: "Liberalisme og socialisme er som ideologier uforenelige, men deres værdikerner: individuel frihed og social retfærdighed, er det ikke" (60). Der er i denne betragtning ikke kun en opskrift på fred, men også en anvisning på hvor de virkelige kampe gerne skulle foregå. Det er en indkredsning hvad et grundlag for samfundsbygning kan være.

Det var også på det niveau Petra Kelly arbejdede, men fordi hun har navigeret den praktisk-politiske verden blev det formuleret som: At undvige at blive rost af de forkerte. Petra Kelly skulle sejle igennem anti-fascismens og anti-kommunismens smalle stræde. Hvad der et langt stykke af vejen lykkedes for hende: "... uden bistand fra mennesker som Petra Kelly var omvæltningen i efteråret 1989 måske ikke sket, eller den var kommet senere - 'i alt fald på en anden måde - måske var det også blevet et blodigere efter'" (citerer Peter Wivel Gert Poppe for at have sagt om Kelly)(179).

Petra Kelly er aktuel på flere måder. Hun holdt balancen i en polariseret tid, hun hverken omfavnede det magtspil på højeste plan, som hun ellers var så tæt på, eller støttede den voldelige terrorbekæmpelse af det. Hun holdt sin position igennem hele sit liv - i modsætning til en figur som Joshka Fisher.

Joshka Fisher er en meget mere ambivalent figur, som Peter Wivel renser for beskyldninger: "Fisher sled sig frem til grundholdninger, der i første række blev til i et opgør med den voldskultur, han selv var en aktiv del af, og i anden række til en konfrontation med undertrykkelsen af borgerrettighederne i den kommunistiske verden" (97). Han var i starten af halvfjerdserne en del af den franske spontanitetsaktivisme, "men i kernen var hans revolution en personlig omvæltning, der gav ham mod til at udtrykke sig - i sidste ende præcis det mod, det kræver at sige fra over for sine egne" (98).

Kelly oplevede ikke i samme forstand en personlig omvæltning. Hun stod fra sine helt tidlige ungdomsår fast på et borgerrettighedsgrundlag og var imod vold igennem hele sit liv.

Petra Kelly blev stærkt påvirket af Martin Luther Kings ikke-voldspolitik og bedrev hvad man kan kalde en sjælsstærk politik. Hvad et citat som dette af Martin Luther King peger på: "Den sorte mand vendte ryggen til magtanvendelse, ikke bare fordi han vidste, at han ikke kunne vinde sin frihed ved fysisk magt, men også fordi han troede på, at han ved brug af fysisk magt kunne miste sin sjæl" (66). Hun sagde i en tv-udsendelse i 1982, at borgerretsbevægelsens tillid til den ikke-voldelige vej var en større kamp end nogen valgkamp. Styrken i denne kamp kaldte Martin Luther King for 'sjælsstyrke' i modsætning til den fysiske styrke.

Den fredsbevægelse som hun mere end nogen satte præg på i Tyskland - og vel i hele Europa - har ikke samme bevågenhed i dag som dengang. Uagtet at atomtruslen er større i dag end dengang. Den er for stor til at blive omtalt. Men det er i forhold til den at grundholdningerne må dannes, og det kræver en refleksion for ikke at at rode sig ud i selvmodsigelser og katastrofer. To ting der udmærket kan hænge sammen. Hvis man er meget opsat på at handle, ligger fristelsen snublende nær til ikke at tænke for meget eftersom refleksion udskyder handlingen. Da Fischer besøgte Frankurts berømte universitet med Adorno og Habermas, hørte han også på Oskar Negt af hvem han siden skulle lære den vigtige forskel på teori og praksis: "at det ikke kan være teoriens første opgave at omsætte sig selv i gerning. Teori er et forsøg på at orientere sig. Den må, mener Negt, holde afstand til praksis, hvis den vil redde sin kritiske funktion, for slet ikke at tale om sin sandhedsværdi" (99).

Det er også noget man kunne lære af i dag. Der er mindst lige så mange grunde til at udvikle radikale ideer og handle voldsomt som dengang, men uden refleksionen mister man ikke kun sandhedsværdien, men også - som Martin Luther King siger - sig selv.

Petra Kelly er også et eksempel på at man kan være radikal uden at være ekstrem. Villy Sørensen citerer i ovennævnte bog Hermann Broch: "Mennesket står, behersket af sin dobbelte stræben efter frihed og sikkerhed, mellem to anarkier, mellem det individuelle og det institutionelle, og når det lykkes det - ganske vist kun i reglen i kort tid - at holde dem i balance, opstår et stykke rolig jordisk lykke for det: det er den psykologiske grundlov i alt politisk liv (...) Over for de to anarkistiske ekstremers radikalitet glemmer demokratiet - og det er dets svaghed - kun altfor tit at også det har en radikalitet at repræsentere, midtens radikalitet" (85).

Petra Kelly kan godt ses som en repræsentant i det praktiske politiske liv for den radikale midte som befandt sig side om side med folk som Ulrike Meinhof - og én som Karl-Heinz Delwo. Han udtalte i dokumentarfilmen Stockholm 75 (2003) af svenskeren David Aronowitsch, (som DR2 sendte mandag d. 22.2.2010) at han voksede op i et miljø hvor alt på overfladen så pænt ud, men som alle følte ikke var det. Alle spørgsmål om den umiddelbare fortid blev fortiet.

Man behøver ikke en grad i psykologi for at forstå den desperation man som ungt tænkende menneske kan mærke når ens rimelige spørgsmål ikke bliver besvaret. Så bliver man arrig at man kunne sprænge bomber. Sådan som flere gjorde. Endnu flere lod som ingenting og gjorde intet. Men endnu færre gjorde som Petra Kelly: holdt sig i midten - uden at miste sin sjælsstyrke og radikalitet.

- - - - - -

Peter Wivel: Drabet på Petra Kelly - en historie om Murens fald. Politikens Forlag 2009.
(PS. Den er dedikeret til Svend. Er det mon Svend Auken?).