Kritisk journalistik og sammenhængskraft
Problemer bliver ikke mindre, jo ældre de bliver. Men det må vi have en tyrkertro på, eftersom vi ikke tager os af dem, mens de er unge. G20-landene begynder ikke at tale om andre værdier, alternative systemer, udbedring af systemfejlene, men om hvordan vi kan få den velkendte økonomi på ret køl igen. Verdenssamfundet har i årtier vendt de døve øre til klimaforudsigelser. Der skal katastrofer til at vække folk. Først når verdensøkonomien er som den islandske i dag, kan vi tale om andre værdier. Først når kontinenter bliver oversvømmet, bliver man tvunget til at gøre noget.
Teologisk set hedder dette forhold synd: Vi ved hvad der er godt, men gør alligevel det modsatte. Mennesket er faldet fra sin oprindelige natur og er ikke i stand til at genoprette sig selv. Uoverensstemmelsen mellem menneskets nuværende tilstand og den oprindelige natur svarer til konflikten mellem handling og viden. Vi handler imod vores viden.
Filosofisk set hedder dette forhold fremmedgørelse. Gyldendals Filosofiske Leksikon fortæller at filosofien siden Rousseau har vidst at det moderne menneske lever 'i modstrid med sig selv' og har fjernet sig fra verden. Den fremmedgjorte identitet etableres ved at spejle sig i andres meninger.
Det er jo en tendens som medieverdenen ikke er ked af . Eller er den? Under alle omstændigheder er selvspejling og identifikation en af de driftigste impulser i mediernes liv og overlevelse. Trangen til identifikation bliver stærkere jo mere fremmedgjort man er, men det er som alkohol for en alkoholiker, fordi fremmedgørelsen kun bliver mere udtalt, jo mere selvet forsvinder ind i en identifikation med andre end sig selv. Men tror man kommer tættere på løsningen alt imens man fjerner sig med turbokraft.
Spørgsmålet er om ikke medierne ved at gøre sig afhængig af denne mekanisme er med til at grave deres egen grav?
Det er hvad Samuel Rachlin mener i Politikens Kronik i dag (24.3.09), hvor Informations leder i øvrigt handler om det samme, selv om der ikke umiddelbart er nogen aktuel begivenhed, der begrunder sammenfaldet.
Samuel Rachlin begræder den kritiske journalistiks selvmord, som især bladene foretager ved at sælge ud af kvalitet og identitet: Nye layouts, værdier og idealer bliver sat over styr. Når aviserne bliver straffet af annonørernes og læsernes svigtende interesse, fuldfører bladene selv denne straf ved at ændre identiteten. En obbeltstraf man kender fra psykologien, hvor et offer tit hjælper gerningsmanden til at fuldføre sin forbrydelse.
Modeksemplet i medieverdenen er The Economist, der holder fast på hvad det er. Her bliver konservatismen progressiv fordi der er så få der holder fast på hvad de er. Den tidligere så konservative del af erhvervslivet er jo den første til at opgive alle konservative dyder som tradition, identitet, historie og saglighed.
Samuel Rachlin slår ned på meningsoverfloden og vidensunderskudet i blogland med den dertilhørende narcissisme og afmægtige kælelyst, som aviserne har taget til sig: "Nettets muligheder er så overvældende, så uimodståelige for de etablerede aviser, at det ofte ser ud, som om vagthunden har valgt overgivelsen og lagt sig på ryggen som en klælen vovse med spjættende ben og logrende hale. Blog mig".
David Rehling peger i Information på at USA er "ved at miste det fælles rum, der i de sidste 130 år har været udgjort af de store byers aviser og i de sidste 50 år udbygget af de landsdækkende tv-netværk. Det er det rum, der har givet amerikanerne en følelse af forbundethed, et nationalt skæbnefællesskab. Uden det rum havde USA ikke kunnet samles i et demokrati, der er i stand til at korrigere sine egne vildfarelser".
De seriøse medier skaber et civilisationsrum, som er ved at blive demonteret. David Rehlng nævner ikke at sammenhængskraften overvejende skabes af de useriøse medier. Han forholder sig ikke til kvaliteten af mediernes udvikling, men til den sammenhængsskabende effekt de har.
Hvad nu hvis man - og det er hvad Samuel Rachlin efterlyser - øger kvaliteten i både aviser og tv, så vil man sikkert tabe store befolkningsgrupper og på den måde også miste noget af den sammenhængsskabende virkning.
Men spørgsmålet er om der ikke allerede er store forskelle i hvilke nyhedskanaler de forskellige klasser bruger i USA såvel som i Danmark? Det sammenhængsskabende er ikke politisk medmindre det er katastrofer eller krig, men underholdning med så lidt politisk eller andet opbyggeligt indhold som muligt. Og ønsker man den platte underholdning for den blotte sammenhængsskabende virkning?
Se i øvrigt en kort tankevækkende og informativ video om amerikanernes medielandskab af Alisa Miller her.
mandag, marts 23, 2009
fredag, marts 20, 2009
Om fraværet af den kritiske journalistik
- Demokratiets illusion om åbenhed skjuler mere end diktaturets utvetydige lukkethed.
Hvor findes den kritiske journalistik i dag? spurgte min ven mig igår. Den findes ikke, svarede han efterfølgende.
Stein Bagger-sagen kunne kritiske journalister ikke for alvor bringe til torvs, selv om der blev skrevet en smule. Det var ham selv og ikke journalisterne der havde gravet hans grav.
Ulrik Høy skriver i weekendavisen nr. 12-20.marts 2009 at Madoff kunne slippe afsted med halvkvædede viser: "Pengene bliver investeret i de og de seriøse virksomheder, og takket være den enorme tilstrømning af indskud behøvede Madoff ikke at gøre nærmere rede for omstændighederne. Det har man unægtelig harcelleret over nu bagefter. Hvor var de ansvarlige myndigheder? Hvor var de nærgående og uvildige undersøgelser, da den seriøse kritik vitterlig dukkede op?".
