Andet rejsebrev fra Italien (12. maj 2007)

Kære Frederik,

Ligesom George Sand skrev kærlighedsbreve til Alfred de Musset med den helt åbenlyse hensigt at bruge brevene til en bog, vil jeg også skrive et rejsebrev til dig med den helt åbenlyse hensigt at lægge den ud til offentlig beskuelse.
Villy Sørensen sagde engang at breve ikke må kopieres, det er jo en gave man giver til modtageren. Så det med at skrive breve med mellemlagspapir - du kan huske disse sorte tynde gennemslagspapirer, man brugte i ældgamle dage, sådan for ca. 20 år siden - er, mente han, omend ikke uanstændigt, så i hvert fald upassende.

Dét er også en udtalelse fra originalernes tid, dengang hvor en kopi altid var ringere end en original. Som om et brev kun er ægte, hvis det ikke er kopieret. Og helst håndskrevet. Men uanset hvad, så må man sige at opfattelsen af forholdet mellem original og kopi har ændret sig kraftigt med den digitale teknik, hvor originalen er identisk med kopien. Vi skriver jo også breve og mails på og via computer - her er der ikke længere tale om nogen original. Det gør selvfølgelig et håndskrevet brev endnu mere værd - og endnu mere kærkomment. Ikke desto mindre er der, når vi nu skriver breve på computer - og det gør jeg - ikke forskel på original og kopi. Mine mails bliver for eksempel autormatisk gemt i min sendt-mappe. Er mine mails mindre værd af den grund?

Det krukkede hos George Sand - og derfor også hos mig - er selvfølgelig at det, der er tænkt som en gave til den anden, i virkeligheden er en del af et personligt projekt; - der i sidste ende intet har at gøre med modtageren af brevet. Eller gaven. På den anden side kan modtageren også godt - og med god grund - blive smigret over at han netop er det objekt, igennem hvilket dét kommer frem, som er af interesse for flere.
Og til dem, der læser over skulderen på modtageren, ja, så er det jo ofte mindst lige så interessant at læse andres breve som at læse dem, der er stilet til én selv.

Et kærestepar. Et barn på fire måneder. En datter på otte et halvt. Væk i seks uger. Italien. 200 kvadratmeter. Stengulv og næsten ingen møbler. Det er situationen lige nu.

Igår sendte vi Eja hjem. Helt alene. Jeg har sovet med hende i elleve dage. Under samme tæppe. Når man på denne måde har været så tæt på hende, opleves det endnu mere tomt at være uden hende. Men hvordan må det ikke være for hende. For jeg lægger mig nu ind til Rikke i stedet for. Hun har ikke nogen at lægge sig ind til. Hun kommer hjem til sin egen køjeseng, hvor hun sover alene.

Vi har været udenfor stort set alle nyheder de sidste tolv dage. Det eneste vi ved er at Sargozy er blevet Frankrigs nye præsident, og at Naser Khader sammen med Gitte Seeberg, Anders Samuelsen og nu også Leif Mikkelsen (V) er gået sammen om at danne Ny Alliance, der allerede har flere medlemmer end Det Radikale Venstre. Det er interessant, men vi er på afstand af det. Har ikke mange oplysninger, men laver derfor vores egen lille historie. Der skal heller ikke mange oplysninger til før ens egen historiefortæller går igang.
Vi griber ud efter det offentlige. Samtidig med at det piner os.

Vi har faktisk fjernsyn, men har ikke åbnet det én gang endnu. I stedet har vi på computeren set en masse afsnit af Casper og Mandrilaftalen plus noget af nogle andre film. Men Mandrilaftalen kunne vi være sammen om. Eja på otte et halvt, Rikke og jeg - og selvfølgelig lille Hannah, der jo bare forstår alt. Bare det blik. Her kan vi seriøst tale om: 'intet filter'. Det er jo et udtryk flere og flere bruger i dag. "Der er bare slet ikke noget filter", siger man om folk, der dels er meget talentfulde, dels bare sig selv. Så er der slet ikke noget filter. Det rene menneske!

Vi griber også ud efter offentligheden og nyhederne - hvis ikke snarere nyhedsstrømmen - fordi det til daglig er så stor en del af vores hverdag. Offentligheden er filtret ind i vores familiere to-, tre- og firemandsforhold, så der opstår et vakuum, såsnart nyhedsstrømmen stopper. Den er med til at danne den grundstøj uden hvilken vi bliver nød til at kigge på de alvorlige og svære ting. Samtidig med at den bekræfter os i at vi er en del af en større virkelighed end vores egen.

Det er jo også hvad Hannah gør. Hun er så vågen. Og underholdningssyg. Selv om det ikke er det bedste ord. Hun er nysgerrig. Hun griber også ud. Med hænderne efter det der rækkes hende, en hånd, en næse end rangle. Og med blikket rækker hun ud efter andre blikke og interessante ting at kigge på. Det hele er interessant. Ser det ud til. Dog ikke det hele, for det sker jo, at jeg stikker hele krydderen ned til hende uden at hun kan slippe blikket fra et eller andet i loftet. Som om hun slet ikke ænser den store gryde med to udspilede øjne, der pludselig befinder sig fem centimeter fra hendes fine lille hoved. Så kigger jeg op i loftet og ser bare nogle bjælker. Jeg kigger igen og spørger: "Hvad er det dog, du kigger på, Hannah?" Det svarer hun ikke på, for hvis jeg ikke kan set det, ja, så kan jeg ikke se det, og så kan man ikke forklare det. Lige som med vitser. Den er kun sjov, hvis ikke man skal forklare. Det er ikke nok at man har forstået den. Man skal selv forstå den.

