Ottende rejsebrev fra Italien

Kære Frederik,

Dét at være væk er at komme tættere på dem derhjemme. Det er en mekanisme, som jeg vender tilbage til igen og igen. Dette fraværende nærvær. Dette nærværende fravær. At man er tættere på sin elskede, når man er langt væk fra dem. At man kan være så fjern, når man ikke kan komme væk fra dem.

Det er helt tydeligt, når vi nu er her i Italien. Vi er isoleret fra mange af de vanlige indtryk, og de ting der dukker op i vores tanker, virker stærkere, bliver mere præsente. Og hos mig dukker dig både mennesker og problemer op. Mennesker flyver ind foran mig i en lind strøm, også ganske fjerne bekendtskaber, som jeg ikke har hørt fra i årtier, ja, som jeg har sluppet kontakten med, men som alligevel lever i mig. Det er spøgelserne: dem der er døde, men alligevel ikke døde. De er ikke begravet, men går igen.
Der er Kirsten. Denne mærkelige kvinde, som jeg havde de underligste samtaler med på Roskildefestivallerne i starten af firserne - samtaler kan man ikke engang kalde det. Hun smilte sjældent, havde et skævt blik og dyb snørklet stemme, og vi talte om ingenting og en masse på samme tid; aldrig noget 'hej, hvordan går det?' eller 'vi ses', bare disse small-talks i en spooky, uaflæselig, mystisk og samtidig naiv stemning. Hende har jeg ikke talt med i henved tyve år.
Peter Egil, som jeg har skrevet til, men ikke set i adskillige år. Peter K., som snart skal besøge os. Peter N., som også snart må komme på besøg - i en anden kontekst, nu hvor han er alene. Cornelia. Torkil. Carsten. Philippe. Julie. Hubert, der pludseligt døde for nogle måneder siden. Ham tænker jeg meget ofte på. En masse mennesker. På Dorte, min ex. På mine forældre. På O., der pludselig blev ret dårlig, men er ovenpå igen. Og på Eja, min datter. Mange mennesker optræder på min tankes scene.

Jeg drømmer også anderledes her. Jeg har en anden forbindelse til mine drømme, hvad der giver mig en fornemmelse af at have en tættere forbindelse til mig selv. Der er dog stadig lang vej igen. Jo mere jeg har forbindelse til mine nattanker, desto bedre kan jeg følge med i alt det, som sker uden min aktive indblanden. Det er som om nathukommelsen bliver bedre af to forhold: at slappe så relativt meget af, som vi gør hernede, men på den anden side også at være så relativt vågen og arbejdende at synet er aktivt. Derfor tillader jeg mig også at nedfælde og meddele den drøm jeg havde i nat til dig.

Jeg drømte jeg var i Vedbæk, ved mit barndomshjem. Jeg gik ned ad stien mod huset, det var nat, ved tre-fire-tiden, det var mørkt og hvert af mine skridt var en kæmpe anstrengelse, som om jeg kun havde en tredjedel af mine ben. Der var noget handikappet over følelsen. Ved stenen med det lille træ, i starten af grusvejen ned mod huset, stod en grå bil. Den stod underligt parkeret, sådan lidt på tværs af grusvejen, og så det med at parkere midt i sving! Jeg gik videre på mine små ben. Der stod en flyttevogn på grusvejen foran Ole Ladings hus, jeg skulle også forbi den for at komme videre ned mod huset. Da jeg var nede forbi den lille vold og nøddetræerne, kom Eja mig i møde. Hun var frisk og frejdig, hun løb forbi mig. Vi klaskede hænder, men omfavnede ikke hinanden, så var hun videre, som om hun var i gang med en leg og derfor ikke lige havde tid til at kramme.
- Er der nogen derinde, spurgte jeg?
- Ja, sagde hun, farfar og hende der plejer at spille dronning.
Jeg gik ind og så min far stå i entreen, også et underligt sted i forhold til døren og mig, der kom ind: foran toiletdøren, halvt bagved hoveddøren, der åbnede ind imod ham. Imod dem. For han stod med en kvinde, som jeg hverken kendte eller genkendte. Han holdt hende i hånden. Han så lavere ud end normalt. Hun var højere end min mor. De var lige høje. Far stod med et stort smil på, men også med lidt forblændede øjne. Tanketomt. Måske alderdomsforelskede øjne. Han smilte hele tiden, som om smilet var malet på ham. Og så stod de der bare. Med hinanden i hænderne.
- Her er stille, sagde jeg.
Far sagde bare:
- Ja.
De kiggede bare på mig, stadig med hinanden i hænderne. Så gik det op for mig, hvad det var.
Så skreg jeg. Uden at banke med hænderne eller virre med hovedet. Bare skreg. Jeg ville mærke væggene med mit skrig. Fylde huset ud.
Jeg gik ind i huset, de blev stående, og der var ingen møbler. Det hele var tomt.

En tydelig skilsmissedrøm. Eja, hvis forældre er skilt i virkeligheden, optræder lige inden jeg selv møder min far, der lige er blevet skilt i drømmen. Og fortæller mig at han er blevet skilt. Det som han her gjorde mod mig, har jeg gjort mod Eja. Men hun reagerer helt anderledes end jeg. Hun er vant til det, hun er glad - midt om natten - mens jeg, der er voksen, både i drømmen og i virkeligheden, har meget sværere ved at acceptere det. Selv om jeg har meget lettere ved at klare mig selv end hun har.

