Niels I. Meyers erindringer: Fra højre mod venstre

Det er et utroligt aktivt liv der udfolder sig i Niels I. Meyers erindringsbog Fra højre mod venstre. En titel der henviser til bevægelsen fra et borgerligt miljø til en aktiv miljø-politisk indsats. Han kalder det selv venstreorienteret, selv om Oprør fra midten jo netop var fra midten, og mange af de råd, kommiteer og tænketanke Meyer har været med i har været tværpolitiske. Der er megen redelighed og saglighed i denne bog, og det afspejler den tilgang Meyer har haft til sine mange gøremål. Som der er rød tråd i, selv om det også er meget forskellige problemer han har kastet sig over.
Det er således rørende at høre om arbejdet for et mere 'menneskeligt' miljø på Danmarks Tekniske Universitet. - Jeg spillede engang derude (med bandet The Flirts), i bygningerne på Lundtoftesletten, et sted som Niels I. Meyer også har været med til at finde. Her mindes jeg hvilke frustrerede og hæmmede typer der kom op til os bagefter, og spurgte om ting der vidnede om et kæmpe underskud af både fest, musik, selvindsigt og - kvinder. Så mit indtryk var også at et sådant tiltag var nødvendigt. (Selv om de sikkert diagnosticerede problemet anderledes).
Dette er dog ét af de mindste ting i bogen, der ellers er spækket af et glødende og uafladeligt energisk engagement i de helt store politiske problemer, fortrinsvis indenfor energi-sektoren.

Meyer startede med at være aktiv indenfor sit eget felt som civilingeniør med speciale i elektro-fysik, i Akademiet for de tekniske videnskaber (som han senere blev præsident for), - og det er sjovt at høre om den første eleltronhjerne i Danmark i 1956 (konstrueret af Bent Scharøe Petersen), som krævede en bunke tid i programmeringsfasen. Han var med i Romklubbens første dage, og i den verdensomspændende bevægelse, der gik under navnet Grænser for vækst. (Romklubben startede i 1968 fra initiativ fra Aurelio Peccei, der bl.a. havde kæmpet mod fascismen). Han var med til at stifte en tænketank, der fik navnet Balatongruppen, som bestod af et halvt hundrede ledende forskere fra forskellige lande (Kina, Indien, Costa Rica, Afrika, Japan osv). Han var med i Selskabet for samfundsdebat, som daværende kulturminister K. Helveg Petersen dannede i 1969. Her lå kimen til Oprør fra midten, som også Meyer tog initiativ til med et brev d. 2.12.1972. Helveg Petersen var straks klar til at gå i gang med at formulere "hvordan man skal få et demokrati til at fungere i et avanceret teknologisk samfund". - "Udgangspunktet har været", skriver Meyer i det første brev, som er genoptrykt i erindringerne, "at vores politiske system både ideologisk og organisatorisk er utidssvarende og utilstrækkeligt til at løse de aktuelle og især de kommende samfundsproblemer" (281). - Det kan man jo kun give ham ret i, og det aftvinger respekt at følge konsekvenserne af den indsigt, der senest også førte ham ind i partipolitik. Noget som de tre midteroprørere blev kraftigt opfordret til i 1979, men hvad der af flere grunde ikke var hensigtsmæssigt. Ikke mindst fordi Oprør fra midten også var en grundlags-bog.
Og som sådan må den vel siges at være en af de mest praktiske og i virkeligheden realisable af sin slags, selv om den dengang og stadig bliver beskyldt for at være alt for utopisk. Visse debatører tror jo at mangel på fantasi er det samme som større realistisk sans. Det står for egen regning, det skriver Meyer ikke.

Mit filosofiske hoved savner noget mere fra dette grundlag, nogle betragtninger over hvad det gode samfund og det gode liv egentlig er. Meyer er en naturvidenskabsmand, omend atypisk, men så dog alligevel fjern fra f.eks. kulturpolitikken. - Ikke desto mindre er det en vigtig pointe, som han også fremfører overfor Gyldendals bestyrelse, at naturvidenskaben er en del af Danmarks kulturhistorie.

Der er en Europaskepsis i Oprør fra midten - som for Meyers vedkommende førte ham ind i en - i mine øjne - indædt modstand mod EU. En modstand som Villy Sørensen jo ikke kunne følge ham i, og i disse afsnit virker det også som om der er mindre substans end de afsnit hvor han fortæller om kampen for alternativ energi. Det er som om der ikke er et ligeså fornuftigt og realisabelt alternativ til EU som f.eks. til atomkraft. Det er da også her at jeg personligt ikke længere kan følge Meyer, men han er på alle sider god at være i selskab med, fordi han anerkender modstanderes synspunkt og har en saglighed, som man savner i de fleste af nutidens medier.