Den genetiske disposition for undertrykkende ros
I anledning af Woody Allens film Match Point

Vi roser hinanden for lidt. Der er intet så godt som ros. Man bliver set. Man bliver anerkendt. Bare at blive nævnt kan opfattes som ros. (Derfor er det godt at nævne sine kilder, og derfor er creative commons så god en idé: Man bruger frit af alle kilder, men man nævner dem også med navn).

Men man kan også rose for meget. Suzanne Brøgger sagde engang i en sammenkomst at Villy Sørensen var skøn at være sammen med, fordi han aldrig kommenterede det hun havde på.
- Nå, udbrød jeg, er det et kompliment?
- Ja, for man kunne bare være sig selv i hans selskab.
Det var tankevækkende. Det er adskillige år siden, den replik faldt.
Det fortælles også at en tidligere - og kun lidt over trediveårig - leder af et stort dansk teater modtog et manuskript af Sven Holm, en af Danmarks største forfattere. Teaterlederen måtte desværre afvise skuespillet, men ville dog kvittere med en afsluttende ros: "De har ganske givet talent for at skrive".
Sådanne ubehøvletheder kan kun slippe ud af en grønskollings pen.
Jeg har været vidne til at en komponist spurgte en højt uddannet akademiker, der var på det tidspunkt var arbejdsløs, om han ikke ville være sælger af hendes værker, "fordi han var så god til at tale i telefon". Nu er det jo ikke enhver beskåret at kunne tale i telefon, men komponisten kunne lige så godt have sagt: "Du er bare drøngod til at vaske op."
Når man er interesseret i viden, bliver man til tider tiltalt med denne indledende bemærkning:
- Du som ved så meget, - og så kommer spørgsmålet: Ved du ikke hvem der vandt curlingmesterskaberne i Saskatchewan i 1983?
På den måde bliver man ustandseligt tvunget til at demonstrere sin grænseløse uvidenhed, så indledningen klinger desto mere hul. Ros der implicit vendes til det modsatte.
Woody Allens nye film, Matchpoint, er propfyldt med mesterlige og subtile udtryk for den undertrykkende ros. På et tidspunkt sidder hele familien omkring det store blanklakerede bord, og imellem al den overfladiske pludren stikkes der små rosende piller ud:
- Kan I huske dengang Chris ikke ku' kende forskel på rød- og hvidvinsglas? - Og alle griner på den måde som kun overklassen kan. Det høflige dræbergrin.

Arbejderdrengen Chris bliver hele tiden rost for sit fantastiske talent for at tilpasse sig overklassen. Hver eneste gang ordlyden signalerer accept, er den deklasserende. Hver eneste gang han roses for at gøre det rigtige, det vil sige: det de andre gør, signaleres det at han aldrig bliver én af dem. Chris er så fokuseret på at komme ind i varmen at han ofrer alt for at opnå det, også det der er mere værd end ham selv. Begæret efter at blive en del af overklassen gør ham modtagelig for dennes manipulation, og de elsker ham for denne evne. Jo mere synlig han bliver i de nye omgivelser, desto mere usynlig bliver hans væsen. Der er ingen adgang til overklassen uden maskering, og hans tiltagende desperate trang til at vise hvem han i virkeligheden er bliver holdt i ave af den endnu stærkere og endnu mere desperate ambition om at stige i graderne. Men sandheds-impulsen fornægter sig ikke. Fordi den får så stærk modstand, viser den sig i sin perverterede skikkelse. Det sidste middel for at blive synlig er - skylden.

På overfladen dræber Chris sin elskede for at rydde en forhindring af vejen. Men neden under ligger der er et dunkelt begær efter at blive synlig i skyld. Og ingen skyld er større end at dræbe, og intet er så svært som at dræbe sin elskede.

Det er mesterligt af Woody Allen ikke at give tilfredsstillelse for Chris' dunkle begær. Sådan som Dostojevski giver sin hovedperson, Rodion Raskolnikov, i slutningen af Forbrydelse og straf. Raskolnikov bliver dømt til arbejdslejr, og det bliver hans redning, fordi han lærer kærligheden at kende i Sonjas skikkelse. Raskolnikov er skyldig, men er også erkendt skyldig, og det er hans redning: det er først når skylden kommer for en dag at kærligeheden kan leve.
Chris Wilton lever sikkert fortsat i sit kærlighedsløse fornuftsægteskab, og hans dunkle begær bliver endnu mere dunkle.

Vores liv er ikke langt nok til at få åbenbaret sandheden. Det kan kun slægten. Og så er vi tilbage ved udgangspunktet: slægten og dens stigmatiserende, fortrængte og dunkle komplekser, der bl.a. bliver synlige i den deklasserende accept af andre klasser og undertrykkende ros af andre mennesker.