søndag, august 05, 2007

Handikaphøjskole

Min datter Eja - på ni år - ville ikke afsted. Blandt handikappede! Nej, for hulen da. Ad, sådan en flok spassere, det var ikke noget for hende.
- Men Eja, for det første er der ikke kun handikappede, for det andet er de mindst lige så sjove som ... som din far. Ja, måske endda sjovere endnu.
Det vidste hun ikke lige hvad hun skulle sige til, for far er selvfølgelig den sjoveste i verden.
- Man kan jo godt tale med handikappede, skal du vide.
- Aa, hvad man kan! svarede hun mistroisk.
- Jamen, farbror Per er jo også handikappet.
- Nej, sagde hun prompte, det er han ikke.

Farbror Per blev lam fra skulderne og nedefter for to år siden, men det gør ham jo ikke handikappet. Han er stadig den samme, han bevæger sig bare ikke så meget rundt, kravler ikke så meget i træer, fælder heller ikke helt lige så mange, men han laver f.eks. stadig have, og er i gang med at lave et brændeskur for øjeblikket. Han ligger ned og fortæller sin bror og sin hjælper præcist hvilke beslag og hvilken type træ de skal bruge, hvor lange stolperne skal være og hvordan de skal grave hullet og så videre. Han har fået en ny krop. Hjælperne er hans arme.

Der var spassere og passere, der bar t-shirts med teksten: spasser-passer. Der var et ældre ægtepar med deres tyveårige svært spastisk lammede søn. Det var deres andet barn. Deres første barn havde også været spastiker, men var død. Efter hendes fødsel havde moderen fået at vide at hvis de fik flere børn, ville det med garanti blive et rask barn, i hvert fald ikke med denne lidelsesfulde sygdom. De fik en søn - og han var spastiker.
De kørte rundt med ham, ude og inde, madede ham, underholdte ham, underviste ham, drog på alle måder omsorg.
I år havde forældrene for første gang i tyve år været alene afsted, tre uger til Mallorca, mens han blev passet af nogle andre. Men i alle tre uger nægtede han at tage føde til sig. Han var flyttet hjemmefra sådan som andre tyveårige også gør, han bare til et hjem hvor der var hjælp at få. Han var trist og ville bare hjem. Fik vi at vide. Vi kunne ikke se det. Han fægtede jo bare med armene og udstødte nogle for os at høre umotiverede råb.

Så var der Ursula, der ikke kunne gå og havde nedsat hørelse og syn. Hun var med på malerværkstedet. Hun malede med munden. Hendes mor havde også haft en anden datter, der var død af den samme sygdom som Ursula havde.
Så var der Sten, der var mongol og dansede til alt fra diskoteksmusik til højskolesange. Foran et kor på otte sangere, der sang blide danske melodier fortolkede han fysisk ordene og musikken. Det var fantastisk. Og på dansegulvet til afslutningsfesten var han også at se fra start til slut.

En af arrangørerne var også spastisk lammet og havde tolk på, fordi han var så svær at forstå. Det lød som et kassettebånd, der har ligget for længe - spillet bagfra. Han havde mange beskeder at give efter morgenmaden, det tog i hvert fald lang tid at formidle. Så sagde han til sidst at han havde forberedt et halvanden times foredrag om etik, men det var der nok ikke tid til!

Eja løb rundt og legede. Fes ned i computerrummet, hvor de sad og spillede og så børnevideoer med figurer, der drunknede, fik hugget hovederne af, skød på maverne ud på genstridige naboer og lignende børnevenlige temaer. Hun var med i malerværkstedet, hvor hun malede en vampyr og et gult billede med malingen sivende ned fra top til bund.
- Jeg tænkte på ham der ovre på Statens Museum, sagde hun, for at forklare denne sivende maling.
Det var Jørgen Haugen Sørensen, hun tænkte på.

En dag kom hun hen med hænderne for hele hovedet og fnisede. Da hun tog hænderne væk, var hele hendes ansigt pløret ind i noget rød farve. Hun sagde at vi skulle komme med. Så havde hun og Julie fundet et kirsebærtræ, som hele familien begyndte at spise af. Inga med guldkæder om halsen rakte sine ringbesatte hænder op mod grenene, og Faster Janne kiggede langt igennem sine Gucci-briller efter bærene.

Eja og jeg havde også meldt os til filmværksted. Der var tyve mennesker, som skulle finde på en handling sammen. Derefter skulle den store gruppe klippe og lægge lyd. Det var da dømt til at mislykkes, men det lykkedes faktisk. Der blev lavet tre grupper som alle fik lavet en lille film på de ca. 12 timer, der var til rådighed.

Det viste sig at den gode idé, som jeg selv synes jeg havde, kun fik én tilmelding ud over mig selv. Det var Eja.
Så vi lavede en film om fire af kunstværkerne på skolen. Vi tog et klip foran et billede og improviserede. Eja lavede en karakter, inspektør Tarm, som efter at have set på alle disse billeder, der var så tøsede og kvindelige, faktisk selv var blevet til en kvinde.
I sidste klip siger inspektør Tarm imidlertid noget som Eja blev så flov over at hun ikke ville være med til visningen for resten af højskolen. Det var for heftigt for en lille pige at spille en voksen mand, der blev til en voksen kvinde. Voksen mand kan en lille pige jo sagtens spille, men en voksen kvinde! Det var alligevel for tæt på. Vi skulle have brugt flere udklædningsgenstande, så havde det nok ikke været så slemt.

Dér lærte jeg noget om præpubertære pigers psyke - sådan som hele opholdet lærte mig noget om handikappedes svære lod, seje kamp og ukuelige vilje. Og mange muligheder. Trods alt.

Ingen kommentarer: