Sjostakovitjs fjerde symfoni

Der har altid været noget utålmodigt over dansk koncertpublikum, så når en dirigent kan holde denne nervøse trang til straks at give udtryk for sin begejstring (som for at bekræfte sig selv i at man ikke har givet pengene forgæves ud), hører det til en ekstraordinær præstation. En sådan var publikummet vidne til torsdag d. 28. september i Radiohusets koncertsal, hvor Thomas Dausgaard i slutningen af Sjostakovitjs fjerde symfoni holdt alle buerne på strengene og alle hundredevis af lyttende lunger stangne i fem-seks-otte-ti-elleve-tolv sekunder efter den allersidste hørbare tone var klinget ud. Det skabte en enorm spænding. Salen var mere stille end på noget andet tidspunkt i løbet af aftenen. Ingen rykkede sig på stolene, som knager uforholdsmæssigt meget. Ingen hostede. Ingen knitrede. Var der nogen der trak vejret? Sjældent har man hørt et lignende stilhed, en stilhed der forenede alle i rummet. Eller rettere: en tavshed. For der er jo himmelvid forskel på tavshed og stilhed. Alle tav efter symfoniens sidste tone; den symfoni der lå hele femten år i skuffen før den blev uropført i 1961, den symfoni der har været så mange spekulationer om: Hvorfor trak han den tilbage? Var den bare dårlig, eller var den for modernistisk til Stalin? Der foregik jo en hetz imod kunstnerne, der for alvor brød ud i Moskvaprocesserne kort efter symfonien blev færdig i 1936. Diktaturet viste sit ægte ansigt ved at udrense diverse anderledes tænkende intellektuelle og politiske opponenter, der foregik ved skueprocesser, falske anklager og tilståelser fremtvunget under tortor i årene fra 1936-38. Der går dog rygter om at Stalin havde udset sig 50 intellektuelle der skulle holdes fri, her iblandt Sjostakovitj. Hans talent var for stort eller hans karakter velegnet til at blive formet.

Han fik Sonningprisen i 1973, og han var i Danmark i en hel måned. Det siges at han var umulig at tale med. Han var en maske. Men der er ikke meget maske over den 4. symfoni. Den forbinder på engang nogle personlige eksistentialiske problemer med de verdenshistoriske rystelser, som 30'erne var så domineret af.

Afslutningen er lang: anelsesfuld, uhyggelig, men samtidig åben. Han kan næsten ikke slutte, men han slutter på en måde, der netop får både dirigent, musikere og publikum til at sidde åndeløse hen - hvis musikken bliver opført som den skal. Som en lang tunnel, man kan ane et lys for enden af, men hvor langt endnu? Som rystelserne efter et jordskælv, med en kimært gryende energi og vilje til at bygge noget op igen. Som angstens krybende uhåndterlige bemægtigende jerntåge der besætter sindet, det vil sige den angst der få år efter skulle paralysere hele verden i eksplosive udladninger og umenneskelige psykoser, som vi stadig hverken forstår rækkevidden af eller forudsætningerne for. Nogle af forudsætningerne er fremstillet i Sjostakovitjs fjerde symfoni.