Onsdag d. 11.3.2009 sendte DR et program om månedsmagasinet Press, som man vel må give æren for at bedrive kritisk journalistik, - og har Henrik Saxgren ikke ret i at Anders Foghs løgne om Irak-krigen havde haft meget sværere ved at gå så glat igennem den danske befolkning som tilfældet er, hvis Press stadig havde eksisteret?
Pludselig støder jeg på én der: "Kommer i tanke om, at en tysk bekendt, der har boet i Danmark et stykke tid, en gang spurgte mig, om vi slet ikke har nogen tradition for kritisk journalistik (...)".
Det er altså ikke kun min ven og jeg der synes det.
Chefredaktør Lisbeth Knudsen fra Berlingske Tidende mente at Frichs, Crones og Woldendorfs modtagelse af Cavlingprisen 2008 beviste at den kritiske journalistik stadig lever: »Jeres vinderprojekt beviser, at dansk journalistik ikke er på vej til et stadie af elendighed, overfladiskhed og misligholdelse af vores primære opgave som borgernes og demokratiets vagthund på grund af svindsot i økonomien i medierne eller kravet om flermedialitet. Det er ganske enkelt noget vrøvl, som fortidsromantikere gerne vil have os til at tro på.«
Det er ikke overbevisende for min ven, der forlanger meget mere.
For det er i virkeligheden ikke muligt at bedrive kritisk journalistik når der ikke er nogen offentlighed. En forbrydelse kan afsløres, men forbliver skjult hvis ingen hører på den enlige stemme, der udråber forbryderens navn. Sådan er den danske offentlighed: Afsløringer er ikke afsløringer og kritikken er ikke længere kritik når den ikke har et forum.
Medielandskabets enorme åbenhed gemmer, glemmer og skjuler i virkeligheden viden, oplysninger og afsløringer. Men ikke nok med det: I DDR for eksempel vidste alle og enhver at der var store mængder skjult viden. I dag tror alle at al viden er tilgængelig.
Selve det skjulte er skjult, og dét er jo den visse død for den kritiske journalistik. Hvis ikke der er noget skjult, er der jo heller ikke brug for nogen til at afsløre det. I dag er store og vigtige dele af vores kollektive viden, politiske system og systemets beslutninger, økonomiske forhold og legale urimeligheder skjult bag illusionen om altings åbenhed og tilgængelighed.
For det handler heller ikke kun om sagforhold, siger han. Det handler ikke kun om journalistik. Enten burde journalisterne udvide selve begrebet om journalistik, eller også må de intellektuelle træde ind på den journalistiske scene uden at blive journalister. Der er ingen der kan tale i helheder. Der er ingen i den offentlige debat der har kontakt til de strømførende lag i kulturen. Vi lever i vidensghettoer, i et atomiseret verdensbillede, som ingen er i stand til - ja, som ingen virker synderligt interesseret i - at (gen)danne. De der kunne, er døde, og de der kan, er gamle.
Min ven citerer fra Per Øhrgaards artikel om Enzensberger i Den Store Danske Encyklopædi: "[H]an opdager temaer og problemer, som endnu ligger skjult for de fleste, men kan komme til at dominere allerede den nærmeste fremtid, Ach Europa! (1987, da. Åh, Europa, 1988) beskriver kontinentet hinsides den politiske retorik."
(Hans Magnus Enzensberger)
Det optimistiske i denne pessimistiske diagnostik er at der ligger en stor opgave foran os.
- Demokratiets illusion om åbenhed skjuler mere end diktaturets utvetydige lukkethed.
Hvor findes den kritiske journalistik i dag? spurgte min ven mig igår. Den findes ikke, svarede han efterfølgende.
Stein Bagger-sagen kunne kritiske journalister ikke for alvor bringe til torvs, selv om der blev skrevet en smule. Det var ham selv og ikke journalisterne der havde gravet hans grav.
Ulrik Høy skriver i weekendavisen nr. 12-20.marts 2009 at Madoff kunne slippe afsted med halvkvædede viser: "Pengene bliver investeret i de og de seriøse virksomheder, og takket være den enorme tilstrømning af indskud behøvede Madoff ikke at gøre nærmere rede for omstændighederne. Det har man unægtelig harcelleret over nu bagefter. Hvor var de ansvarlige myndigheder? Hvor var de nærgående og uvildige undersøgelser, da den seriøse kritik vitterlig dukkede op?".
Onsdag d. 11.3.2009 sendte DR et program om månedsmagasinet Press, som man vel må give æren for at bedrive kritisk journalistik, - og har Henrik Saxgren ikke ret i at Anders Foghs løgne om Irak-krigen havde haft meget sværere ved at gå så glat igennem den danske befolkning som tilfældet er, hvis Press stadig havde eksisteret?
Pludselig støder jeg på én der: "Kommer i tanke om, at en tysk bekendt, der har boet i Danmark et stykke tid, en gang spurgte mig, om vi slet ikke har nogen tradition for kritisk journalistik (...)".
Det er altså ikke kun min ven og jeg der synes det.
Chefredaktør Lisbeth Knudsen fra Berlingske Tidende mente at Frichs, Crones og Woldendorfs modtagelse af Cavlingprisen 2008 beviste at den kritiske journalistik stadig lever: »Jeres vinderprojekt beviser, at dansk journalistik ikke er på vej til et stadie af elendighed, overfladiskhed og misligholdelse af vores primære opgave som borgernes og demokratiets vagthund på grund af svindsot i økonomien i medierne eller kravet om flermedialitet. Det er ganske enkelt noget vrøvl, som fortidsromantikere gerne vil have os til at tro på.«
Det er ikke overbevisende for min ven, der forlanger meget mere.
