Roskildefestival 2008 - Den gode

Roskildefestival er et ritual, og som sådan hinsides godt og dårligt. Og det er godt.
Man spørger ikke om man skal eller ikke skal til Roskilde. Det ligger fast. Til ritualet hører nogle faste uundgåeligheder og tabuer. Det uundgåelige er blandt andet at mailene begynder at flourere henved 3-4 uger inden festivallen, og den føres i en ritualiseret halv-hetzende tone. Sådan kan den opfattes, hvis man læser dem som uindviet. Det hører med ritualets indforståede jargon.

Dernæst er det en uundgåelighed at man altid får vendt spørgsmål på Roskilde, som ellers ikke bliver diskuteret i løbet af året. Den første debat begyndte således i køen til teltopslagning søndagen inden. Eftersom vi stod ret op og ventede et par timer, fik vi megen tid til at gå med at diskutere hvad det vil sige at gå, men da vi forholdsvis hurtigt – det vil sige i løbet af en 20-30 minutters tid – havde indkredset definitionen af at gå, lagde emnet ikke rigtig op til den store diskussion.

Faktisk var der ikke de helt store diskussioner i år. Sådan er det med ritualer. Mange ting er faste, men det er på baggrund af disse at man desto tydeligere registrerer de små forandringer. JT var f.eks. ikke lige så ivrig – og nidkær – diskussionslysten som han plejede. Og så daler diskussionsniveauet.
Et andet tema kom fra F, der var begyndt at tale i forkortelser, hvilket skyldtes at han med sin kone nogle gange måtte tale så børnene ikke kunne forstå det. 'J g l u o g m e jh' betyder f.eks: 'Jeg går lige ud og graver mig en jordhooga'. JH blev herefter standardforkortelsen for jordhooga, et ord der tenderede at blive synonymt med 'lejren'.
Dog: Jeg hverken så, lugtede eller røg på den, men den var der – næsten som et certifikat på en ordentlig velekviperet Roskildelejr.

Men Roskildefestival er jo også en musikfestival. Dog ikke hvert år. I år var det. Det vil i hvert fald sige at vi fik hørt noget musik.

Kings of Leon var noget af det bedste, og jeg blev aldeles overrasket over at se mig selv danse til noget straight rock'n-roll. Det er jeg ikke vant til. Det var ikke så meget andet end bare en god koncert, ikke vild, ikke særlig, ikke synderligt emotionel, ikke punket, men bare ligefremt og godt leveret.

Ossaka Invasion var til gengæld rimelig sindsygt: en blanding af growl, heavy og dødsmetal indpakket i elektronika og cut-up. For fuld speed. Betegnende nok hedder en af deres – hans – plader: Exercise and Hell. Hvordan kan det være at det altid er japanerne, der kan give os disse lydbilleder fra en komplet anderledes verden? De kan altid bringe den lidt længere ud end nogen andre.

Salomon Burke var storslået at se. Sjældent har man set en showman af den kaliber. Thank you for the lights. Og der kom lightere. Siddende med sine mindst 150 kg. tungt placeret i en guldtrone med rødt velour fik han skubbet godt til publikum, der i lige dele hængekæbe og shakeass tog denne flødeskumsmusik til sig. Hans brand er at have 21 børn og 89 børnebørn, hvoraf en af hver slags sang juhu og tørte ham på panden, når han viftede med hånden, som heller ikke var tynd nok til at kunne knappe sin vest op. Det måtte hans lårkorte datter så gøre for ham. Og han improviserede, lavede om på sætlisten og spillede til sidst – hvad der ikke var planlagt - noget til mændene. Nu havde damerne jo fået det hele indtil da.

Tabu nummer et er at man ikke må tale om arbejde. Det er sådan noget man gør i mediebyen. Der har vi været.

Vejret gjorde også sit til at festivallen blev god. Også det var godt arrangeret af Rikke Øxner.