Behovet for en international og intellektuel kollektivet

Lidt om Jørn Lanngsteds og Bourdieus tanker om kunst og kommers, om Gadeuniversitetet og om en ny internationalisme

Balancen imellem den kommercielle og statsstøttede kultur i Danmark og Europa er ved at forrykke sig på en måde der aktualiserer diskussionen om de grundlæggende demokratiske principper. Hvad sker der det kritiske potentiale, uden hvilket demokratiet ikke kan være til, hvis markedet kommer til at dominere kulturproduktionen? Hvilken demokratisk rolle spiller det nationale i kulturlivet?

Professor i dramaturgi ved Århus Universitet Jørn Langsted ser et problem i at kulturpolitikken er blevet regionaliseret. Regionaliseringen gør nemlig at der ikke er noget sted der kan indgå i internationale forhandlinger. Regionaliseringen giver bedre plads til kulturkapitalismen og det bliver sværre at opretholde modstandspotentialer mod markedsgørelsen. ”Jeg savner i den kulturpolitiske forskning i Norden analyser af konsekvenserne af de regionaliseringer, der eksperimenteres med i forskellige former” (Langsted: Indfald og udfald, 2005, s. 46).

Men ikke kun analyser. Han efterlyser også en offensiv kulturpolitik.

”Den internationale kulturimperialisme (som er Jls synonym for globalisering, sr), de nationale opløsninger af statsdannelser til fordel for regioner, kunstens performativisering: disse ting bør ikke betyde 'et farvel til kulturpolitikken?', som det lidt provokerende og spørgende hed i overskriften til Den Første Nordiske Kulturpolitiske Forskerkonference. Det bør tværtimod fremhæve nødvendigheden af en mere offensiv kulturpolitik, der som grundlæggende præmis har, at et samfund er mere end et marked, og at borgere er noget andet end kunder” (ibid s. 48).

Da hverken politikerne eller universiteterne laver et lobbyistisk og aktivistisk arbejde for denne offensive kulturpolitik, må initiativet være op til borgerne. Som for eksempel denne tænketank.

Bourdieu taler også om en ny internationalisering, der som forudsætning har rod i nationaliteten. Han skriver i sit forslag til en ny social bevægelse i Europa: ”Lige nu er det mest presserende problem i mine øjne at finde de materielle, økonomiske og især organisatoriske redskaber til at anspore alle kompentente forskere til at gøre fælles front med ansvarlige politiske aktivister for at diskutere og udarbejde en række analyser og progressive initiativer, som i dag kun eksisterer som private og isolerede tanker eller i marginale publikuationer, fortrolige rapporter eller i esoteriske tidsskrifter” (Bourdie: Modild, Hans Reitzels Forlag, 2001, s. 14).

Bourdieu taler om en ny intellektuel kollektivitet der skal organisere nogle af alle de initiativer til alternative samfundsmodeller. Han skriver: ”Som en modvægt til dem (de konservative tænketanke der er udpeget af magthaverne, sr) må vi etablere kritiske netværk ved at gruppere 'specifikke intellektuelle' i fourcaultsk forstand i et intellektuelt kollektiv, der selv definerer genstandsområderne og målsætningerne for sit arbejde. Det skal kort sagt være fuldstændigt uafhængigt” (ibid s. 40). Og med uafhængigt mener han uafhængigt af kommcercielle interesser. ”Sagen er, at den principielle uafhængighed af økonomiske interesser, det kulturelle felt med besvær har tilkæmpet sig, er truet i selve sit fundament af en kommerciel logik, der sætter sig igennem på alle niveauer af den kulturelle produktion og distribution af kulturellle udtryk” (ibid. s. 84).

Det intellektuelle kollektiv er i Bourdieus visioner en international organisering, der skulle være ”med til at skabe de sociale betingelser for en kollektiv produktion af realistiske utopier”.

Kollektivet skulle være katalysator for aktionerende grupper, såvidt Bourdieu, ved at være med til at udtrykke og opdage hvem de er, ”og ved at trække på den enorme viden, der faktisk eksisterer om samfundsmæssigheden” (ibid. 41). Denne viden om samfundsmæssigheden er hvad han også kalder kulturel kapital. Det er endvidere hvad en gruppe i den danske undergrund har kaldt Gadeuniversitetet. Der bliver produceret et væld af viden udenfor de universitære institutioner, som ville kunne frigives og – var jeg ved at sige: kapitaliseres.

Der ligger altså en opgave i dels at etablere sådan en organisation, dels at lave det intellektuelle arbejde: at undersøge omfanget og virkningerne af den kommcercielle kunstproduktion samt udtænke alternativer og løsninger til de problemer, der viser sig.

Det er en stor opgave, som man dog kan starte på med at lave små grupperinger, der kan arbejde mere effektivt end mange enlige skribenter, kunstner og intellektuelle.