Tredje rejsebrev fra Italien

Kære Henrik,

Under min computer her ligger der kanel, peberkorn, muskatnød, pimenton, anis, tørrede laurbærblade, grønne peberkorn, chili og mere til, men intet dufter, for det er dugen jeg ser på. Den kan vaskes af med en klud uden at nogen krydderier forsvinder. Der står lyserøde hortensiaer i en blå kande - de dufter, de er virkelige - og to stearinlys, der til forveksling ligner alterlys.Vi betalte en formue for nogle andre stearinlys forleden. Det er ikke noget man bruger i hjemmet - kun i kirken. De må have troet vi var en frikirke. Det bløde skær, som stearinlys giver, kunne ellers godt klæde dette hus, der kun er lyst op af nøgne pærer, der ikke engang har en lampe at hænge i. De hænger ud fra væggen i ledningen som en mand man har glemt i galgen.
Over mig hænger der bærende bjælker fra 1500-tallet og tværbjælker fra sidste årti. Vinduerne må være fra Berlusconis tid - de er lige så glatte og hvide som hans tænder - men de sidder i mure fra dengang Michelangelo levede. De er kalket hvide og giver hvidt ekko, når man skriger.

Jeg er rykket udenfor på en af terrasserne. Kirsebrætræet kaster en skygge der slæber sig over det brune træbord som en stor gennemsigtig snegl. Glasset med vand fra igår er blevet fire insekters grav. En gul tung rose på et lille rosentræ åbner sine kronblade mod formiddagssolen som en baby - uden at ænse hvordan den kaster en skygge over dens søster, der med indfaldne blade hænger med hovedet, som om den er tørstig efter at kysse jorden.
Ukrudtet skyder op langs den faldefærdige mur, som stærke gevækster også har boret sig ind i; og på trods af tyngdekraften knejser de opad langs muren, som om de har det bedst ved langsomt at sprænge muren og kile sig ind i alle sammenføjninger. Den smuldrende cement sidder stadig i øer over de råt tilhuggede sten, der afsætter blod såsnart man rører dem.
Der går nogle ensomme mænd rundt blandt oliventræerne på terrassen på den anden bjergskråning. Han har en blød blå hat på og sammensunkne skuldre. Nede i dalen går der nogle andre gamle mennesker og rytter op blandt vinstokkene.

Vi er endt i en by fuld af gamle mennesker. Hovedet på dem er faldet lidt forover, mens tandkødet er krøbet opad. Gangen er slæbende, mens blikket følger fødderne som for at sikre sig at de faktisk bevæger sig. Halvdelen af indbyggerne kører i rullestol, mens den anden halvdel kører rullestolene. I weekenden springer de unge ud. På de små striber offentlig strand, der er presset ind imellem betalingsstederne, blev hver en centimeter sidste søndag dækket af nøgen hud på nær et par promille nylon. Kvinderne lå på maven og lod sig varme af solen og mændenes blikke. Selvfølgelig var der ikke nogen topløse, så alle kvindernes kvindelighed blev endnu mere udstillet. De topløse mænd stod i strandkanten og mens de snakkede med hinanden lod de en hånd køre over deres bryst. En teenager med for lille bh tog en flaske med vand og hældte den ud over en dreng, der spjæt-rejste sig op og gav tilbage med samme mønt. Under hvin og skrig. Behændigt uden at forstyrre nogle andre. På kolonnaden bag alle de glinsende huder stod nogle afrikanere med poser fulde af syntetiske varer, som de faldbød de forbipasserende.

Finale Marina: De snævre gader med sine middelalderlige dimensioner, de skæve huse, de krakkelerede facader, vasketøjet der hænger udenfor vinduer under vægkrukkerne med blomster, der krænger sig udover kanten, de små butikker, der med sine næsten-lækre varer, leger storby, isbaren på hjørnet, der laver de bedste is på kontinentet. Så er der netcafeen ikke langt fra stationen, hvor den kvindelige bartender prøver at overdøve porcelænets hvin og klirren og en mand kommer ind og ud under stor ståhej, med alvorlig og ophidset mine, går ud og kommer ind igen, afleverer nogle replikker for derefter at gå ud og komme ind igen for at aflevere fortsættelsen til det, han lige kom fra. Senere er han ved stationen, hvor han også går fra ét sted til et andet for at aflevere nogle vigtige sætninger. Og han er ved isbaren, hvor han også siger noget indispensabelt for - som et postbud uden breve - at løbe videre til næste ubestemmelige destination.

Himlen er så klar idag. Der er en ensom sky, der kigger ned på den ensomme bonde. Den er flækket midt over som pletten her på muren. Bjergkammen står skarpt som et knivsæg i dette lys, en knivsæg der skærer fra sig. Den store ætsende appelsin på den azurblå himmelsilke sprøjter synlighed ned over jordens ansigter, så appelsinerne på træerne udenfor vinduerne bliver alt for hurtigt modne og falder til jorden som spildte liv. Cypressen står så høj og strunk og overfalder blikket med sin nærhed. Den frodige søjles balanceakt overdøver i al sin tavshed det rodløse knoglekarneval der sætter maske på maske for at dække over tomheden. Jeg ved ikke hvilken én af maskerne, der skriver disse ord. Men solen skjuler også - alle stjernerne, der høfligt må fortrække, når denne stjernetonser over dem alle buldrer frem over himlen og udraderer alle sine søskende i timevis. Om dagen er der kun plads til én stjerne - derfor er natten så smuk: der kan alle stjernerne være med.

Du er også med i det, jeg skriver, Henrik.

Fra
Du ved nok.