Kedsomhed og ditatur Om Das leben der anderen, en film af Florian Hencker von Donnersmarck, 2006.

Både i De andres liv og Matchpoint skildres en kvinde, der ofrer alt - også sig selv - for at slå igennem som skuespiller. I von Donnersmarcks film er Christa-Maria klar til at sælge sin krop til et partimedlem, Hempf, for at få nogle (gode) roller, og i Woody Allens film tager den unge smukke Nola mænd primært for at bane sin egen vej og sekundært for at trøste sig over at vejen ikke blev banet. Førstnævnte film foregår i et diktatur, Matchpoint foregår i det demokratiske England, men prisen for at opnå hvad man ønsker er stort set den samme. Prostitution: salget af noget dyrebart for en billig pris.

Das Leben der andere fremstiller i al sin uhygge Stasi-Tysklands retsløse og indtil extremitet bogstaveliggt talt bureaukratiske samfund anno 1984. Bureauet har magten. Det er partimedlemmernes dunkle behov, der går forud for alt, og jo højere medlemmet er, desto mere primitivt bliver behovet, og jo mere primitivt behovet bliver, desto flere af undersåtterne arbejder for at tilfredsstille det. Disse 'mellemledere' prøver på alle mulige måder at bane vej for partimedlemmets - ja: lem. Af lige dele angst og egoisme. Hvis de kan skaffe en rival af vejen, er de også sikret avancement i hierarkiet. Partiet er jo dets medlemmer, og medlemmerne er deres drifter.

Det er DDR, vi kigger på og dets historie vi får genfortalt - på en ny og meget konkret måde. Et land der roser sig selv for at have knægtet det nazistiske diktatur. Desto mere grotesk er det at se hvordan de diktatoriske elementer fortsætter med uhindret kraft. Men på en anden måde. Det er ikke blodet og hudfarven der skal renses, det er indstillingen og loyaliteten. At mene og sige det forkerte, kan være det samme som selvmord, og der findes så at sige ingen steder hvor man kan sige noget, der ikke opfanges af skjulte mikrofoner.


Men når man kigger så langt ind i andres privatliv, skal man også forskanses sig for ikke at bliver inddraget. Det er hvad hovedpersonen, Gerd Wiesler, bliver. Man har i en afgørende scene et (æstetisk) bevis på at ægte kunst ikke er foreneligt med diktatur. Beethovens Appasionata giver bureakraten en oplevelse, som det er umuligt for ham ignorere - og den magt han har til at få sin fjende ned med nakken, må han i stedet investere i at beskytte ham. Eller rettere: beskytte den flig af humanisme, som findes i hans person, og som han ellers er ansat til at slå ned. Men han fortsætter i sit arbejde med at aflytte. Dels fordi en anden ville gøre det af med forfatteren, dels fordi han er hooked.


For hvorfor kigge så langt ind i andres privatliv. Den umiddelbare grund er at systemet hvilede på mistillid og alle mistænkelige og ikke-endnu-mistænkelige skulle overvåges og overhøres for at blive sikker på - og få bevis for - at de rent faktisk var statsfjender. Men en anden grund er at stasifolkene selv havde et så kedeligt liv, at de måtte fylde det - med de andres. Det er det der ligger i titlen: De andres liv skal fylde mit liv med mening. I den forstand går der en lige linje fra et overvågningssamfund til et ugeblads-samfund, hvor de kendte i blade og reality-shows udstiller sit privatliv som læsere og tilskuere kan fylde sine kedelige liv med.

Denne kedsomhed var også en forudsætning for nazismens opståen, fortæller Sebatstian Haffner i En tyskers historie: "Det viste sig, at en hel generation i Tyskland slet ikke vidste, hvad den skulle stille op med den gave, som et frit privatliv er" (66). Der er et mindre dannelseslag som godt kan underholde sig selv i privaten, men: "Uden for dette dannelseslag er og har livets store farer i Tyskland altid været: tomhed og kedsomhed (...). I de store områder i de nordlige og østlige dele af Tyskland, i de farveløse byer, bag facaderne på de alt for flittigt, grundigt og pligtbevidste styrede forretninger og organisationer lurer og lurede altid åndsløvheden. Og desuden horror vacui og ønsket om 'forløsning': forløsning gennem alkohol, gennem overtro eller allerhelst gennem en stor, altoverstrømmende, billig masserus" (68).

I Das leben der anderen ser man stasi-officierens lejlighed på mangte etage i et betonhøjhus, der er prototypisk, steril, smagløs og afindividualiseret. Tomheden lyser ud af den. Kedsomheden larmer så meget at han må kalde på en luder for at overdøve den. Og om dagen underholder han sig med at kigge ind i sit offers - en forfatters privatliv.

Den voyeuristiske nydelse der ligger i denne aflytning er ikke til at skjule, og den slår direkte igennem i det øjeblik hvor aflytteren, Wiesler, går hen til Christa-Maria og taler til hende - som hendes publikum. Endnu et argument for æstetik. Men på et andet niveau. Her er der ikke tale om kunst som omvendelse til et menneskeligt (indre) liv, men om en kunsttrang der ytrer sig som et dunkelt behov. Statsfjendernes, skuespillerens og forfatterens hjem og privatliv er - uden de ved det - en scene for en voyeurisme i diktaturets tjeneste. Partimedlemmerne kan ikke holde deres tomhed ud, men må fylde den ud, ikke med kunst, men med en æsteticeret virkelighed. Det æstetiske behov, der tilfredsstilles af det hemmelige bag hjemmets låste dør.

