tirsdag, maj 30, 2006

Siegfried som tøffelhelt og Loge som Prometheus

- Yderligere kommentarer og betragtninger over Københavner-Ringen

Det er ikke kun værket, Nibelungens Ring, man har fået en ny fortolkning af, det er også noget af det nye København, man har fået indblik i. København er med Kasper Holtens Ring blevet mere international. Ikke kun fordi det er på et så højt niveau men også fordi forestillingerne har trukket mange turister til. Der bliver talt alverdens sprog på toiletterne og marmorgulvene, og man er hverken kommet forgæves hvis man kommer fra New Zealand eller fra Nørrebro. At publikum er blevet mere internationalt hører man også idet der blev buet til den allersidste Götterdämmerung. Imellem de ustandseligt dominerende applauser og bravoråb kunne man også høre nogle "buh'er". Det er sjældent man har oplevet det på danske teatre (dog ikke tilsvarende sjældent at læse nedsablende anmeldelser i danske aviser), mens det forekommer oftere i Tyskland. - Mine New Zealandske bekendte, der har set seks Ringe rundt omkring, sagde at akustikken er den bedste de har hørt. Og man behøver ikke at have været mange steder for at høre hvor fænomenal den er. Men at udnytte den som dirigenten Michael Schönwandt gør det, kræver også en mester. Det må man kalde ham. Han kan ikke kun spille med orkestret men også med rummet, og han er spændstig, ilter og stram. Et uhyggeligt overblik den mand har.

Men det som - bogstaveligt talt - er mest spektalulært er jo opsætningen. Hos Kasper Holten skal man ligeså meget kigge i detaljen som på helheden for at finde den røde tråd. Fra Wagners hånd er det mere objekterne end rummet der har symbolsk betydning; der kæmpes om ringen, skatten og hjelmen med sværd og spyd, alt sammen genstande med høj symbolsk ladning. Rummene har ikke samme betydningstyngde, med Valhal og Rhinen som undtagelser. Bjerget, skoven, Hundings hus, Fafners hule, Gibichungernes borg er ikke så vigtige som de ting der bevæger sig i disse rum. Wagner har lagt betydning i de ting der gøres noget med fremfor de rum hvor det gøres i.

Klimakset i hele Kasper Holtens Ring er dér hvor Wotans spyd bliver slået over i to. Siegfried står foran sin farfar (en gammel patriark som står i vejen for ham, sådan som der altid har stået en gammel i vejen for ham) med hævet sværd og parat til at kløve gudens spyd. Men hvad sker der så? Wotan, overguden, knækker selv sit spyd og lader altså ikke engang den frie helt få fornøjelsen af at gøre det. Et originalt greb fra Kasper Holtens side for at understrege sin pointe: at Siegfried ikke er fri. For han er ikke fri hvis ikke han selv kan knække den ufrie. Den ufrie Wotan ved hvor det bærer hen og overhaler den impulsive helt ved at at depotentsere sig selv.

I begyndelsen af Götterdämmerung, efter at Siegfried har vundet Brünnhilde, bliver den impulsive helt gjort endnu mere impotent. Den scene, der er et af de mest interessante billeder på den maskuline psyke, bliver hos Kasper Holten til en historie om en tøffelhelt, der er i lommen på sin kone. Siegfried har opnået alt, han har stræbt efter, den ypperligste kvinde i verden, og hvad er der så mere at gøre end bare at leve lykkeligt til sine dages ende? Men det kan hverken han eller en tragedie nøjes med. Han må ud på nye eventyr. Efter hvad? Ikke efter noget - han skal bare ud. Det er endnu et eksempel på Wagners orginale og træffende psykologi.

Siegfried tager i Københavnerringen forklæde på og bliver puffet ud af reden af sin kvinde, som om hun siger at hun kun vil være sammen med en mand der kan gøre heroiske gerninger. Hermed har hun frataget ham alle muligheder for at lave heroiske gerninger, som man ikke laver på opfordringer men ud af en indre impuls. På samme måde som Wotan tager gerningen ud af Siegfrieds hånd ved at knække sit eget spyd, tager Brünnhilde initiativet ud af Siegfried ved at tage forklædet af ham og sende ham ud af huset, ned fra bjerget. Siegfrieds eget initiativ i denne scene er - at tage forklæde på. Her forstår jeg bedre Brünnhilde end Kasper Holten, der har givet hende sådan en mand.

Men Kasper Holten afvæbner også. Da den første Norne synger Ein wüstes Gesicht, Et hæsligt ansigt, viser hun et billede af instruktøren. Og senere, da de synger Hinab! Zur Mutter, ned til moderen, viser de et billede af Wagners kone, Cosima Wagner. Og de bærer på skilte der har en streg over Regina Theatre, Det kongelige Teater - alt sammen gimmicks og små stik til Wagnerpuristerne og til dem der tror at dette er hele verden. Hvad der vitterlig er nogle der tror, - mens der er flere der ikke har opdaget hvor meget af verden dette værk faktisk (be)griber.

