Hvor er den borgerlige offentlighed?

Historien om Lars Løkkes regnskabssjusk, hvor nul-tolerance-manden fik smagt sin egen medicin og fik udstillet sin uhæderlighed og utroværdighed på milimeterpapir, har åbenbart ikke influeret synderligt på vælgertilslutningen. Det er bemærkelsesværdigt.

Når regeringen før valget lovede bedre vilkår for børn i asylcentrene og for åbent tæppe svigtede dette løfte, har det åbenbart heller ikke større indflydelse på populariteten.

Og når de gik i krig uden FN-mandat, og når Anders Fogh Rasmussen uden at ryste på hånden afviste en journalist - var det 6-700 gange (?), kan man spørge om hvad den borgerlige offentlighed overhovedet er i dag?

Hvis de europæiske befolkninger ønsker mere demokrati, mere europæisk indflydelse på den globale sikkerhed og mindre amerikansk indflydelse, stemmer de direkte imod egne interesser, når de forkaster Forfatnings- og Lissabon-traktaterne.

Det er eksempler på at den borgerlige offentlighed er, hvis ikke helt fraværende, så i hvert fald uendelig svag. Det har ikke nogen betydning hvad aviserne skriver og hvad TV'et bringer. Selv om TV er så stærkt et medie, at det på ti sekunder kan afgøre enkeltskæbner, hvis de bringer noget negativt eller positivt om personer eller firmaer. Jeg kender personligt flere der efter ti og femten år har kæmpet for at lave en god forretning med kvalitetsprodukter. Efter to minutter på TV vender røven-i-vandskorpen-situationen til optur og overskud.

Medierne har enorm indflydelse, fjernsynet allermest, men hvordan kan det så være at kritik dels har så ringe kår i det samlede mediebillede, dels har så ringe indflydelse på de såkaldte magthavere. Politikerne kan i realiteten gøre hvad de har lyst til, samtidig med at vi lever i et såkaldt videnssamfund, hvor det generelle informationsniveau er højere end nogensinde. Og kommunikationsniveauet ligeså, hvilket skulle være en effektiv demokratisk kraft og mulighed for at holde politikerne i tømme. Det lykkes ikke. Og har måske aldrig rigtig lykkes, hvad der ikke gør problemet mindre.


Hvis vi siger at der ikke er nogen borgerlig offentlighed og at det er ens egen pengepung, labile humør, permanente angst og dunkle fornemmelser, der sætter krydset ud fra den mand, der ser godt ud, har karisma eller bare har en stærk udstråling, eller den kvinde, der netop er - kvinde, ser godt ud og har en pæn familie, som hun så flot kan passe samtidig med at hun er folketingskvinde, er det vel til grin i det hele taget at deltage i den borgerlige offentlighed. Altså den offentlighed der ikke lever op til sin funktion som talerør for folket, indflydelsesrig kritisk stemme og befolkningens kontrol med magthaverne. Så er vi jo gøglere, når vi skriver læserbreve, kronikker og går til demonstrationer. Og hvis modstand kun er benzin på modstandernes motor, er det vel mere effektivt at vende ryggen til. Men så er samtalen jo brudt sammen. Så er det slet ikke sådan vi skal handle politisk. For det skal vi vel.

Eller skal vi bare - som den slovenske filosof Zizek siger i sin nye bog - trække os tilbage og melde os ud:

"Truslen i dag er ikke passivitet, men pseudo-aktivitet, trangen til at 'være aktiv', at 'deltage', at maskere at der ingenting sker. Folk griber hele tiden ind, 'gør noget'; akademikere deltager i meningsløse debatter, og så videre. Det virkelig vanskelige er at træde tilbage, at trække sig." (Jeg har citatet fra Lillian Munk Rösings anmeldelse i Information d. 10.4.2008).

Paul Auster siger at ”... situationen i USA er kommet til et punkt, hvor det næsten er umuligt for mig ikke at forholde mig til det, når jeg skriver. Udover at gå ind i politik er der ikke andet, vi kan gøre end at skrive. (...) ... jeg gør, hvad jeg kan, men det er ikke forfatterens ansvar at være politisk aktiv. Det er min pligt som medborger” (interview i Information 10.6.2008).

Paul Auster har stadig et begreb om den borgerlige offentlighed, men det gælder også om at bevare tilliden til den. Hvis man helt mister håbet til at man kan påvirke noget som helst igennem argumentation og saglig debat, må man vel ty til udenomsparlamentariske metoder. I demokratiets navn. Det er logik - ikke moral.