I kedsomheden hjerte spirer kimen til diktatur.

MC Fight Night i KB-Hallen lørdag d. 14. oktober 2006

I virkeligheden er det noget af det mest civiliserede man kan tænke sig. I stedet for at hamre løs på hinanden med de bare næver, lukker man munden op, spidser tungen og prøver at flænse modstanderen med ord. Hvis de virkelig mente noget med det alle de ord batlerne slyngede mod modstanderne, ville de virkelig gå ud af ringen med mange ar på sjælen. Men de mener ikke noget med det. De er de bedste venner. Det er ren form. I modsætning til boksning: det er med livet som indsats.


Alt er lavet efter boksningens ritualer: bokseringen, dommerne, publikums placering og opførsel, nummerpigerne, runderne og premiebæltet. De to kombattanter kommer ind fra hver deres side ledsaget af en masse homies. De kommer op i ringen, får et tema og begynder at batle mod den anden - on the spot. De disser, det er det, det gælder om: at nedgøre og undergrave den anden så massivt som muligt. Det skal være potent, slagkraftigt. Mavepustere deles ud - og de knækker sammen.

Kejser A knækkede i finalen, selv om han egentlig var den bedste. Men Fantomet havde en spændstighed, hans krop afslørede at han havde en stærkere vilje til at vinde. Han havde simpelthen bedre fysik. Det var det han vandt på. Selv om det jo egentlig er det parate ordforråd og den hurtigtroterende replikmaskine der skal tromle den anden ned.

Og det er vel hvad politik handler om. At kæmpe med ord. Forskellen er at man helst skal vinde over sin modstander med argumentets kraft og ikke ved at sable den andens person ned. Det er politik som den burde være - men sådan er den jo ikke.

MC Fight Night er et billede på hvordan politikken i virkeligheden er: Jo hurtigere man er til at nedgøre sin modstander, jo morsommere man kan gøre det og jo flere publikummer man kan få med sig, desto stærkere er man i forhandlingerne. Der er disputter, der nok handler om noget - lad os sige finansloven - men som i kampens hede også bliver til ren kamp, som man bare skal vinde. For den blotte sejrs skyld.

Og i den forstand er MC'ing og politikken noget af det mest uciviliserede man kan tænke sig. Da er boksning i virkeligheden mere civiliseret: fordi der er meget mere alvor og ærlig.

Mindeord ved Jørn Ørum-Nielsens død

Arkitekten Jørn Ørum-Nielsen var en mand man lagde mærke til, en mand med pondus.

Jørn Ørum-Nielsens hovedværker var dels det banebrydende socialt og økologisk funderet projekt, Galgebakken i Albertslund (se billede), som han tegnede sammen med sin kone, Anne Ørum-Nielsen og to andre kompagnoner, arkitekterne Jens Peter Storgaard og Hanne Marcussen, dels den veldokumenterede og fyldige bog om Længeboligen, som vel er det autoritative værk om det emne.


Som én der har boet i over tyve år i et hus tegnet af Ørum-Nielsen kan jeg skrive under på at han havde orden i sine ting. Selv om han i sin bog om Længeboligen var stærkt kritisk overfor modernistiske træk i arkitekturen, kunne han i sin parcelhusarkitektur lave de mest solide håndværksmæssige valg i en elegant, enkel og modernistisk stil.

Som privatperson var han selskabelig og serverede både historier og arrangementer så man som barn blev underholdt og som voksen også blev imponeret. Som arkitekt, akvarelmaler, fotograf og skribent var han både grundig og æstetisk. Og som fortæller tryllebindende og dramatisk. Man lyttede altid intenst til hvad Jørn sagde, som dengang han var ved at blive bidt af en grøn mamba i Afrika, eller dengang han pludselig indfandt sig på et sted i Sydafrika, hvor han havde tilbragt nogle år i sin barndom og hvorfra han havde fået sit kælenavn. Pludselig befandt han sig på et sted, der udløste nogle erindringer han ikke havde - kunnet - genkalde sig i de over halvtreds år der var gået. Han havde fornemmelse for stedets ånd. Senest skrev han om Ærøskøbing hvor han boede de sidste år i sit liv (nedenstående billede).


Han var fra de årgange på arkitektskolen hvor stort set alle havde været på en byggeplads før de begyndte at tegne bygninger, og han blev ved med at være tæt på materialerne, samtidig med at han skrev om arkitektur. Han pådrog sig en ryglidelse i sine yngre år ved at bære sten til en gårdsplads til huset i Sletten, og netop pga denne ryglidelse var det pinedød nødvendigt at strække ryggen, når den sagde, at den skulle strækkes. Som dengang han var i teatret i Japan og havde indfundet sig på sin plads, men pludselig følte smerter i ryggen, og måtte rejse sig. Han styrtede ud i foyer'en og så ingen andre ting, som han kunne hænge i end lysekronerne. Man kan se de små regelrette vagter for sig, da de var vidne til, at denne næsten to meter høje europæer løb hen imod en af lamperne, som han sprang op og hev fat i, svajende frem og tilbage for at forlænge sin i forvejen lange ryg.

Man kunne fylde en hel bog med hans historier. - Det har været en stor glæde at kende ham, og en glæde at han har efterladt sig så mange spor i både tekst, billeder, fortællinger og bygninger, men trist at der nu ikke kommer mere fra hans hånd eller mund.