mandag, juni 12, 2006

Bazookahosen og Swing of Sahara

D. 10. juni 2006, spillede vi - dvs. Bazookahosen - og Swing of Sahara på Loppen.

Loppen kører den gode stil. Der er hænder hvor man skal bruge dem, flere kasser fuld med halvliters vandflasker til fri afbenyttelse, sodavand og øl, kaffe på kanden (hele tiden) og efter lydprøve blev der råbt:
- Så er der mad!
Kalkun i flødesovs, salat, kartofler. Perfekt. - Og så god lyd- og lysmand.
Det er civiliseret.
Det burde være sådan over alt, men det er det ikke. Loppens høflige attitude kommer også fra noget generelt på Christiania. Det er ikke godt at tænke på at hele dette ekstraordinære sted en dag - måske - er udraderet af politikere, der ikke har sans for det.
Det må vi prøve at forhindre.

Nok om politik, for sådan noget tænkte vi ikke på forleden. Da var det koncerten det drejede sig om. Vi tager Christiania og Loppen som en selvfølge, i hvert fald at høre musik fra. At spille der selv er ikke lige så selvfølgeligt. Det var den første Bazookahosen-koncert på den scene, og vi vil gerne vende tilbage.

Vi havde sparet meget energi sammen og efter sigende kom den ud over rampen.

Tre-femtedele af Bazookahosen, Jenz Koudahl, undertegnede og Rasmus Meisler

Efter os kom Swing of Sahara - og det er et jættefint orkester. Fuld gang i den, swing, polka og baln'roll og friske i replikken. Skæve og opmærksomhedstiltrækkende soli af Andreas Ugorskij på guitar, prægnant og varieret bas på Jesper Lunds store sukontrabasbalalajka, slam og skrammel-ekvilibrisme fra Sigurd Djurhuus' trommer, crooner og steady rytme-guitar af Peter Dobronyi og smukke, riffede indsatser og melodier fra Ole Algreen Reimers trompet, der i fem numre var assisteret af endnu en trompetist og tromponist. Disse blæser kunne blandt andet skabe indtagende lyriske lydflader. Swing of Sahara er et godt danseband, som har direkte kontakt med publikum. Peter Dobronyi optog begge koncerter på kassettebånd og solgte det for 150,- kr. til førstbydende. Hvor blev dette bånd mon af? Det bliver penge værd engang.

Ingen kommentarer: