Selforganisering

Den danske kunstnergruppe Superflex er initiativtager til antologien om Selvorganisering. Den er lavet som en slags inspirations- eller værktøjsbog til andre eksisterende eller fremtidige selvorganiserende grupper. Bogen er fyldt med meget forskellige eksempler på selvorganisering fra hele kloden (fra Djursland til Bangladesh), men ind imellem eksemplerne er der også uddybende essays (af bl.a. Lawrence Lessig) om nogle af de juridiske, politiske og økonomiske perspektiver af selvorganiseringens princip.

Som simpelthen er det: at gøre det selv.

Intervieweren i Deadline havde den aften, hvor det var blevet annnonceret at Muhammed Yunus fik Nobels fredspris, præcis forstået pointen i Yunus' projekt, idet han i begejstring næsten lettede fra stolen og sagde: "Jamen, de har jo gjort det selv!".

Bogen har også et bidrag af Yunus.

Selvorganisering er en måde at tænke på, der får mest ud af det forhåndendværende; en form for autonomi, der på den ene side bryder med den traditionelle venstrefløj, fordi den ikke nødvendigvis har revolutionen og den globale forandring som det første mål, og på den anden side distancerer sig fra den traditionelle højrefløj, idet den bruger markedskræfterne og den eksisterende teknologi til at vende magtforholdene om.

Og så har selvorganisering et æstetisk potentiale som mange andre end Superflex trækker på, og som er med til at bane vejen for nye kunstformer.

Bogen er redigeret af Will Bradley, Mika Hannula, Christina Ricupero, Superflex samt medredaktør Sylvester Roepstorff. Grafisk tilrettelæggelse, Rasmus Koch. Den er kommet på Lukas & Sternberg, New York og er støttet af Nifca. Klik her for mere information på Nifcass hjemmeside. Mere om Superflex her.

Når der ikke er mere at sige

Ved dagens begyndelse, fredag d. 1.12.2006

Bono fortæller i en film om Leonard Cohen (I'm your man, 2006) at det kun er få digtere der har bevæget sig helt ud til kanten og kigget ned i afgrunden, men det er stort set kun Leonard Cohen, der har tilladt sig selv at le på dette sted. Og det sker i en af de største sange, Cohen har lavet, og som er indspillet af adskillige andre sanger, nemlig Halleluja.

I virkeligheden er det vel også den eneste reaktion et fornuftigt menneske kan ha' på dette udsatte sted. Hvis panden rynkes, knoerne blegner og musklerne stivner, har man så overhovedet været på det yderste sted? For sådan reagerer man, når man stadig holder fast på sig selv, hvad man ikke kan fortænke nogen i, men på den anden side, så er der måske et sted endnu længere ud, hvor man også har sluppet sig selv.

Den slovenske filosof Slavoj Zizek har gjort opmærksom på hvordan afgrunden er et tilbagevendende sted for Hitchcocks hovedpersoner. James Stewart, Kim Novak, Gary Grant og James Mason har alle sammen været ude ved afgrunden, hængt i en faldefærdig tagrende eller haft fat med det yderste af neglene i en porøs klippeafsats og set ned i det svimlende dyb. For filosoffen og psykoanalytikeren Zizek er det selve intetheden, som hovedpersonen hænger ud over, det er selve tomheden som stirrer tilskueren lige ind i øjnene, og hvad er det man ser her. Det er subjektet selv. På samme måde som når man ser i et spejl: man ser sig selv, men i virkeligheden er det bare en refleksion, altså ingenting i sig selv.

Dét er noget af det mest gysende. At se sig selv. Og at se sig selv som intet. Det er en mulighed der hele tiden lurer og hvis gysende effekt bestemmer mange af vores handlinger. Vi prøver hele tiden at undgå dette spejlbillede. Hvordan? Man skulle tro at hvis man undgik at se sig selv i spejlet (fordi man var bange for at se sig selv som intet), så ville man vende sit ansigt bort fra spejlet. Men fordi grunden til at man vil undgå at se sig selv i spejlet, er angsten for at se sig selv som intet, vil det at vende ansigtet bort fra spejlet jo samtidig bekræfte én i denne angst, fordi billedet forsvinder, når man kigger bort. Og så må man hellere vende ansigtet ind mod spejlet igen.

Det gælder altså med andre ord om at fortrænge den tanke, at ens spejlbillede skulle være intet, hvad man for eksempel gør ved at gå i biografen og glemme os selv lidt, ind og se en Hitchcock-film for eksempel, der på den mest eklatante måde fremstiller subjektet som et - intet. Lige meget hvad man gør, så forfølger de tanker os, der gør os allermest angste. Hvis vi er bange for at forsvinde i menneskehavet, gør vi meget ud af at gøre os selv fuldstændigt unikke - indtil vi går ud på gaden og opdager at alle de andre har tænkt som jeg og går stort set klædt i det samme tøj som jeg, køber ind de samme steder som jeg, ser de samme film og har givet deres børn de samme originale navne som vi har.

En måde at komme ud over dette problem på er f.eks. det som Leonard Cohen synger om i Halleluja. Han har hørt at der er en hemmelig akkord, som David spillede og som behagede Herren. Han taler til et du: For du bryder dig ikke rigtig om musik, gør du?

Din tro var stærk, lyder det i næste strofe, men du behøvede bevis. Hvad der er selvmodsigende, for hvis ens tro er stærk, behøver man ikke bevis. Beviset var en kvindes skønhed. Synet mødte ham, han så hende bade på husets tag. Men hun bandt ham til stolen, brækkede hans trone og klippede hans hår og trak et halleleju fra hans læber.

Hvad er dette halleluja? - Det er det der siges, når man ikke kan sige andet. Selv om alt gik galt, som Cohen synger i sidste strofe, står han foran Herren og kan kun sige én ting: Halleluja. Et ord der dels sammenfatter alt hvad der er at sige, dels overhovedet ikke betyder noget som helst. Det er et udråbstegn omsat i bogstaver, og udråbstegn kan man ikke udsige. Det er det man siger, når man ikke kan sige noget. Som Willy Brandts spontane knæfald ved den jødiske ghetto i Warsawa d. 7. december 1970. Det er med andre ord selve lovsangens kode, det er ikke et udsagn, men en gestus: en gestus af taknemmelighed og overgivelse. Eller sagt med andre ord: en fuldstændig opgivelse af sig selv, man overgiver sig selv i den andens varetægt. Og så er man brudt igennem spejlbilledet.