Okay da, så kigger jeg igen og prøver at forstå vitsen ved at kigge op i et bjælkeloft. Jeg kigger ned på hende igen, og dét kan jeg se en vits ved. Hendes arme spræller og hendes ben spjætter. Det er elektricitet i kroppen.
Dét er faktisk ikke at gribe ud. Der er stor forskel på den måde armene og benene går ud i verden. Armene griber ud, mens benene sparker ud. Armene og hænderne søger at gribe fat i noget, men benene bruger bare rummet foran sig til at udvide sig, til at få lebensraum.

Den måde som kroppen udvider sig på - og det må være, hvad den gør, når den sådan fægter sig vej ud i rummet foran én - er ikke at gribe ud efter noget, sådan som i første omgang hænderne gør, og i anden omgang: blikket, ja, og for babyer jo også munden gør, når den er sulten efter indtryk og mælk. Musklernes udfoldelse og trangen til at bevæge sig hører med til at vokse: jo større man bliver, desto mere vil man bevæge sig og udvide sit territorium. Når man så udvider sit territorium, er der to måder at reagere på det man møder: ved at tage det ind eller ved at støde det fra sig.
Menneskets udvikling er vel sat sammen af disse to bevægelser: udvidelse og indlemmelse. Benenes og armenes måde at nærme sig verden på. Ved at gribe og sparke ud.

At gribe ud efter noget i omgivelserne, som man vil indlemme. Og udvide sin krop og sin bevægelighed. Et er i grunden erobringens og teknikkens natur. Man vil ud og tage ind, og man dygtiggør sig i at komme ud, bliver mere og mere finmotorisk og opfinder tekniske redskaber, der ligger i forlængelse af kroppen og dens bevægelser. Man opfinder en kniv i stedet for at brække brødet. Man laver en hammer i stedet for at banke med næven. Man opfinder hjulet, der gør det lettere at transportere ting og mennesker i stedet for at gå, løbe og bære. Og så videre. På den måde udvides menneskets rum. Man bliver hjulpet til at gribe ud efter nye ting, og jo bedre man er til at gribe ud efter tingene, desto bedre er man til at finde egnede kropsforlængere.

Er vi også kommet til Italien på denne dobbeltbevægelse? Jeg var lige ved at sige: tvært imod. Det er mere en 'lad-os-komme-væk'-bevægelse. Lad os tage en pause fra hverdagen derhjemme. Lad os komme væk fra Danmark.
Men også: lad os se noget nyt.
Dét er det samme som Hannah, der kigger efter nye ting. Selv om alle de ting, hun ser på, er nye.
Og er der erobring i at tage til Italien? Er der teknik?
Vi vil indlemme nye indtryk i vores sind. Vil vi også blive bedre - lære noget nyt?

For mit eget vedkommende har jeg taget italiensk grammatik med og jeg er kommet til lektion fire. Det er sjovt at stige ombord i et nyt sprog. Det bliver sjovere, jo flere sprog man kan, og man kan jo altid bruge italiensk som afsæt til at komme ned i latinen igen. det italienske sprog - og sprogtone - bliver stille og roligt indlemmet i vores system.
Så har jeg taget Dantes komedie med. Det viser sig altså at der stort set ikke findes nogen anden forfatter i verdenslitteraturen, der har betydet så meget for et land - en nation og dens dannelse - som netop Dante. Shakespeare og Goethe medregnet. Så ikke kun for den litterære kvalitet, endsige den teologiske, for her får man virkelig at vide, hvordan helvede ser ud og hvad man ikke skal gøre!, men også for den nationale historie er det interessant at læse.

På den måde griber vi også ud, selv om vi aldrig kommer op på det niveau som lille Hannah lægger for dagen, og selv om vi sikkert også er kommet i en alder, hvor vi ligeså meget griber indad som udad. At hun i forhold til sin vægt spiser hvad der for os ville svare til cirka femten kilo, siger lidt om hvad hun også mentalt for fordøjet. Og at vi ikke er sene til at nyde isolationen fra verdens tant og fjas, - kun at høre fjern støj fra Boogie Street - siger noget om hvad vi indtil videre enten har raget til os eller har været for ureflekterede eller ufiltrerede til at holde ude. Måden vi bevæger og ordner vores ting på, siger noget om hvor mange år og hvor mange vi har været i berøring med materien. Vi flyder mere og mere sammen med den, hvad der giver denne dobbelte følelse af suverænitet og - død. For jo tættere vi kommer på materien, desto mere indlemmer vi jo det livløse stof.
Ikke desto mindre mærker jeg mere liv her og nu end jeg har mærket i mange år.

Dette er lidt af hvad der spøger imellem mine tindinger, Frederik. Jeg vender tilbage med mere senere.

Med mange hilsener,
Du ved nok.