For det er i virkeligheden ikke muligt at bedrive kritisk journalistik når der ikke er nogen offentlighed. En forbrydelse kan afsløres, men forbliver skjult hvis ingen hører på den enlige stemme, der udråber forbryderens navn. Sådan er den danske offentlighed: Afsløringer er ikke afsløringer og kritikken er ikke længere kritik når den ikke har et forum.
Medielandskabets enorme åbenhed gemmer, glemmer og skjuler i virkeligheden viden, oplysninger og afsløringer. Men ikke nok med det: I DDR for eksempel vidste alle og enhver at der var store mængder skjult viden. I dag tror alle at al viden er tilgængelig.
Selve det skjulte er skjult, og dét er jo den visse død for den kritiske journalistik. Hvis ikke der er noget skjult, er der jo heller ikke brug for nogen til at afsløre det. I dag er store og vigtige dele af vores kollektive viden, politiske system og systemets beslutninger, økonomiske forhold og legale urimeligheder skjult bag illusionen om altings åbenhed og tilgængelighed.
For det handler heller ikke kun om sagforhold, siger han. Det handler ikke kun om journalistik. Enten burde journalisterne udvide selve begrebet om journalistik, eller også må de intellektuelle træde ind på den journalistiske scene uden at blive journalister. Der er ingen der kan tale i helheder. Der er ingen i den offentlige debat der har kontakt til de strømførende lag i kulturen. Vi lever i vidensghettoer, i et atomiseret verdensbillede, som ingen er i stand til - ja, som ingen virker synderligt interesseret i - at (gen)danne. De der kunne, er døde, og de der kan, er gamle.
Min ven citerer fra Per Øhrgaards artikel om Enzensberger i Den Store Danske Encyklopædi: "[H]an opdager temaer og problemer, som endnu ligger skjult for de fleste, men kan komme til at dominere allerede den nærmeste fremtid, Ach Europa! (1987, da. Åh, Europa, 1988) beskriver kontinentet hinsides den politiske retorik."
(Hans Magnus Enzensberger)Det optimistiske i denne pessimistiske diagnostik er at der ligger en stor opgave foran os.
søndag, marts 15, 2009
Kynisme
Indlæg til Lotte Schlosshauers indlæg om diskussionen i Trampolinhuset 14.3.2009.
Du skriver på sin blog og sagde igår på et møde om asylpolitikken i Trampolinhuset at man skal distinguere mellem det personlige og politiske. Sofie Hæstrup Andersen (S) gav dig ret, men sagde også at man skal stifte bekendtskab med de personlige historier for at lave regler, der passer til virkeligheden. Jeg savner stillingtagen hos dig til konkrete problemer, en stillingtagen der selvfølgelig også skal styres af principper.
Det er som om du mener at vi som danskere skal prioritere mellem den flygtning der står ved vores grænse og de nødlidende mennesker der befinder sig tusindevis af kilometer fra os. Det er en kunstig problemstilling. Der kommer en flygtning til vores grænse. Hvad skal vi gøre? I dag tager vi dem ind, putter dem i lejr, for 90 % vedkommende afviser vi deres asylansøgning, og for manges vedkommende beholder vi dem i lejre, hvis forholdene i deres hjemland ikke er sikre nok. Problemet er at de ikke kan få opholdstilladelse og ikke sendes tilbage. Så lever de i et limbo i op til 12 år. Det ville have været anderledes, sagde Sofie Hæstrup, hvis ikke de-facto-flygtningebegrebet samt andre ændringer var blevet vedtaget i 2002.
- At vi igennem TV får kendskab til millioner af nødlidende, som du anfører (uden at jeg helt fortstår hvorfor), har at gøre med u-landsbistand og er et helt andet område og kan ikke inddrages i denne diskussion.
De politiske regler har direkte indvirkning på personer. Derfor må lovgivningen også tage udgangspunkt i personlige forhold. Selv om der skal skelnes, må det personlige og politiske også holdes sammen.
Hvad angår det principielle kan jeg mere fornemme end direkte læse din skepsis, ja måske direkte aversion imod en ideologisk styret politik, der har begreber som værdighed og medmenneskelighed i centrum. At man begår en både menneskelig, politisk, begrebslig og ideologisk fejltrin, hvis man institutionaliserer følelser, der kun findes mellem konkrete mennesker. Kærlighed, værdighed, medfølelse og sådanne begreber kan ikke bruges i politisk sammenhæng, hvor det handler om pragmatik, styring, administration af grupper og resourcer - hvilket resulterer i at man ikke kan lave politik på de følelser man f.eks. får ved at stå overfor et nødlidende menneske.
Det er ikke et ukendt synspunkt i Folketinget og i debatten. - Søren Ulrik Thomsen har f.eks. også sagt at politik skal være kedeligt, hvormed han mener at man ikke kan blande hverken kunst, underholdning eller spændende overordnede filosofiske diskussioner ind i den daglige politiske virkelighed.
Hvis man mener det, må man også indrømme at man er kynisk. Kynisme er fravær af empati og medfølelse. Man kan sige at det er nødvendigt at være kynisk, men glemmer ofte at den nødvendige kynisme optræder når der f.eks. er tale om at ofre en lille gruppe mennesker for at redde en større. Det er imidlertid ikke tilfældet her.
Den nuværende udlændingepolitik er skabt for at holde sammen på en dansk identitet og kultur. Hvis ikke kulturargumentet var det vigtigste - hvis nu det økonomiske var det vigtigste - ville vi have taget en masse arbejdskraft ind fra udlandet, og vi ville have integreret asylansøgerne, fordi en arbejdende asylansøger genererer flere penge til landet end en ikke-arbejdende.
Den nuværende asylpolitik har til formål at værne om en dansk identitet, der er meget vagt formuleret, og den udspringer af en folkelig nervøsitet, der har lige så tågede årsager. Dette resulterer i menneskelige tragedier i vores asylcentre, som man - ja - skal være kynisk for at ignorere. Også når man går ind for amnesti for de asylansøgere der sidder i lejrene lige nu. Først når loven får et menneskeligt udgangspunkt er kynismen overvundet.
