tirsdag, juni 13, 2006

Om Søren E. Jensens bog: 10 øren fra 1959 og andre mellemsteder

Tobakskiosker og cafeterier, det er nogle af Søren E. Jensens yndlingsrum, og han er knivskarp i iagttagelsen af dem. Som da han registrerer en langturschauffør på et landevejscafeteria, hvor dagens ret er et langt større hit "end tilfældet var i supermarkedscateterierne, velsagtens fordi langturschaufførerne efterhånden kunne deres fiskefilet, danske bøf og halve kylling på rygraden. Langturschauffører er sultne mennesker, så portionerne var rigelige, men skulle de alligevel ikke slå til, havde mange landevejscafeterier den service, at man kunne få sin tallerken fyldt op en ekstra gang gratis, hvad jeg engang har set en særlig robust chauffør gøre, da dagens ret bestod af medister, sovs og kartofler. Det mente chaufføren 'satme smagte så godt', at han gik op og fik nok et bjerg. Selv så mange år efter kan jeg blive mæt bare ved tanken" (s.77).

Efter endt læsning af radiomanden og teologen Søren E. Jensens nye bog, 10 øren fra 1959 og andre mellemsteder, bliver man bare sulten efter mere. Det er meget mere end en radiobog, som han ellers kalder den i forordet. De tekster det velrenoummerede forlag Vandkunsten her sender på gaden er endnu bedre end de udsendelser, som DR igennem mange år har sendt ud i luften - og som i forvejen er drøngode. Søren E. har sin helt egen stil og tone, der både er informativ, original og uhyre morsom. Teksterne handler om rejser i Polen, Sudetertyskland, Tjekkiet, Tyskland, Jylland, København og omegn; Søren E. har en fornemmelse for steder der er ret unik, det handler om de øde, forladte, kedelige - og gamle steder. For der er megen nostalgi på spil, men han er også klar over det, hvad titlen på essayet "Metanostalgi" vidner om:

"Spørgsmålet melder sig: Hvorfor dog overhovedet være nostalgisk, når man havde al mulig grund til at være lykkelig i sin egen samtid? Fordi samtiden beklageligvis slet ikke virker særlig fascinerende mens den står på, hvorimod den bliver særdeles dragende, når man ser tilbage på den eller pludselig støder på den gennem et uventet møde, en glemt melodi i radioen, et skilt på en industrivej eller en bro midt på en mark, der fortæller, at her har der engang været en jernbane. Derfor bør den sande nostalgiker også bifalde, at verden ændrer sig - ellers havde han jo slet ikke mulighed for at lede efter noget?" (s. 114).

Men man følger gerne i sporene på Søren E.s nostalgi, fordi man her opdager nye ting. For eksempel baneterrænet på Vester Fælledvej på Vesterbro, som han skriver om i essayet "Mellemsteder":

"'Træet, siloen og jernbaneresten' hed et program, som jeg gerne ville have lavet, dengang P1 stadig bragte sådan noget, men da jeg ikke nåede at producere programmet, vil jeg i det mindste gerne fortælle det" (s. 43).

Hermed også være antydet at Søren E., der startede på Danmarks Radio i 1995, har registreret forandringer på P1, der kun kan fremkalde nostalgi - hvad jeg som tidligere medarbejder samme streds kun kan bevidne. Det er en stor opmuntring at han stadig er der, og særdeles kedeligt at tænke sig at udtrykkene på DR bliver stadig mere og mere ens og forudsigelige. Søren E. er garant for det modsatte.

Et andet gammelt forladt landskab, han også gør nyt i denne underholdende og anbefalelsesværdige bog, er det gigantiske ferieparadis Prora på Rügen i det nordlige tidligere Østtyskland, som Hitler fik ideen til i 1935, og som stod næsten færdigt ved krigens udbrud. Denne fascinerende historie fortæller Søren E. fra selve stedet. Også her mærker man forfatterens særlige stedfornemmelse, som han endda formår at give et kongenialt udtryk. Hans beskrivelser i bogen er et dementi af hvad Henrik Nordbrandt skriver i digtet med den sigende titel Stedets ånd. Stedets ånd forstår man først igennem tabet: "Det tab, du skal lide, må du ikke fejlagtigt / forveksle med en ny form for vinding" (Under mausolæet, 1987, s. 14).

Et tredje eksempel - der er mange flere, men jeg må også lige genfortælle dette - er hans eftersøgning efter et "idyllisk lille DSB-hus, som dog ligger i skyggen af en række brutale betonsøjler, der bærer en meget trafikeret højbane". (Se, her mistænker jeg nu alligevel Søren E. for ikke at mene dette 'dog' - jeg tror ikke på at søjlerne og højbanen trækker fra i hans vurdering af stedet). Nå, men dette hus har han første gang set i Olsen Banden på sporet, hvor Olsen Banden stjæler tre kasketter ved hjælp af en plan, der indebærer en nymalet knage. Dette kup finder sted i en kantine i bemeldte idylliske DSB-hus. - Det må Søren E. finde, og han leder på godsbaneterrænnet, "... i årevis, så jeg i dag er fortrolig med hver en svelle" (141). Han finder det i Vigerslev, hvorved han får fortalt en hel del faktuelle og interessante ting at sige om dette ikke så uvigtige sted.

Om det må være mig tilladt, så vil jeg indskyde en fodnote, fordi det bestemt ikke er første gang Vigerslev og Vigerslevvej optræder i litteraturhistorien. Vigerslevvej er nemlig det sted hvor en afgørende aha-oplevelse opleves af en stor dansk digter:

"Pludselig husker jeg klart det øjeblik i min barndom
da det med ét stod mig klart at mit hidtidige liv
kun eksisterede nu i dette tilfældige nu,
og at jeg hvert øjeblik, på min cykel på Vigerslevvej,
lagde hele mit liv bag mig".

Dette er kun et brudstykke af prosadigtet Øjeblikseksistens, som Villy Sørensen har bragt i bogen Vejrdage fra 1980. Det handler om opdagelsen af tiden, den skelsættende opdagelse at der er noget der pludselig ikke er mere. En ret vigtig oplevelse i Villy Sørensens biografi.

Det er kun en fodnote, for Villy Sørensen er ikke umiddelbart en forfatter, Søren E. refererer til, men ikke desto mindre relevant, fordi det også hos Søren E. handler meget om fortiden.

Men for ham gælder det også om at opsøge steder, hvor tiden står stille og hvor de gamle ting får nyt liv, ikke ved - som entreprenør - at sætte hele lortet i stand og score kassen, men ved simpelthen at kaste et poetisk blik på dem. Og derved får vendt et tab til en vinding.

Søren E. Jensen: 10 øren fra 1959 og andre mellemsteder, Forlaget Vandkunsten. - Udkom 9. juni 2006. 212 sider. Hæftet. 199,- kr. ISBN 87-91393-90-6.

Ingen kommentarer: