Kommentar til Frederik Stjernfelts og Jens-Martin Eriksens kronik i Politiken 17.9.2008: Kulturalismens onde vekselsang.
Slavebinding til fornuften
Tak til Stjernfelt og Eriksen for at bringe den igangværende kulturdiskussion et skridt videre – og dybere. De sætter ind mod den kulturalisme, der både formørker højre- og venstrefløjen, på den ene side i en krampagtig fastholden af 'danske værdier' og på den anden side i en ”anerkendelse af de mest antimoderne og uspiselige kulturelle praksisser”.
Der er næppe nogen større opgave i aktuel politik, skriver forfatterne, end at vende sig imod den grasserende kulturalisme og dens slavebinding af individdet til dets 'kultur', og nøglen til disse slavelænker er 'oplysningens universalisme'.
Stjerfelt og Eriksen får ikke defineret hvad kulturalisme egentlig er, og ved siden af den skrevne konklusion: Hvor lang tid kan venstrefløjen stadig lade sig forblænde af kulturalismen?, trækken også en uskreven. Den lyder: Kultur kan og skal ikke være identitetsdannende, men må finde sin sekundære plads under den universelle oplysningstanke, verdensborgertanken, den almene fornuft, som alle er i besiddelse af og som burde være fundamentet for sine handlinger. En fornuft, der opstiller forskellige etiske principper, som enhver – med denne fornufts brug – kan indse den evige sandhed i.
Uden at benægte at der – selvfølgelig – er evige sandheder, også på det etiske område, ville det bare være utopisk at benægte kulturens rolle i enhver nation, eller skulle vi bare sige: ethvert områdes identitetsdannelse. Kulturen ryger ud med kulturalismens badevand.
Den store opgave er ikke – kun – at propagandere for de universelle regler, men lige så meget at finde et forhold til kulturen, så den netop bliver en levende kultur uden at den bliver den ideologi, som begrebet kulturalisme vel betyder. En levende kultur er også identitetsdannende, og det er rigtigt farligt, for det er jo noget man vil leve og dø for.
Det er omend endnu vigtigere at skelne mellem den levende kultur og kulturalismen, altså imellem den kultur, som vi hverken behøver at udrydde som irrationalitet – det er jo et håbløst projekt – eller skamme os over, fordi den betyder noget for os, og en ideologi, der bruger både kunsten og kulturen som legitimering af bestemte interesser.
Hvilket kulturbegreb opererer Stjernfelt og Eriksen egentlig med? Bliver kultur ikke bare til underholdning, hvis ikke det må have vital interesse for os? Og hvor vigtigt kan det være for den enkelte, hvis ikke der dannes en eller form for fællesskab igennem kunst?
Det gælder mindst lige så meget om at sætte fokus på en levende kultur, der først og fremmest modsætter sig ideologi og enhver instrumentalisering (kunst for nationens, pengenes, magtens eller ens egen skyld), og som godt kan være identitetsdannende uden at ende i en tanketom og principløs relativisme (som hos ”mulitikulturalisterne”) eller en kulturalisme, der lever af negative billeder af 'de andre'.
For hvad nu hvis de universelle etiske og fornuftige regler overhovedet ikke kan leve, hvis ikke de har en kulturel muld at vokse i?
mandag, september 22, 2008
tirsdag, august 26, 2008
Lidt om antiamerikansimen
Eja kommer hjem fra skole, og så er det at man ikke skal spørge om hvad hun har lavet i dag. Jeg hører mig selv spørge:
- Hvad har du lavet i dag?
Jeg får det svar jeg havde ventet. Intet svar.
Sådan har jeg det selv. Jeg kan selv være som en tiårig der ikke kan gøre rede for hvad jeg lavede for en dag siden, for fem timer siden, for fem minutter siden. Spørgsmålet kommer, og jeg leder og tøver og spytter i suppen. Kan pludselig intet huske. Enten er det fordi jeg er gudsjammerlig barnlig eller er det fordi jeg gudsjammerlig gammel og lider af tiltagende demens. Eller også er det fordi spørgsmålet ikke interesserer mig. Men det gør det jo.
Jeg er jo mere end nogen interesseret i at trække et lang slimet spor efter mig, der til sidst hænger om mine ankler som tunge kæder. Det er det jeg stræber efter. At historien skal stå frem som lysende plovfurer, der glimter af alle de perlende sveddråber jeg har lagt i dem som var det spirende frøkorn. At det vand jeg har kløvet aldrig vil samle sig igen, så man kan se hvor jeg har været.
Er det historisk bevidsthed? Er de spor der tegner sig i vores hukommelse samtidig spor fra vores fødders gang over jorden? Er trangen til at huske en trang til at blive husket?
Jeg kommer - og er i en årrække kommet - hos en af de bredest og dybest funderede intellektuelle i dette land. I går landede vi kun få minutter efter jeg var trådt indenfor døren i emnet: antiamerikansimen. Han var nemlig blevet beskyldt for at være antiamerikansk. Det ville han nødigt være – så entydigt i hvert fald. Men han kan ikke lade være med at lægge mærke til dobbeltmoralen i at ville fortælle hele verden hvordan de skal behandle mennesker og så samtidig behandle sine egne så umenneskeligt, i Guantanomo og på dødsgangene i fængslerne. Men samtidig er han vild med Charles Ives, Wallace Stevens, Emerson og Nathaniel Hawthorne og ja, Bob Dylan, måtte jeg tilføje og Miles Davis. For slet ikke at sige hele jazzen.
Nicolai kom og gjorde og opmærksom på den latente kulturelle mindreværdsfølelse hos amerikanerne, en tanke han havde fra Mads Fuglede (cand. mag i historie og filosofi og underviser i bl.a. USA's historie), et mindreværd som franskmændene ikke har gjort en overvældende indsats for at glemme.
Noget af den tidligste franske arrogance overfor USA findes hos naturvidenskabsmanden Comte de Buffon (1707-1788), der lancerede teorien om at 'den nye verden' var inferiør i forhold til Eurasien. Han mente at amerikanerne manglede høje og stærke skabninger og at menneskene var langt mindre virile end deres europæiske modstykker. Dette fik imidlertid præsident Thomas Jefferson (1743-1826) til straks at sende tyve soldater ud i skovene i New Hampshire fore at fremskaffe knogler fra elgtyr, som så skulle stå som et modbevis af Buffons teori.
Det var altså et helt regulært hanekamp om hvem der havde den største.
Megen af USA's machovæsen har rødder i det mindreværd, der dels kommer af det mereværd, som europæerne og især franskmændene ikke er sene til at skilte med, dels fra den i forhold til Europa korte historie.
Man hører det jo altid fra amerikanerne, når de er i Danmark. ”Theese houses are soo old!”
John Cage blev spurgt om det ikke var et problem som klassisk komponist at være opvokset i et land med så kort historie. Han svarede tilbage og spurgte sin kollega om det ikke var vanskeligt at være vokset op i et land med så lang historie. Han formåede at drage fordel af den barnlighed eller uhildethed som den amerikanske historie også lægger op til.
Det er også hvad Nabokovs Lolita (fra 1955) handler om. Den ældre mand kommer fra Europa og forelsker sig i den unge pige fra USA. Det er den gamle verden der søger fornyelse – og foryngelse – i den nye.
I de europæiske samfund i dag – eller skulle vi bare holde os til det danske – ser det imidlertid ud til at foryngelsen opnås ved at glemme at man overhovedet har en historie. Det kan man imidlertid ikke. Hvis den historie man har fortrænges, stikker den sit hoved frem bag masker. Vi er måske stolte af at have historie, men vi er ikke særlig interesseret i at bevare den. Hvordan skal man ellers tolke alle de lukninger af filialbiblioteker, der har fejet over landet de sidste års tid. Blot et eksempel.
Over 100 filialbiblioteker er nedlagt indenfor de sidste par år og der går snart ikke en måned hvor der ikke lukker et antikvariat eller boghandel. Tal viser at de udlånte materialer fra bibliotekerne ikke er faldet mærkbart, men hvilke materialer drejer det sig om? Hvis ikke man bevarer bøgerne, går der megen hukommelse tabt. Det samme med vinylpladerne – for at nævne et andet eksempel på en tendens.
Den danske befolkning har rask væk smidt vinylplader i skraldespandene fordi de mener at kunne få det hele på CD, men hermed har de afskåret sig fra muligheden af lytte til et overvældende stort materiale, som aldrig vil blive overspillet digitalt.
Den liberale regering siger at den vil gøre noget vil historieundervisning, men den seneste gymnasiereforms største fag er åbenbart mest rettet imod rent teoretiske metaemner.
Den udbredte managementkultur – der for en stor dels vedkommende kommer fra USA - er stort set drevet frem af et historietab, fordi man desto lettere kan forme sine medarbejdere, desto mindre funderet de er. Ordene omstillingsparathed og fleksibilitet er også eufemismer for manipuleringsegnet og friktionsløs. Jo mindre du ved om sin historie, desto mindre forestiller man sig alternativer til de gældende vilkår. Og hvis man ikke er opmærksom på det, ser man de maskerede og forvrængede fænomener som helt naturlige og harmoniske. Og så har vi balladen.
Det underlige er at vi importerer det dårligste fra USA, som samtidig undergraver det vi er allermest stolte af i Europa.
Eja kommer hjem fra skole, og så er det at man ikke skal spørge om hvad hun har lavet i dag. Jeg hører mig selv spørge:
- Hvad har du lavet i dag?
Jeg får det svar jeg havde ventet. Intet svar.
Sådan har jeg det selv. Jeg kan selv være som en tiårig der ikke kan gøre rede for hvad jeg lavede for en dag siden, for fem timer siden, for fem minutter siden. Spørgsmålet kommer, og jeg leder og tøver og spytter i suppen. Kan pludselig intet huske. Enten er det fordi jeg er gudsjammerlig barnlig eller er det fordi jeg gudsjammerlig gammel og lider af tiltagende demens. Eller også er det fordi spørgsmålet ikke interesserer mig. Men det gør det jo.
Jeg er jo mere end nogen interesseret i at trække et lang slimet spor efter mig, der til sidst hænger om mine ankler som tunge kæder. Det er det jeg stræber efter. At historien skal stå frem som lysende plovfurer, der glimter af alle de perlende sveddråber jeg har lagt i dem som var det spirende frøkorn. At det vand jeg har kløvet aldrig vil samle sig igen, så man kan se hvor jeg har været.
Er det historisk bevidsthed? Er de spor der tegner sig i vores hukommelse samtidig spor fra vores fødders gang over jorden? Er trangen til at huske en trang til at blive husket?
Jeg kommer - og er i en årrække kommet - hos en af de bredest og dybest funderede intellektuelle i dette land. I går landede vi kun få minutter efter jeg var trådt indenfor døren i emnet: antiamerikansimen. Han var nemlig blevet beskyldt for at være antiamerikansk. Det ville han nødigt være – så entydigt i hvert fald. Men han kan ikke lade være med at lægge mærke til dobbeltmoralen i at ville fortælle hele verden hvordan de skal behandle mennesker og så samtidig behandle sine egne så umenneskeligt, i Guantanomo og på dødsgangene i fængslerne. Men samtidig er han vild med Charles Ives, Wallace Stevens, Emerson og Nathaniel Hawthorne og ja, Bob Dylan, måtte jeg tilføje og Miles Davis. For slet ikke at sige hele jazzen.
Nicolai kom og gjorde og opmærksom på den latente kulturelle mindreværdsfølelse hos amerikanerne, en tanke han havde fra Mads Fuglede (cand. mag i historie og filosofi og underviser i bl.a. USA's historie), et mindreværd som franskmændene ikke har gjort en overvældende indsats for at glemme.
Noget af den tidligste franske arrogance overfor USA findes hos naturvidenskabsmanden Comte de Buffon (1707-1788), der lancerede teorien om at 'den nye verden' var inferiør i forhold til Eurasien. Han mente at amerikanerne manglede høje og stærke skabninger og at menneskene var langt mindre virile end deres europæiske modstykker. Dette fik imidlertid præsident Thomas Jefferson (1743-1826) til straks at sende tyve soldater ud i skovene i New Hampshire fore at fremskaffe knogler fra elgtyr, som så skulle stå som et modbevis af Buffons teori.
Det var altså et helt regulært hanekamp om hvem der havde den største.
Megen af USA's machovæsen har rødder i det mindreværd, der dels kommer af det mereværd, som europæerne og især franskmændene ikke er sene til at skilte med, dels fra den i forhold til Europa korte historie.
Man hører det jo altid fra amerikanerne, når de er i Danmark. ”Theese houses are soo old!”
John Cage blev spurgt om det ikke var et problem som klassisk komponist at være opvokset i et land med så kort historie. Han svarede tilbage og spurgte sin kollega om det ikke var vanskeligt at være vokset op i et land med så lang historie. Han formåede at drage fordel af den barnlighed eller uhildethed som den amerikanske historie også lægger op til.
Det er også hvad Nabokovs Lolita (fra 1955) handler om. Den ældre mand kommer fra Europa og forelsker sig i den unge pige fra USA. Det er den gamle verden der søger fornyelse – og foryngelse – i den nye.
I de europæiske samfund i dag – eller skulle vi bare holde os til det danske – ser det imidlertid ud til at foryngelsen opnås ved at glemme at man overhovedet har en historie. Det kan man imidlertid ikke. Hvis den historie man har fortrænges, stikker den sit hoved frem bag masker. Vi er måske stolte af at have historie, men vi er ikke særlig interesseret i at bevare den. Hvordan skal man ellers tolke alle de lukninger af filialbiblioteker, der har fejet over landet de sidste års tid. Blot et eksempel.
Over 100 filialbiblioteker er nedlagt indenfor de sidste par år og der går snart ikke en måned hvor der ikke lukker et antikvariat eller boghandel. Tal viser at de udlånte materialer fra bibliotekerne ikke er faldet mærkbart, men hvilke materialer drejer det sig om? Hvis ikke man bevarer bøgerne, går der megen hukommelse tabt. Det samme med vinylpladerne – for at nævne et andet eksempel på en tendens.
Den danske befolkning har rask væk smidt vinylplader i skraldespandene fordi de mener at kunne få det hele på CD, men hermed har de afskåret sig fra muligheden af lytte til et overvældende stort materiale, som aldrig vil blive overspillet digitalt.
Den liberale regering siger at den vil gøre noget vil historieundervisning, men den seneste gymnasiereforms største fag er åbenbart mest rettet imod rent teoretiske metaemner.
Den udbredte managementkultur – der for en stor dels vedkommende kommer fra USA - er stort set drevet frem af et historietab, fordi man desto lettere kan forme sine medarbejdere, desto mindre funderet de er. Ordene omstillingsparathed og fleksibilitet er også eufemismer for manipuleringsegnet og friktionsløs. Jo mindre du ved om sin historie, desto mindre forestiller man sig alternativer til de gældende vilkår. Og hvis man ikke er opmærksom på det, ser man de maskerede og forvrængede fænomener som helt naturlige og harmoniske. Og så har vi balladen.
Det underlige er at vi importerer det dårligste fra USA, som samtidig undergraver det vi er allermest stolte af i Europa.
torsdag, juli 24, 2008
Noget om at skabe situationer, aggression, vasketøj og små sko
Niels Christie, den norske krimnolog, fortæller et sted hvordan kriminalitet skabes.
Første situation: En mor kigger fra sit vindue ned på legepladsen, hvor hendes dreng leger. Der er en mand der opfører sig underligt og endda virker truende på drengen. Hun ringer efter politiet, og der opstår en 'situation'.
Anden situation: En mor kigger fra sit vindue ned på legepladsen, hvor hendes dreng leger. Drankeren fra nummer fire, Hugo, er der også. Han laver nogle af sine sædvanlige streger, men både moren og sønnen er vant til dem, så det er ikke noget at reagere på.
Forskellen er at hvis man kender og snakker med sine naboer, ringes der mindre efter politiet.
Imidlertid skete der noget mærkbart i en andelsforening på Sortedam Dosseringen for få år siden. Der er en epileptiker, som jeg selv har snakket meget med og som har været en del af denne dyre andelsforening. Pludselig skete der noget. En beboer som kendte ham dårligt havde følt sig truet af ham. Det kom op på generalforsamlingen, hvor der samlede sig en aversion imod ham og hårdnakkede forsøg på at få ham smidt ud af foreningen.
At det så – heldigvis – ikke lykkedes er ikke så afgørende. Hvordan kan det være at man blandt beboerne pludselig ser et problem hos en person, der har boet i foreningen i tyve år, er sær og syg fra staerten af og som ikke har forandret sig synderligt?
En tendens?
Rektor for Danmarks Pædagogiske Universitet, Lars Henrik Schmidt, skrev for nogle år siden en bog om vrede. Det var ikke et tilfældigt emne. Da han blev interviewet på bogmessen, fortalte han hvordan han så sent som indgangen til Forum havde oplevet en udtalt vrede fra folk i køen.
Jeg blev også chokeret da jeg forleden i et overordentligt astadigt tempo, med den ene hånd i lommen, kom trillende på cykel ned af Frederiksundsvej og efter at have råbt ding-dong så gelinde som muligt overhalede et ældre ægtepar. Manden ringede med sin klokke, konen blev forskrækket, hvorefter manden udstødte et grynt og et råb, som jeg sjældent har hørt mage til: ”Tumbe! Idiot! Kan du så køre ordentligt!”. Jeg vendte mig om og tog hånden til hjertet som en form for undskyldende gestus.
De havde registreret at jeg hverken bevidst havde forsøgt at genere dem eller ønskede at skrue konflikten op. De var nogle kyllinge, for jeg kørte videre i det samme tempo og kom til rødt. De kom bagefter, men ikke om de ville køre op ved siden af mig. Det turde de ikke. Jeg ville selvfølgelig have slået et par høflige sætninger af med dem, og selvfølgelig ville jeg havde tiltalt dem i Des-form, men min afvæbnende reaktion havde gjort dem bange.
En tendens?
Min kontorfælle, Lene Mirdal, har en bemærkelsesværdig iagttagelse. Hun har flere gange været ude for at blive korrigeret med ringeklokken i trafikken. Det er ikke et advarende, men et formanende klimt med klokken. Et klimt der gør hende opmærksom på at nu har hun altså gjort dit og dat forkert. Sådan som vi alle jo gør. Når hun hører det klimt lige bag eller ved siden af sig, ved hun at det er én med rygsæk. Som regel en kvinde, men hvis det er en mand, så har han rygsæk på.
En tendens?
Lone Kühlmann fortæller i Politiken torsdag 24.juli 2008 at hun var ved at få Kyotoaftalen galt i halsen, da hun hørte at det næsten ingen steder i Washington er tilladt at hænge vasketøj ud i det fri. I et område af verden hvis største attraktion er at solen næsten altid skinner må man ikke tørre vasketøjet udenfor, men ind i tørretumbleren, så vi kan få produceret noget mere CO2.
Men ikke nok med det. Da hun fortalte det til nogle danske bekendte, sagde de at sådan var det også hos dem. ”Det ser bare ikke pænt ud med vasketøj”, var begrundelsen. Dyre andele havde de. ”Hvad er det, der sker?” spørger Lone Kühlmann. ”Det er garanteret de samme mennesker, der får bragt grøntsager i kasser fra Aarstiderne, spiser økologisk og bekymrer sig om klimaet”.
En tendens?
Niels Christie, den norske krimnolog, fortæller et sted hvordan kriminalitet skabes.
Første situation: En mor kigger fra sit vindue ned på legepladsen, hvor hendes dreng leger. Der er en mand der opfører sig underligt og endda virker truende på drengen. Hun ringer efter politiet, og der opstår en 'situation'.
Anden situation: En mor kigger fra sit vindue ned på legepladsen, hvor hendes dreng leger. Drankeren fra nummer fire, Hugo, er der også. Han laver nogle af sine sædvanlige streger, men både moren og sønnen er vant til dem, så det er ikke noget at reagere på.
Forskellen er at hvis man kender og snakker med sine naboer, ringes der mindre efter politiet.
Imidlertid skete der noget mærkbart i en andelsforening på Sortedam Dosseringen for få år siden. Der er en epileptiker, som jeg selv har snakket meget med og som har været en del af denne dyre andelsforening. Pludselig skete der noget. En beboer som kendte ham dårligt havde følt sig truet af ham. Det kom op på generalforsamlingen, hvor der samlede sig en aversion imod ham og hårdnakkede forsøg på at få ham smidt ud af foreningen.
At det så – heldigvis – ikke lykkedes er ikke så afgørende. Hvordan kan det være at man blandt beboerne pludselig ser et problem hos en person, der har boet i foreningen i tyve år, er sær og syg fra staerten af og som ikke har forandret sig synderligt?
En tendens?
Rektor for Danmarks Pædagogiske Universitet, Lars Henrik Schmidt, skrev for nogle år siden en bog om vrede. Det var ikke et tilfældigt emne. Da han blev interviewet på bogmessen, fortalte han hvordan han så sent som indgangen til Forum havde oplevet en udtalt vrede fra folk i køen.
Jeg blev også chokeret da jeg forleden i et overordentligt astadigt tempo, med den ene hånd i lommen, kom trillende på cykel ned af Frederiksundsvej og efter at have råbt ding-dong så gelinde som muligt overhalede et ældre ægtepar. Manden ringede med sin klokke, konen blev forskrækket, hvorefter manden udstødte et grynt og et råb, som jeg sjældent har hørt mage til: ”Tumbe! Idiot! Kan du så køre ordentligt!”. Jeg vendte mig om og tog hånden til hjertet som en form for undskyldende gestus.
De havde registreret at jeg hverken bevidst havde forsøgt at genere dem eller ønskede at skrue konflikten op. De var nogle kyllinge, for jeg kørte videre i det samme tempo og kom til rødt. De kom bagefter, men ikke om de ville køre op ved siden af mig. Det turde de ikke. Jeg ville selvfølgelig have slået et par høflige sætninger af med dem, og selvfølgelig ville jeg havde tiltalt dem i Des-form, men min afvæbnende reaktion havde gjort dem bange.
En tendens?
Min kontorfælle, Lene Mirdal, har en bemærkelsesværdig iagttagelse. Hun har flere gange været ude for at blive korrigeret med ringeklokken i trafikken. Det er ikke et advarende, men et formanende klimt med klokken. Et klimt der gør hende opmærksom på at nu har hun altså gjort dit og dat forkert. Sådan som vi alle jo gør. Når hun hører det klimt lige bag eller ved siden af sig, ved hun at det er én med rygsæk. Som regel en kvinde, men hvis det er en mand, så har han rygsæk på.
En tendens?
Lone Kühlmann fortæller i Politiken torsdag 24.juli 2008 at hun var ved at få Kyotoaftalen galt i halsen, da hun hørte at det næsten ingen steder i Washington er tilladt at hænge vasketøj ud i det fri. I et område af verden hvis største attraktion er at solen næsten altid skinner må man ikke tørre vasketøjet udenfor, men ind i tørretumbleren, så vi kan få produceret noget mere CO2.
Men ikke nok med det. Da hun fortalte det til nogle danske bekendte, sagde de at sådan var det også hos dem. ”Det ser bare ikke pænt ud med vasketøj”, var begrundelsen. Dyre andele havde de. ”Hvad er det, der sker?” spørger Lone Kühlmann. ”Det er garanteret de samme mennesker, der får bragt grøntsager i kasser fra Aarstiderne, spiser økologisk og bekymrer sig om klimaet”.
En tendens?
fredag, juli 11, 2008
Roskildefestival 2008 – Den mindre gode
Alle der har været på Roskilde har været imponeret over hvor checket det hele er. Det er godt, for det giver også festivaldeltagerne frihed til at nyde musikken, hinanden og livet, sådan som en festival skal.
Festivallen er imidlertid ved at bliver kvalt i forsigtighed, overarrangementer og manglede føling med hvad det hele handler om. Det kommer fra ledelsen og det afspejler sig i store dele af publikummet.
Det mest brutale – som Politikens Erik Jensen også bemærkede i sin anmeldelse – var at soullegenden Salomon Burke blev afbrudt og gennet til side som en skoleelev. Det var ude af proportioner med den autoritet han leverede et storladent show med. Han havde endda i mikrofonen spurgt om han ikke lige måtte få nogle flere minutter. Men mens han var ved at afslutte, blev hans mikrofon slukket, tæppet blev hevet til side, hvorefter – og det var mindst lige så fladpandet – der kom en konferencier, hvis ikke dét er for meget at sige, hvis ordforråd kun rakte til sætningen: ”Sorry, there is no more”, som han så måtte gentage igen og igen til et glad, men undrende publikum.
Ikke nok med at man holder tidsplanen som en anden Anders Fogh Rasmussen under topmøder, hvor der ikke tillades et minuts overskridelse og hvor der ikke er plads til begejstring, men at man derudover sætter en hvilken-som-helst-person ind med mikrofonen tyder på endnu kraftigere djøficering af festivallen. I gamle dage var der rigtige konferenciers på scenerne, som havde en joke og en due i ærmet. Folk der kunne underholde og ikke bare embedsagtigt holde planen.
Publikummet gjorde ikke ekstra vrøvl over uhøfligheden. Jeg havde noget tid forinden taget min telefon frem og sms'et en ven, fordi det var så stort, det jeg her var vidne til. Da blev jeg også vidne til noget jeg aldrig har oplevet før: En kvinde lagde en hånd over min telefon. Jeg læste hendes læber: 'nej'. Teltene må man ikke ryge i. Sms'e må man altså heller ikke herinde. Besynderligt.
Da vi en eftermiddag blev forment adgang til et af teltene, hvor Efterklang spillede, blev vi også mødt af denne formalisme. Der er grund – især på Roskilde – til at være forsigtig, men det nærmer sig mere irrationelisme end reel forsigtighed, når man lukker et telt af en eftermiddag til et forholdsvis stille og ikke særligt headbangende orkester. Der var masser af plads, kunne jeg se udefra.
Når alt nu er så godt arrangeret, var det også underligt at vi skulle stå tre timer i kø foran otte billetluger, når vi havde set 6 til 12 officials stå i klynger ved kaffeborde på indkørselsvejen til parkeringspladsen.
Jeg blev ringet op af en veninde, hvis 15-årige datter havde fået et chok da hun var kommet derned om lørdagen og havde stået 12 timer i kø, nogle var besvimet og en havde skidt i bukserne, fordi hun ikke kunne komme til toilet.
Jeg vil foreslå at sætte nogle flere billetluger op.
Og jeg vil foreslå at lade en endnu mere fleksibel, cool og venlig attitude sive ned igennem rækkerne blandt medarbejderne.
Heldigvis er Roskilde så stærk at disse ting ikke kan slå humøret af pinden.Det er højt og jeg er stadig taknemmelig for at så mange frivillige arbejder for at lave en festival så positiv som den er.
Alle der har været på Roskilde har været imponeret over hvor checket det hele er. Det er godt, for det giver også festivaldeltagerne frihed til at nyde musikken, hinanden og livet, sådan som en festival skal.
Festivallen er imidlertid ved at bliver kvalt i forsigtighed, overarrangementer og manglede føling med hvad det hele handler om. Det kommer fra ledelsen og det afspejler sig i store dele af publikummet.
Det mest brutale – som Politikens Erik Jensen også bemærkede i sin anmeldelse – var at soullegenden Salomon Burke blev afbrudt og gennet til side som en skoleelev. Det var ude af proportioner med den autoritet han leverede et storladent show med. Han havde endda i mikrofonen spurgt om han ikke lige måtte få nogle flere minutter. Men mens han var ved at afslutte, blev hans mikrofon slukket, tæppet blev hevet til side, hvorefter – og det var mindst lige så fladpandet – der kom en konferencier, hvis ikke dét er for meget at sige, hvis ordforråd kun rakte til sætningen: ”Sorry, there is no more”, som han så måtte gentage igen og igen til et glad, men undrende publikum.
Ikke nok med at man holder tidsplanen som en anden Anders Fogh Rasmussen under topmøder, hvor der ikke tillades et minuts overskridelse og hvor der ikke er plads til begejstring, men at man derudover sætter en hvilken-som-helst-person ind med mikrofonen tyder på endnu kraftigere djøficering af festivallen. I gamle dage var der rigtige konferenciers på scenerne, som havde en joke og en due i ærmet. Folk der kunne underholde og ikke bare embedsagtigt holde planen.
Publikummet gjorde ikke ekstra vrøvl over uhøfligheden. Jeg havde noget tid forinden taget min telefon frem og sms'et en ven, fordi det var så stort, det jeg her var vidne til. Da blev jeg også vidne til noget jeg aldrig har oplevet før: En kvinde lagde en hånd over min telefon. Jeg læste hendes læber: 'nej'. Teltene må man ikke ryge i. Sms'e må man altså heller ikke herinde. Besynderligt.
Da vi en eftermiddag blev forment adgang til et af teltene, hvor Efterklang spillede, blev vi også mødt af denne formalisme. Der er grund – især på Roskilde – til at være forsigtig, men det nærmer sig mere irrationelisme end reel forsigtighed, når man lukker et telt af en eftermiddag til et forholdsvis stille og ikke særligt headbangende orkester. Der var masser af plads, kunne jeg se udefra.
Når alt nu er så godt arrangeret, var det også underligt at vi skulle stå tre timer i kø foran otte billetluger, når vi havde set 6 til 12 officials stå i klynger ved kaffeborde på indkørselsvejen til parkeringspladsen.
Jeg blev ringet op af en veninde, hvis 15-årige datter havde fået et chok da hun var kommet derned om lørdagen og havde stået 12 timer i kø, nogle var besvimet og en havde skidt i bukserne, fordi hun ikke kunne komme til toilet.
Jeg vil foreslå at sætte nogle flere billetluger op.
Og jeg vil foreslå at lade en endnu mere fleksibel, cool og venlig attitude sive ned igennem rækkerne blandt medarbejderne.
Heldigvis er Roskilde så stærk at disse ting ikke kan slå humøret af pinden.Det er højt og jeg er stadig taknemmelig for at så mange frivillige arbejder for at lave en festival så positiv som den er.
Roskildefestival 2008 - Den gode
Roskildefestival er et ritual, og som sådan hinsides godt og dårligt. Og det er godt.
Man spørger ikke om man skal eller ikke skal til Roskilde. Det ligger fast. Til ritualet hører nogle faste uundgåeligheder og tabuer. Det uundgåelige er blandt andet at mailene begynder at flourere henved 3-4 uger inden festivallen, og den føres i en ritualiseret halv-hetzende tone. Sådan kan den opfattes, hvis man læser dem som uindviet. Det hører med ritualets indforståede jargon.