Indlæg til Lotte Schlosshauers indlæg om diskussionen i Trampolinhuset 14.3.2009.
Du skriver på sin blog og sagde igår på et møde om asylpolitikken i Trampolinhuset at man skal distinguere mellem det personlige og politiske. Sofie Hæstrup Andersen (S) gav dig ret, men sagde også at man skal stifte bekendtskab med de personlige historier for at lave regler, der passer til virkeligheden. Jeg savner stillingtagen hos dig til konkrete problemer, en stillingtagen der selvfølgelig også skal styres af principper.
Det er som om du mener at vi som danskere skal prioritere mellem den flygtning der står ved vores grænse og de nødlidende mennesker der befinder sig tusindevis af kilometer fra os. Det er en kunstig problemstilling. Der kommer en flygtning til vores grænse. Hvad skal vi gøre? I dag tager vi dem ind, putter dem i lejr, for 90 % vedkommende afviser vi deres asylansøgning, og for manges vedkommende beholder vi dem i lejre, hvis forholdene i deres hjemland ikke er sikre nok. Problemet er at de ikke kan få opholdstilladelse og ikke sendes tilbage. Så lever de i et limbo i op til 12 år. Det ville have været anderledes, sagde Sofie Hæstrup, hvis ikke de-facto-flygtningebegrebet samt andre ændringer var blevet vedtaget i 2002.
- At vi igennem TV får kendskab til millioner af nødlidende, som du anfører (uden at jeg helt fortstår hvorfor), har at gøre med u-landsbistand og er et helt andet område og kan ikke inddrages i denne diskussion.
De politiske regler har direkte indvirkning på personer. Derfor må lovgivningen også tage udgangspunkt i personlige forhold. Selv om der skal skelnes, må det personlige og politiske også holdes sammen.
Hvad angår det principielle kan jeg mere fornemme end direkte læse din skepsis, ja måske direkte aversion imod en ideologisk styret politik, der har begreber som værdighed og medmenneskelighed i centrum. At man begår en både menneskelig, politisk, begrebslig og ideologisk fejltrin, hvis man institutionaliserer følelser, der kun findes mellem konkrete mennesker. Kærlighed, værdighed, medfølelse og sådanne begreber kan ikke bruges i politisk sammenhæng, hvor det handler om pragmatik, styring, administration af grupper og resourcer - hvilket resulterer i at man ikke kan lave politik på de følelser man f.eks. får ved at stå overfor et nødlidende menneske.
Det er ikke et ukendt synspunkt i Folketinget og i debatten. - Søren Ulrik Thomsen har f.eks. også sagt at politik skal være kedeligt, hvormed han mener at man ikke kan blande hverken kunst, underholdning eller spændende overordnede filosofiske diskussioner ind i den daglige politiske virkelighed.
Hvis man mener det, må man også indrømme at man er kynisk. Kynisme er fravær af empati og medfølelse. Man kan sige at det er nødvendigt at være kynisk, men glemmer ofte at den nødvendige kynisme optræder når der f.eks. er tale om at ofre en lille gruppe mennesker for at redde en større. Det er imidlertid ikke tilfældet her.
Den nuværende udlændingepolitik er skabt for at holde sammen på en dansk identitet og kultur. Hvis ikke kulturargumentet var det vigtigste - hvis nu det økonomiske var det vigtigste - ville vi have taget en masse arbejdskraft ind fra udlandet, og vi ville have integreret asylansøgerne, fordi en arbejdende asylansøger genererer flere penge til landet end en ikke-arbejdende.
Den nuværende asylpolitik har til formål at værne om en dansk identitet, der er meget vagt formuleret, og den udspringer af en folkelig nervøsitet, der har lige så tågede årsager. Dette resulterer i menneskelige tragedier i vores asylcentre, som man - ja - skal være kynisk for at ignorere. Også når man går ind for amnesti for de asylansøgere der sidder i lejrene lige nu. Først når loven får et menneskeligt udgangspunkt er kynismen overvundet.
fredag, marts 13, 2009
Fremtiden for Nørrebrogade
Jeg gik lige forbi Anne og Bennys boghandel på Nørrebrogade for at skrive under på den protest mod Klaus Bondams eksperiment med at lukke gaden. Den ligger jo næsten øde hen - og det er åbningstid for butikkerne. Et af de mest levende, trafikerede, bemærkelsesværdige steder i København er ved at ændre sig, og butiksejerne kan mærke fald i omsætning på over 50%, mens vi - beboerne - pludselig går rundt og tænker: Er der smidt en atombombe! (Søren Ulrik Thomsen) - eller som var det Skjern i 50'erne (Peter AG).
Det ender med lejligheder i gadeplan, siger Anne. Så ser man i glimt de halvtomme gader på broerne for sig: lejlighederne med vinduer ned til fortovet og falmede gardiner, der prøver at holde uvilkårlige blikke ude. Er det fremtiden for Nørrebrogade, hvor der stadig er butikker for hver meter? Det er derfor vi bor i byen. Men en snigende forstadsmentalitet begynder at blive skrigende. Vi skal være stille, skriger den. Vi skal ikke være så mange. Vi skal være rene og pæne og have blomsterkummer i stedet for parkeringspladser. Derfor lagde kommunen nogle svære betonklodser ud for over fem måneder siden. De har aldrig set en blomst, men er blevet en åben skraldeplads i stedet. Det skulle være så godt og så' det faktisk skidt.
Søren Ulrik Thomsen beskriver i weekendavisen malende baggrunden for det nye eksperiment: »denne dystopiske feberfantasi af hovedstaden som en endeløs provinsgågade gennemdaffet af uvirksomme shoppers med sandaler, mavepung og monstrøse softices«. Er det fremtiden for Nørrebrogade?
