En ørkentur

Så lykkedes det at krydse ørkenen. Den ørken som jeg i sin tid stiftede bekendtskab med i Harald Kiddes Helten og som optrådte som en uendelig hvid plet i et samfund, der blev desto mere mystisk jo mere ørken det havde at læne sig op ad. Og så vidste jeg først ikke hvilken ørken det var. Ørken findes der jo ikke i Danmark. Men det gør der. Det er endda den største af sin slags i Nordeuropa. Vi er med andre ord på Anholt, - som turistføreren siger kunne være blevet Danmarks Mallorca med alle de solskinstimer den har. I år blev der også registreret tropisk temperatur heroppe, hvilket vil sige at termometeret ikke kommer under 20 grader på 24 timer.

Man blev tør i svælget af at knase tørre gevækster under fode. Den første time går man på lyng, sten, lav og sand uden at man møder noge dyr, men efter en times tid begynder mågekolonierne at dukke op. En lille hvid plet midt i ørkenen varslede at vi nu kunne blive angrebet af svartbager med vingefang så store som ørne, og det blev værre. Vi tog nogle grene fra et træ der var ved at formulde i al sin tørhed for det tilfælde at magerne skulle komme og nappe os i nakken. En sølvmåge – var det vist – hang lige over os og prøvede at skide os væk. Vi tog en omvej i al hensynsfuldhed og holdt os til højdedragene, så vores vej igennem landskabet blev den mest muskelkrævende. Ruten vekslede mellem klitter og høje; at spadsere som en myre i en sauter-pande. Op på kanten. Et højt punkt med udsigt over både den sydlige og nordlige kyst af denne den mest isolerede ø i Danmark.

Her går man med sin gravide kæreste. Der sveder. Op og ned af sandede skrænter, der fylder skoene med ørkenstøv, som vi mærker mod vores hud. Som et par rygende piber der bliver sandblæst. Vi damper, men har vinden som vores mobile aircondition med os. Enebærbuskene bærer både sorte og røde bær, - dér er en mælkebøtte, som om det skulle være særlig interessant, men den gule farve slår imod os. Og afstandsbedømmelsen! Fyret synes at være indenfor en armslængde, men alligevel bliver vi ved med at gå. Det vokser og vokser, men vi bliver ved at gå og gå.

Men vi når det. Diverse egomaner har skrevet deres navn med kridt på fyrets mur. Vi kigger ud mod sælerne, der ikke er der, selv om de har deres mennesketomme tot. Med små pæle i nogle meters afstand ind over øen bliver deres område markeret, så vi ved hvor vi skal gå hen, hvis vi vil gøre os upopulære. Vi tager sydstranden hjem i et raskere tempo, dypper os i det klare vand på vejen. Noget af ørkensandet flyder ud i strandsandet og viser os hvor forskellige farver de har. Ørkensandet gulgyldent og brændt, strandsandet hvidt og knirkende.

Nu sidder ørkenen mere i kroppen på mig. Alle de skridt vi går er jo en udveksling:

For hvert skridt vi tager, tager fødderne en bid, - for til sidst selv at blive jord.