Roskildefestival 2008 – Den mindre gode

Alle der har været på Roskilde har været imponeret over hvor checket det hele er. Det er godt, for det giver også festivaldeltagerne frihed til at nyde musikken, hinanden og livet, sådan som en festival skal.

Festivallen er imidlertid ved at bliver kvalt i forsigtighed, overarrangementer og manglede føling med hvad det hele handler om. Det kommer fra ledelsen og det afspejler sig i store dele af publikummet.

Det mest brutale – som Politikens Erik Jensen også bemærkede i sin anmeldelse – var at soullegenden Salomon Burke blev afbrudt og gennet til side som en skoleelev. Det var ude af proportioner med den autoritet han leverede et storladent show med. Han havde endda i mikrofonen spurgt om han ikke lige måtte få nogle flere minutter. Men mens han var ved at afslutte, blev hans mikrofon slukket, tæppet blev hevet til side, hvorefter – og det var mindst lige så fladpandet – der kom en konferencier, hvis ikke dét er for meget at sige, hvis ordforråd kun rakte til sætningen: ”Sorry, there is no more”, som han så måtte gentage igen og igen til et glad, men undrende publikum.

Ikke nok med at man holder tidsplanen som en anden Anders Fogh Rasmussen under topmøder, hvor der ikke tillades et minuts overskridelse og hvor der ikke er plads til begejstring, men at man derudover sætter en hvilken-som-helst-person ind med mikrofonen tyder på endnu kraftigere djøficering af festivallen. I gamle dage var der rigtige konferenciers på scenerne, som havde en joke og en due i ærmet. Folk der kunne underholde og ikke bare embedsagtigt holde planen.

Publikummet gjorde ikke ekstra vrøvl over uhøfligheden. Jeg havde noget tid forinden taget min telefon frem og sms'et en ven, fordi det var så stort, det jeg her var vidne til. Da blev jeg også vidne til noget jeg aldrig har oplevet før: En kvinde lagde en hånd over min telefon. Jeg læste hendes læber: 'nej'. Teltene må man ikke ryge i. Sms'e må man altså heller ikke herinde. Besynderligt.

Da vi en eftermiddag blev forment adgang til et af teltene, hvor Efterklang spillede, blev vi også mødt af denne formalisme. Der er grund – især på Roskilde – til at være forsigtig, men det nærmer sig mere irrationelisme end reel forsigtighed, når man lukker et telt af en eftermiddag til et forholdsvis stille og ikke særligt headbangende orkester. Der var masser af plads, kunne jeg se udefra.

Når alt nu er så godt arrangeret, var det også underligt at vi skulle stå tre timer i kø foran otte billetluger, når vi havde set 6 til 12 officials stå i klynger ved kaffeborde på indkørselsvejen til parkeringspladsen.

Jeg blev ringet op af en veninde, hvis 15-årige datter havde fået et chok da hun var kommet derned om lørdagen og havde stået 12 timer i kø, nogle var besvimet og en havde skidt i bukserne, fordi hun ikke kunne komme til toilet.

Jeg vil foreslå at sætte nogle flere billetluger op.

Og jeg vil foreslå at lade en endnu mere fleksibel, cool og venlig attitude sive ned igennem rækkerne blandt medarbejderne.

Heldigvis er Roskilde så stærk at disse ting ikke kan slå humøret af pinden.Det er højt og jeg er stadig taknemmelig for at så mange frivillige arbejder for at lave en festival så positiv som den er.