Anne fortæller at de var inde på Rådhuset, men Klaus Bondam var ikke til stede. Man siger han bor på Guldbergsgade, men han er der vist ikke meget. Man spørger sig selv om han er lige så fjern fra Nørrebrogade som Strecker og Mærsk, der har åbnet Nørrebro Café. Før de åbnede den stod der et skilt: Her åbner en tøjbutik. Andelsforeningen havde nemlig sat sig imod at det skulle være café. Nu er der en café, der ligner Rosie McGee's med similitræ med kunstig patina, der emmer af forlorne minder fra en tid der aldrig har været. Det er en ufo, der kommer et andet sted fra og som er kastet herover af nogle pengefolk fra Hellerup, der ikke bekymrer sig om de folk der bor her. Hvorfor ikke lægge den café i Hellerup? Hvorfor, Klaus Bondam, ikke lave en ordning til gavn for borgerne, eller realisere ens ideer hvor man kender dem?
Nørrebrogade-eksperimentet er halvhjertet. Han mener at man skal komme pendlerne til livs, men hvorfor ikke gøre det attraktivt for dem at køre andre veje. Klaus Bondam sætter en bom ned - og regner med at problemet er løst. Hvilket problem i øvrigt? At der er mange mennesker på Nørrebrogade og at det tager lidt længere tid end motorvejen, har jeg oplevet som et problem, og hvis det er, er det så ikke trods alt et mindre problem end at mange ellers sunde butikker må dreje nøglen om? Et problem for både butikker og beboere. Skal man så til at rejse længere for at få sine varer? Så skaber det altså mere trafik.
Anne gik op og ned af hele Nørrebrogade og fik mange underskrifter imod eksperimentet. Der var også nogle der ikke ville skrive under. De kunne ikke mærke det, som de sagde. Der var med andre ord ikke tale om en holdning til at andre kunne det. Der er mange kulturer på Nørrebro: man kan blandt andet trække en streg imellem på den ene side de, der bor og engagerer sig i området og dets beboere og på den anden side de, der er interesseret i at tjene penge og 'eksperimentere' i retning af mere forstad.
Her kan man læse Nørrebros Handelsforenings indsigelse overfor Klaus Bondam og dennes svar.
Artikel af arkitekt: Jacob Borup Nørløv.
Kommunens side om den politiske baggrund.
Jeg gik lige forbi Anne og Bennys boghandel på Nørrebrogade for at skrive under på den protest mod Klaus Bondams eksperiment med at lukke gaden. Den ligger jo næsten øde hen - og det er åbningstid for butikkerne. Et af de mest levende, trafikerede, bemærkelsesværdige steder i København er ved at ændre sig, og butiksejerne kan mærke fald i omsætning på over 50%, mens vi - beboerne - pludselig går rundt og tænker: Er der smidt en atombombe! (Søren Ulrik Thomsen) - eller som var det Skjern i 50'erne (Peter AG).
Det ender med lejligheder i gadeplan, siger Anne. Så ser man i glimt de halvtomme gader på broerne for sig: lejlighederne med vinduer ned til fortovet og falmede gardiner, der prøver at holde uvilkårlige blikke ude. Er det fremtiden for Nørrebrogade, hvor der stadig er butikker for hver meter? Det er derfor vi bor i byen. Men en snigende forstadsmentalitet begynder at blive skrigende. Vi skal være stille, skriger den. Vi skal ikke være så mange. Vi skal være rene og pæne og have blomsterkummer i stedet for parkeringspladser. Derfor lagde kommunen nogle svære betonklodser ud for over fem måneder siden. De har aldrig set en blomst, men er blevet en åben skraldeplads i stedet. Det skulle være så godt og så' det faktisk skidt.
Søren Ulrik Thomsen beskriver i weekendavisen malende baggrunden for det nye eksperiment: »denne dystopiske feberfantasi af hovedstaden som en endeløs provinsgågade gennemdaffet af uvirksomme shoppers med sandaler, mavepung og monstrøse softices«. Er det fremtiden for Nørrebrogade?
Anne fortæller at de var inde på Rådhuset, men Klaus Bondam var ikke til stede. Man siger han bor på Guldbergsgade, men han er der vist ikke meget. Man spørger sig selv om han er lige så fjern fra Nørrebrogade som Strecker og Mærsk, der har åbnet Nørrebro Café. Før de åbnede den stod der et skilt: Her åbner en tøjbutik. Andelsforeningen havde nemlig sat sig imod at det skulle være café. Nu er der en café, der ligner Rosie McGee's med similitræ med kunstig patina, der emmer af forlorne minder fra en tid der aldrig har været. Det er en ufo, der kommer et andet sted fra og som er kastet herover af nogle pengefolk fra Hellerup, der ikke bekymrer sig om de folk der bor her. Hvorfor ikke lægge den café i Hellerup? Hvorfor, Klaus Bondam, ikke lave en ordning til gavn for borgerne, eller realisere ens ideer hvor man kender dem?
Nørrebrogade-eksperimentet er halvhjertet. Han mener at man skal komme pendlerne til livs, men hvorfor ikke gøre det attraktivt for dem at køre andre veje. Klaus Bondam sætter en bom ned - og regner med at problemet er løst. Hvilket problem i øvrigt? At der er mange mennesker på Nørrebrogade og at det tager lidt længere tid end motorvejen, har jeg oplevet som et problem, og hvis det er, er det så ikke trods alt et mindre problem end at mange ellers sunde butikker må dreje nøglen om? Et problem for både butikker og beboere. Skal man så til at rejse længere for at få sine varer? Så skaber det altså mere trafik.