Dernæst er det en uundgåelighed at man altid får vendt spørgsmål på Roskilde, som ellers ikke bliver diskuteret i løbet af året. Den første debat begyndte således i køen til teltopslagning søndagen inden. Eftersom vi stod ret op og ventede et par timer, fik vi megen tid til at gå med at diskutere hvad det vil sige at gå, men da vi forholdsvis hurtigt – det vil sige i løbet af en 20-30 minutters tid – havde indkredset definitionen af at gå, lagde emnet ikke rigtig op til den store diskussion.
Faktisk var der ikke de helt store diskussioner i år. Sådan er det med ritualer. Mange ting er faste, men det er på baggrund af disse at man desto tydeligere registrerer de små forandringer. JT var f.eks. ikke lige så ivrig – og nidkær – diskussionslysten som han plejede. Og så daler diskussionsniveauet.
Et andet tema kom fra F, der var begyndt at tale i forkortelser, hvilket skyldtes at han med sin kone nogle gange måtte tale så børnene ikke kunne forstå det. 'J g l u o g m e jh' betyder f.eks: 'Jeg går lige ud og graver mig en jordhooga'. JH blev herefter standardforkortelsen for jordhooga, et ord der tenderede at blive synonymt med 'lejren'.
Dog: Jeg hverken så, lugtede eller røg på den, men den var der – næsten som et certifikat på en ordentlig velekviperet Roskildelejr.
Men Roskildefestival er jo også en musikfestival. Dog ikke hvert år. I år var det. Det vil i hvert fald sige at vi fik hørt noget musik.
Kings of Leon var noget af det bedste, og jeg blev aldeles overrasket over at se mig selv danse til noget straight rock'n-roll. Det er jeg ikke vant til. Det var ikke så meget andet end bare en god koncert, ikke vild, ikke særlig, ikke synderligt emotionel, ikke punket, men bare ligefremt og godt leveret.
Ossaka Invasion var til gengæld rimelig sindsygt: en blanding af growl, heavy og dødsmetal indpakket i elektronika og cut-up. For fuld speed. Betegnende nok hedder en af deres – hans – plader: Exercise and Hell. Hvordan kan det være at det altid er japanerne, der kan give os disse lydbilleder fra en komplet anderledes verden? De kan altid bringe den lidt længere ud end nogen andre.
Salomon Burke var storslået at se. Sjældent har man set en showman af den kaliber. Thank you for the lights. Og der kom lightere. Siddende med sine mindst 150 kg. tungt placeret i en guldtrone med rødt velour fik han skubbet godt til publikum, der i lige dele hængekæbe og shakeass tog denne flødeskumsmusik til sig. Hans brand er at have 21 børn og 89 børnebørn, hvoraf en af hver slags sang juhu og tørte ham på panden, når han viftede med hånden, som heller ikke var tynd nok til at kunne knappe sin vest op. Det måtte hans lårkorte datter så gøre for ham. Og han improviserede, lavede om på sætlisten og spillede til sidst – hvad der ikke var planlagt - noget til mændene. Nu havde damerne jo fået det hele indtil da.
Tabu nummer et er at man ikke må tale om arbejde. Det er sådan noget man gør i mediebyen. Der har vi været.
Vejret gjorde også sit til at festivallen blev god. Også det var godt arrangeret af Rikke Øxner.
Roskildefestival er et ritual, og som sådan hinsides godt og dårligt. Og det er godt.
Man spørger ikke om man skal eller ikke skal til Roskilde. Det ligger fast. Til ritualet hører nogle faste uundgåeligheder og tabuer. Det uundgåelige er blandt andet at mailene begynder at flourere henved 3-4 uger inden festivallen, og den føres i en ritualiseret halv-hetzende tone. Sådan kan den opfattes, hvis man læser dem som uindviet. Det hører med ritualets indforståede jargon.
Dernæst er det en uundgåelighed at man altid får vendt spørgsmål på Roskilde, som ellers ikke bliver diskuteret i løbet af året. Den første debat begyndte således i køen til teltopslagning søndagen inden. Eftersom vi stod ret op og ventede et par timer, fik vi megen tid til at gå med at diskutere hvad det vil sige at gå, men da vi forholdsvis hurtigt – det vil sige i løbet af en 20-30 minutters tid – havde indkredset definitionen af at gå, lagde emnet ikke rigtig op til den store diskussion.
Faktisk var der ikke de helt store diskussioner i år. Sådan er det med ritualer. Mange ting er faste, men det er på baggrund af disse at man desto tydeligere registrerer de små forandringer. JT var f.eks. ikke lige så ivrig – og nidkær – diskussionslysten som han plejede. Og så daler diskussionsniveauet.
Et andet tema kom fra F, der var begyndt at tale i forkortelser, hvilket skyldtes at han med sin kone nogle gange måtte tale så børnene ikke kunne forstå det. 'J g l u o g m e jh' betyder f.eks: 'Jeg går lige ud og graver mig en jordhooga'. JH blev herefter standardforkortelsen for jordhooga, et ord der tenderede at blive synonymt med 'lejren'.
Dog: Jeg hverken så, lugtede eller røg på den, men den var der – næsten som et certifikat på en ordentlig velekviperet Roskildelejr.
Men Roskildefestival er jo også en musikfestival. Dog ikke hvert år. I år var det. Det vil i hvert fald sige at vi fik hørt noget musik.
Kings of Leon var noget af det bedste, og jeg blev aldeles overrasket over at se mig selv danse til noget straight rock'n-roll. Det er jeg ikke vant til. Det var ikke så meget andet end bare en god koncert, ikke vild, ikke særlig, ikke synderligt emotionel, ikke punket, men bare ligefremt og godt leveret.
Ossaka Invasion var til gengæld rimelig sindsygt: en blanding af growl, heavy og dødsmetal indpakket i elektronika og cut-up. For fuld speed. Betegnende nok hedder en af deres – hans – plader: Exercise and Hell. Hvordan kan det være at det altid er japanerne, der kan give os disse lydbilleder fra en komplet anderledes verden? De kan altid bringe den lidt længere ud end nogen andre.
Salomon Burke var storslået at se. Sjældent har man set en showman af den kaliber. Thank you for the lights. Og der kom lightere. Siddende med sine mindst 150 kg. tungt placeret i en guldtrone med rødt velour fik han skubbet godt til publikum, der i lige dele hængekæbe og shakeass tog denne flødeskumsmusik til sig. Hans brand er at have 21 børn og 89 børnebørn, hvoraf en af hver slags sang juhu og tørte ham på panden, når han viftede med hånden, som heller ikke var tynd nok til at kunne knappe sin vest op. Det måtte hans lårkorte datter så gøre for ham. Og han improviserede, lavede om på sætlisten og spillede til sidst – hvad der ikke var planlagt - noget til mændene. Nu havde damerne jo fået det hele indtil da.
Tabu nummer et er at man ikke må tale om arbejde. Det er sådan noget man gør i mediebyen. Der har vi været.
Vejret gjorde også sit til at festivallen blev god. Også det var godt arrangeret af Rikke Øxner.
onsdag, juli 02, 2008
Alt det der
- en samtale med Skeptikeren
I går var jeg sammen med Skeptikeren. Efter at vi havde talt sammen i to timer, det vil sige at vi kun var nået til de indledende manøvrer, spurgte han:
- Er det helt naivt at spørge om det kunne være muligt at befolkningen faktisk sagde nej til alt det der?
Alt det der. Hvad er det? 'Alt det der' er hovedsaligt kommercialiseringen af både nyheder og ånd. Selv de såkaldt kritiske medier er såvidt Skeptikeren blevet til ren underholdning. Selv hvis man presser en politiker, får det ingen konsekvenser. Det der fylder medierne i dag er glemt i morgen. Det der fyldte medierne igår, kender man ikke længere noget til. Det er én af hovedankerne.
Det næste er ikke kun diskussionen om hvorvidt det nu ER sådan – for det er det jo - men hvorfor alle accepterer det? Eller hvis vi nu skal være nuanceret: Hvorfor er der ikke flere, der går imod denne tendens til at udvande de vigtige ting?
De lange diskussioner jeg har med Skeptikeren lægger sig op ad – men ikke ind i - kampen om opmærksomheden. For vi vil ikke kæmpe på mediernes præmisser for at få mediernes opmærksomhed.
Hvis mediernes præmisser er at give to minutter til en kritik af mediernes små formater, skal man overveje kraftigt om det er en dagsorden man kan gå ind på. Hvis man synes at alle seriøse budskaber bliver gøglificeret af medierne, har det ikke meget zweck at levere et seriøst budskab til dem.
Det trænger helt frem i radioavisen at de norske spillemaskiner er for kedelige og ikke har blinkende lamper nok. Det er en nyhed der prioriteres frem for noget relevant.
'Alt det der' er også instrumentaliseringen af ånden, altså den tendens at man skal bruge f.eks. de humanistiske videnskaber til at fremme økonomien. Det er økonomiseringen af alle sektorer og omvridningen af åndsarbejdet i retning af markedet. Det er Helge Sanders fra forskning til faktura. Det er den omsiggribende testning og evaluering af snart sagt alle services og produkter. Det er produkt- og varegørelsen af menneskelige relationer (Facebook og Myspace er blot to eksempler).Det er idealiseringen af økonomiske teorier, der på den måde strækker sig langt ind i eksistentielle forhold (netdating har fremmet cost-benefit-analyser af partnervalg, kultur- og mediepolitikken er i stigende grad markedsbestemt etc). Det er sagt før, dette her, af nogle, men ikke af mange.
'Alt det der' er også forbruget og al den energi der går med at forbruge. Det er opdyrkningen af et stadigt stigende arsenal af kunstige behov, hvad der er genereret af markedet, som kun kan overleve hvis dette arsenal udvider sig. Jo flere behov, desto mere afsætning. Behov stræber efter tilfredsstillelse, og denne stræben okkuperer vores opmærksomhed. Hvordan kan det f.eks. være at der er hundredevis af folk der i op til over en uge sover foran den butik der sælger I-phone? Hvordan kan det være at så mange mennnesker lokaliserer tilfredsstillelsen af eksistentielle behov i bestemte brands? Hvorfor er de sjælelige muskler så slappe at de ikke kan udholde selv den mindste fornemmelse for tomhed?
'Alt det der' er også den evolutionistiske tankegang, at vi bevæger os fremad på udviklingens linje og opad på videnskabens stige; at vi er klogere i dag end vi var i går. Det er en illusion som kommer fra en manglende historisk bevidsthed. Hvis vi vidste hvad de vidste i oldtiden, ville vi måske være lidt mere ydmyge i vurderingen af vores nutids meritter. Hvis vi vidste hvad de vidste i middelalderen, ville vi måske vurdere vores videnssamfund lidt anderledes end tilfældet er.
Videnseksplosionen har lagt megen viden i ruiner. Vi overskylles af informationer, men har glemt at tænke. Nogle kan tænke, men de bliver set endnu mere ned på end tidligere tiders profeter. Mener Skeptikeren.
Den evolutionistiske tankegang er et resultat af modernismen, et ord som med rette får nogle til at løsne hanen på deres pistol. Men lad – med løs hane – bruge dette ord, for det er et levn fra en modernisme som f.eks. positivismen, der med stor arrogance prøvede at feje enhver form for metafysik ud af erkendelsens område ved at henvise den til et overstået stadie i menneskehedens udvikling. At kritisere modernismen kan ikke kun ske med en løsnet pistolhane, men også med en løs hånd – fordi man meget let kan komme til at skyde sig selv. Eller rettere: den udbredte enten-eller tankegang kan hurtig få skudt ens egne meninger et helt andet sted hen end hvor vi selv ville placere dem – og hvem er det nu der bedst ved hvad man mener?
Hvis man f.eks. kritiserer modernismen, tager man ikke fundamentalisterne i forsvar. Hvis man kritiserer Darwin, forsvarer man ikke automatisk intelligent design. For at kritisere evolutionismen behøver man ikke at være reaktionær. (- Et andet aspekt af 'alt det der': den polariserede debatkultur, der med enten-eller-præmisser går fejl af de fleste saglige og afbalancerede synspunkter og analyser).
'Alt det der' er også computeren.
Men da måtte jeg sige Skeptikeren imod:
Computeren er et redskab som vi må bruge til at fremme de ting vi holder af og til at gå udenom de mekanismer, som undertrykker os. For det kan computeren. Ransagningen af Pirate Bays servere i 2006 og den efterfølgende totale decentralisering af alt deres materiale er et eksempel – lad min understrege: et eksempel – på hvordan man via den nye teknologis muligheder for en total decentralisering kan undgå de hidtidige forsøg på centraladministrativ indgriben i hvad nogle mener er en menneskerettighedsbestemt borgerret. Det er sikkert ikke politisk umuligt, men under alle omstændigheder teknisk og administrativt umuligt at lukke Pirate Bay, medmindre man lukker alle servere i verden.
Skeptikeren tegnede et billede af det moderne samfunds absolutte afhængighed af elektricitet, som er et billede på det skrøbelige fundament som vores demokrati hviler på. For – i teorien i hvert fald – kan man sagtens forestille sig at magthaverne ville kunne kontrollere borgerne via kontakten i væggen. Vores kommunikation er mere overvåget end nogensinde (den svenske FRA-lov fra 18.juni 2008 er det mest ekstreme tilfælde), men skridtet længere ude er at den elektricitet som er forudsætningen for denne kommunikation bliver politisk kontroleret. I horisonten på denne tankegang ser man spejlbilleder af sorte skjorter, skrå bånd og ditto arme; spejlbilleder der i udseende slet ikke ligner, men som spiller på samme harpe.
Er det helt naivt at forestille sig at befolkningen siger nej til 'alt det der'. At folket faktisk kan oplyses. At folket faktisk består af tænkende individder. Alt man faktisk formår at skelne mellem de reelle og kunstige behov. At man ved hvornår man er underholdt og hvornår man er (u)oplyst. At man (er)kender sin søvngængertilstand og sin uvidenhed – det må det første skridt til at blive mere vågen og mere oplyst.
Så siger nogle at det er da en værre omgang kulturradikal knækbrødssuppe. Lad gå – og ja, det kan jeg sagtens vedgå. Men lad os få et alternativ til dét så. Kom med det.
- en samtale med Skeptikeren
I går var jeg sammen med Skeptikeren. Efter at vi havde talt sammen i to timer, det vil sige at vi kun var nået til de indledende manøvrer, spurgte han:
- Er det helt naivt at spørge om det kunne være muligt at befolkningen faktisk sagde nej til alt det der?
Alt det der. Hvad er det? 'Alt det der' er hovedsaligt kommercialiseringen af både nyheder og ånd. Selv de såkaldt kritiske medier er såvidt Skeptikeren blevet til ren underholdning. Selv hvis man presser en politiker, får det ingen konsekvenser. Det der fylder medierne i dag er glemt i morgen. Det der fyldte medierne igår, kender man ikke længere noget til. Det er én af hovedankerne.
Det næste er ikke kun diskussionen om hvorvidt det nu ER sådan – for det er det jo - men hvorfor alle accepterer det? Eller hvis vi nu skal være nuanceret: Hvorfor er der ikke flere, der går imod denne tendens til at udvande de vigtige ting?
De lange diskussioner jeg har med Skeptikeren lægger sig op ad – men ikke ind i - kampen om opmærksomheden. For vi vil ikke kæmpe på mediernes præmisser for at få mediernes opmærksomhed.
Hvis mediernes præmisser er at give to minutter til en kritik af mediernes små formater, skal man overveje kraftigt om det er en dagsorden man kan gå ind på. Hvis man synes at alle seriøse budskaber bliver gøglificeret af medierne, har det ikke meget zweck at levere et seriøst budskab til dem.
