Femte rejsebrev fra Italien

Kære Henrik,

Det er eftermiddag og ude i horisonten rumler det. Fra øst kværnes der sten langt over skyerne. Tunge fælge trækker op til at køre henover den skyfri himmel, som hænger over Finale lige nu. Det har rumlet en halv til en hel time nu - og alligevel er Rikke gået ned til byen. Hun havde behov for at gå. Pludselig kan regnen komme. Styrtgrædende som Hannah - og lige så hurtig kan den holde op. Det har trukket op hele dagen. Det har været stillestående varmt. Måske det var grunden til at det var så svært at stå op. Dog spillede det også ind at vi igår kørte til Nice og tilbage. En fire timers biltur, hvor man skal holde tungen lige i munden, fordi vejbanerne er smalle, trafikken er tæt og alle kører hurtigt. Igennem tunneler og over broer med hundreder meter ned, store sving først til den ene side, så til den anden. Lastbilerne ligger tæt i højre bane og firehjulstrækkerne kommer helt op i røven på én med blinkende venstrelygte. Igår så vi også en Ferrari - det er ikke sjældent - som var helt oppe og snuse til en udstødning; venstrelygten blinkede meget utålmodigt (er der mon forskellige indstillinger til dette lys?), og da bilen foran ikke reagerede på dette signal, tog han den bare indenom.
- Det var en Brian, sagde Ole.
Hvis ikke det var en kvinde!, sagde Rikke.
- Okay, så er det i orden, blev vi enige om.

Pludselig var vi alene igen. Vi har haft besøg i seks dage af Rikkes mor og mormand. Mormor Ole kalder vi ham. Han er jo ikke morfar og han hedder Ole. Når man får besøg, låner man andres blikke. Selv om vi ikke er smeltet sammen med landskabet her (det tager mindst 27 år, såvidt Per Højholt), så er det os der tager imod, os der bor her, og derfor også os der allerede har fået skruet nogle briller på. Selv om det hele stadig ligger åbent som en kløft, parat til at blive erobret, og vores daglige besøg lader landskabet helt uberørt, mens vi stiger ombord i sengen efter dage fulde af forsøg på at trænge ind i dette landskab. Forslugen, appetittelig, tørsten og sulten efter at smelte sammen; utålmodig, trippende og foroverbøjet står han på klippen og skuer ned igennem dalen, ned til havet, flyveklar, klar til at indtage jorden igennem luften; disproportioneret forhold mellem tiden på jorden og appetitten på jorden. Små skridt. Vi læner os tilbage i vores manglende fortrolighed, griber fat om et strå og lader os flyde med. Terrasserne, lyset og lydene kender vi altså med et par ugers forspring, og vi går rundt og tror at vi kender det hele. Slår armene ud til højre og til venstre og leder mine svigerforældre rundt som om vi har boet her en menneskealder. De låner os deres blikke, og vi ser det hele på en lidt anden måde. Den vane der allerede efter et par uger har sneget sig ind, bliver sat i relief.
Nu kan jeg mærke dråber. Cementblanderen kører og kværner, så det snart står efter med vand. Dér satte en lille flue sig på min trøje - dens vinger glimtede af noget fugtigt.

Vi tog op til borgen på den anden bjergkam, som ligger lige overfor os. Da vi kom helt derop, var der en rusten jernlåge med hængelås og i væggen til højre sad der en - dørtelefon. Det var privat. Der boede ikke nogen. Der var ikke noget tag noget sted, men en dørtelefon var installeret.