Anne gik op og ned af hele Nørrebrogade og fik mange underskrifter imod eksperimentet. Der var også nogle der ikke ville skrive under. De kunne ikke mærke det, som de sagde. Der var med andre ord ikke tale om en holdning til at andre kunne det. Der er mange kulturer på Nørrebro: man kan blandt andet trække en streg imellem på den ene side de, der bor og engagerer sig i området og dets beboere og på den anden side de, der er interesseret i at tjene penge og 'eksperimentere' i retning af mere forstad.
Her kan man læse Nørrebros Handelsforenings indsigelse overfor Klaus Bondam og dennes svar.
Artikel af arkitekt: Jacob Borup Nørløv.
Kommunens side om den politiske baggrund.
torsdag, marts 12, 2009
Om Trampolinhuset og VisAvis
- et sted og en avis for asylansøgere og danskere. Eller man kunne sige: for statsløse og statsborgere i Danmark.
På pressemødet, hvor den nye avis VisAvis blev annonceret, markerede en ældre dame:
- Det er ikke et spørgsmål, men bare en kommentar. Jeg vil bare sige at jeg kan ikke få armene ned. Jeg synes det er SÅ positivt, det I har lavet.
En anden dame sagde at hun har været i asylsystemet i over ti år og havde aldrig været med i et projekt der havde ramt så præcist.
Vi stod i Trampolinhuset og førte disse samtaler, et kulturhus med og for asylansøgere og danskere, som har til huse indtil d. 15.3.2009 i billedkunstskolens udstillingslokaler Q-Space på Peder Skramsgade 2.
Det positive i dette projekt kan også indkredses igennem hvad det ikke er: Dette er ikke hjælp, det er ikke filantropi - og så er det faktisk heller ikke kunst. Men det er et projekt udsprunget af dialog, hvad hele projektets titel også viser: Asyl Dialog Tænketank (ADT). Initieret af Morten Goll og Joachim Hamou, begge billedskunstnere samt en mængde studerende på billedkunstskolen og arkitektskolen plus andre frivillige: journalister, grafikere, akademikere m.m.
De tog ud i asyllejrene og havde nogle ideer om hvad man kunne gøre derude, men før de lancerede disse ideer, startede de med at tale med asylansøgerne. De var meget skeptiske. Hvad skulle sådan en flok kunstnere her, skal vi lave fingermaling eller hva'? Der er mange der igennem tiderne har villet gøre noget godt for asylansøgerne, men det har altid været de gode intentioner, der har vundet. Der er ikke nogen der gjort dét som ADT gjorde her. De talte sammen. Lytte.
I løbet af et par dage var stemningen helt anderledes. Kunstnerne kom ikke derud som kunstnere, men som almindelige mennesker. Og der var ingen institutioner i ryggen på dem. Desuden havde danskerne ikke en færdig plan med asylansøgerne. Dette var et projekt der skulle rejses i fællesskab.
Hvis nogen havde haft planer om at male gangene i festlige farver eller lave et springvand i gården, blev de hurtigt skrinlagt. Det viste sig nemlig at det største problem for asylansøgerne var isolationen: at de ikke har kontakt til det omgivende samfund. Resulatatet af samtalerne blev at man i fællesskab skulle lave et kulturhus. I første omgang et prøve-kulturhus for at forberede et permanent hus. Det skulle fungere som et sted hvor asylansøgere kunne være når de var i København, møde danskere og andre asylansøger.
Til åbningen af Trampolinhuset, som dette kulturhus hedder, mødte over 100 mennesker op og hvor mange års depression, usikkerhed, venten, aggression og frustration fik ikke et pludseligt frirum? Alle disse indestængte følelser diffunderede ud igennem tøjet og fik taget til at løfte sig. Det var en hjerternes fest. Konflikter indbyrdes, som de selvfølgelig også har i rigelige mængder, fordampede for en enkelt aften - og måske for flere. Dette var - og det er - deres hus. Det er deres hus til os - og det er et hus hvor danskere kan møde asylansøgere og få noget at vide.
Min kusines 15-årige datter kom for at tale med nogle asylansøgere, fordi hun skulle skrive projektopgave i niende klasse. Jeg introducerede hende for Samson fra Sudan. Der stod hun, genert og interesseret:
- We are writing a project that's called: When the world turns black.
- Black! sagde Samson og grinede lidt.
- Black or black? brød jeg ind.
- Yes, black, sagde hun.
Og så fik de sig en snak.
Det er én af de funktioner huset har: at få viden om de mennesker, der legemliggør et konkret problem i Danmark, i verden.
Information havde godt greb om ideen da Emil Rottbøll skrev om den (tirsdag 10.3.2009) under overskriften Asylansøgere træder ud af offerrollen. Det handler ikke kun om at gøre opmærksom på ens sag og den uhyrlige tilværelse det er i lejrene, men også at blive brugt, at være til nytte, på den ene eller anden måde. Der er højt uddannede folk i vores asyllejre, folk med en masse energi og resourcer, som temmelig hurtigt bliver brudt ned fordi loven ikke tillader dem at blive brugt.
Dette hus er en gave til danskerne, lavet og stablet på benene af nogle asylansøgere og nogle danskere.
Et af de større tilknyttede projekter er VisAvis - en asylavis til det danske folk, produceret af asylansøgere og danskere. Det skal næste post handle om.
- et sted og en avis for asylansøgere og danskere. Eller man kunne sige: for statsløse og statsborgere i Danmark.
På pressemødet, hvor den nye avis VisAvis blev annonceret, markerede en ældre dame:
- Det er ikke et spørgsmål, men bare en kommentar. Jeg vil bare sige at jeg kan ikke få armene ned. Jeg synes det er SÅ positivt, det I har lavet.
En anden dame sagde at hun har været i asylsystemet i over ti år og havde aldrig været med i et projekt der havde ramt så præcist.
Vi stod i Trampolinhuset og førte disse samtaler, et kulturhus med og for asylansøgere og danskere, som har til huse indtil d. 15.3.2009 i billedkunstskolens udstillingslokaler Q-Space på Peder Skramsgade 2.
