Alt det der
- en samtale med Skeptikeren

I går var jeg sammen med Skeptikeren. Efter at vi havde talt sammen i to timer, det vil sige at vi kun var nået til de indledende manøvrer, spurgte han:
- Er det helt naivt at spørge om det kunne være muligt at befolkningen faktisk sagde nej til alt det der?

Alt det der. Hvad er det? 'Alt det der' er hovedsaligt kommercialiseringen af både nyheder og ånd. Selv de såkaldt kritiske medier er såvidt Skeptikeren blevet til ren underholdning. Selv hvis man presser en politiker, får det ingen konsekvenser. Det der fylder medierne i dag er glemt i morgen. Det der fyldte medierne igår, kender man ikke længere noget til. Det er én af hovedankerne.

Det næste er ikke kun diskussionen om hvorvidt det nu ER sådan – for det er det jo - men hvorfor alle accepterer det? Eller hvis vi nu skal være nuanceret: Hvorfor er der ikke flere, der går imod denne tendens til at udvande de vigtige ting?

De lange diskussioner jeg har med Skeptikeren lægger sig op ad – men ikke ind i - kampen om opmærksomheden. For vi vil ikke kæmpe på mediernes præmisser for at få mediernes opmærksomhed.
Hvis mediernes præmisser er at give to minutter til en kritik af mediernes små formater, skal man overveje kraftigt om det er en dagsorden man kan gå ind på. Hvis man synes at alle seriøse budskaber bliver gøglificeret af medierne, har det ikke meget zweck at levere et seriøst budskab til dem.
Det trænger helt frem i radioavisen at de norske spillemaskiner er for kedelige og ikke har blinkende lamper nok. Det er en nyhed der prioriteres frem for noget relevant.

'Alt det der' er også instrumentaliseringen af ånden, altså den tendens at man skal bruge f.eks. de humanistiske videnskaber til at fremme økonomien. Det er økonomiseringen af alle sektorer og omvridningen af åndsarbejdet i retning af markedet. Det er Helge Sanders fra forskning til faktura. Det er den omsiggribende testning og evaluering af snart sagt alle services og produkter. Det er produkt- og varegørelsen af menneskelige relationer (Facebook og Myspace er blot to eksempler).Det er idealiseringen af økonomiske teorier, der på den måde strækker sig langt ind i eksistentielle forhold (netdating har fremmet cost-benefit-analyser af partnervalg, kultur- og mediepolitikken er i stigende grad markedsbestemt etc). Det er sagt før, dette her, af nogle, men ikke af mange.

'Alt det der' er også forbruget og al den energi der går med at forbruge. Det er opdyrkningen af et stadigt stigende arsenal af kunstige behov, hvad der er genereret af markedet, som kun kan overleve hvis dette arsenal udvider sig. Jo flere behov, desto mere afsætning. Behov stræber efter tilfredsstillelse, og denne stræben okkuperer vores opmærksomhed. Hvordan kan det f.eks. være at der er hundredevis af folk der i op til over en uge sover foran den butik der sælger I-phone? Hvordan kan det være at så mange mennnesker lokaliserer tilfredsstillelsen af eksistentielle behov i bestemte brands? Hvorfor er de sjælelige muskler så slappe at de ikke kan udholde selv den mindste fornemmelse for tomhed?

'Alt det der' er også den evolutionistiske tankegang, at vi bevæger os fremad på udviklingens linje og opad på videnskabens stige; at vi er klogere i dag end vi var i går. Det er en illusion som kommer fra en manglende historisk bevidsthed. Hvis vi vidste hvad de vidste i oldtiden, ville vi måske være lidt mere ydmyge i vurderingen af vores nutids meritter. Hvis vi vidste hvad de vidste i middelalderen, ville vi måske vurdere vores videnssamfund lidt anderledes end tilfældet er.

Videnseksplosionen har lagt megen viden i ruiner. Vi overskylles af informationer, men har glemt at tænke. Nogle kan tænke, men de bliver set endnu mere ned på end tidligere tiders profeter. Mener Skeptikeren.

Den evolutionistiske tankegang er et resultat af modernismen, et ord som med rette får nogle til at løsne hanen på deres pistol. Men lad – med løs hane – bruge dette ord, for det er et levn fra en modernisme som f.eks. positivismen, der med stor arrogance prøvede at feje enhver form for metafysik ud af erkendelsens område ved at henvise den til et overstået stadie i menneskehedens udvikling. At kritisere modernismen kan ikke kun ske med en løsnet pistolhane, men også med en løs hånd – fordi man meget let kan komme til at skyde sig selv. Eller rettere: den udbredte enten-eller tankegang kan hurtig få skudt ens egne meninger et helt andet sted hen end hvor vi selv ville placere dem – og hvem er det nu der bedst ved hvad man mener?

Hvis man f.eks. kritiserer modernismen, tager man ikke fundamentalisterne i forsvar. Hvis man kritiserer Darwin, forsvarer man ikke automatisk intelligent design. For at kritisere evolutionismen behøver man ikke at være reaktionær. (- Et andet aspekt af 'alt det der': den polariserede debatkultur, der med enten-eller-præmisser går fejl af de fleste saglige og afbalancerede synspunkter og analyser).

'Alt det der' er også computeren.
Men da måtte jeg sige Skeptikeren imod:
Computeren er et redskab som vi må bruge til at fremme de ting vi holder af og til at gå udenom de mekanismer, som undertrykker os. For det kan computeren. Ransagningen af Pirate Bays servere i 2006 og den efterfølgende totale decentralisering af alt deres materiale er et eksempel – lad min understrege: et eksempel – på hvordan man via den nye teknologis muligheder for en total decentralisering kan undgå de hidtidige forsøg på centraladministrativ indgriben i hvad nogle mener er en menneskerettighedsbestemt borgerret. Det er sikkert ikke politisk umuligt, men under alle omstændigheder teknisk og administrativt umuligt at lukke Pirate Bay, medmindre man lukker alle servere i verden.

Skeptikeren tegnede et billede af det moderne samfunds absolutte afhængighed af elektricitet, som er et billede på det skrøbelige fundament som vores demokrati hviler på. For – i teorien i hvert fald – kan man sagtens forestille sig at magthaverne ville kunne kontrollere borgerne via kontakten i væggen. Vores kommunikation er mere overvåget end nogensinde (den svenske FRA-lov fra 18.juni 2008 er det mest ekstreme tilfælde), men skridtet længere ude er at den elektricitet som er forudsætningen for denne kommunikation bliver politisk kontroleret. I horisonten på denne tankegang ser man spejlbilleder af sorte skjorter, skrå bånd og ditto arme; spejlbilleder der i udseende slet ikke ligner, men som spiller på samme harpe.

Er det helt naivt at forestille sig at befolkningen siger nej til 'alt det der'. At folket faktisk kan oplyses. At folket faktisk består af tænkende individder. Alt man faktisk formår at skelne mellem de reelle og kunstige behov. At man ved hvornår man er underholdt og hvornår man er (u)oplyst. At man (er)kender sin søvngængertilstand og sin uvidenhed – det må det første skridt til at blive mere vågen og mere oplyst.

Så siger nogle at det er da en værre omgang kulturradikal knækbrødssuppe. Lad gå – og ja, det kan jeg sagtens vedgå. Men lad os få et alternativ til dét så. Kom med det.