Sjette rejsebrev fra Italien

Kære Frederik,

I dag er det d. 18. maj - og ikke kun årsdagen for urolighederne på Nørrebro efter EU-afstemningen om Edingburg, men også årsdagen for afleveringen af mit speciale om Thomas Manns Doktor Faustus. Det var i 1993. Altså fjorten år siden.

Forleden talte Rikke og jeg om den fornemmelse vi begge havde af at det allerede var lang tid siden Eja var taget afsted. I realiteten var det kun fire dage siden.
- Det viser hvor langsomt tiden går, sagde Rikke.
Men det viser vel også hvor hurtigt den går. Det går meget hurtigt at få en fornemmelse af at det er lang tid siden.
- Men tiden går også langsom, sagde Rikke, når kun fire dage kan føles som lang tid.
Tiden går altså både hurtigt og langsomt på samme tid. Sådan er også med 18. maj 1993. Jeg var på Nørrebro, på Fælledvej. Jeg gik sammen med nogen, var det mon Michael Nissen?, der var voldsomme uroligheder. Der var en slags barrikade tværs over Fælledvej, og jeg kan huske at jeg ikke rigtig kunne tage det alvorligt. Eller også at det dér ville jeg ikke være bange for. Vi passerede én med en brosten i hånden, og jeg sagde:
- Det der er sgu latterligt.
Hvortil den unge hætteklædte person galpede op som en hund, mere uartikuleret end velformuleret.
Det skulle jeg ikke nyde noget af. Min indre Jan Stage abdicerede på en studs, og vi gik ned ad Fælledvej og hjem.

Jeg kom jo også fra at have afleveret mit speciale, som det havde været en sej omgang at komme igennem. Af mange grunde. Jeg havde skrevet det i Berlin, hvor jeg samtidig skulle være udadvendt og opsøgende. Den indadsøgende bevægelse, som specialeskrivning er, og den udadvendte holdning, man bør have i en ny by - ikke mindst en by som Berlin, der i den grad er et overflødighedshorn af kulturelle tilbud - kolliderede, så jeg i en lang periode måtte sætte alle indtrykkene på plads med øl. Samtidig med at jeg tænkte: Det kunne være rart at kunne drikke øl uden at få tømmermænd, ergo må jeg drikke nogle flere for at vænne min krop til det, så den ikke reagerer så umodent: at give mig tømmermænd.
Ak ja, når jeg tænker tilbage på den tanke, er det unægtelig lang tid siden, så umodent den er tænkt. Men når jeg kaster et blik på nogle af de mange noter, jeg lavede i den tid, og ser hvor meget jeg nåede at få læst, set og hørt, ja, så overstiger det, hvad jeg har kapacitet til i dag. De ting jeg dengang skrev, er også nogle steder meget klogere end noget jeg ville kunne skrive i dag. På den led var jeg mere moden dengang. Fem år før Eja blev født.

Det havde også været en lang og sej proces at få specialet skrevet, og jeg kan huske at computerne var så langsomme og jeg var så utrænet i at bruge dem at det også gav en masse problemer. Da jeg skulle aflevere specialet, kom jeg ind på kontoret til teologisk fakultet, og sagde glædestrålende at nu kunne jeg aflevere mit speciale, hvortil sekretærerne sagde: godt, du kan bare lægge det i bakken der. - Længere var den ikke. Fladt og ufestligt. Der var ingen flag. Ingen dram. Ingen sang. Ingen knus og lykønskninger. - Det måtte jeg derfor have mig en øl eller flere på om aftenen.
Det er lang tid siden. Og så husker jeg det som var det igår. Selvom jeg har glemt en række ting. Men det har jeg også fra igår.

Jeg kan huske at jeg til morgenmaden sagde at hvis vi kommer afsted klokken halv elleve, vil vi være i Nice klokken halv et.
- Hvorfor klokken halv elleve, hvorfor ikke klokken ti, sagde Rikke.
- Okay, lad os tage afsted klokken ti.
Da vi klokken 10.26 kørte ud af den fjernstyrede port, skulle vi lige købe ind til om aftenen. Så vi var i Nice klokken et eller andet, - jeg kan ikke huske det.

Vi sigtede mod Musée d'Art Moderne, som vi beså med Hannah skiftevis i babybjørnen og i favnen. Da vi kom ud derfra, slog det os hvor forskelligt de værker alligevel var, selv om de er lavet indenfor en - i hvert fald i kunsthistorisk perspektiv - kort periode, nemlig fra omkring 1960 og fremefter. Museet, der er fra 1990 og som navnet antyder, er koncentreret om moderne kunst, dvs. ny realisme, pop art, amerikansk abstraktion, assemblage og mere til. Det er sjældent at man dykker ned i en anden epoke og oplever så mange forskellige slags udtryk - og det siger jeg ikke kun fordi vi er tættere på disse moderne udtryk, ej heller, tror jeg, fordi det historiske filter endnu ikke har homogeniseret vor tids kunst, men fordi vores tid simpelthen er mere forskelligartet. På særudstillingen, der - noget plat - hed Nice to meet you, var der både computergenereret kunst, video, foto, installation, tegninger (med tush og akvarel, Béatrice Cussol) og skulpturer. Der var et fuldstændigt hvidt rum lavet af Berdaguer & Påejus, der hed: Psychoarchitecture, 2007. Fire-fem huse, helt i hvidt, på sokler, der hvilede på noget hvidt gummi-lignende materiale omringet af hvide vægge. Man missede helt med øjnene. Sjælehuse. Synliggørelse af det usynlige indre.
- Hvilket hus er du? spurgte Rikke.
- Hmm, det der, sagde jeg og pegede på et hus, der lignede en en høj firkantet sko. - Nej, jeg mener det der, sagde jeg og pegede på en større villaformet bygning, der stod og balancerede på en lang snoet og bugtet slangelignende muskel.
- De er ligesom to helt forskellige huse, sagde hun og gik ud af rummet.
- Hvilket hus er du? spurgte jeg, men da var hun gået.

Nu bliver jeg afbrudt. Brevet er slut. Jeg vender tilbage. Men vender jeg mon nogensinde tilbage til sjælehusene? Måske. Måske om fjorten år. Vil de så stadig være der? Sikkert - for fjorten år går jo hurtigt. Det er jo lige om lidt. Så jeg kan få svar på mit spørgsmål. Hvis jeg da ikke selv har tegnet et hus til hendes sjæl. For er det ikke det man gør, når lever sammen? Bygger sjælehuse til hinanden.

Lange hilsener fra
Du ved nok.