Hvem ringer klokken for?

Vi tog bilen og kørte ud i det blå. Det næste fikspunkt i kalenderen var dagen efter i Grenaa (skiltemalerne nægter konsekvent at skrive bolle-å). Vi renoncerede med andre ord på ethvert behov for planlægning, og pludselig var i Dalum. Jeg havde set på kortet, og da jeg så at Dalum lå nogle kilometer forude, var der en eller anden klokke der ringede, men hvilken vidste jeg ikke.

Det viste sig at Dalum kloster ligger lige overfor Dalum kirke. Det lyder i sig selv ikke usædvanligt, men det er to helt forskellige institutioner. I virkeligheden løber det historiske skel fra kirkesplittelsen i 1517 langs Dalumvej, der skiller det katolske kloster fra den protestantiske kirke. Der var blomster omkring døren hvorover der med guldbogstaver stod: 100 år. Vi gik ind - uden at ringe på. Dér stod en ganske lille nonne. Hun kiggede skævt op til os, for hun kunne ikke rejse sig op i sin fulde halvanden meters længde.

- Hvad vil I se? kom det meget lavt dernedefra.
- Øhhh, ja, kirken, var det første jeg kunne komme i tanke om der måske var værd at se.

Vi gik igennem gange der kunne ligne en en blanding af et skattekontor og en feriekoloni og kom til kirken, der er erstatning for den oprindelige klosterkirke på den anden side af Dalumvej, i dag er almindelig folkekirke.

Den store have rummede både blomster, grøntsager og krydderurter, men bag disse var der en voliere med en masse eksotiske fugle, kaniner, geder, grise, får, hjorte og talrige katte. Det hele var fredfyldt, men fuld af liv. Fredfyldt kan man måske ikke ligefrem kalde Hedvigs eget liv, i hvis orden disse søstre tjener.

Hedvig blev giftet bort som tolvårig - det var i 1186 -, fødte sit første barn som trettenårig. Hun fik i alt syv, hvoraf hun overlevede de seks. Efter den syvende fødsel foreslog hun sin mand at leve i afholdenhed, hvad han indvilligede i. Hedvig viede sit liv til at passe de fattige, spiste aldrig kød, piskede sig selv til blods og gik barbenet hele året. Da hun af sin overordnet fik besked på at købe sko, købte hun dem, men bar dem under armen.

Det gjorde vores søster ikke.

Vi sagde pænt farvel; ens stemme og kropsholdning bliver påvirket af at man taler med en lille person, der har viet sit liv til Gud, og taler med lav stemme. Da vi kom ud til Dalumvej og skulle til at bese Dalum kirke, stod der på den anden side en mor med sin barnevogn. Hun sagtnede farten, da hun så os. Da vi nærmede os kantstenen, var moren standset helt op og kiggede meget intenst på os.

- Nå, du kigger, spurgte Rikke.
- Det må du også godt, sagde jeg frejdigt, vi ligner måske nogen du kender, og gik hen til hende for at vise at vi ikke kendte hinanden - og få en sludder.
Jeg gik hen til hende. Kiggede hende ind i øjnene og kunne mærke en vind i baghovedet, som i løbet af et meget langt sekund fik blæst sandet af min hukommelse væk.
- Dorthe, udbrød jeg.

Tilfældigt at møde en bekendt i Dalum, er nok lige så sandsynligt som at møde sin københavnske nabo på gaden i New York. Det møde fandt kun sted fordi vi ikke havde planlagt noget som helst. Det var selvfølgelig dén klokke, der havde ringet. Dorthe Ahlburg Tofte-Hansen er præst i den smukke Dalum kirke fra 1100-tallet. - Men Dorthe fortalte også at H.C.Andersen faktisk havde fået ideen til sin fortælling Klokken lige om hjørnet.