Den anden dag kørte vi til Castel Vecchio, en middelalderby temmelig højt placeret med udsigt langt langt ned imellem de tæt bevoksede bjergsider. Her levede og døde Bjørn Afzelius. På en lille eng, hvor der sad nogle og talte sammen som om verdens fortrædeligheder kun var noget man havde hørt om fra en fjern radiosender, stod et digt af Afzelius indridset i en kobberplade: Guarda, che manto di stelle! / Senti, le carezze di vento! / E` notte, e` notte in Liguria! / Vieni, dormiami all'aperto! // Il vecchio Castello de Rocca Barbena / e` la`ad aspettare il nostro risveglio / Nessuno sapra` mai, le cose che ha visto / il vecchio Castello di Rocca Barbena.
Man parkerede bilen før man gik videre ind i byen. Gaderne var både for små og for stejle til biler. Over alle gyder sad der disse karakteristiske buer, der forbinder husene, som for at holde på dem - eller fordi man har kunnet lide fornemmelsen af at gå igennem porte, for det giver en port-fornemmelse, lige meget hvor man kigger hen. Til siden. Hovedgaden, der næppe var bredere end to mand tilsammen kunne strække arme og nå fra højre til venstre side, havde ikke disse buer, men derimod vinduer ud imod sig med skodder, der holdt hemmeligt liv skjult. Sidegaderne var snoede, så man ikke kunne se til bunds. Lys kunne næsten ikke nå ned, det var de for smalle til. Underlaget var knobret, som om stenene ikke var trådt ned, men snarere havde rejst sig efter århundreder.

Her holdt Josephine og Isak bryllupsmiddag. Det må have været smukt. Over fyrre mennesker til middag på engen her, med udsigt ud over bjergene, der denne dag stod i svag blå kontur mod en skarp eftermiddagssol, men den dag må have været beklædt med sølvstænk og træer, der lavede bølge for bryllupsparret; hvide duge, kandelabre, vin i mængder, kød, jakkesæt, kjoler og elskelige taler, lys i træerne, musikanter og gamle damer i sort, der kniber en tåre, børn der leger og mødre, der pylrer, helstegt pattegris og dunken i blodet, mascara og sved på overlæben, kavalergange og fjeder i haserne, hvide tænder, smurte struber og øjne som diamanter. Måske har det været sådan, dette bryllup, sådan forestillede jeg mig det med det sceneri og alle de italienske film spøgende i baggrunden.

Pludselig var vi alene. Vi omfavnede og sagde farvel, og kørte hjemad igen. Da vi så skiltet mod Monaco, drejede vi af. Og da vi så skiltet med Grand Prix, drejede vi også af der. Pludselig stod vi omgivet af reklamer på bannere for Johnny Walker og Marlboro og ikke længe efter kørte vi ikke længere på vejen, men på banen. Siderne havde autoværn og der var reklamer på siderne. Kunne jeg ikke også genkende dette sving fra fjernsynet! Det er i næste weekend at de kører. I selve Monte Carlo kunne vi ikke holde øjnene for os selv, fordi der var så mange mennesker der lagde beslag på dem. Åbne sportsvogne, glimtende smykker, solbriller og dyre kjoler, jakkesæt og smarte lystyacht-gutter, hvis flydende palæer vi pludseligt var iblandt. Langs Herkules-kajen, som den hedder, gled vores lille Ford Fokus så vores blikke blev helt defokuseret af al den rigdom, af alle disse kæmpe lystyachter, nogle med palmer ombord, høje som en fireetagers ejendom og unge atletiske sejlertyper med hård og guld på brystet, der så helt disproportioneret ud i de omgivelser dér: for små simpelthen - på samme måde som en pilot er for lille til at overbevise én om at det faktisk er ham der styrer et fly, og så helt deroppe fra spidsen: med den tunge betydning han har for flyvningen, må da i det mindste være placeret i midten. For balancens skyld. Ingen kiggede. Alle ville kigges på.

Vi holdt nålen i rillen og kørte ikke i grøften, men endte i Menton, en pensionistby lidt længere nede af kysten. Spiste og badede. Der kom et ældre ægtepar hen og beundrede Hannah.
- Børn bevæger sig mere i dag, sagde den ældre herre med hvid sixpence på og med en bred sydfransk dialekt. - Da vi var små, blev vi placeret imellem vores forældres ben og måtte ikke røre os.
- Bon continuation, sagde konen, og kunne ikke løsrive sig. Hun fik bon continuation adskillige gange uden at komme ud af flækken. Til sidst sagde hun 'bon continuation' og kontinuerede videre langs kysten.
Det samme gjorde vi - i modsat retning.

Servus fra
Du ved nok.