Det positive i dette projekt kan også indkredses igennem hvad det ikke er: Dette er ikke hjælp, det er ikke filantropi - og så er det faktisk heller ikke kunst. Men det er et projekt udsprunget af dialog, hvad hele projektets titel også viser: Asyl Dialog Tænketank (ADT). Initieret af Morten Goll og Joachim Hamou, begge billedskunstnere samt en mængde studerende på billedkunstskolen og arkitektskolen plus andre frivillige: journalister, grafikere, akademikere m.m.
De tog ud i asyllejrene og havde nogle ideer om hvad man kunne gøre derude, men før de lancerede disse ideer, startede de med at tale med asylansøgerne. De var meget skeptiske. Hvad skulle sådan en flok kunstnere her, skal vi lave fingermaling eller hva'? Der er mange der igennem tiderne har villet gøre noget godt for asylansøgerne, men det har altid været de gode intentioner, der har vundet. Der er ikke nogen der gjort dét som ADT gjorde her. De talte sammen. Lytte.
I løbet af et par dage var stemningen helt anderledes. Kunstnerne kom ikke derud som kunstnere, men som almindelige mennesker. Og der var ingen institutioner i ryggen på dem. Desuden havde danskerne ikke en færdig plan med asylansøgerne. Dette var et projekt der skulle rejses i fællesskab.
Hvis nogen havde haft planer om at male gangene i festlige farver eller lave et springvand i gården, blev de hurtigt skrinlagt. Det viste sig nemlig at det største problem for asylansøgerne var isolationen: at de ikke har kontakt til det omgivende samfund. Resulatatet af samtalerne blev at man i fællesskab skulle lave et kulturhus. I første omgang et prøve-kulturhus for at forberede et permanent hus. Det skulle fungere som et sted hvor asylansøgere kunne være når de var i København, møde danskere og andre asylansøger.
Til åbningen af Trampolinhuset, som dette kulturhus hedder, mødte over 100 mennesker op og hvor mange års depression, usikkerhed, venten, aggression og frustration fik ikke et pludseligt frirum? Alle disse indestængte følelser diffunderede ud igennem tøjet og fik taget til at løfte sig. Det var en hjerternes fest. Konflikter indbyrdes, som de selvfølgelig også har i rigelige mængder, fordampede for en enkelt aften - og måske for flere. Dette var - og det er - deres hus. Det er deres hus til os - og det er et hus hvor danskere kan møde asylansøgere og få noget at vide.
Min kusines 15-årige datter kom for at tale med nogle asylansøgere, fordi hun skulle skrive projektopgave i niende klasse. Jeg introducerede hende for Samson fra Sudan. Der stod hun, genert og interesseret:
- We are writing a project that's called: When the world turns black.
- Black! sagde Samson og grinede lidt.
- Black or black? brød jeg ind.
- Yes, black, sagde hun.
Og så fik de sig en snak.
Det er én af de funktioner huset har: at få viden om de mennesker, der legemliggør et konkret problem i Danmark, i verden.
Information havde godt greb om ideen da Emil Rottbøll skrev om den (tirsdag 10.3.2009) under overskriften Asylansøgere træder ud af offerrollen. Det handler ikke kun om at gøre opmærksom på ens sag og den uhyrlige tilværelse det er i lejrene, men også at blive brugt, at være til nytte, på den ene eller anden måde. Der er højt uddannede folk i vores asyllejre, folk med en masse energi og resourcer, som temmelig hurtigt bliver brudt ned fordi loven ikke tillader dem at blive brugt.
Dette hus er en gave til danskerne, lavet og stablet på benene af nogle asylansøgere og nogle danskere.
Et af de større tilknyttede projekter er VisAvis - en asylavis til det danske folk, produceret af asylansøgere og danskere. Det skal næste post handle om.
torsdag, marts 05, 2009
En mærkelig dag
En mærkelig dag igår. Om eftermiddagen møde med en god ven, der er mere end kritisk overfor islam (men ikke muslimer). Om aftenen middag med en god ven, der taler inderligt om Gud og Koranen.
Kritikeren sætter meget ind på at gøre opmærksom på hvilken "lortemanual" Koranen er. Min muslimske ven taler hengivent om den levende Gud og om hvor vilde de første syv vers af Koranen er. Han må ofte lukke bogen, fordi det er for stærkt. Dét er sikkert for stærkt for min kritiske ven, der bruger ord som kvalme, irritation og stupiditet og mange meget værre ord om sine modstandere, der ofte er muslimer og som ikke skal forskånes for at høre sandheden.
Jeg plejer ellers godt at kunne kaste mig ind i diskussioner om de generelle emner, men nu sidder jeg overfor to personer, som jeg lytter til. Det er deres sprog og virkelighed, jeg forholder mig til, ikke om den ene har mere ret end den anden i det de mener. Min muslimske ven mener imidlertid ikke. Han tror. Tro er ikke mening. Og han er ikke bleg for at sige hvad han tror på. Han går ind for noget.
Min kritiske ven tror vel også, men jeg har ikke fundet ud af hvad hun tror på. Hun holder en kritisk fane højt. Der er perversioner, skævheder, løgne og bedrag i denne verden, som skal gennemlyses, og hvis ikke de skal gennemlyses, skal de gennemskydes. Alt andet er apati. Det er hun ikke ene om at mene. Vi står overfor en stor fare og islam udgør en stor del af denne.
Min muslimske ven taler om vores åndløse samfund, om de danske biskopper, der svigter deres rolle ved kun at tale om samfundsspørgsmål og om nogle af de karismatiske personer, han kender, der har en indre kraft, der næsten kan udvirke mirakler.
Der er et væld af problemer i hele debatten om islam, kristendom, religion og dansk identitet. Det er for stort til at tale om i en lille blogpost som denne.
