onsdag, oktober 18, 2006

MC Fight Night i KB-Hallen lørdag d. 14. oktober 2006

I virkeligheden er det noget af det mest civiliserede man kan tænke sig. I stedet for at hamre løs på hinanden med de bare næver, lukker man munden op, spidser tungen og prøver at flænse modstanderen med ord. Hvis de virkelig mente noget med det alle de ord batlerne slyngede mod modstanderne, ville de virkelig gå ud af ringen med mange ar på sjælen. Men de mener ikke noget med det. De er de bedste venner. Det er ren form. I modsætning til boksning: det er med livet som indsats.


Alt er lavet efter boksningens ritualer: bokseringen, dommerne, publikums placering og opførsel, nummerpigerne, runderne og premiebæltet. De to kombattanter kommer ind fra hver deres side ledsaget af en masse homies. De kommer op i ringen, får et tema og begynder at batle mod den anden - on the spot. De disser, det er det, det gælder om: at nedgøre og undergrave den anden så massivt som muligt. Det skal være potent, slagkraftigt. Mavepustere deles ud - og de knækker sammen.

Kejser A knækkede i finalen, selv om han egentlig var den bedste. Men Fantomet havde en spændstighed, hans krop afslørede at han havde en stærkere vilje til at vinde. Han havde simpelthen bedre fysik. Det var det han vandt på. Selv om det jo egentlig er det parate ordforråd og den hurtigtroterende replikmaskine der skal tromle den anden ned.

Og det er vel hvad politik handler om. At kæmpe med ord. Forskellen er at man helst skal vinde over sin modstander med argumentets kraft og ikke ved at sable den andens person ned. Det er politik som den burde være - men sådan er den jo ikke.

MC Fight Night er et billede på hvordan politikken i virkeligheden er: Jo hurtigere man er til at nedgøre sin modstander, jo morsommere man kan gøre det og jo flere publikummer man kan få med sig, desto stærkere er man i forhandlingerne. Der er disputter, der nok handler om noget - lad os sige finansloven - men som i kampens hede også bliver til ren kamp, som man bare skal vinde. For den blotte sejrs skyld.

Og i den forstand er MC'ing og politikken noget af det mest uciviliserede man kan tænke sig. Da er boksning i virkeligheden mere civiliseret: fordi der er meget mere alvor og ærlig.

Ingen kommentarer: