Første rejsebrev fra Italien

Kære Marianne,

Så er vi i Italien og Romerriget ligger i ruiner. Der er ruiner overalt. Hvorfor har de ikke bare revet dem ned og bygget noget nyt? Vi er jo over det der med korsfæstelser, legioner og guder, der besvangrer mennesker. Der er oliventræer og vinstokke, det forstår jeg. Olivenolie og vin, dét er Italien. Og spaghetti - og tortellini, tagliatelle og gnocchi. Gnocchi kan jeg ikke li'. Kartoffelpasta, det er da vulgært. Enten laver man pasta eller også gør man det ikke. Selv italienerne kan altså ikke rigtig beslutte sig, for gnocchi er altså ikke rigtig pasta. Basta. Men vinen! Ja, den kan jeg altså godt skrive hjem om. Den er bare god. Det er hvad jeg kan skrive. Den smager af en blanding af Fiat, macho, ruin og lakrids. Altså det rigtige Italien.

Men hvad laver man så i Italien? Det er ikke rigtig til at sige det, for det ser ud som om kvinderne går på indkøb og mændene sidder på restaurant – hele dagen. Hvis ikke mændene står på gadehjørnerne og snakker med hænderne, mens kvinderne går forbi for at blive set på. Op og ned ad stræderne. Og ikke ud af flækken på hjørnerne. Eller også kører de på deres Piaggoer, altså de der små scootere, som de gasser i bund, så de overhaler deres egen skygge. Som de for øvrigt ikke har nogen af. For hvor er italiernes skygge egentlig henne? Afrikanerne har jo store skygger, selv om solen altid står lige over knolden på dem, så skyggen er sådan en lille gnalling langt nede under fødderne på dem. Alligevel har de kæmpe skygger. Men italienerne har ingen skygge. Enten bærer kvinderne deres skygge i deres lille Louis Vutton-taske om skuldrene eller også bærer mændene deres skygge i deres italienske læderetui til skygger, sådan nogle de enten bærer om deres håndled eller i inderlommen på deres skræddersyet jakkesæt. Og så er det, at de tager den frem, når de er i kirke og går ind i skriftestolen. Her presser de deres skygge igennem det lille net ind til præsten for derefter at gå lettet ud af kirken. Med tyndere pengepung og en mere slunken Vutton-taske.

Man hvad laver de? Igår så jeg en mand med bredstribet trøje. Han gik som en jolle i søgang. Hans skuldre bølgede frem og tilbage som en vippe, og han kastede sine ben frem som en mand, der lodser et skib. Og jeg tænkte: han må have arbejdet. Så meget kan jeg sige, Marianne, han må have arbejdet. Med den gang og den krop. For slet ikke at tale om den krop, vi så igår: Ved sådan en lilletrehjulet tuk-tuk, som man (i Thailand) kalder disse små tomands-mikrolastbiler med lad, stod der nogle mænd og chattede, som kun italierne kan, altså sådan med hænderne og dette meget alvorlige blik i øjnene, der på et sekund kan slå om i latter og flirt og vrede og passion og alle mulige andre udtryk, omskiftelig med andre ord; nå, men der stod der så en lille flok mænd, hvor iblandt der stod en lille fyr, der havde den mest deforme krop, jeg i mit liv har set en ikke-handikappet have. Det vil sige: jeg kender den kropsform fra Ole Lund Kirkegaard. Hans krop var en omvendt kegle: kæmpe bred for oven og så ellers stærkt indsnævrende ned efter. En lille bitte hofte under nogle hærde-brede skuldre, og det var som om benene var tynde som tændstikker under denne jernovn af en overkrop. Skipper Skræk, Orla Frøsnapper og Arnold Schwarzenegger i en italiensk mælkemands forklædning.

Forleden så vi også en lille gruppe italienerne på torvet i Final Borgo, en henrivende lille middelalderby med bymur omkring, en bymur så alle føler sig beskyttet og kan slappe af og slentre rundt med hjemmelavede is og kigge på butikker og hinanden, - i denne lille gruppe (italienerne er altid i gruppe) var der en rigtig pumpet macho. Mænd der ikke kan få deres arme ned langs siderne, fordi de bruger fem timer om dagen til at få franskbrødene i armhulerne til at hæve, har ofte deres arme så løst hængende - hvilende på armhuledejgen - som for at demonstrere hvor mange muskler de har. Hvis man brugte muskler til at holde armene ude fra kroppen for at vise hvor mange muskler man havde, havde man jo ikke så mange, som man gerne ville vise. Men det havde vores Don Juan her: helt afslappet gik han rundt, han kunne også godt have haft en is i hånden, det havde han ikke, men han burde, og så havde han disse trækninger i ansigtet, som skal til for rigtig at kunne slappe af.

Hvad er det mon man ser, Marianne? Jo, det må jeg fortælle. Jeg sidder på en terrasse med valmuer, rosentræer, og lidt nede citrontræer og appelsintræer, oliventræer og vinstokke. Terrasserne er lavet før år 1000 og huset vi bor i, er fra 1500-tallet. Fundamentet i hvert fald, for gaskomfuret og opvaskemaskinen, der er så genbrugsorienteret at den nægter at vaske alle madrester af, må senest være fra forrige århundrede. Ret fremme bugter vejen sig ad hvilken vi kører her op. Der er så mange snoninger og man dytter lige før man går ind i et sving, så menneskene på den måde smukt akkompagnerer fuglene og frøerne i deres pippen og kvækken. Der er en dytten, båtten, kvidren og quakken. Piaggoerne er der hele tiden. Piaggoen må for italieren være som bilen er for amerikaneren.

Med andre ord: Vi sidder på en skråning, halvt oppe på toppen af bjerget, halvt nede i bunden af dalen og ser på en færdiglavet borg fra efter Spanierne forlod området og på en ruin, som spanierne ødelagde, da de forlod Finale, og på en by på den anden skråning, Perti, med en lille håndfuld huse (en håndværker-håndfuld, mindre end ti), hvor der selvfølgelig er en lille bitte kirke med et kirketårn med to frithængende klokker. På skråningerne er der også en række elmaster og på toppen af kammen, ser jeg nu, er der en sender-lignende tingest - eller også er det en kæmpelampe, i hvert fald er der en stærk lampe, der lyser ind af vinduet om natten. Om natten er der også denne uglelignende fugl på færde, der fanger slanger. Jeg vågnede en nat og troede jeg havde astma, sådan lød det: hivende efter vejret, men min vejrtrækning var udmærket, og da jeg blev et gram mere vågen, fandt jeg ud af at det måtte være et dyr, og vi har hørt om denne ugle, der flyver ud i natten og fanger slanger. Jeg faldt i søvn og forestillede mig hvordan det måtte være at spise en slange, der snoede og bugtede sig i munden på mig. Sådan kan man falde i søvn på mange måder. Min computer er ude for batteri.

Hej, hej, Mariannne.