Det er Kasper Holtens fortjeneste er faktisk at få smuglet en masse humor ind i Ringen, hvad der kun lykkes når man kender den så godt som han.

Blandt personerne er Brünnhilde hovedperson, men hvis man blandt disse objekter, der har så stor betydning og som Kasper Holten manipulerer frit men overbevisende med, skulle udpege en hovedrolleindehaver, skulle det være ilden. Brünnhilde træder ind i Rhinguldet (hvor hun retteligt ikke hører hjemme) og tænder en tændstik, og det er hende der tænder tændstikken til den sidste verdensild, og igennem alle fire operaer er ilden med i handlingen. Hvad Kasper Holten også har gjort til et ledemotiv. Ilden er knyttet til Loge, men fra starten af er den ikke i Loges hænder.

Loge er journalist og ryger derfor en masse smøger. Wotan giver ham ild, for han har brug for Loges list og snilde. Senere får Loge ild af dragen Fafner, for Loge tjener både guder og jætter, han bevæger sig jo overalt. Som journalist. Lidt senere får han ild igen af Wotan, men han får lighteren, så han selv kan tænde sin smøg. Da han prøver at give lighteren tilbage, er Wotan igang med noget andet. Loge trækker på skuldrene og stikker lighteren i lommen. - Ergo har Loge stjålet ilden fra guderne. Som Prometheus stjal ilden fra Zeus og som straf blev lænket til klippen - sådan som også Loke blev det i Eddaen. Det er ikke Eddaen men Wagner (og Grimm i sin nordiske mytologi) der knytter Loge til ilden (se Villy Sørensen: Sørensens Wagner, Gyldendal 2005, s.83), så Kasper Holten har grund til at lægge lightere og tændstikker ind. Når Brünnhilde tænder bålet der brænder Valhal op, er det således Loge(s element) der igen er på færde.

I lyset af Prometheus bliver ilden den mennneskelige fornuftsgnist: Det er med ilden man begynder at tilberede mad og indleder den civilisatoriske udvikling. Valhals mure er hos Holten bygget af bøger: Den viden som Wotan købte for sit ene øje af Erda er blevet til magtens mursten. Når ilden således fortærer Valhal, er det menneskets rationalitet der æder den guddommelige viden op. - Men afslutningsbilleder bekræfter ikke denne tolkning: I stedet for at dø, sådan som forlægget tilsiger, kommer Brünhilde ind på scenen med en baby, mens en hvid sol daler ned fra oven. Babyen er sat ind i stedet for - som regibemærkningerne fortæller: "de mænd og kvinder", der "dybt grebet" står og kigger på ilden, der vokser op mod himlen. I stedet for et borgerligt-demokratisk samfund er der sat en helt i verden, der skal fuldende hvad hverken Siegmund eller Siegfried kunne fuldføre.

Hvis Loges element hos Kasper Holten samtidig er journalistikken, har det sin helt egen ironi at vi nu ikke skal lede langt efter eksempler på at dette fag kan være ildpåsættende. Mærkeligt nok i lande hvor demokratisk underskud er en underdrivelse.

mandag, maj 29, 2006

Ogger gogger gummi-blogger,
Er en sucker når han jogger
rundt og rundt om rundtommen
uden at rumme en krumme


Som telefonsvarere hvor alle siger det samme, siger jeg nu det samme som alle andre bloggere: "Så er jeg på". Med ambition om at det ikke er den eneste grund. Bloggens fælder er mange: egomani, meningsgyderi og eskapistisk navlepilleri, for slet ikke at nævne den fælde det er at nævne fælderne med navne. Dem kan man blive knaldet på. Hvis man siger at der er for meget plakat på nettet og at man vil bidrage med noget mere indhold, kan man komme galt afsted, hvis ikke man efterlever det. Desuden indbyder bloggen til at præsentere ikke kun noget stof, men også sig selv og sine ambitioner, hvad der er en tidstypisk virus, som jeg prøver at holde stangen.

En weblog - forestiller jeg mig - kan være en måde at blive lidt mere klar over hvad der sker, eller for at tale som forfatter Lene Andersen: hvad vi har gang i. Hvorfor vi er ved at demontere velfærdsstaten, hvorfor Danmarks ry er blakket i udlandet, hvorfor arkitekturen er blevet et modefag, samtidig med at København får så mange nye kedelige prestige-bygninger, hvorfor alle tænker på og taler om penge, hvorfor kundskaberne har så ringe prestige i folkeskolen, hvorfor den teknokratiske politik vinder over den ideologiske og hvorfor de humanistiske fag nyder så ringe status. Disse tendentiøse spørgsmål har ikke til formål at fremmane udtømmende eller akademiske svar, men måske at være med til at vække en modstand, der åbenbart først bliver mulig når den er bevidst, og bliver kraftigere jo mere konkret den er formuleret. Men samtidig med at man må være konkret, er det - i mine øjne - nødvendigt at tale om den tidsånd, som alle disse fænomener er symptomer på.

Men frem for alt, så gælder det jo om at dele glæde og viden. For initiativet er vel i sidst ende vigtigere end protesten.