Det trænger helt frem i radioavisen at de norske spillemaskiner er for kedelige og ikke har blinkende lamper nok. Det er en nyhed der prioriteres frem for noget relevant.
'Alt det der' er også instrumentaliseringen af ånden, altså den tendens at man skal bruge f.eks. de humanistiske videnskaber til at fremme økonomien. Det er økonomiseringen af alle sektorer og omvridningen af åndsarbejdet i retning af markedet. Det er Helge Sanders fra forskning til faktura. Det er den omsiggribende testning og evaluering af snart sagt alle services og produkter. Det er produkt- og varegørelsen af menneskelige relationer (Facebook og Myspace er blot to eksempler).Det er idealiseringen af økonomiske teorier, der på den måde strækker sig langt ind i eksistentielle forhold (netdating har fremmet cost-benefit-analyser af partnervalg, kultur- og mediepolitikken er i stigende grad markedsbestemt etc). Det er sagt før, dette her, af nogle, men ikke af mange.
'Alt det der' er også forbruget og al den energi der går med at forbruge. Det er opdyrkningen af et stadigt stigende arsenal af kunstige behov, hvad der er genereret af markedet, som kun kan overleve hvis dette arsenal udvider sig. Jo flere behov, desto mere afsætning. Behov stræber efter tilfredsstillelse, og denne stræben okkuperer vores opmærksomhed. Hvordan kan det f.eks. være at der er hundredevis af folk der i op til over en uge sover foran den butik der sælger I-phone? Hvordan kan det være at så mange mennnesker lokaliserer tilfredsstillelsen af eksistentielle behov i bestemte brands? Hvorfor er de sjælelige muskler så slappe at de ikke kan udholde selv den mindste fornemmelse for tomhed?
'Alt det der' er også den evolutionistiske tankegang, at vi bevæger os fremad på udviklingens linje og opad på videnskabens stige; at vi er klogere i dag end vi var i går. Det er en illusion som kommer fra en manglende historisk bevidsthed. Hvis vi vidste hvad de vidste i oldtiden, ville vi måske være lidt mere ydmyge i vurderingen af vores nutids meritter. Hvis vi vidste hvad de vidste i middelalderen, ville vi måske vurdere vores videnssamfund lidt anderledes end tilfældet er.
Videnseksplosionen har lagt megen viden i ruiner. Vi overskylles af informationer, men har glemt at tænke. Nogle kan tænke, men de bliver set endnu mere ned på end tidligere tiders profeter. Mener Skeptikeren.
Den evolutionistiske tankegang er et resultat af modernismen, et ord som med rette får nogle til at løsne hanen på deres pistol. Men lad – med løs hane – bruge dette ord, for det er et levn fra en modernisme som f.eks. positivismen, der med stor arrogance prøvede at feje enhver form for metafysik ud af erkendelsens område ved at henvise den til et overstået stadie i menneskehedens udvikling. At kritisere modernismen kan ikke kun ske med en løsnet pistolhane, men også med en løs hånd – fordi man meget let kan komme til at skyde sig selv. Eller rettere: den udbredte enten-eller tankegang kan hurtig få skudt ens egne meninger et helt andet sted hen end hvor vi selv ville placere dem – og hvem er det nu der bedst ved hvad man mener?
Hvis man f.eks. kritiserer modernismen, tager man ikke fundamentalisterne i forsvar. Hvis man kritiserer Darwin, forsvarer man ikke automatisk intelligent design. For at kritisere evolutionismen behøver man ikke at være reaktionær. (- Et andet aspekt af 'alt det der': den polariserede debatkultur, der med enten-eller-præmisser går fejl af de fleste saglige og afbalancerede synspunkter og analyser).
'Alt det der' er også computeren.
Men da måtte jeg sige Skeptikeren imod:
Computeren er et redskab som vi må bruge til at fremme de ting vi holder af og til at gå udenom de mekanismer, som undertrykker os. For det kan computeren. Ransagningen af Pirate Bays servere i 2006 og den efterfølgende totale decentralisering af alt deres materiale er et eksempel – lad min understrege: et eksempel – på hvordan man via den nye teknologis muligheder for en total decentralisering kan undgå de hidtidige forsøg på centraladministrativ indgriben i hvad nogle mener er en menneskerettighedsbestemt borgerret. Det er sikkert ikke politisk umuligt, men under alle omstændigheder teknisk og administrativt umuligt at lukke Pirate Bay, medmindre man lukker alle servere i verden.
Skeptikeren tegnede et billede af det moderne samfunds absolutte afhængighed af elektricitet, som er et billede på det skrøbelige fundament som vores demokrati hviler på. For – i teorien i hvert fald – kan man sagtens forestille sig at magthaverne ville kunne kontrollere borgerne via kontakten i væggen. Vores kommunikation er mere overvåget end nogensinde (den svenske FRA-lov fra 18.juni 2008 er det mest ekstreme tilfælde), men skridtet længere ude er at den elektricitet som er forudsætningen for denne kommunikation bliver politisk kontroleret. I horisonten på denne tankegang ser man spejlbilleder af sorte skjorter, skrå bånd og ditto arme; spejlbilleder der i udseende slet ikke ligner, men som spiller på samme harpe.
Er det helt naivt at forestille sig at befolkningen siger nej til 'alt det der'. At folket faktisk kan oplyses. At folket faktisk består af tænkende individder. Alt man faktisk formår at skelne mellem de reelle og kunstige behov. At man ved hvornår man er underholdt og hvornår man er (u)oplyst. At man (er)kender sin søvngængertilstand og sin uvidenhed – det må det første skridt til at blive mere vågen og mere oplyst.
Så siger nogle at det er da en værre omgang kulturradikal knækbrødssuppe. Lad gå – og ja, det kan jeg sagtens vedgå. Men lad os få et alternativ til dét så. Kom med det.
tirsdag, juni 10, 2008
Hvor er den borgerlige offentlighed?
Historien om Lars Løkkes regnskabssjusk, hvor nul-tolerance-manden fik smagt sin egen medicin og fik udstillet sin uhæderlighed og utroværdighed på milimeterpapir, har åbenbart ikke influeret synderligt på vælgertilslutningen. Det er bemærkelsesværdigt.
Når regeringen før valget lovede bedre vilkår for børn i asylcentrene og for åbent tæppe svigtede dette løfte, har det åbenbart heller ikke større indflydelse på populariteten.
Og når de gik i krig uden FN-mandat, og når Anders Fogh Rasmussen uden at ryste på hånden afviste en journalist - var det 6-700 gange (?), kan man spørge om hvad den borgerlige offentlighed overhovedet er i dag?
Hvis de europæiske befolkninger ønsker mere demokrati, mere europæisk indflydelse på den globale sikkerhed og mindre amerikansk indflydelse, stemmer de direkte imod egne interesser, når de forkaster Forfatnings- og Lissabon-traktaterne.
Det er eksempler på at den borgerlige offentlighed er, hvis ikke helt fraværende, så i hvert fald uendelig svag. Det har ikke nogen betydning hvad aviserne skriver og hvad TV'et bringer. Selv om TV er så stærkt et medie, at det på ti sekunder kan afgøre enkeltskæbner, hvis de bringer noget negativt eller positivt om personer eller firmaer. Jeg kender personligt flere der efter ti og femten år har kæmpet for at lave en god forretning med kvalitetsprodukter. Efter to minutter på TV vender røven-i-vandskorpen-situationen til optur og overskud.
Medierne har enorm indflydelse, fjernsynet allermest, men hvordan kan det så være at kritik dels har så ringe kår i det samlede mediebillede, dels har så ringe indflydelse på de såkaldte magthavere. Politikerne kan i realiteten gøre hvad de har lyst til, samtidig med at vi lever i et såkaldt videnssamfund, hvor det generelle informationsniveau er højere end nogensinde. Og kommunikationsniveauet ligeså, hvilket skulle være en effektiv demokratisk kraft og mulighed for at holde politikerne i tømme. Det lykkes ikke. Og har måske aldrig rigtig lykkes, hvad der ikke gør problemet mindre.
Hvis vi siger at der ikke er nogen borgerlig offentlighed og at det er ens egen pengepung, labile humør, permanente angst og dunkle fornemmelser, der sætter krydset ud fra den mand, der ser godt ud, har karisma eller bare har en stærk udstråling, eller den kvinde, der netop er - kvinde, ser godt ud og har en pæn familie, som hun så flot kan passe samtidig med at hun er folketingskvinde, er det vel til grin i det hele taget at deltage i den borgerlige offentlighed. Altså den offentlighed der ikke lever op til sin funktion som talerør for folket, indflydelsesrig kritisk stemme og befolkningens kontrol med magthaverne. Så er vi jo gøglere, når vi skriver læserbreve, kronikker og går til demonstrationer. Og hvis modstand kun er benzin på modstandernes motor, er det vel mere effektivt at vende ryggen til. Men så er samtalen jo brudt sammen. Så er det slet ikke sådan vi skal handle politisk. For det skal vi vel.
Eller skal vi bare - som den slovenske filosof Zizek siger i sin nye bog - trække os tilbage og melde os ud:
"Truslen i dag er ikke passivitet, men pseudo-aktivitet, trangen til at 'være aktiv', at 'deltage', at maskere at der ingenting sker. Folk griber hele tiden ind, 'gør noget'; akademikere deltager i meningsløse debatter, og så videre. Det virkelig vanskelige er at træde tilbage, at trække sig." (Jeg har citatet fra Lillian Munk Rösings anmeldelse i Information d. 10.4.2008).
Paul Auster siger at ”... situationen i USA er kommet til et punkt, hvor det næsten er umuligt for mig ikke at forholde mig til det, når jeg skriver. Udover at gå ind i politik er der ikke andet, vi kan gøre end at skrive. (...) ... jeg gør, hvad jeg kan, men det er ikke forfatterens ansvar at være politisk aktiv. Det er min pligt som medborger” (interview i Information 10.6.2008).
Paul Auster har stadig et begreb om den borgerlige offentlighed, men det gælder også om at bevare tilliden til den. Hvis man helt mister håbet til at man kan påvirke noget som helst igennem argumentation og saglig debat, må man vel ty til udenomsparlamentariske metoder. I demokratiets navn. Det er logik - ikke moral.
Historien om Lars Løkkes regnskabssjusk, hvor nul-tolerance-manden fik smagt sin egen medicin og fik udstillet sin uhæderlighed og utroværdighed på milimeterpapir, har åbenbart ikke influeret synderligt på vælgertilslutningen. Det er bemærkelsesværdigt.
Når regeringen før valget lovede bedre vilkår for børn i asylcentrene og for åbent tæppe svigtede dette løfte, har det åbenbart heller ikke større indflydelse på populariteten.
Og når de gik i krig uden FN-mandat, og når Anders Fogh Rasmussen uden at ryste på hånden afviste en journalist - var det 6-700 gange (?), kan man spørge om hvad den borgerlige offentlighed overhovedet er i dag?
Hvis de europæiske befolkninger ønsker mere demokrati, mere europæisk indflydelse på den globale sikkerhed og mindre amerikansk indflydelse, stemmer de direkte imod egne interesser, når de forkaster Forfatnings- og Lissabon-traktaterne.
Det er eksempler på at den borgerlige offentlighed er, hvis ikke helt fraværende, så i hvert fald uendelig svag. Det har ikke nogen betydning hvad aviserne skriver og hvad TV'et bringer. Selv om TV er så stærkt et medie, at det på ti sekunder kan afgøre enkeltskæbner, hvis de bringer noget negativt eller positivt om personer eller firmaer. Jeg kender personligt flere der efter ti og femten år har kæmpet for at lave en god forretning med kvalitetsprodukter. Efter to minutter på TV vender røven-i-vandskorpen-situationen til optur og overskud.
Medierne har enorm indflydelse, fjernsynet allermest, men hvordan kan det så være at kritik dels har så ringe kår i det samlede mediebillede, dels har så ringe indflydelse på de såkaldte magthavere. Politikerne kan i realiteten gøre hvad de har lyst til, samtidig med at vi lever i et såkaldt videnssamfund, hvor det generelle informationsniveau er højere end nogensinde. Og kommunikationsniveauet ligeså, hvilket skulle være en effektiv demokratisk kraft og mulighed for at holde politikerne i tømme. Det lykkes ikke. Og har måske aldrig rigtig lykkes, hvad der ikke gør problemet mindre.
Hvis vi siger at der ikke er nogen borgerlig offentlighed og at det er ens egen pengepung, labile humør, permanente angst og dunkle fornemmelser, der sætter krydset ud fra den mand, der ser godt ud, har karisma eller bare har en stærk udstråling, eller den kvinde, der netop er - kvinde, ser godt ud og har en pæn familie, som hun så flot kan passe samtidig med at hun er folketingskvinde, er det vel til grin i det hele taget at deltage i den borgerlige offentlighed. Altså den offentlighed der ikke lever op til sin funktion som talerør for folket, indflydelsesrig kritisk stemme og befolkningens kontrol med magthaverne. Så er vi jo gøglere, når vi skriver læserbreve, kronikker og går til demonstrationer. Og hvis modstand kun er benzin på modstandernes motor, er det vel mere effektivt at vende ryggen til. Men så er samtalen jo brudt sammen. Så er det slet ikke sådan vi skal handle politisk. For det skal vi vel.
Eller skal vi bare - som den slovenske filosof Zizek siger i sin nye bog - trække os tilbage og melde os ud:
"Truslen i dag er ikke passivitet, men pseudo-aktivitet, trangen til at 'være aktiv', at 'deltage', at maskere at der ingenting sker. Folk griber hele tiden ind, 'gør noget'; akademikere deltager i meningsløse debatter, og så videre. Det virkelig vanskelige er at træde tilbage, at trække sig." (Jeg har citatet fra Lillian Munk Rösings anmeldelse i Information d. 10.4.2008).
Paul Auster siger at ”... situationen i USA er kommet til et punkt, hvor det næsten er umuligt for mig ikke at forholde mig til det, når jeg skriver. Udover at gå ind i politik er der ikke andet, vi kan gøre end at skrive. (...) ... jeg gør, hvad jeg kan, men det er ikke forfatterens ansvar at være politisk aktiv. Det er min pligt som medborger” (interview i Information 10.6.2008).
Paul Auster har stadig et begreb om den borgerlige offentlighed, men det gælder også om at bevare tilliden til den. Hvis man helt mister håbet til at man kan påvirke noget som helst igennem argumentation og saglig debat, må man vel ty til udenomsparlamentariske metoder. I demokratiets navn. Det er logik - ikke moral.
mandag, juni 02, 2008
En tur i retten
Specifikt for at samle stof til et kursus om 'skyld', men generelt for at lære noget om det danske retssystem havde jeg den fornøjelse at blive guidet rundt i en af landets nu 24 byretter. Af en dommer. Ved at se et retssal er man næsten endnu tættere på en vital nerve i det danske samfund end hvis man overhører en Folketingshøring.
