Når økonomien overskrider sine grænser

Nutiden kan have en vis lighed med 30'erne, da positivismens storhedstid begyndte. Positivismen, der har været en af det 20. århundredes mest dominerende tankeretninger, havde til formål at skære alt overflødigt væk, føre det ubekendte tilbage til det bekendte, gik imod enhver form for metafysik eller forklaringsmodeller. Med andre ord at anlægge en naturvidenskabelig holdning på filosofien: man skulle iagttage og ikke forklare. Positivister var med Villy Sørensens ord: dem der kun så det, de så. Altså ikke havde sans for noget andet end det målbare.

Tidens overdrevne brug af afrapporteringer, evalueringsskemaer, opponions- og forbrugerundersøgelser, for slet ikke at glemme det økonomiske potentiale i kulturen og kvantitetsforskningen, tyder på en større tillid til tal end til - tillid. Jo mere der skal rapporteres fra lærere, lektorer og professorer, desto mindre tillid har ledelsen til dem. Ellers var der vel ikke grund til at lade dem bruge kostbar tid på at aflægge regnskab for en undervisning som mange af dem har brugt årtier på at opbygge. Jo flere evauleringsskemaer man vil have besvaret, desto mindre har man tillid til sine egne iagttagelser og efterfølgende evne til at behandle dem - og udtrykke dem. En statistik, der viser noget forkert, kan være stærkere end en iagttagelse eller et fornuftigt argument for det rigtige. Hvorfor skal en direktør have et firma til at fortælle hvordan medarbejderne har det, hvis han kan sætte sig ned i kantinen og tale med nogle af dem? Forskningen skal tjene indtjeningen - det må være meningen med forskningsministeriets mantra: Fra forskning til faktura.

Alt sammen udtryk for et positivistisk paradigme, hvor diverse programmer styres af målinger fremfor almindelig fornuft; hvor både forskning, medier og kultur betragtes ud fra de gængse og snævre økonomiske modeller, selv om almindelig fornuft siger at det er den dårligste økonomi der kommer ud af det. Hvis ikke der er et element af leg eller unytte, kommer der ikke nye ideer til. Selvfølgelig. Og hvis ikke der er et generelt dannelsesniveau, skal kunstnere og mediefolk til en stadig lavere fællesnævner. Det vil sige: porno. Det er derfor pornoen har fundet vej langt ind i førhen seriøse medier som bogen, museet og familievenlige TV-tidspunkter. Det er ikke kun sådan at dannelsesniveauet er dalende, der er også mindre respekt for den. Hvad den nypositivistiske tendens er udtryk for.

En økonomisk styret forskning er ligeså innovativ som populistisk kunst: Den som det nye medieforlig har givet endnu gunstigere vilkår, uagtet at det er den der bedst kan klare sig selv, fordi den mere end andre byder sig til det, der efterspørges.

Det er ikke galt, at man taler økonomi i forskning og kultur. Det kan man ikke undgå. Men det er når økonomien begynder at invadere både forskningen og kulturen, at det bliver farligt. For både forskningen og kulturen - og derfor for alle i samfundet. På samme måde som der ikke er noget galt med naturvidenskab i sig selv, redningen fra økologiske katastrofer afhænger for en stor dels vedkommende af dem, - men hvis naturvidenskabelige arbejdsmetoder invaderer hverdagen og filosofien, sådan som de gjorde i positivismens tidsalder, bliver den almindelige fornuft fordrevet. Det er stort set den situation, vi befinder os i nu.

Den almindelige fornuft er i eksil, og det ekstremt nyttemoralske og kvanitificerende syn styrer ikke kun de politiske beslutninger, men også en tidsånd. Der styrer politikken. Denne tendens til kun at tro på det man kan måle og sanse, og ikke på det ens fornuft siger er det rigtige, viser sig blandt andet i dette overdrevne forbrug, vi er vidne til. For når økonomien går godt, har den økonomiske videnskab medvind. Og denne vind blæser lige ind under døren til de danske parcelhuse.