Tied and Tickled

Lidt mere fra Roskilde 2006

Det siger selvfølgelig en del om dette mellem-øres og gulvs koordinater at de bedste oplevelser på årets Roskildefestival var Goodiepal, der flyttede rundt på planeter, Sakomoto, der trykkede én tone ud på sit Steinway for hvert femte takt (hvor der i øvrigt ikke var nogen takter), MCJabber, der ironiserede over Snoop og lignende egomaniske rockstjerner, Jørgen Leth, - så meget jeg nu hørte af ham - der stadigt overbevisende står med ét ben i virkeligheden og ét ben i iagttagelsen af virkeligheden, og som stadig kan afføde alenlange diskussioner om sig selv og sin person, og Tied and Tickled, der - typisk tysk, som én sagde - fuldstændigt køligt, men funky og originalt serverede musik både til de rytmiske og melodiske receptorer. Dette udvalg tyder selvfølgelig på en vis mæthed overfor den almindelige rock'n roll, men så alligevel: Primal Scream, som vel godt kan kaldes rock'n roll i deres temmeligt Rolling Stones-lignende sæt, kom overbevisende ud over rampen og måske fordi forsangeren Bobby Gillespie var så cool, gav det også publikum en chance for at blive varme. Jo mere hysterisk de opfører sig på scenen, desto mindre mulighed giver de jo publikum for at være det. På samme måde som en komiker jo ikke griner af sine egne vittigheder, fordi han derved tager latteren fra publikum. Så mindre dans på scenen er altid en god gave til danseglade musiklyttere.

Men Tied and Tickled var nok den bedste musikalske oplevelse. Dansabelt og groovy på electronikadelen, mens synth-manden og saxofonisten og andre godtfolk stod for den side af sagen, der ikke nødvendigvis skulle appelere til headbangergenet. Midt i smukke blæserakkorder kunne der også sættes ind med den skæveste tangentsammensætning, som med lidt hjernegymnastik og velvillighed faktisk kom til at passe ind i helheden på sådan en måde at man savnede den, når den holdt op. Og saxofonisten kanonerede en solo igennem over adskillige bjergtoppe. Her var der solo - noget som man ellers skal lede længere efter på nutidens Roskildefestival.


Men også ansigterne på Bundet og Kildret, som bandnavnet vel må oversættes som: helt almindelige grimasser, hverken manieret glade eller påtaget dyster-patetiske. Det var som om de gik rundt i dagligstuen og rodede lidt i gryderne. Opsætningen var nok tiltænkt symmetrisk, men sådan som de gik rundt imellem hinanden, nogle gange klumpende sig sammen i den ene side, fik de scenen til at kæntre, - hvis den havde været et skib. Og det er den jo på mange måder.
På den anden side af scenen gik nogle folk rundt, mere eller mindre rådvilde som om de ledte efter et eller andet, en anden havde fundet sit instrument, f.eks. bassen som der blev høvlet på mens ansigtet hoppede op og ned over den. Alt i mens musikken både sejlede og gyngede afsted.

Kan anbefales.