Umiddelbart - og det kunne sikkert være anderledes med en anden person - var det sympatisk at opleve den værdighed og repræsentative måde hvorpå vi blev vist rundt. Med dette mener jeg at der rent faktisk var noget af den aura i hendes skikkelse, som uungåeligt befinder sig omkring og udgår fra lovene; - fra Loven, som man af samme årsag skriver med stort. Ikke kun fordi det nu var hendes arbejdsplads, men fordi vi her har at gøre med ædle principper. For selv om der selvfølgelig også er tale om magtudøvelse, og at man står i en institution, der har udmålt urimelige straffe og kendt uskyldige skyldige, står man samtidig midt i et system, uden hvilket det er svært at forestille sig at et samfund kan hænge sammen - det er den pragmatiske indgang -, og som eksekverer nogle forordninger, der gerne skulle være forankret i dén metafysiske virkelighed, der hedder retfærdighed. Det er den filosofiske indgang.
Hun var meget bevidst om hvordan arkitekturen virker - eller i hvert fald gerne skulle virke. Og som sådan repræsentativ for andre dommere. Der er skrevet tykke rapporter om domstolenes arkitektur, som hun sagde. Ved den seneste domstolsreform - i forbindelse med kommunalreformen - er de 82 tidligere retskredse skrumpet ind til 24, hvor Glostrup retsskreds er landets næststørste med 14 dommere, og denne omlægning har selvfølgelig medført en masse nybyggerier. Det skulle være interessant at følge disse byggerier, fordi de helt kontant giver en fortolkning af vores forhold til lov, ret og domfældelse.
Glostrup ret ligger i den gamle amtsgård. Man går igennem en drejedør og ser nogle receptionister i et glasbur. Sten på gulvet og store vinduer. Det ligner fuldstændigt et kommunekontor. Denne arkitektur skal både udstråle værdighed og genneskuelighed. Man bliver mødt af retten i øjenhøjde. Man skal hverken bukke eller knejse nakken for at få øjenkontakt med det høje personale.
Arkitekturen udstråler mere troværdighed end værdighed, der er check på sagerne, men ingen håndtag i øjenhøjde, man skal hænge sig i for at åbne dørene til Lovens borg. Domhuset i København hælder jo mere til en magtdemonstrativ end en værdig arkitektur. I hvert fald når man ser det udefra.
Det er gennemført øjenhøjde-arkitektur. Kun et sted er der en minimal markering, nemlig ved podiet. Dommerne er hævet en fem-otte centimeter op over det gulv, hvor anklager og tiltalte sidder. Betydningen bliver ikke mindre, des mindre markeringen er. Tværtimod. Der er ingen tvivl om hvem der har magten, og sådan må det være.
Her bringer jeg derfor - hvis jeg selv må have lov at sige det - et fotografisk set yderst vellykket og underholdende billede herunder, der netop illustrerer denne minimale markering:
Det er denne balance, det gælder om at finde: på den ene side en ikke alt for almindelig udformning, fordi den derfor ikke danner den nødvendige alvorlige ramme omkring retten og retssystemet, men på den anden side heller ikke så ”værdig” at man føler sig dømt inden man træder ind i retssalen.
Det var ikke kun alt det interessante vi fik at vide, de helt grundlæggende forordninger og praksis omkring domsmænd og nævningeting (domsmændene kan underkende den juridiske dommer, men det kommer til at stå i dommen som en klar hentydning til at anke sagen), ankeinstanser og -regler (man kan aldrig anke et skyldsspørgsmål til højsteret, der kun tager sig af strafudmåling), de forskellige formildende og skærpende omstændigheder (f.eks. at en tidligere dom af en helt anden karakter kan ikke lægges den anklagede til last), den principielle sondring mellem skyldskendelse og strafudmåling, den neutrale men så alligevel entydige arkitektur, og alle mulige andre helt ting, man burde vide, - det var ikke kun vidensformidlingen, det var lige så meget den stemning af både troværdighed og værdighed, som stedet og dommeren selv kunne skabe, der gjorde indtryk.
Når man til daglig beskæftiger sig med ting, der har systemkritiske vinkler, er det derfor slående at opleve den dømmende magt så troværdig, når man til daglig er fyldt op med skepsis og - beklageligvis grænsende til - ringeagt overfor den lovgivende.
Det har blandt andet at gøre med forholdet til pressen. Dommerstanden er diskret og tilbagetrukken og uanset om man er enig med dem eller ej, synes jeg ikke at man kan fratage dem viljen til at være saglige og så lidt tendentiøse som mulige, både i offentligheden og i deres arbejde. Men man trådte også ind i en institution, der ikke er invaderet af marked, spin, nyttetænkning og nysprog, (selv om domstolene også har listet deres mål og værdier på deres hjemmeside!).
Specifikt for at samle stof til et kursus om 'skyld', men generelt for at lære noget om det danske retssystem havde jeg den fornøjelse at blive guidet rundt i en af landets nu 24 byretter. Af en dommer. Ved at se et retssal er man næsten endnu tættere på en vital nerve i det danske samfund end hvis man overhører en Folketingshøring.
Umiddelbart - og det kunne sikkert være anderledes med en anden person - var det sympatisk at opleve den værdighed og repræsentative måde hvorpå vi blev vist rundt. Med dette mener jeg at der rent faktisk var noget af den aura i hendes skikkelse, som uungåeligt befinder sig omkring og udgår fra lovene; - fra Loven, som man af samme årsag skriver med stort. Ikke kun fordi det nu var hendes arbejdsplads, men fordi vi her har at gøre med ædle principper. For selv om der selvfølgelig også er tale om magtudøvelse, og at man står i en institution, der har udmålt urimelige straffe og kendt uskyldige skyldige, står man samtidig midt i et system, uden hvilket det er svært at forestille sig at et samfund kan hænge sammen - det er den pragmatiske indgang -, og som eksekverer nogle forordninger, der gerne skulle være forankret i dén metafysiske virkelighed, der hedder retfærdighed. Det er den filosofiske indgang.
Hun var meget bevidst om hvordan arkitekturen virker - eller i hvert fald gerne skulle virke. Og som sådan repræsentativ for andre dommere. Der er skrevet tykke rapporter om domstolenes arkitektur, som hun sagde. Ved den seneste domstolsreform - i forbindelse med kommunalreformen - er de 82 tidligere retskredse skrumpet ind til 24, hvor Glostrup retsskreds er landets næststørste med 14 dommere, og denne omlægning har selvfølgelig medført en masse nybyggerier. Det skulle være interessant at følge disse byggerier, fordi de helt kontant giver en fortolkning af vores forhold til lov, ret og domfældelse.
Glostrup ret ligger i den gamle amtsgård. Man går igennem en drejedør og ser nogle receptionister i et glasbur. Sten på gulvet og store vinduer. Det ligner fuldstændigt et kommunekontor. Denne arkitektur skal både udstråle værdighed og genneskuelighed. Man bliver mødt af retten i øjenhøjde. Man skal hverken bukke eller knejse nakken for at få øjenkontakt med det høje personale.
Arkitekturen udstråler mere troværdighed end værdighed, der er check på sagerne, men ingen håndtag i øjenhøjde, man skal hænge sig i for at åbne dørene til Lovens borg. Domhuset i København hælder jo mere til en magtdemonstrativ end en værdig arkitektur. I hvert fald når man ser det udefra.
Det er gennemført øjenhøjde-arkitektur. Kun et sted er der en minimal markering, nemlig ved podiet. Dommerne er hævet en fem-otte centimeter op over det gulv, hvor anklager og tiltalte sidder. Betydningen bliver ikke mindre, des mindre markeringen er. Tværtimod. Der er ingen tvivl om hvem der har magten, og sådan må det være.
Her bringer jeg derfor - hvis jeg selv må have lov at sige det - et fotografisk set yderst vellykket og underholdende billede herunder, der netop illustrerer denne minimale markering:
Det er denne balance, det gælder om at finde: på den ene side en ikke alt for almindelig udformning, fordi den derfor ikke danner den nødvendige alvorlige ramme omkring retten og retssystemet, men på den anden side heller ikke så ”værdig” at man føler sig dømt inden man træder ind i retssalen.
Det var ikke kun alt det interessante vi fik at vide, de helt grundlæggende forordninger og praksis omkring domsmænd og nævningeting (domsmændene kan underkende den juridiske dommer, men det kommer til at stå i dommen som en klar hentydning til at anke sagen), ankeinstanser og -regler (man kan aldrig anke et skyldsspørgsmål til højsteret, der kun tager sig af strafudmåling), de forskellige formildende og skærpende omstændigheder (f.eks. at en tidligere dom af en helt anden karakter kan ikke lægges den anklagede til last), den principielle sondring mellem skyldskendelse og strafudmåling, den neutrale men så alligevel entydige arkitektur, og alle mulige andre helt ting, man burde vide, - det var ikke kun vidensformidlingen, det var lige så meget den stemning af både troværdighed og værdighed, som stedet og dommeren selv kunne skabe, der gjorde indtryk.
Når man til daglig beskæftiger sig med ting, der har systemkritiske vinkler, er det derfor slående at opleve den dømmende magt så troværdig, når man til daglig er fyldt op med skepsis og - beklageligvis grænsende til - ringeagt overfor den lovgivende.
Det har blandt andet at gøre med forholdet til pressen. Dommerstanden er diskret og tilbagetrukken og uanset om man er enig med dem eller ej, synes jeg ikke at man kan fratage dem viljen til at være saglige og så lidt tendentiøse som mulige, både i offentligheden og i deres arbejde. Men man trådte også ind i en institution, der ikke er invaderet af marked, spin, nyttetænkning og nysprog, (selv om domstolene også har listet deres mål og værdier på deres hjemmeside!).
fredag, maj 30, 2008
Kulturens usynlige hånd
- i anledning af seminar om fildeling torsdag d. 29. maj 2008.
På en konference i Berlin om Det 21. århundredes olie, altså intellektuelle rettigheder, skulle toastmasteren havde indledt med følgende ord: Den der rejser sig og siger, at han er kunstner og spørger hvordan han kan tjene penge på sin kunst, bliver han smidt ud med det samme. Korporligt.
Hvis den såkaldte moderator, Henrik Moltke, på seminariet torsdag d. 29. maj om fildeling havde sagt det samme - og taget konsekvensen af det - ville hvis ikke hele, så i hvert fald halvdelen af publikum være blevet kylet på porten.
For det kom for en stor dels vedkommende til at handle om hvordan kunstnerne så kunne tjene penge på kunst. Der er forskellige modeller, som der blev hevet i og stukket til. Flat rate blev diskuteret en del. Morten Bay, opfinder af Phonofile-konceptet, en digital distribution af downloadbar musik, ejet af rettighedshaverne, startede med at sondre imellem copyright og ophavsret: Copyright er eksemplarfremstillingsretten og altså knyttet til mediet (f.eks. en CD), mens ophavsretten er knyttet til det, der ligger på mediet (f.eks. en sang). Copyright bør afskaffes, mens ophavsretten vedligeholdes, mente Morten Bay, men kunne kort efter sige at han følte sig som Morten Messerschmidt til en 1. maj møde. I dette forum var der ikke mange der fulgte ham i forsvaret for ophavsretten.
Flat rate
Især ikke da talen faldt på flat-rate, hvor man betaler en abonnement på sin opkopling, som så kunne distribueres ud til kunstnerne. ”Han ville bestemme hvordan han ville bruge sin musik”, altså at han ville have rettighederne over sin egen musik.
Det var et sjovt ord, for hvem 'bruger' musikken? Er det musikeren, der bruger musikken? Til hvad? At tjene penge. Den musik gider jeg da ikke at høre. Til at udtrykke sig? Så vil han vel ikke begynde at begrænse lytternes 'brug' af musikken.
Peter Sunde fra Pirate Bay sagde at musikken kun er en ganske lille del af den samlede downloadning. Så hvad med filmene, computerspillene, softwaren, teksterne og alt det andet? Det ville være et stort abonnement, og hvordan fordele? - Man skulle lave et estimat, altså ikke overvåge hvilke numre og film, der bliver downloadet, men skønne hvem der blev downloadet mest og mindst og ud fra dette estimat fordele pengene. Det vandt ikke rigtig genklang.
Peter Sunde var imidlertid tilhænger af musikbutikker, hvor man købte abonnement. Han havde ikke tiltro til købet af de enkelte kopier, men mere til tjenesten. Man betaler for tjenesten, ikke for de ting man henter.
Kan man tage en diskussion om kvalitet?
Den mest interessante diskussion i dette felt udeblev imidlertid. Den handler om den krig om information, der pågår. Selve den intellektuelle ejendomsret, som Mark Getty - en af de største intellektuelle proprietærer i verden - har kaldt det 21. århundredes olie, er altafgørende for hvordan viden, kultur, nyheder, informationer bliver spredt. Hvis det 21. århundredes olie er intellektuelle rettigheder, har Sebastian Lütgert ret i at det kan oversættes med et ord: krig. Det er denne krig, der er værd at forholde sig til. For hvis viden er magt og denne viden er ejet af de få, er der vel et demokratisk problem al den stund demokratiet er styret af de mange og at der kræves viden for at styre.
Diskussionen om ophavsret er imidlertid gået over i den fase, hvor selv de store indrømmer at de har tabt. Eller at de snart taber. De forhaler bare udviklingen ved at stævne individder for så skandaløse beløb at sagerne får megen presse og derfor får den fornødne afskrækkende effekt. Men der går ikke mange år inden adgangen til viden og information er endnu lettere - eller rettere lidt mere lovlig - end den er i dag.
Er målet så nået? Et rygte siger at på Pirate Bay er de store hits nøjagtig de samme som de store hits på de almindelige salgslister. Det er tankevækkende da Pirate Bay netop stiller alle mulige andre tilbud frem. Hvorfor henter man så alligevel de allermest kommercialiserede, kaloriefattige og hjernedøde sange og film?
Hvis det er rigtigt, er der noget galt med den måde fildelingen bliver lanceret på, fordi det kun politisk er kontroversielt - sålænge lovene er som de er -, men ikke kulturelt, hvor fildeling promoverer en ny populistisk idiotisk mainstream.
Efter mødet naglede Henrik Moltke mig med bemærkningen: ”Sylvester, du er en rigtig kulturradikal”. - Det kan jeg sige ja til, hvis det handler om at man godt kan tale om kvalitet, men ikke hvis man beslutter sig for hvad der er kvalitet. Det er da evident at nogle bøger, noget musik, nogle forestillinger og skuespil går dybere end andre, men de kulturradikale var dovne fordi de lænede sig op af en kanon og næsten kunne gå ind for censur. Hvad der ikke kan være tale om. Men det er da et demokratisk problem, der kan få uhyggelige konsekvenser, hvis en hel befolkning kun lader sig nære af eskapistiske, fordummende og forrående kulturprodukter.
Vi er ved at gå bagover af råd om god kost, men ingen taler om at sindets kost faktisk også kan være skadeligt - eller det modsatte. En kvalitetsdiskussion er bandlyst. I fildelingsmiljøet hersker der en udbredt liberalistisk opfattelse om at den usynlige hånd styrer kulturen. Det er en smuk tanke - og jeg ville gerne tilslutte mig den, hvis min fornemmelse af en tiltagende historieløshed, en udmarvning af saglig nyhedsformidling, en voksende hær af stadig mere skingre markskrigere og bekymringen for kommende tsunamier af indholdstomme informationsmængder kunne gøres til skamme.
Masser af fordele, er der ingen ulemper?
Det gode ved fildeling er selvfølgelig er vi har adgang til en masse produkter, som det førhen var vanskeligt at skaffe. Pirate Bay er en af de bedste distributionskanaler man kan forestille sig. Det fantastiske ved både fildeling og de digitale tekniker er selvfølgelig at man kan respondere, mixe, moderere, modulere, skære og vride i de filer som andre har lavet. Vi er rige når mange bruger tid på at skabe og kaste nye forestillinger om verden tilbage i hovedet på den. Amatørkunst kan sagtens være meget mere interessant end den såkaldt professionelle. Det potente i fildeling er selvfølgelig at man - den enkelte borger - her har et instrument til effektivt at yde store mediemoguler modstand, og i yderste konsekvens lægge en bombe under vores økonomiske system.
