Niende rejsebrev fra Italien

Kære Beate,

Igår kom vi forbi en vin-, olie-, eddike-, oliven- og spaghetti-butik. Den måtte vi lige ind i, og det endte med at vi købte tre flasker rødvin fra Piemonte og en olie fra Ligurien. Der stod række på række med olivenolier. Vi vidste slet ikke hvad vi skulle gøre af os selv. Hvordan overhovedet vurdere disse olier? Vi gik over til vinen og besluttede at nu vælger vi et område, og så bliver vi der. Derfor kun vin fra Piemonte. Det samme gjorde vi så med olien. Nu vælger vi Ligurien. Vi bor her og vi vil smage jorden under vores fødder. Så vi spurgte ham, og han pegede på én olie, 'bonissima', og på tre andre olier: 'buono'. Okay, vi tog bonissima. En monokultura-ekstrajomfruoliven med plyssæder og alufælge og hele svineriet. En limousine med andre ord. Etiketten er designet lidt i stil med Hannemanns produkter fra Øster Farimagsgade: uden billeder, men med en ensudseende tynd font på højkant. Monokultura betyder, fortalte han, at det kun er den samme slags oliven, taget det samme sted fra - og så selvfølgelig også lavet selv samme dag som de er plukket. Denne olie var plukket i februar, fordi den lå højere, mens de andre olier er plukket i oktober, fordi de ligger tættere på havet.
23,- Euro, lidt over 150,- kr. for 750 ml. Olio & Orti hedder den. Monocultivar Taggiasca står der på siden. Den kommer fra Fratelli de Andreis S.N.C. (www.olioeorti.it).
Da vi kom hjem og smagte på den, kunne man godt smage at den ikke var som den anden olie, vi købte hos købmanden forleden (en ekstra jomfru fra Pellegrino, categoria superiore, hvad det så end betyder?).

Vinene har vi ikke smagt endnu, men her får du alligevel at vide, hvad vi købte, så du er advaret om hvad du må lægge øre og øje (- desværre ikke gane) til i næste brev: en Barbera D'Alba fra Prunotto 2005, en Dolcetto di Dogliani fra Chionetti, San Luigi 2003 og Barbera d'Asti fra Massimo Marengo, Castagnole Monferrato 2004.

Forleden fik jeg brev fra Mikael R. Det var total optur. Et rigtigt brev. Stefano kom ned til os med en masse breve, de fleste til ham, lidt færre til ham, der boede i denne lejlighed før os, og så ét brev til os. Et rigtigt brev. Selv om Mikael ligeså godt kunne have skrevet det på mail, havde det en helt anden virkning at få det på print. Jeg tillod mig at læse det op, selv om det sikkert kan virke meget indiskret, når brevet nu var til mig. Men det var ikke i den forstand hemmeligt, så jeg regner med at han tilgiver mig. De skulle ud og spise, på Fiasco, for som han siger: 'mindst ét rigtig godt måltid om året' skal der til. Når de var derhjemme, sagde han, laver de mad og spiser, taler om mad og drikkevarer. Også på det punkt ligner vi dem. Da han sluttede brevet af med følgende sætning, kunne vi alt for godt se os selv: "Vi ser begge frem til at skulle tale om mad, mens vi spiser godt på Frederiksberg i aften".
Én sagde engang at det var typisk for danskere, at tale om mad når man lige skulle til at spise. At det så er udvidet til faktisk at gælde hele måltidet, siger noget om tidernes udvikling. Eller forfald. For vi kan f.eks. godt igennem et helt langt måltid tale om mad. Fra start til slut.

Men for nu ikke at tale om noget andet, men om det samme, så spiste vi et lækkert måltid igår. En røsti med en laksebøf og en salat med kogte bønner og salatblade i. Det bedste ved denne salat var vores nye olie. Røstien havde jeg lavet dagen forinden, så den kom lige i ovnen og fik en sprød overflade. Laksebøffen var kommet i ovnen, og det er at foretrække. De bliver bedre i ovnen end på panden, kunne vi konstatere. Den lå i hvidvin, lidt citron og fennikel, som også afgav lidt vædske. Virkelig god. I det hele taget bruger vi en del fennikel, ikke mindst fordi vi har fået Jamie Olivers nye kogebog med italienske retter herned. Den er ret god, synes jeg. Han kan godt lide fennikel og ikke mindre fennikelfrø.
Han fortæller blandt andet at han tager til Italien hvert år med sine elever for at se på olie-produktioner. Oliens kvalitet er ikke kun afhængig af olivene, af jordforhold og vejr, men også af produktionsformen. Olien er en grundingrediens, som man må vie en del opmærksomhed.
Jeg kan godt lide Jamie Oliver, selv om han selvfølgelig også er smart. (Hils fra mig, så får du sikkert en særlig behandling, og sådan noget. Han kan virkelig give én en fornemmelse af at man kender ham).

Vi lavede pasta alla norma forleden. Det er en siciliansk hofret med aubergine og ricotta på pasta. Den blev faktisk ikke helt så vellykket, som den sikkert kunne. Nok for meget olie. Det er de aubergine, der snyder. Jeg tror ikke man behøver at bruge så meget olie, man skal bare være over dem, røre rundt i gryden, så de ikke brænder på. Det er næsten som et tørstege dem, men de bliver bedre af det.

En anden aubergineret er caponata, også siciliensk, der udover aubergine består af kapers, oliven, tomater, rødløg og mandler i en sauce med oregano, persille, krydderedike og selvfølgelig olie. Det er en primi, men jeg fik lavet så meget at vi stort set kun spise den. Det er en primi, man skal ikke lave for meget.

Da jeg gik ind i spaghettiriaet forleden, begyndte jeg også der at snolde. Det har vi åbenbart lidt tendens til! Jeg skulle lige have 200 g. af de rigtige fazoletti, 150 g. af raviolien med spinat, 100 g. af tortellinien og så også lige 100 g. af den grønne spinatpasta. Når jeg skriver de 'rigtige fazzoletti' er det fordi jeg prøvede at lave fazzoletti for nogle uger siden. Og de så overhovedet ikke sådan ud. De var meget større og tykkere. Fazzoletti betyder silketørklæder og er firkantede spaghettier skåret som kortfarven ruder. De skal altså være små, få centimeter lange og ret tynde. Jeg lavede dem som Jamie Oliver sagde: op til 10 cm. lange.

Jeg prøver at indføre lidt lettere måltider om aftenen, helst vegetarisk, men det er lidt svært. Det giver ellers en rar fornemmelse når man ikke spiser det tunge kød og drikker al den vin. Men - som Rikke så rigtigt siger: det smager jo godt.

Nu glæder jeg mig bare til at spise noget frokost med Rikke - og få talt lidt mere om mad.

Kærlig hilsen,
Du ved nok.