Jeg ser mere spøgelser. Men spøgelser er jo også reelle. Spøgelser er spor af et liv, der hverken lever eller kan dø. Det er skygger på væggen, som vi tager for virkelighed. De fleste er helt bevidste om at andenhåndsberetningerne har spøgelseskarakter: Vi kan ikke ignorere og vi kan sjældent verificere dem. Vi lever i et net af forestillinger som de fleste ved er mere eller mindre sande. Forestillinger der kredser om hvem de andre er. Sjælen har en radar, siger min muslimske ven. Sjælens GPS har en fast indstilling som man kun med vold kan ændre.
Min begavede, ærlige og søde kritiske ven ville helt sikkert også sidde og drikke kaffe og omgive min muslimske ven med - hvis ikke ligefrem kærlighed, så i hvert fald høflighed. Hun har intet imod muslimer, hun bekæmper bare islam.
Men de mødte ikke hinanden, disse to, andre steder end i mit liv, der igår snoede sig igennem nogle religiøse landskaber i vores land. Min kritiske ven, som man kan sige alt til, som sidder og lytter ærligt og favnende til alt hvad jeg kan have at sige af kritiske ting, - og min muslimske ven, der minder os om hvad den protestantiske tradition har svigtet, og derfor efterlader en helt særegen ro i vores stue med sin frimodige tale om hvorfra magien kommer i vores liv.
Jeg ville kunne gå på barrikaderne, der er mange der synes jeg skal. Man har pligt. Men hvorfor? Der er mange ting at være imod. Kan man være for det man er for? Er det ikke for ukritisk? Er man ukritisk fordi man ikke går på barrikaderne? Kan kritikken ikke være indeholdt i de ting man rent faktisk gør, de ting man opbygger, de ting man er for?
Luther sagde at tro er det man hænger sit hjerte på. Hænger hjertet i det fri? Eller hænger det på noget eller nogle? Det er nok dér en af diskussionerne peger hen.
En mærkelig dag igår. Om eftermiddagen møde med en god ven, der er mere end kritisk overfor islam (men ikke muslimer). Om aftenen middag med en god ven, der taler inderligt om Gud og Koranen.
Kritikeren sætter meget ind på at gøre opmærksom på hvilken "lortemanual" Koranen er. Min muslimske ven taler hengivent om den levende Gud og om hvor vilde de første syv vers af Koranen er. Han må ofte lukke bogen, fordi det er for stærkt. Dét er sikkert for stærkt for min kritiske ven, der bruger ord som kvalme, irritation og stupiditet og mange meget værre ord om sine modstandere, der ofte er muslimer og som ikke skal forskånes for at høre sandheden.
Jeg plejer ellers godt at kunne kaste mig ind i diskussioner om de generelle emner, men nu sidder jeg overfor to personer, som jeg lytter til. Det er deres sprog og virkelighed, jeg forholder mig til, ikke om den ene har mere ret end den anden i det de mener. Min muslimske ven mener imidlertid ikke. Han tror. Tro er ikke mening. Og han er ikke bleg for at sige hvad han tror på. Han går ind for noget.
Min kritiske ven tror vel også, men jeg har ikke fundet ud af hvad hun tror på. Hun holder en kritisk fane højt. Der er perversioner, skævheder, løgne og bedrag i denne verden, som skal gennemlyses, og hvis ikke de skal gennemlyses, skal de gennemskydes. Alt andet er apati. Det er hun ikke ene om at mene. Vi står overfor en stor fare og islam udgør en stor del af denne.
Min muslimske ven taler om vores åndløse samfund, om de danske biskopper, der svigter deres rolle ved kun at tale om samfundsspørgsmål og om nogle af de karismatiske personer, han kender, der har en indre kraft, der næsten kan udvirke mirakler.
Der er et væld af problemer i hele debatten om islam, kristendom, religion og dansk identitet. Det er for stort til at tale om i en lille blogpost som denne.
Jeg ser mere spøgelser. Men spøgelser er jo også reelle. Spøgelser er spor af et liv, der hverken lever eller kan dø. Det er skygger på væggen, som vi tager for virkelighed. De fleste er helt bevidste om at andenhåndsberetningerne har spøgelseskarakter: Vi kan ikke ignorere og vi kan sjældent verificere dem. Vi lever i et net af forestillinger som de fleste ved er mere eller mindre sande. Forestillinger der kredser om hvem de andre er. Sjælen har en radar, siger min muslimske ven. Sjælens GPS har en fast indstilling som man kun med vold kan ændre.
Min begavede, ærlige og søde kritiske ven ville helt sikkert også sidde og drikke kaffe og omgive min muslimske ven med - hvis ikke ligefrem kærlighed, så i hvert fald høflighed. Hun har intet imod muslimer, hun bekæmper bare islam.
Men de mødte ikke hinanden, disse to, andre steder end i mit liv, der igår snoede sig igennem nogle religiøse landskaber i vores land. Min kritiske ven, som man kan sige alt til, som sidder og lytter ærligt og favnende til alt hvad jeg kan have at sige af kritiske ting, - og min muslimske ven, der minder os om hvad den protestantiske tradition har svigtet, og derfor efterlader en helt særegen ro i vores stue med sin frimodige tale om hvorfra magien kommer i vores liv.
Jeg ville kunne gå på barrikaderne, der er mange der synes jeg skal. Man har pligt. Men hvorfor? Der er mange ting at være imod. Kan man være for det man er for? Er det ikke for ukritisk? Er man ukritisk fordi man ikke går på barrikaderne? Kan kritikken ikke være indeholdt i de ting man rent faktisk gør, de ting man opbygger, de ting man er for?
Luther sagde at tro er det man hænger sit hjerte på. Hænger hjertet i det fri? Eller hænger det på noget eller nogle? Det er nok dér en af diskussionerne peger hen.
Abonner på:
Opslag (Atom)