Men det er skræmmende at forestille sig at der vokser en kæmpe dumhed bag vores sprænginformerede pande og at et videnstab pludselig får hele vores kilometerhøje videnshøjhus til at styrte i grus.
Tillad mig at være søgende på dette område, jeg kommer ikke med nogen konklusioner - og griber straks til min machete, hvis nogen løfter pegefingeren og fortæller mig hvad der er god kunst. Skal lige siges.
Craig Baldwin siger i anden del af Steal this film: ”I can't save them”. Men samtidig med at man går ind for fri informationsadgang, kan man godt tage en kulturpolitisk eller filosofisk diskussion, der blandt andet handler om demokratiet og kunsten og kulturens usynlige hånd. Den usynlige hånd fungerer jo tydeligvis ikke i det økonomiske system, hvad den nuværende krise i USA så tydeligt viser. Gør den det i kulturen?
------
Seminariet var arrangeret af Turbulens.net, denandennatur.dk med støtte fra Hovedstadens Oplysningsforbund.
- i anledning af seminar om fildeling torsdag d. 29. maj 2008.
På en konference i Berlin om Det 21. århundredes olie, altså intellektuelle rettigheder, skulle toastmasteren havde indledt med følgende ord: Den der rejser sig og siger, at han er kunstner og spørger hvordan han kan tjene penge på sin kunst, bliver han smidt ud med det samme. Korporligt.
Hvis den såkaldte moderator, Henrik Moltke, på seminariet torsdag d. 29. maj om fildeling havde sagt det samme - og taget konsekvensen af det - ville hvis ikke hele, så i hvert fald halvdelen af publikum være blevet kylet på porten.
For det kom for en stor dels vedkommende til at handle om hvordan kunstnerne så kunne tjene penge på kunst. Der er forskellige modeller, som der blev hevet i og stukket til. Flat rate blev diskuteret en del. Morten Bay, opfinder af Phonofile-konceptet, en digital distribution af downloadbar musik, ejet af rettighedshaverne, startede med at sondre imellem copyright og ophavsret: Copyright er eksemplarfremstillingsretten og altså knyttet til mediet (f.eks. en CD), mens ophavsretten er knyttet til det, der ligger på mediet (f.eks. en sang). Copyright bør afskaffes, mens ophavsretten vedligeholdes, mente Morten Bay, men kunne kort efter sige at han følte sig som Morten Messerschmidt til en 1. maj møde. I dette forum var der ikke mange der fulgte ham i forsvaret for ophavsretten.
Flat rateIsær ikke da talen faldt på flat-rate, hvor man betaler en abonnement på sin opkopling, som så kunne distribueres ud til kunstnerne. ”Han ville bestemme hvordan han ville bruge sin musik”, altså at han ville have rettighederne over sin egen musik.
Det var et sjovt ord, for hvem 'bruger' musikken? Er det musikeren, der bruger musikken? Til hvad? At tjene penge. Den musik gider jeg da ikke at høre. Til at udtrykke sig? Så vil han vel ikke begynde at begrænse lytternes 'brug' af musikken.
Peter Sunde fra Pirate Bay sagde at musikken kun er en ganske lille del af den samlede downloadning. Så hvad med filmene, computerspillene, softwaren, teksterne og alt det andet? Det ville være et stort abonnement, og hvordan fordele? - Man skulle lave et estimat, altså ikke overvåge hvilke numre og film, der bliver downloadet, men skønne hvem der blev downloadet mest og mindst og ud fra dette estimat fordele pengene. Det vandt ikke rigtig genklang.
Peter Sunde var imidlertid tilhænger af musikbutikker, hvor man købte abonnement. Han havde ikke tiltro til købet af de enkelte kopier, men mere til tjenesten. Man betaler for tjenesten, ikke for de ting man henter.
Kan man tage en diskussion om kvalitet?Den mest interessante diskussion i dette felt udeblev imidlertid. Den handler om den krig om information, der pågår. Selve den intellektuelle ejendomsret, som Mark Getty - en af de største intellektuelle proprietærer i verden - har kaldt det 21. århundredes olie, er altafgørende for hvordan viden, kultur, nyheder, informationer bliver spredt. Hvis det 21. århundredes olie er intellektuelle rettigheder, har Sebastian Lütgert ret i at det kan oversættes med et ord: krig. Det er denne krig, der er værd at forholde sig til. For hvis viden er magt og denne viden er ejet af de få, er der vel et demokratisk problem al den stund demokratiet er styret af de mange og at der kræves viden for at styre.
Diskussionen om ophavsret er imidlertid gået over i den fase, hvor selv de store indrømmer at de har tabt. Eller at de snart taber. De forhaler bare udviklingen ved at stævne individder for så skandaløse beløb at sagerne får megen presse og derfor får den fornødne afskrækkende effekt. Men der går ikke mange år inden adgangen til viden og information er endnu lettere - eller rettere lidt mere lovlig - end den er i dag.
Er målet så nået? Et rygte siger at på Pirate Bay er de store hits nøjagtig de samme som de store hits på de almindelige salgslister. Det er tankevækkende da Pirate Bay netop stiller alle mulige andre tilbud frem. Hvorfor henter man så alligevel de allermest kommercialiserede, kaloriefattige og hjernedøde sange og film?
Hvis det er rigtigt, er der noget galt med den måde fildelingen bliver lanceret på, fordi det kun politisk er kontroversielt - sålænge lovene er som de er -, men ikke kulturelt, hvor fildeling promoverer en ny populistisk idiotisk mainstream.
Efter mødet naglede Henrik Moltke mig med bemærkningen: ”Sylvester, du er en rigtig kulturradikal”. - Det kan jeg sige ja til, hvis det handler om at man godt kan tale om kvalitet, men ikke hvis man beslutter sig for hvad der er kvalitet. Det er da evident at nogle bøger, noget musik, nogle forestillinger og skuespil går dybere end andre, men de kulturradikale var dovne fordi de lænede sig op af en kanon og næsten kunne gå ind for censur. Hvad der ikke kan være tale om. Men det er da et demokratisk problem, der kan få uhyggelige konsekvenser, hvis en hel befolkning kun lader sig nære af eskapistiske, fordummende og forrående kulturprodukter.
Vi er ved at gå bagover af råd om god kost, men ingen taler om at sindets kost faktisk også kan være skadeligt - eller det modsatte. En kvalitetsdiskussion er bandlyst. I fildelingsmiljøet hersker der en udbredt liberalistisk opfattelse om at den usynlige hånd styrer kulturen. Det er en smuk tanke - og jeg ville gerne tilslutte mig den, hvis min fornemmelse af en tiltagende historieløshed, en udmarvning af saglig nyhedsformidling, en voksende hær af stadig mere skingre markskrigere og bekymringen for kommende tsunamier af indholdstomme informationsmængder kunne gøres til skamme.
Masser af fordele, er der ingen ulemper?
Det gode ved fildeling er selvfølgelig er vi har adgang til en masse produkter, som det førhen var vanskeligt at skaffe. Pirate Bay er en af de bedste distributionskanaler man kan forestille sig. Det fantastiske ved både fildeling og de digitale tekniker er selvfølgelig at man kan respondere, mixe, moderere, modulere, skære og vride i de filer som andre har lavet. Vi er rige når mange bruger tid på at skabe og kaste nye forestillinger om verden tilbage i hovedet på den. Amatørkunst kan sagtens være meget mere interessant end den såkaldt professionelle. Det potente i fildeling er selvfølgelig at man - den enkelte borger - her har et instrument til effektivt at yde store mediemoguler modstand, og i yderste konsekvens lægge en bombe under vores økonomiske system.
Men det er skræmmende at forestille sig at der vokser en kæmpe dumhed bag vores sprænginformerede pande og at et videnstab pludselig får hele vores kilometerhøje videnshøjhus til at styrte i grus.
Tillad mig at være søgende på dette område, jeg kommer ikke med nogen konklusioner - og griber straks til min machete, hvis nogen løfter pegefingeren og fortæller mig hvad der er god kunst. Skal lige siges.
Craig Baldwin siger i anden del af Steal this film: ”I can't save them”. Men samtidig med at man går ind for fri informationsadgang, kan man godt tage en kulturpolitisk eller filosofisk diskussion, der blandt andet handler om demokratiet og kunsten og kulturens usynlige hånd. Den usynlige hånd fungerer jo tydeligvis ikke i det økonomiske system, hvad den nuværende krise i USA så tydeligt viser. Gør den det i kulturen?------
Seminariet var arrangeret af Turbulens.net, denandennatur.dk med støtte fra Hovedstadens Oplysningsforbund.
lørdag, januar 19, 2008
Foredrag til Faustus – en danseforestilling ved Ninna Steen, premiere på Dansescenen 12.1.2008.
Det er bemærkelsesværdigt at en gammel troldmand fra det 15. århundrede, der i en vis forstand ikke har været noget særligt – for der var mange troldmænd både før og efter ham –, har haft en så stor fascinationskraft. For det må man sige at han har haft. Som det hedder i stykket her: ”There are more stories of Faust than they are Faust's There are a plethora, a bucket-load, a bulging overfilled stomach of Faust's. TOO many to mention”.
I en Faustbibliografie (lavet af Hans Hening i '66) kan man tælle 15.838 forskellige titler på skuespil, symfonier, operaer, bøger, digte og andre fremstillinger af denne senmiddelalderlige mystiske person. Kun Biblen kan konkurrere med Faust i hvad der været udgivet bøger om.
Og nu optræder han igen. Her i en ny skikkelse.
Faust var en virkelig person, som man ikke ved meget om i slutningen af det 15. århundrede, men han blev berømt da han blev omdannet til en firgur i en religiøs kamp i reformationens århundrede. Det var dels en intern kamp imellem forskellige reformatoriske retninger og en ekstern kamp imellem kirken og renæssancemenneskene.
Der er noget konstant i alle disse forskellige Faustversioner: noget der gør lige denne figur og ikke en hvilken som helst anden figur så fascinerende. Men de er unægtelig også meget forskellige, alle disse Faustskikkelser.
Det gennemgående i Fausthistorien er pagten med Djævlen. Faust sælger sin sjæl til Djævlen for at få noget til gengæld. Alt efter hvilken version og hvilken tid vi befinder os i leverer Djævlen enten nydelse, inspiration eller erkendelse.
Fascinationen
Den første folkebog fra 1587 blev vældig populær og hurtigt spredt – også udenfor Tysklands grænser. Det tog dog omkring fem år for bogen at blive oversat til engelsk, og det var denne oversættelse som var grundlag for den Shakespeare-samtidige Christopher Marlowes Faustversion. Til nogle af forestillingerne af Marlowes Faust blev det sagt at der rent faktisk kom Djævle ind i teatret og op på scenen, til stor fornøjelse for publikum, mens andre dog også sagde at stykket hylede nogle af publikummer så meget ud af den at de blev vanvittige.
Det tiltrækkende ved dæmonien er overskridelsen. Man overskrider et forbud – sådan som mennesket har gjort det siden Adam og Evas dage. Fausts forbrydelse er også at han spiser af kundskabens træ. Det er kundskab han længes efter, og fascinationen kommer bl.a. af at han er et moderne ekko af denne urgamle historie – og dybt liggende menneskelige drift. Han accepterer ingen grænser.
Det syndige er dog ikke kun moralsk. Det er også udtryk for en erkendelse af menneskets grænser. Hvis mennesket overskrider sine grænser, er det til skade for sig selv og andre. Det er derfor at magi ikke er tilladt i Biblen: Magi er at påvirke omverdenen, naturen og menneskene, via forskellige redskaber. Faust dyrkede sort magi, der kan have en skadelig indvirkning på andre mennesker. Det er det dunkle sinds krigsførsel, og det er til denne krigsførsel den sorte magiker bruger Djævlen. Magi er troen på at mennesket med sit intellekt og bevidsthed over afstande eller via objekter kan indvirke og manipulere begivenheder i en bestemt retning.
Kunst er magi
Det er ikke noget vi i dagens Danmark går rundt og tror på – men på den anden side er det præcis det der sker med kunst. Kunst er at påvirke andre mennesker igennem et objekt – nemlig (kunst)værket. Dét er en grund til at især kunstnere har været så draget af Faustfiguren: fordi historien om Faust er en historie om kunst.
Selve kunsten - som dét der befinder sig hinsides godt og ondt - er således i stor fare for nemlig at bruge magien i ondt øjemed. Når der ikke er etiske retningslinjer for udførelsen af kunst, bliver selve den kunstneriske virksomhed desto farligere: Det onde er ikke længere forkasteligt, og man forsager ikke Djævlen. Det gode er ikke kun godt, og det onde er ikke kun ondt. Det er et svimlende rum man befinder sig i, hvor der bliver vendt op og ned på alle kendte forestillinger. Det er i og for sig selve bevidsthedens fødsel og den radikale subjektivisme: Her er kun det godt, som jeg'et erklærer for godt. Ingen autoriteter bestemmer længere. Faust indgår pagt med Djævlen for at undgå Gud som autoritet og som den der forbyder at spise af kundskabens træ.
Faust er Guds bagside – Faustttraditionen er bagsiden af kristendommen
Men Faust har jo studeret alle ting og ved også udmærket at Djævlen er Guds tjener, Satan er i Gammel Testamente en af Guds sønner – så når han forkaster Biblen og afsværger Gud, er det i realiteten for at bringer nogle andre sider frem i Gud.
Og det er hvad hele den lange Fausttradition også er udtryk for. Fausthistorien er bagsiden af kristendommen, så hver gang Faust optræder aktualiserer det kristendommen. Der findes ikke en Fausthistorie uden kristendom, ikke nogen Mefisto uden Gud, og en af grundene til at Faust fylder så meget i litteraturhistorien, er fordi litteraturen opfanger alt det som kirken har udelukket.
Søren Kierkegaard skrev på et tidspunkt ingående om Faust, mest i sine uudgivne papirer. Han mente at Don Juan, Ahasverus (den evige jøde) og Faust repræsenterede åndshistoriens tre store ideer (Pap. I A 150). Hvor Don Juan er det dæmoniske bestemt som det sanselige, som kristendommen udelukker, repræsenterer Faust det åndelige, som kristendommen udelukker. Dette åndelige er hvad magien indbefatter: Det er ikke kun udforskningen af naturens hemmeligheder, deri kan der ligge en stor hyldest til Guds skaberværk, men brugen af denne viden er hvad kristendommen udelukker. Magien er en kættersk brug af en viden til at lave om på Guds skaberværk, på den omgivende og på menneskets egen natur.
Faust i Folkebogen er alle de ting som kirken fordømte: magiker, nekromantiker (at kunne tale med de døde), alkymist (der forsøgte at lave guld – og ledte efter de vises sten), troldmand, sortekunstner, astrolog, verdensmenneske – og forfører.
Faust og Don Juan ligner hinanden ved begge at være forførere, de appelerer til en dunkel vilje hos offeret, der en halv rus går med på noget, som det senere fortryder. Don Juan forfører mange kvinder, Faust forfører (hos Goethe) en enkelt kvinde, Gretchen. Både Don Juan og Faust bruger deres stærke viljer til at fremme egne interesser. Dét er hvad der ligger i nydelsen.
