En tur i retten

Specifikt for at samle stof til et kursus om 'skyld', men generelt for at lære noget om det danske retssystem havde jeg den fornøjelse at blive guidet rundt i en af landets nu 24 byretter. Af en dommer. Ved at se et retssal er man næsten endnu tættere på en vital nerve i det danske samfund end hvis man overhører en Folketingshøring.

Umiddelbart - og det kunne sikkert være anderledes med en anden person - var det sympatisk at opleve den værdighed og repræsentative måde hvorpå vi blev vist rundt. Med dette mener jeg at der rent faktisk var noget af den aura i hendes skikkelse, som uungåeligt befinder sig omkring og udgår fra lovene; - fra Loven, som man af samme årsag skriver med stort. Ikke kun fordi det nu var hendes arbejdsplads, men fordi vi her har at gøre med ædle principper. For selv om der selvfølgelig også er tale om magtudøvelse, og at man står i en institution, der har udmålt urimelige straffe og kendt uskyldige skyldige, står man samtidig midt i et system, uden hvilket det er svært at forestille sig at et samfund kan hænge sammen - det er den pragmatiske indgang -, og som eksekverer nogle forordninger, der gerne skulle være forankret i dén metafysiske virkelighed, der hedder retfærdighed. Det er den filosofiske indgang.

Hun var meget bevidst om hvordan arkitekturen virker - eller i hvert fald gerne skulle virke. Og som sådan repræsentativ for andre dommere. Der er skrevet tykke rapporter om domstolenes arkitektur, som hun sagde. Ved den seneste domstolsreform - i forbindelse med kommunalreformen - er de 82 tidligere retskredse skrumpet ind til 24, hvor Glostrup retsskreds er landets næststørste med 14 dommere, og denne omlægning har selvfølgelig medført en masse nybyggerier. Det skulle være interessant at følge disse byggerier, fordi de helt kontant giver en fortolkning af vores forhold til lov, ret og domfældelse.

Glostrup ret ligger i den gamle amtsgård. Man går igennem en drejedør og ser nogle receptionister i et glasbur. Sten på gulvet og store vinduer. Det ligner fuldstændigt et kommunekontor. Denne arkitektur skal både udstråle værdighed og genneskuelighed. Man bliver mødt af retten i øjenhøjde. Man skal hverken bukke eller knejse nakken for at få øjenkontakt med det høje personale.
Arkitekturen udstråler mere troværdighed end værdighed, der er check på sagerne, men ingen håndtag i øjenhøjde, man skal hænge sig i for at åbne dørene til Lovens borg. Domhuset i København hælder jo mere til en magtdemonstrativ end en værdig arkitektur. I hvert fald når man ser det udefra.

Det er gennemført øjenhøjde-arkitektur. Kun et sted er der en minimal markering, nemlig ved podiet. Dommerne er hævet en fem-otte centimeter op over det gulv, hvor anklager og tiltalte sidder. Betydningen bliver ikke mindre, des mindre markeringen er. Tværtimod. Der er ingen tvivl om hvem der har magten, og sådan må det være.

Her bringer jeg derfor - hvis jeg selv må have lov at sige det - et fotografisk set yderst vellykket og underholdende billede herunder, der netop illustrerer denne minimale markering:


Det er denne balance, det gælder om at finde: på den ene side en ikke alt for almindelig udformning, fordi den derfor ikke danner den nødvendige alvorlige ramme omkring retten og retssystemet, men på den anden side heller ikke så ”værdig” at man føler sig dømt inden man træder ind i retssalen.

Det var ikke kun alt det interessante vi fik at vide, de helt grundlæggende forordninger og praksis omkring domsmænd og nævningeting (domsmændene kan underkende den juridiske dommer, men det kommer til at stå i dommen som en klar hentydning til at anke sagen), ankeinstanser og -regler (man kan aldrig anke et skyldsspørgsmål til højsteret, der kun tager sig af strafudmåling), de forskellige formildende og skærpende omstændigheder (f.eks. at en tidligere dom af en helt anden karakter kan ikke lægges den anklagede til last), den principielle sondring mellem skyldskendelse og strafudmåling, den neutrale men så alligevel entydige arkitektur, og alle mulige andre helt ting, man burde vide, - det var ikke kun vidensformidlingen, det var lige så meget den stemning af både troværdighed og værdighed, som stedet og dommeren selv kunne skabe, der gjorde indtryk.

Når man til daglig beskæftiger sig med ting, der har systemkritiske vinkler, er det derfor slående at opleve den dømmende magt så troværdig, når man til daglig er fyldt op med skepsis og - beklageligvis grænsende til - ringeagt overfor den lovgivende.

Det har blandt andet at gøre med forholdet til pressen. Dommerstanden er diskret og tilbagetrukken og uanset om man er enig med dem eller ej, synes jeg ikke at man kan fratage dem viljen til at være saglige og så lidt tendentiøse som mulige, både i offentligheden og i deres arbejde. Men man trådte også ind i en institution, der ikke er invaderet af marked, spin, nyttetænkning og nysprog, (selv om domstolene også har listet deres mål og værdier på deres hjemmeside!).