Syvende rejsebrev fra Italien

Kære Beate,

Italien er et vidunderligt land. Det må jeg sige. Det første jeg tænker på, når jeg siger dette er: maden. Dernæst Fellini. Og så landskabet. Historien vil nogle sige, tjoo, den er der jo også.

Igår tog vi til Piemonte, det vil sige at vi lige kom over på den anden side, til Bagnasco, hvor vi standsede og tog den første, den bedste restaurant, der var. Der var nu heller ikke mange. Der var Bar Roma lidt længere nede ad gaden, men i stedet for - som Rikke og jeg har det for vane - at undersøge 15-45 steder før vi vælger - som regel det første, så tog vi bare dette, der kun var det sjette-syvende sted, vi var kommet forbi over en strækning på 10-15 kilometer. Der var trattoriaer og små osteriaer på den snoede bjergvej fra Finale og først til Calzino og videre mod Bagnasco. Vi havde vel holdt en gennemsnitsfart på omkring 30-40 km/t, som man nu har det, når der er sving der er skarpere end en schweitzerkniv - en sammenfoldet vel at mærke. Det blev mere og mere øde, jo længere op vi kom. Langsomt banede vi os ind i skyerne. De høje bøgetræer forsvandt langsomt - ind i tågen. Pludselig kørte vi igennem en høj viadukt: en lille by med et traktørsted. Vi hørte en prusten. Det var to cyklister, der havde møvet sig hele vejen derop. De standsede for at tage noget varmere tøj på. Vi kørte videre ned igennem skoven, hvor tågen mellem træerne var som cement mellem mursten. Der pludselig var væk. Knitrende klart stod bøgen der i al sin grønhed.
Og så var vi i Bagnasco.

- Det ser lokalt ud, sagde Rikke, da hun havde været inde og inspicere. Han er ikke særlig venlig, tilføjede hun.
Vi tog chancen. Bugserede barnevognen ind i et rum, der kun blev brugt når der var rigtig mange gæster. Det var der ikke. I det andet rum, på den anden side af en glas- og trævæg sad fire selskaber fra størrelse to til seks - helt stille. Det var som om de kiggede, men de gjorde det ikke. De kiggede uden at vende sig om.
Jeg troede italienere talte højt. Jeg hørte om en italiener, der var i Irma, og blev kigget på alle steder fra, fordi han talte højt. Altså almindeligt - for ham.
Men her! Her var der næsten andægtig tavshed - bare uden andægtighed. Det var ikke fordi maden var hellig, det var bare landlig provinsiel afdæmpethed.

Vi kørte barnevognen ind og satte den ved siden af en gammel ovn. Der var lyserød dug på bordet.
Drikke? - Et enkelt glas hvidvin til mig, og - åhh ja så la' gå da, sagde Rikke: også ét til mig. Og noget vand.
Der gik ikke to minutter, så var der en lille ret på bordet og en hel flaske vin.
Han lod os forstå at vi bare skulle betale for hvad vi drak. Fint nok.
Først satte han et glas med syltede gule pebre. Vi vidste ikke hvad vi skulle gøre, så vi tog to stykker over på vores tallerken, der var temmeligt meget større end disse to stykker gule trekanter, der kiggede op på os. Med kniv og gaffel spiste jeg en smule, på en måde så det både kunne se ud som om jeg bare ville smage, eller - hvis det rent faktisk var en ret i sig selv - spiste den som en ret i sig selv. Dernæst kom en lille tallerken med ansjoser, dernæst en lille tærte med spinat og ricotta.
Vi drak et glas vin: perlende, frisk og det var som om man rent faktisk kunne smage at den næsten groede lige op af jorden under vores stole. Den var fra Alba, også Piemonte, hvorfra alt det gode ganegodt åbenbart kommer.
De kiggede på os fra nabobordet og vi kiggede lidt igen.
Så kom der ravioli, og så kom der en anden pastaret. Vi tog et glas vin til. Så begyndte vi at tale en smule med det ældre ægtepar. De kunne ikke meget engelsk. Først talte vi om Hannah.
- Ahhh, Anna.
- No, Hannah - con acca. (Med H).
- Ahhh Khanna (med guttural).
- Si, si, sagde Rikke og jeg i kor.
Jeg kiggede på pastaen og havde den mistænkt for at have nødder i sig, så jeg spurgte:
- Noce? Io allergico.
Han så helt uforstående ud, og jeg pegede på pastaretten: Er der nødder i den, for jeg er allergisk overfor nødder.
Pludselig gik det op for ham:
- No, no, no, no, sagde han meget højt. Noce! og løftede skuldrene: - A Milano, Milano, sagde han.
Sådan noget som at putte nødder på eller i pasta var åbenbart så langt ude at det kun kunne være folk fra Milano, der kunne finde på sådan noget.
Så var der gnocchi, brune i farven og meget bløde. En anelse for bløde for vores smag, men ellers gode.
Og så kom der kanin på bordet og jeg tog mig et glas hvidvin, hvorefter vi begyndte at tale om vinen.
- Alba, Alba, sagde de, og vi svarede:
- Si, si.
Og så kom der kylling. Og jeg tog mig et glas hvidvin. Og så begyndte vi at tale om Dante.
- Dante Alighieri,
- Si, si.
Det var hende, der havde studeret - kunsthistorie - og kunne derfor tale engelsk, men sagde ingenting. Han havde vist ikke studeret, det ville han have sagt, hvis han havde, men det var ham, der førte ordet.
- Ahhh, sagde han med store øjne, da jeg sagde at jeg havde studeret 'theologia'.
- ... et scrivere, sagde Rikke.
- Ahhh, sagde han med endnu større øjne: POETA!
- Si, si, sagde vi.
Og så tog jeg lige et glas vin til.

Der kom en kvinde hen til Rikke, der havde Hannah på armen, og begyndte at tale til Hannah. Hannah kiggede først meget undrende og spørgende på hende, som sagde hun: Hvad vil du? Men hun blødte op og smilede. Kvinden legede skjul med hænderne og talte i lange baner uden så meget som at give os det mindste blik. Så gik hun tilbage til sin plads og lagde sit ansigt i normale folder igen.

- Formaggio? spurgte tjeneren, der var blevet mere smilende.
- Si, si, sagde jeg, hvorefter jeg fik den kraftigste ost, jeg nogensinde har smagt. En fåreost med grappa i. Han kom ind med glasset med ost, hvorfra han med en kniv smurte smøreosten direkte ned på min tallerken.
- Multo bene, sagde han. Numero uno.
Og så kom der to desserter. En kage og en budding. Der begge smagte formidabelt, og hvad de ikke blev ringere af, var at de blev serveret med en mild, sød og yderst velsmagende grappa. Hvor kom den mon fra?
- Alba, Alba, Alba.

Vi var så mætte og tilfredse og så rundtossede at der simpelthen var for meget at tage de hårde hårnålesving til Alba. Det måtte vi gøre en anden dag. Men først skulle vi ud, og det gjorde vi med håndtryk til både ægteparret ved siden af os og til tjeneren. Da vi gik ud af rummet vendte alle sig og vinkede som familiemedlemmer på kajen vinker til deres sønner på et krigsskib, der er ved at lægge fra. Glade ansigter omkring veldækkede borde med lokale vine i kæmpeflasker og vajende hænder.

En herlig oplevelse. Vi grinede og sang i bilen på vej hjem.

Kærlig hilsen,
fra Du ved nok