Underlødig og seriøs fascination
Men man kan godt tale om en underlødig og en seriøs fascination. Det onde kan pirre og ophidse, men det onde kan også være det uundgåelige og selve stedet for både inspiration og erkendelse. Det har ikke været noget man alle dage har været bevidst om. Det var først med Lessing i 1760'erne at man fik en positiv udgave af Faust. Et sted siger Lessing: Holdt Gud sandheden i sin højre hånd og den evige stræben efter sandheden i sin venstre, da ville jeg klynge mig til hans venstre hånd, fordi sandheden kun tilhører Gud.
Mennesket er bestemt til at stræbe efter sandheden. Det er selve sandhedsstræben, som frelser Faust i Lessings udgave (som han aldrig fik udgivet). Hvis man ser Fausts skæbne igennem Lessings briller, er det altså ikke dét at han har hidkaldt Djævlen, der er årsag til Fausts fortabelse, men dét at han ikke har hidkaldt ham af oprigtig erkendetrang.
Den tvetydige Faust
Men dermed ikke sagt at Faust ikke også har været drevet af dunkle begær efter magt og nydelse. Sådan er han også beskrevet i Folkebogen. I virkeligheden har tvetydigheden i Faustfiguren været der fra første færd, selv om forfatteren til den første Faustudgave ikke har været sig så bevidst om denne dobbelttydighed, som senere tiders forfattere har været. I Folkebogen bliver han nemlig skildret som en charlatan, en troldmand, et verdensmenneske, det vil sige et renæssancemenneske, astrolog og videnskabsmand, som ikke har brug for hypotesen om Gud i sit verdensbillede.
Kierkegaard refererer et sted (en Shubart for at sige) at det ikke er forkasteligt at gribe til magien, da den stræber efter erkendelse, men det er forkasteligt at søge erkendelsen i et underordnet øjemed.
At søge erkendelsen i et underordnet øjemed vil sige at søge den for noget andets skyld end selve erkendelsen.
Dette dobbelte begær kommer tydeligst til udtryk hos Goethe i Fausts berømte esklamation: ”To sjæle huses, ak, i mit bryst. Den ene ønsker blot at skilles fra den anden. Den ene klamrer sig med voldsom lidenskab og hedt begær til denne verden, den anden hæver sig af al sin kraft fra støvet op mod sit høje ophavs sfære” (v. 1112-1117, oversættelse Arne Rosenhoff, Vindrose 1990).
Her er vi ved en anden stærk fascinationskraft i Faustfiguren, som man kunne kalde den psykologiske eller antropologiske, fordi den i meget kort form giver et portræt af mennesket.
Platon. Denne dobbelte drift ser man også hos Platon, hvor han i dialogen Faidros beskriver kærligheden som en vogn med to heste, den ene er hvid og langhalset, den anden sort og korthalset, dvs. en der er rationel og moralsk, den anden som søger det irrationelle og den legemlige nydelse.
Mennesket er defineret ved at være splittet. Men Faust repræsenterer både splittelsen – og stræben efter at overvinde denne splittelse.
Splittelsen i denne Faust-forestilling
I Ninna Steens forestilling har vi denne splittelse helt helt tydelig fremstillet: der er simpelthen to figurer på scenen, ikke flere. Hele Gretchen-historien er skåret væk, dvs. den historie, der hos Goethe fremstiller Faust som kynisk forfører, men også som en mand med længsel efter ægte kærlighed, den stræben, der til sidst frelser ham. I Ninna Steens forestilling er der kun to personer – og i virkeligheden er disse to personer én og den samme.
Faustfiguren hedder Mr. Ordinary og er lige så ordinær som Bob Dylans Mr. Jones. En person der ikke ved hvad sker omkring ham, en person der ikke kan udtrykke hvad han føler, han ved det sikkert ikke engang, en person hvis grænser er flydende, så han falder i et med baggrunden, men dog alligevel med et rigt indre liv, der kun lever dunkelt og ubevidst, en boblende gryde af en masse drifter, der ikke er udlevet, men indkrogede i sig selv. En person der er en skygge af sig selv. Det er denne skygge som optræder sammen med ham. Det er Mefisto.
Mefistos længsel
Men det er også sådan at Mefisto ikke kun er Fausts skyggeside – det er også omvendt: Faust er skyggens idealbillede. På samme måde som Himlen over Berlin, hvor englene har et begær efter at blive mennesker, efter at blive tunge, kompakte og træge, efter at mærke smerte og at kunne dø. Alle disse ting som menneskene anser som en forbandelse. Det er hvad englene ser som forløsende fra deres luftige, gennemsigtige, usynlige og udødelige tilværelse. Nu er Mephisto jo allerede en af Guds engle, både i Jobs bog, som prologen i Goethes Faust er kalkeret over, og i Gammel Testamente. Lucifer var en falden engel og Satan var en af Guds sønner.
I de fleste Faustversioner påkalder Faust Djævlen – dvs. Mefisto. Men her er det næsten omvendt. Mefisto er den der kalder på Faust, han har behov for Faust, han har behov for at blive opslugt. Han leder efter liv – det er derfor han udstopper fugle. Han er selv livløs, men han savner liv – sådan som udstoppede fugle minder om et levet liv, men egentlig er livløs.
Mefisto har et helt bibliotek med sjæle. Ligesom de udstoppede fugle har han et helt bibliotek med nedfrosne sjæle. På samme måde som et helt bibliotek er dødt, hvis ikke bøgerne bliver læst, er et helt bibliotek med sjæle dødt, hvis ikke sjælene har en krop at leve i.
Det onde er det sjælløse
Dette er et kernepunkt i hele Fausttraditionen. Sådan har Thomas Mann nemlig i sin roman fra 1947 givet en karakteristik af Faust.
Faustfiguren hos Thomas Mann er en komponist, der på én og samme gang har et overdrevet intellekt og en ustyrlig primitivitet. Dét der befinder sig i midten runger i sit barbariske fravær. Det der mangler er sjælen, for sjælen er kærlighedens hus. Det er sjælen der holder intellektet og driften sammen. Det sjælløse er barbarisk, fordi selve det humane befinder sig i midten – som det der kan bringe balance mellem intellekt og drift.
Thomas Mann siger nemlig et sted at dér hvor den hovmodige intellektualitet parrer sig med den rå drift, dér sidder djævlen. Det vil sige at det dæmoniske springer fra det sted hvor der ikke er en sjæl. Det onde er det sjælløse. I det øjeblik Faust betaler Djævlen med sin sjæl, har han også indvilliget i ikke at kunne elske. Det er det som Mefisto viser ved at have et helt bibliotek fuld af sjæle. Han har alt det han ikke er. Jo flere døde sjæle han har, desto mere død er hans egen sjæl.
Om det ordinære – manglen på glæde
I denne forestilling kaldes Faust Mr. Ordinary. Deri ligger der en stor ironi, for Faust er traditionelt set den mest uordinære af alle. Det er blandt andet dét som gør ham til Faust. Det er noget af det, som er hans synd. Han gør sig til mere end et menneske – ved at tro at man kan sætte et blad på en nælde.
Historisk set er han meget speciel, han er ekstraordinært begavet, han burer sig inde i sine bøger (sådan som Katrine Wiedemann illustrerede i sin Faustversion på Det kongelige Teater).
Der er en scene hos Goethe, hvor Faust går blandt de glade bønder, der holder fest. Han er helt fremmed i disse omgivelser og hans manglende spontanitet skriger til himlen. Han er ikke i stand til at feste. Han har mistet den barnlige glæde, og han er på afstand af alt det almindelige.
Men denne forestilling gør ham almindelig, og det er nyt. Det er imidlertid ikke kun Faust der er blevet almindelig. Det er Mefisto også. Mefisto siger på et tidspunkt at hans job er blevet ligegyldigt. Hans funktion er nedlagt. Mefisto er simpelthen fyret som det ondes præsident. Faust har været bogens og ordets mand, men er her gjort ordløs. Mefisto har båret – som der står hos Goethe: ”en kappe af svær silke, med hanefjer på hatten” - men nu er han almindelig borger iklædt jakkesæt. Han er også blevet almindelig, og så er han endda blevet fyret.
Samfundet har overtaget hans rolle, siger han, men Mefisto siger selv at samfundet ikke kan give mennesker hvad de vil have. Samfundet kan kun give rammerne for det, hvor imod Mefisto kan give menneskene hvad de vil have. I dette stykke er det ikke nydelse – men fuldbyrdelse: selvrealisering. Som Mr. Ordinarys skygge er Mefisto den side af ham, som han hverken kan erkende eller give slip på. Mefisto er en større kraft i Faust end Faust selv kan bære – ellers var han ikke nogen figur på scenen. Hvis virkeligheden kunne indfanges af begreber, var der ikke noget drama, ikke nogen billeder, ikke nogen forestilling. Mefisto er altså en del af Faust, men en større del af Faust end Faust selv kan have i sig. Men ikke nok med det: han repræsenterer også den største del af Faust. Han er større og stærkere end Faust. Mefisto forlanger at de indtager verden sammen, at de sætter sig på selvrealiseringens trone som en konge og en dronning. Men det vil Faust ikke. Først er Faust interesseret, dernæst afviser han Mefisto – for herved at fortabes.
Det der sker er hvad legenden om de syv djævle fra Matthæus 12,45, fortæller:
”v43 Når den urene ånd er drevet ud af et menneske, flakker den om i øde egne og søger hvile, men finder den ikke. v44 Da siger den: Jeg vil vende tilbage til mit hus, som jeg er drevet ud af. Og når den kommer, finder den det ledigt, fejet og prydet. v45 Så går den ud og tager syv andre ånder med, værre end den selv, og de kommer og flytter ind dér. Og det sidste bliver værre for det menneske end det første.”
Ved at sige farvel til sin skygge, har man dermed inviteret det store mørke. Hvis den urene ånd farer hvileløst omkring, vender den syvfold tilbage. Sådan som H.C. Andersen også så formidabelt har beskrevet det i eventyret om Skyggen.
Mefistos dødskramper
Der er to ting der ikke optræder på scenen: der er ikke nogen Gud og der er ikke et samfund. Der er ikke en instans udenfor Faust der kan redde ham fra det onde. Og det samfund, som rent faktisk har overtaget Mefistos arbejde, er heller ikke skildret. Så selv hvis Mr. Ordinary havde opfyldt kontrakten, ville han ikke være blevet frelst, for Mefisto er ikke hvad han giver sig ud for at være. Han er ikke den onde mere, fordi han er afsat fra sit embede. Han er ligeså nedfrosset som sine sjæle, ligeså udstoppet som sine fugle.
Men at sige at Mefisto ikke er hvad han giver sig ud for at være, er præcis at sige at han er som han skal være. For Mefisto er selve fremmedgørelsen, han er selve billedet på at mennesket ikke er hvad det er, symbolet på at mennesket altid er fremmed for sig selv. Så det er meget ironisk at sige at han ikke er hvad han er. Selv en løgner kan sige sandheden.
Men hvad er det så for en Mefisto vi ser i dette stykke?
Det er et levende symbols dødskramper. Et symbol der kæmper for at holde sig i live, men er ved at miste livet. Det er derfor han er så interesseret i Faust. Faust skal redde Mefisto. I modsætning til andre tiders Faust, hvor man har medlidenhed med Faust, er det her Mefisto der vækker ens medlidenhed og sympati.
Når Faust afviser Mefisto, gør han det samme som vi – publikum og almindelige borgere i en verden med gode og onde kræfter i en forvirrende og brutal kamp med hinanden – nemlig: suger livet ud af symbolet.
Hvis ikke det onde har en skikkelse, er det umuligt at gøre noget ved. Så farer det onde hvileløst og usynligt rundt blandt menneskene. Det er kun hvis han har en skikkelse, det som litteraturen, dansen og teatret kan give ham, at vi kan gøre noget ved det onde. Hvis ikke han har det, kan det kærlighedsløse snige sig ind på os og besætte os før vi ved af det. Ligesom Faust går tabt, fordi han ikke kan forbinde sig til sin egen skygge, går Mefisto tabt fordi han ikke kan rumme sin egen symbolske substans. Den er forsvundet – ud i samfundet – ud iblandt stolerækkerne på Dansescenen.
Det er bemærkelsesværdigt at en gammel troldmand fra det 15. århundrede, der i en vis forstand ikke har været noget særligt – for der var mange troldmænd både før og efter ham –, har haft en så stor fascinationskraft. For det må man sige at han har haft. Som det hedder i stykket her: ”There are more stories of Faust than they are Faust's There are a plethora, a bucket-load, a bulging overfilled stomach of Faust's. TOO many to mention”.
I en Faustbibliografie (lavet af Hans Hening i '66) kan man tælle 15.838 forskellige titler på skuespil, symfonier, operaer, bøger, digte og andre fremstillinger af denne senmiddelalderlige mystiske person. Kun Biblen kan konkurrere med Faust i hvad der været udgivet bøger om.
Og nu optræder han igen. Her i en ny skikkelse.
Faust var en virkelig person, som man ikke ved meget om i slutningen af det 15. århundrede, men han blev berømt da han blev omdannet til en firgur i en religiøs kamp i reformationens århundrede. Det var dels en intern kamp imellem forskellige reformatoriske retninger og en ekstern kamp imellem kirken og renæssancemenneskene.
Der er noget konstant i alle disse forskellige Faustversioner: noget der gør lige denne figur og ikke en hvilken som helst anden figur så fascinerende. Men de er unægtelig også meget forskellige, alle disse Faustskikkelser.
Det gennemgående i Fausthistorien er pagten med Djævlen. Faust sælger sin sjæl til Djævlen for at få noget til gengæld. Alt efter hvilken version og hvilken tid vi befinder os i leverer Djævlen enten nydelse, inspiration eller erkendelse.
Fascinationen
Den første folkebog fra 1587 blev vældig populær og hurtigt spredt – også udenfor Tysklands grænser. Det tog dog omkring fem år for bogen at blive oversat til engelsk, og det var denne oversættelse som var grundlag for den Shakespeare-samtidige Christopher Marlowes Faustversion. Til nogle af forestillingerne af Marlowes Faust blev det sagt at der rent faktisk kom Djævle ind i teatret og op på scenen, til stor fornøjelse for publikum, mens andre dog også sagde at stykket hylede nogle af publikummer så meget ud af den at de blev vanvittige.
Det tiltrækkende ved dæmonien er overskridelsen. Man overskrider et forbud – sådan som mennesket har gjort det siden Adam og Evas dage. Fausts forbrydelse er også at han spiser af kundskabens træ. Det er kundskab han længes efter, og fascinationen kommer bl.a. af at han er et moderne ekko af denne urgamle historie – og dybt liggende menneskelige drift. Han accepterer ingen grænser.
Det syndige er dog ikke kun moralsk. Det er også udtryk for en erkendelse af menneskets grænser. Hvis mennesket overskrider sine grænser, er det til skade for sig selv og andre. Det er derfor at magi ikke er tilladt i Biblen: Magi er at påvirke omverdenen, naturen og menneskene, via forskellige redskaber. Faust dyrkede sort magi, der kan have en skadelig indvirkning på andre mennesker. Det er det dunkle sinds krigsførsel, og det er til denne krigsførsel den sorte magiker bruger Djævlen. Magi er troen på at mennesket med sit intellekt og bevidsthed over afstande eller via objekter kan indvirke og manipulere begivenheder i en bestemt retning.