Drømmen er blandt andet kommet af læsningen af Siri Hustvedts essay "Hinsides" fra essaysamlingen En bøn for Eros ( Forlaget Per Kofod, 2006, oversat af Rasmus Hastrup): "Min stedsøn Daniel, som nu er atten, kan ikke huske at have boet noget sted sammen med begge sine forældre". - Essayet handler om alle de huller i virkeligheden, som fiktionen fylder ud. "Det er et tabt paradis", skriver hun videre. "Selvom nogen måske forestiller sig at 'to hjem' repræsenterer en fordobling af hjemmets glæder, forholder det sig dog anderledes i den virkelige verden. Det gamle udtryk 'et opløst hjem' er tættere på sandheden. Børn i særdeleshed længes efter lige, fragmenterede stadie før dannelsen af et 'selv', eller måske fordi de vitterligt ikke er herrer over egen skæbne. Og selv om skilsmisser er ganske almindelige og ofte civiliserede og værdige - det vil sige uden åbenlys bitterhed mellem forældrene - kan det at bevæge sig fra her til der blive til en art intetsteds. (...) Fordi 'hjem' er mere end et sted at parkere kroppen, fordi det nødvendigvis er et symbolsk landskab, hvad vil det så betyde at have to? To hjem vil uundgåeligt være i modstrid med hinanden, altid i detaljen, nogle gange også i større sammenhænge. Hvad sker der hvis det, der bliver sagt det ene sted er det modsatte af det der bliver sagt det andet? Hvor bor barnet så?"

Da jeg lå og læste igår, læste jeg denne sætning flere gange. 'Hvor bor barnet så?'. Den slog. Videre fortæller hun at Daniel opfandt en verden, han kaldte 'Halv-verden'. Det lå i det ydre rum og alle indbyggerne var skåret midt over. Hun spurgte ham om menneskene i Halv-verdenen nogensinde kunne blive sat sammen igen. "Han sagde ja".

Det var med stor lettelse jeg læste dette 'ja'. Det er muligt.
Det er jo i øvrigt næsten en parafrase - eller en videretænkning - af Aristofanes' fabel i Platons Symposion om menneskene der oprindeligt var dobbelt så store som nu, men som blev skåret midt over, fordi de truede guderne med deres styrke. Derefter blev de så optaget af at finde deres tabte halvdel at de ikke længere stræbte efter at erobre gudernes domæne. Det er eros. Men ikke noget som Hustvedt gør noget ud af i En bøn for eros. For det er vel en anden form for eros, når menneskene, som de ser ud i dag, bliver yderligere halveret. Altså skåret i kvarte i forhold til de helt oprindelige mennesker med fire ben og fire arme. Hvad er det for en drift? Hvis det er eros' kontor i sjælen man sender sin ansøgning til, når man vil have to arme og to ben sat sammen med andre to arme og andre to ben, hvilket kontor i sjælen er så man sender sin ansøgning til, når man gerne vil have den ene arm sat sammen med den anden og have formælet det ene ben med det andet? Er det åndens kontor?

Vi talte om min drøm her til morgen, Rikke og jeg. Det udviklede sig til en længere diskussion. Hun sagde at børn nok altid vil stræbe efter at mor og far bliver sammen. Jeg indvendte at det nok snarere er den stabilitet, som moren og faren repræsenterer, barnet gerne vil have. Hvis en familie- eller stammestruktur var anderledes sammensat, var det den stabiliserende faktor, barnet altid havde en dyb længsel efter. Hvad jeg selvfølgelig sagde for at relativere kernefamiliens ideologi. For at sætte en kile ind imellem vores familiestruktur og det naturlige. Men Rikke mente at mor og far var det naturlige fundament for barnet og det som barnet altid gerne ville have - sammen.

Diskussionen udviklede sig i mange retninger - også ud i på metaniveauer: 'Du skal ikke lægge ord i munden på mig', præmisserne hænger ikke sammen med dine konklussioner' og 'du er rigoristisk'. Det er en form for diskussion, vi er havnet i før. I metaens i-sin-egen-hale-bidende ophidselse, i selvspejlingens selvspejling og dobbeltmisforståelserne vildnis. Men vi kommer ud af det igen. Ofte klogere end før. I hvert fald på den anden - og på hvordan man selv virker.

Men indholdet af diskussionen gik på om mor og far af naturen eller blot i vores kulturkreds var den stabiliserende faktor.
Det rigtigste svar ligger vel her som i alle mulige andre diskussioner nok nærmest midten.
Vores måde at tænke og diskutere på kan nogengange i sin struktur bevæge sig længere og længere væk fra sandheden, blot fordi sproget forfører og begreberne er alt for udialektiske. Når et problem bliver stillet op i sort-hvid og enten-eller dilemmaer, er det som regel fordi man er træt af at udforske og at komme sandheden nærmere. Det er altid handlingsmennesker, der er forfaldne til enten-eller-logikken. Selv om de kraftigste handlinger kommer af en dialektisk tankegang, der forstår af mediere polerne. Både Rikke og jeg kan gribes af en blanding af stædighed, forsvarsmekanisme og handlingskramper a là 'det her mener jeg sgu, for det gør jeg sgu'.
Det var en parantes.

Mange forskellige ting kører samtidig. Skilsmissens konsekvenser, samtalens vanskeligheder, forståelighedens selvbedrag og den bestandige følelse af at være på længere afstand fra den anden end nødvendigt. Kommer man nogensinde tæt nok?

Hvis mødet - sammensmeltningen - mellem to mennesker findes i nattens hjerte, må kærligheden være den lange dags rejse mod nat.

Sådan har jeg det med Rikke.

/Du ved nok fra hvem.