Noget om at skabe situationer, aggression, vasketøj og små sko

Niels Christie, den norske krimnolog, fortæller et sted hvordan kriminalitet skabes.
Første situation: En mor kigger fra sit vindue ned på legepladsen, hvor hendes dreng leger. Der er en mand der opfører sig underligt og endda virker truende på drengen. Hun ringer efter politiet, og der opstår en 'situation'.
Anden situation: En mor kigger fra sit vindue ned på legepladsen, hvor hendes dreng leger. Drankeren fra nummer fire, Hugo, er der også. Han laver nogle af sine sædvanlige streger, men både moren og sønnen er vant til dem, så det er ikke noget at reagere på.

Forskellen er at hvis man kender og snakker med sine naboer, ringes der mindre efter politiet.

Imidlertid skete der noget mærkbart i en andelsforening på Sortedam Dosseringen for få år siden. Der er en epileptiker, som jeg selv har snakket meget med og som har været en del af denne dyre andelsforening. Pludselig skete der noget. En beboer som kendte ham dårligt havde følt sig truet af ham. Det kom op på generalforsamlingen, hvor der samlede sig en aversion imod ham og hårdnakkede forsøg på at få ham smidt ud af foreningen.
At det så – heldigvis – ikke lykkedes er ikke så afgørende. Hvordan kan det være at man blandt beboerne pludselig ser et problem hos en person, der har boet i foreningen i tyve år, er sær og syg fra staerten af og som ikke har forandret sig synderligt?

En tendens?

Rektor for Danmarks Pædagogiske Universitet, Lars Henrik Schmidt, skrev for nogle år siden en bog om vrede. Det var ikke et tilfældigt emne. Da han blev interviewet på bogmessen, fortalte han hvordan han så sent som indgangen til Forum havde oplevet en udtalt vrede fra folk i køen.

Jeg blev også chokeret da jeg forleden i et overordentligt astadigt tempo, med den ene hånd i lommen, kom trillende på cykel ned af Frederiksundsvej og efter at have råbt ding-dong så gelinde som muligt overhalede et ældre ægtepar. Manden ringede med sin klokke, konen blev forskrækket, hvorefter manden udstødte et grynt og et råb, som jeg sjældent har hørt mage til: ”Tumbe! Idiot! Kan du så køre ordentligt!”. Jeg vendte mig om og tog hånden til hjertet som en form for undskyldende gestus.

De havde registreret at jeg hverken bevidst havde forsøgt at genere dem eller ønskede at skrue konflikten op. De var nogle kyllinge, for jeg kørte videre i det samme tempo og kom til rødt. De kom bagefter, men ikke om de ville køre op ved siden af mig. Det turde de ikke. Jeg ville selvfølgelig have slået et par høflige sætninger af med dem, og selvfølgelig ville jeg havde tiltalt dem i Des-form, men min afvæbnende reaktion havde gjort dem bange.

En tendens?

Min kontorfælle, Lene Mirdal, har en bemærkelsesværdig iagttagelse. Hun har flere gange været ude for at blive korrigeret med ringeklokken i trafikken. Det er ikke et advarende, men et formanende klimt med klokken. Et klimt der gør hende opmærksom på at nu har hun altså gjort dit og dat forkert. Sådan som vi alle jo gør. Når hun hører det klimt lige bag eller ved siden af sig, ved hun at det er én med rygsæk. Som regel en kvinde, men hvis det er en mand, så har han rygsæk på.

En tendens?

Lone Kühlmann fortæller i Politiken torsdag 24.juli 2008 at hun var ved at få Kyotoaftalen galt i halsen, da hun hørte at det næsten ingen steder i Washington er tilladt at hænge vasketøj ud i det fri. I et område af verden hvis største attraktion er at solen næsten altid skinner må man ikke tørre vasketøjet udenfor, men ind i tørretumbleren, så vi kan få produceret noget mere CO2.
Men ikke nok med det. Da hun fortalte det til nogle danske bekendte, sagde de at sådan var det også hos dem. ”Det ser bare ikke pænt ud med vasketøj”, var begrundelsen. Dyre andele havde de. ”Hvad er det, der sker?” spørger Lone Kühlmann. ”Det er garanteret de samme mennesker, der får bragt grøntsager i kasser fra Aarstiderne, spiser økologisk og bekymrer sig om klimaet”.

En tendens?