Kunst er magi
Det er ikke noget vi i dagens Danmark går rundt og tror på – men på den anden side er det præcis det der sker med kunst. Kunst er at påvirke andre mennesker igennem et objekt – nemlig (kunst)værket. Dét er en grund til at især kunstnere har været så draget af Faustfiguren: fordi historien om Faust er en historie om kunst.
Selve kunsten - som dét der befinder sig hinsides godt og ondt - er således i stor fare for nemlig at bruge magien i ondt øjemed. Når der ikke er etiske retningslinjer for udførelsen af kunst, bliver selve den kunstneriske virksomhed desto farligere: Det onde er ikke længere forkasteligt, og man forsager ikke Djævlen. Det gode er ikke kun godt, og det onde er ikke kun ondt. Det er et svimlende rum man befinder sig i, hvor der bliver vendt op og ned på alle kendte forestillinger. Det er i og for sig selve bevidsthedens fødsel og den radikale subjektivisme: Her er kun det godt, som jeg'et erklærer for godt. Ingen autoriteter bestemmer længere. Faust indgår pagt med Djævlen for at undgå Gud som autoritet og som den der forbyder at spise af kundskabens træ.
Faust er Guds bagside – Faustttraditionen er bagsiden af kristendommen
Men Faust har jo studeret alle ting og ved også udmærket at Djævlen er Guds tjener, Satan er i Gammel Testamente en af Guds sønner – så når han forkaster Biblen og afsværger Gud, er det i realiteten for at bringer nogle andre sider frem i Gud.
Og det er hvad hele den lange Fausttradition også er udtryk for. Fausthistorien er bagsiden af kristendommen, så hver gang Faust optræder aktualiserer det kristendommen. Der findes ikke en Fausthistorie uden kristendom, ikke nogen Mefisto uden Gud, og en af grundene til at Faust fylder så meget i litteraturhistorien, er fordi litteraturen opfanger alt det som kirken har udelukket.
Søren Kierkegaard skrev på et tidspunkt ingående om Faust, mest i sine uudgivne papirer. Han mente at Don Juan, Ahasverus (den evige jøde) og Faust repræsenterede åndshistoriens tre store ideer (Pap. I A 150). Hvor Don Juan er det dæmoniske bestemt som det sanselige, som kristendommen udelukker, repræsenterer Faust det åndelige, som kristendommen udelukker. Dette åndelige er hvad magien indbefatter: Det er ikke kun udforskningen af naturens hemmeligheder, deri kan der ligge en stor hyldest til Guds skaberværk, men brugen af denne viden er hvad kristendommen udelukker. Magien er en kættersk brug af en viden til at lave om på Guds skaberværk, på den omgivende og på menneskets egen natur.
Faust i Folkebogen er alle de ting som kirken fordømte: magiker, nekromantiker (at kunne tale med de døde), alkymist (der forsøgte at lave guld – og ledte efter de vises sten), troldmand, sortekunstner, astrolog, verdensmenneske – og forfører.
Faust og Don Juan ligner hinanden ved begge at være forførere, de appelerer til en dunkel vilje hos offeret, der en halv rus går med på noget, som det senere fortryder. Don Juan forfører mange kvinder, Faust forfører (hos Goethe) en enkelt kvinde, Gretchen. Både Don Juan og Faust bruger deres stærke viljer til at fremme egne interesser. Dét er hvad der ligger i nydelsen.
Underlødig og seriøs fascination
Men man kan godt tale om en underlødig og en seriøs fascination. Det onde kan pirre og ophidse, men det onde kan også være det uundgåelige og selve stedet for både inspiration og erkendelse. Det har ikke været noget man alle dage har været bevidst om. Det var først med Lessing i 1760'erne at man fik en positiv udgave af Faust. Et sted siger Lessing: Holdt Gud sandheden i sin højre hånd og den evige stræben efter sandheden i sin venstre, da ville jeg klynge mig til hans venstre hånd, fordi sandheden kun tilhører Gud.
Mennesket er bestemt til at stræbe efter sandheden. Det er selve sandhedsstræben, som frelser Faust i Lessings udgave (som han aldrig fik udgivet). Hvis man ser Fausts skæbne igennem Lessings briller, er det altså ikke dét at han har hidkaldt Djævlen, der er årsag til Fausts fortabelse, men dét at han ikke har hidkaldt ham af oprigtig erkendetrang.
Den tvetydige Faust
Men dermed ikke sagt at Faust ikke også har været drevet af dunkle begær efter magt og nydelse. Sådan er han også beskrevet i Folkebogen. I virkeligheden har tvetydigheden i Faustfiguren været der fra første færd, selv om forfatteren til den første Faustudgave ikke har været sig så bevidst om denne dobbelttydighed, som senere tiders forfattere har været. I Folkebogen bliver han nemlig skildret som en charlatan, en troldmand, et verdensmenneske, det vil sige et renæssancemenneske, astrolog og videnskabsmand, som ikke har brug for hypotesen om Gud i sit verdensbillede.
Kierkegaard refererer et sted (en Shubart for at sige) at det ikke er forkasteligt at gribe til magien, da den stræber efter erkendelse, men det er forkasteligt at søge erkendelsen i et underordnet øjemed.
At søge erkendelsen i et underordnet øjemed vil sige at søge den for noget andets skyld end selve erkendelsen.
Dette dobbelte begær kommer tydeligst til udtryk hos Goethe i Fausts berømte esklamation: ”To sjæle huses, ak, i mit bryst. Den ene ønsker blot at skilles fra den anden. Den ene klamrer sig med voldsom lidenskab og hedt begær til denne verden, den anden hæver sig af al sin kraft fra støvet op mod sit høje ophavs sfære” (v. 1112-1117, oversættelse Arne Rosenhoff, Vindrose 1990).
Her er vi ved en anden stærk fascinationskraft i Faustfiguren, som man kunne kalde den psykologiske eller antropologiske, fordi den i meget kort form giver et portræt af mennesket.
Platon. Denne dobbelte drift ser man også hos Platon, hvor han i dialogen Faidros beskriver kærligheden som en vogn med to heste, den ene er hvid og langhalset, den anden sort og korthalset, dvs. en der er rationel og moralsk, den anden som søger det irrationelle og den legemlige nydelse.
Mennesket er defineret ved at være splittet. Men Faust repræsenterer både splittelsen – og stræben efter at overvinde denne splittelse.
Splittelsen i denne Faust-forestilling
I Ninna Steens forestilling har vi denne splittelse helt helt tydelig fremstillet: der er simpelthen to figurer på scenen, ikke flere. Hele Gretchen-historien er skåret væk, dvs. den historie, der hos Goethe fremstiller Faust som kynisk forfører, men også som en mand med længsel efter ægte kærlighed, den stræben, der til sidst frelser ham. I Ninna Steens forestilling er der kun to personer – og i virkeligheden er disse to personer én og den samme.
Faustfiguren hedder Mr. Ordinary og er lige så ordinær som Bob Dylans Mr. Jones. En person der ikke ved hvad sker omkring ham, en person der ikke kan udtrykke hvad han føler, han ved det sikkert ikke engang, en person hvis grænser er flydende, så han falder i et med baggrunden, men dog alligevel med et rigt indre liv, der kun lever dunkelt og ubevidst, en boblende gryde af en masse drifter, der ikke er udlevet, men indkrogede i sig selv. En person der er en skygge af sig selv. Det er denne skygge som optræder sammen med ham. Det er Mefisto.
Mefistos længsel
Men det er også sådan at Mefisto ikke kun er Fausts skyggeside – det er også omvendt: Faust er skyggens idealbillede. På samme måde som Himlen over Berlin, hvor englene har et begær efter at blive mennesker, efter at blive tunge, kompakte og træge, efter at mærke smerte og at kunne dø. Alle disse ting som menneskene anser som en forbandelse. Det er hvad englene ser som forløsende fra deres luftige, gennemsigtige, usynlige og udødelige tilværelse. Nu er Mephisto jo allerede en af Guds engle, både i Jobs bog, som prologen i Goethes Faust er kalkeret over, og i Gammel Testamente. Lucifer var en falden engel og Satan var en af Guds sønner.
I de fleste Faustversioner påkalder Faust Djævlen – dvs. Mefisto. Men her er det næsten omvendt. Mefisto er den der kalder på Faust, han har behov for Faust, han har behov for at blive opslugt. Han leder efter liv – det er derfor han udstopper fugle. Han er selv livløs, men han savner liv – sådan som udstoppede fugle minder om et levet liv, men egentlig er livløs.
Mefisto har et helt bibliotek med sjæle. Ligesom de udstoppede fugle har han et helt bibliotek med nedfrosne sjæle. På samme måde som et helt bibliotek er dødt, hvis ikke bøgerne bliver læst, er et helt bibliotek med sjæle dødt, hvis ikke sjælene har en krop at leve i.
Det onde er det sjælløse
Dette er et kernepunkt i hele Fausttraditionen. Sådan har Thomas Mann nemlig i sin roman fra 1947 givet en karakteristik af Faust.
Faustfiguren hos Thomas Mann er en komponist, der på én og samme gang har et overdrevet intellekt og en ustyrlig primitivitet. Dét der befinder sig i midten runger i sit barbariske fravær. Det der mangler er sjælen, for sjælen er kærlighedens hus. Det er sjælen der holder intellektet og driften sammen. Det sjælløse er barbarisk, fordi selve det humane befinder sig i midten – som det der kan bringe balance mellem intellekt og drift.
Thomas Mann siger nemlig et sted at dér hvor den hovmodige intellektualitet parrer sig med den rå drift, dér sidder djævlen. Det vil sige at det dæmoniske springer fra det sted hvor der ikke er en sjæl. Det onde er det sjælløse. I det øjeblik Faust betaler Djævlen med sin sjæl, har han også indvilliget i ikke at kunne elske. Det er det som Mefisto viser ved at have et helt bibliotek fuld af sjæle. Han har alt det han ikke er. Jo flere døde sjæle han har, desto mere død er hans egen sjæl.
Om det ordinære – manglen på glæde
I denne forestilling kaldes Faust Mr. Ordinary. Deri ligger der en stor ironi, for Faust er traditionelt set den mest uordinære af alle. Det er blandt andet dét som gør ham til Faust. Det er noget af det, som er hans synd. Han gør sig til mere end et menneske – ved at tro at man kan sætte et blad på en nælde.
Historisk set er han meget speciel, han er ekstraordinært begavet, han burer sig inde i sine bøger (sådan som Katrine Wiedemann illustrerede i sin Faustversion på Det kongelige Teater).
Der er en scene hos Goethe, hvor Faust går blandt de glade bønder, der holder fest. Han er helt fremmed i disse omgivelser og hans manglende spontanitet skriger til himlen. Han er ikke i stand til at feste. Han har mistet den barnlige glæde, og han er på afstand af alt det almindelige.
Men denne forestilling gør ham almindelig, og det er nyt. Det er imidlertid ikke kun Faust der er blevet almindelig. Det er Mefisto også. Mefisto siger på et tidspunkt at hans job er blevet ligegyldigt. Hans funktion er nedlagt. Mefisto er simpelthen fyret som det ondes præsident. Faust har været bogens og ordets mand, men er her gjort ordløs. Mefisto har båret – som der står hos Goethe: ”en kappe af svær silke, med hanefjer på hatten” - men nu er han almindelig borger iklædt jakkesæt. Han er også blevet almindelig, og så er han endda blevet fyret.
Samfundet har overtaget hans rolle, siger han, men Mefisto siger selv at samfundet ikke kan give mennesker hvad de vil have. Samfundet kan kun give rammerne for det, hvor imod Mefisto kan give menneskene hvad de vil have. I dette stykke er det ikke nydelse – men fuldbyrdelse: selvrealisering. Som Mr. Ordinarys skygge er Mefisto den side af ham, som han hverken kan erkende eller give slip på. Mefisto er en større kraft i Faust end Faust selv kan bære – ellers var han ikke nogen figur på scenen. Hvis virkeligheden kunne indfanges af begreber, var der ikke noget drama, ikke nogen billeder, ikke nogen forestilling. Mefisto er altså en del af Faust, men en større del af Faust end Faust selv kan have i sig. Men ikke nok med det: han repræsenterer også den største del af Faust. Han er større og stærkere end Faust. Mefisto forlanger at de indtager verden sammen, at de sætter sig på selvrealiseringens trone som en konge og en dronning. Men det vil Faust ikke. Først er Faust interesseret, dernæst afviser han Mefisto – for herved at fortabes.
Det der sker er hvad legenden om de syv djævle fra Matthæus 12,45, fortæller:
”v43 Når den urene ånd er drevet ud af et menneske, flakker den om i øde egne og søger hvile, men finder den ikke. v44 Da siger den: Jeg vil vende tilbage til mit hus, som jeg er drevet ud af. Og når den kommer, finder den det ledigt, fejet og prydet. v45 Så går den ud og tager syv andre ånder med, værre end den selv, og de kommer og flytter ind dér. Og det sidste bliver værre for det menneske end det første.”
Ved at sige farvel til sin skygge, har man dermed inviteret det store mørke. Hvis den urene ånd farer hvileløst omkring, vender den syvfold tilbage. Sådan som H.C. Andersen også så formidabelt har beskrevet det i eventyret om Skyggen.
Mefistos dødskramper
Der er to ting der ikke optræder på scenen: der er ikke nogen Gud og der er ikke et samfund. Der er ikke en instans udenfor Faust der kan redde ham fra det onde. Og det samfund, som rent faktisk har overtaget Mefistos arbejde, er heller ikke skildret. Så selv hvis Mr. Ordinary havde opfyldt kontrakten, ville han ikke være blevet frelst, for Mefisto er ikke hvad han giver sig ud for at være. Han er ikke den onde mere, fordi han er afsat fra sit embede. Han er ligeså nedfrosset som sine sjæle, ligeså udstoppet som sine fugle.
Men at sige at Mefisto ikke er hvad han giver sig ud for at være, er præcis at sige at han er som han skal være. For Mefisto er selve fremmedgørelsen, han er selve billedet på at mennesket ikke er hvad det er, symbolet på at mennesket altid er fremmed for sig selv. Så det er meget ironisk at sige at han ikke er hvad han er. Selv en løgner kan sige sandheden.
Men hvad er det så for en Mefisto vi ser i dette stykke?
Det er et levende symbols dødskramper. Et symbol der kæmper for at holde sig i live, men er ved at miste livet. Det er derfor han er så interesseret i Faust. Faust skal redde Mefisto. I modsætning til andre tiders Faust, hvor man har medlidenhed med Faust, er det her Mefisto der vækker ens medlidenhed og sympati.
Når Faust afviser Mefisto, gør han det samme som vi – publikum og almindelige borgere i en verden med gode og onde kræfter i en forvirrende og brutal kamp med hinanden – nemlig: suger livet ud af symbolet.
Hvis ikke det onde har en skikkelse, er det umuligt at gøre noget ved. Så farer det onde hvileløst og usynligt rundt blandt menneskene. Det er kun hvis han har en skikkelse, det som litteraturen, dansen og teatret kan give ham, at vi kan gøre noget ved det onde. Hvis ikke han har det, kan det kærlighedsløse snige sig ind på os og besætte os før vi ved af det. Ligesom Faust går tabt, fordi han ikke kan forbinde sig til sin egen skygge, går Mefisto tabt fordi han ikke kan rumme sin egen symbolske substans. Den er forsvundet – ud i samfundet – ud iblandt stolerækkerne på Dansescenen.
Abonner på:
Opslag (Atom)