Mindeord ved Jørn Ørum-Nielsens død

Arkitekten Jørn Ørum-Nielsen var en mand man lagde mærke til, en mand med pondus.

Jørn Ørum-Nielsens hovedværker var dels det banebrydende socialt og økologisk funderet projekt, Galgebakken i Albertslund (se billede), som han tegnede sammen med sin kone, Anne Ørum-Nielsen og to andre kompagnoner, arkitekterne Jens Peter Storgaard og Hanne Marcussen, dels den veldokumenterede og fyldige bog om Længeboligen, som vel er det autoritative værk om det emne.


Som én der har boet i over tyve år i et hus tegnet af Ørum-Nielsen kan jeg skrive under på at han havde orden i sine ting. Selv om han i sin bog om Længeboligen var stærkt kritisk overfor modernistiske træk i arkitekturen, kunne han i sin parcelhusarkitektur lave de mest solide håndværksmæssige valg i en elegant, enkel og modernistisk stil.

Som privatperson var han selskabelig og serverede både historier og arrangementer så man som barn blev underholdt og som voksen også blev imponeret. Som arkitekt, akvarelmaler, fotograf og skribent var han både grundig og æstetisk. Og som fortæller tryllebindende og dramatisk. Man lyttede altid intenst til hvad Jørn sagde, som dengang han var ved at blive bidt af en grøn mamba i Afrika, eller dengang han pludselig indfandt sig på et sted i Sydafrika, hvor han havde tilbragt nogle år i sin barndom og hvorfra han havde fået sit kælenavn. Pludselig befandt han sig på et sted, der udløste nogle erindringer han ikke havde - kunnet - genkalde sig i de over halvtreds år der var gået. Han havde fornemmelse for stedets ånd. Senest skrev han om Ærøskøbing hvor han boede de sidste år i sit liv (nedenstående billede).


Han var fra de årgange på arkitektskolen hvor stort set alle havde været på en byggeplads før de begyndte at tegne bygninger, og han blev ved med at være tæt på materialerne, samtidig med at han skrev om arkitektur. Han pådrog sig en ryglidelse i sine yngre år ved at bære sten til en gårdsplads til huset i Sletten, og netop pga denne ryglidelse var det pinedød nødvendigt at strække ryggen, når den sagde, at den skulle strækkes. Som dengang han var i teatret i Japan og havde indfundet sig på sin plads, men pludselig følte smerter i ryggen, og måtte rejse sig. Han styrtede ud i foyer'en og så ingen andre ting, som han kunne hænge i end lysekronerne. Man kan se de små regelrette vagter for sig, da de var vidne til, at denne næsten to meter høje europæer løb hen imod en af lamperne, som han sprang op og hev fat i, svajende frem og tilbage for at forlænge sin i forvejen lange ryg.

Man kunne fylde en hel bog med hans historier. - Det har været en stor glæde at kende ham, og en glæde at han har efterladt sig så mange spor i både tekst, billeder, fortællinger og bygninger, men trist at der nu ikke kommer mere fra hans hånd eller mund.