Fjerde rejsebrev fra Italien

Kære Marianne,

Der ingen der kan beskrive Italien som Fellini. Dét er Italien. Simpelthen, du. Da vi var i Nice forleden, købte vi Amacord, og det er jo et festfyrværkeri. Det bobler af liv og alt muligt dejligt. Erotik, Marianne. Det er også hvad det er. Jeg nu ikke hvor meget erotik, der lige er i Finale Ligure. Det er jo mest gamle mennesker, du ved. Vel lidt som i Nice, der dog også har nogle unge her og der. Det findes også i Finale, men de er jo kiksede. Det er jo ikke ligefrem nogle man vender nakken af led af, du forstår hvad jeg mener, Marianne. Men hos Fellini er der jo hele tiden erotik. Drenget, vil jeg sige, store babser og måse, og Volpina, ludderen i den lille by, der i øvrigt nok er den mindst erotiske af dem alle, men stjernen i byen, klædt i rød stram kjole, som vi ser helt tæt på, og så kommer der pludselig en hestevogn med kvinder, der for et øjeblik tager opmærksomheden fra hende. Det får vi nok at høre for. Ja, vi måtte slukke computeren efter en time, den er ikke for lang, men vi var for trætte.

Vi havde spist middag i Finale Marina. Vi var de eneste på restauranten, og klokken var næsten syv. I foregårs gik vi igennem Final Borgo - middelalderdelen af Finale - og på det tidspunkt sad alle de lokale på restauranterne. Turisterne bliver spist af, og så kommer lokalbefolkningen ud. Men det var nu ikke det bedste måltid. I det hele taget har vi været lidt uheldige med vores restaurantsbesøg. Alle har sagt at man spiser uforligneligt i Italien, lige meget hvor. Men vi har faktisk præsteret at lave bedre mad hjemme - af alle de lækre råvarer og andre ting, man kan få i Coop-supermercato - end den de professionelle kokke laver på restauranterne. Vi har måske været uheldige. Men den spada - sværdfisk - jeg fik igår, blev serveret uden noget andet end en kvart citron ved halen. Nok var den ikke rå, men det var råt serveret. Det var lige lidt for meget for mig, Marianne. Og så tager jeg mig til portemonnaien: 10 Euro for sådan en sag, det synes jeg altså er for meget, Marianne.

Som primi - som ikke er en forret, men noget man tager før hovedretten, der logisk nok hedder secundi - fik jeg gnocchi. Jeg måtte jo smage det, jeg tidligere har kritiseret, og jeg havde ret. Det havde jeg faktisk, Marianne. Det var ikke rigtig pasta. Det burde forbydes. Nu var den altså temmelig gennemkogt, men det hører ikke til min livret. Men de tortellini som vi købte i Coop forleden og serverede med nogle tomater, basilikum, ristede pinjekerner, lidt olivenolie og balsamico, det var godt. Det er jo en klassiker, og selv om vi har spist den mange gange derhjemme, smager den helt anderledes her. Nu er det også friske tortellinier, og tomaterne smager jo som noget en tomatbonde har brugt 500 år på at fremavle: søde, uden at blive kvalme, friske, pikante og bare drønmeget af tomat. De har nogle specielle tomater hernede, der på overfladen ligner nogle sammenrullede larvefødder af grøn plastik. Når man skærer dem igennem, er det som om der indeni dem ligger en rigtig tomat; altså en rød én. De er heller ikke værst. De er faktisk helt fantastiske.

Da vi gik igennem Final Borgo forleden nat, med kigget ned ad de smalle gader, der var oplyst af gult natlys, kom vi fra biblioteket. Et temmelig stort og flot bibliotek, må man nok sige. Her kunne vi komme på nettet og vi lånte en film, men den er kun på italiensk, så det gider vi ikke. Men vi lånte også La Bohême, den er nu skøn. Og der er også noget Italien over den. Jeg forstår ikke en dyt af teksten, men musikken kan man jo altid nyde. Vi spiller den på computeren, selv om de små højttalere jo ikke yder musikken retfærdighed, men det er bedre end ingenting, for musik kommer man hurtig til at savne.

Lille Hannah udvikler sig hver dag. Hun får vilje, vil noget, og vil noget nyt hele tiden. Hun vil underholdes. Hun vil have mad - og så skal det altså være NU. Hun havde været lidt umulig nogle dage, og så gav Rikke hende en flaske - midt på dagen. Det var helt imod reglerne, men det var et helt utroligt skift i humør, som den flaske udløste. Nu giver vi hende flaske to gange om dagen, og igår fik hun grød for første gang. Fem teskeer fulde. Det er jo meget. Måske det var derfor hun var så utrolig i nat. Rikke får ikke sovet meget, du kender det, Marianne, det trækker tænder ud. Jeg prøver at hjælpe hende så godt, jeg kan, men det er ikke altid lige let. Ak ja, de børn.

Der skal dog ikke herske tvivl om at hun for det meste er glad, grinende, nysgerrig, - og når hun er utilfreds, ja, så er det jo også et sundhedstegn. Jeg tumler med hende, drejer hende frem og tilbage på sengen, det kan hun godt li'. Jeg tager lidt hårdere fat end Rikke.

Nå, men det er sikkert drønkedeligt at høre om andres børn. Jeg slutter nu - tager mig en kop te, selv om jeg har mere lyst til kaffe, men den kaffe vrider på den anden side også min hjerne af led, så deeeettt....

Kærlig hilsen,
Du ved nok