Demaskeringens mester
Om Avedons fotografier i anledning af udstilling på Louisiana

Hvis man er interesseret i at ansigter og kunsten at læse et ansigt, er Avedons fotografier noget af det mest oplagte studiemateriale man kan finde. I den fremragende film om Avedon (Richard Avedon: Mørke og lys, fra 2002) siger han at han er en læser. Men han afkoder ikke bare, sådan som man umiddelbart ville sige læsning gik ud på. Det handler ikke bare om at oversætte en kombination af forskellige udtryk til en sammenhængende mening. Det handler heller ikke kun om at sammendrage forskellige sætninger til et sammenhængende budskab. Det handler heller ikke kun om at kunne visualisere, at se tingene for sig, når man hører dem beskrevet. Nej, det handler om demaskering. Det handler om at komme ind bag facaden. Ind bag ansigtet.

Han fortæller en historie om en session med den tidligere kong Edvard VIII, der valgte at abdicere (11.12.1936) for at gifte sig med en fraskilt amerikansk kvinde, Wallis Simpson. Selv om han valgte kærligheden frem for pligten og 'magten', viser billedet et ægtepar, der både har resigneret overfor livskampen og derfor kun holdes oppe af livets egen inerti, og desperat og forvirret klamrer sig til en værdighed, der ligger milevidt fra deres egen situation.

Avedon havde været på en bar og studeret dem, men da han kom og skulle fotografere dem, viste de ikke på noget tidspunkt dét, som han havde set på baren. De viste dem selv fra den side, som formiddagsbladene ville vise dem, (når de fremstillede dem positivt), som et lykkeligt ægtepar med status, rigdom, succes og harmoni. Det var en maske, som han ikke kunne finde nogen vej ind under. Men så fik han et indfald. Uden at tænke over det, sprang det over hans læber. Han vidste nemlig at de begge elskede hunde. Deres hund var også til stede under optagelserne. Men mens hunden var væk fra billedet, sagde Avedon pludselig:

- Ja, grunden til at jeg lidt konfus, er at der blev kørt en hund over på vej herhen.

I det øjeblik faldt maskerne hos dem begge. Avedon knipsede. Billedet viser den totale demaskering.

Det er helt specielt og næppe gjort med vilje at Lucian Freud og Avedon udstiller på samme tid på Louisiana, for det, som min ledsager denne smukke efterårseftermiddag, Roland, sagde om Freud: 'Det er det omvendte 1800-tal', fordi han i modsætning til 1800-tallets malere, der gjorde menneskene smukkere og yngre end de var, gør folk ældre og grimmere end de er i virkeligheden, gælder også for Avedon. Avedon gør ligesom Lucian Freud folk grimmere end de er i virkeligheden. På overfladen set. Han viser noget alment menneskeligt, noget bagvedliggende. Den nøgne sjæl. Derfor er det så betagende at se. Man ser ikke kun Avedons egen sammensatte natur, der både elsker det fashionable og jævne, både det opstyltede og ydmyge, både de glitrede facader og den skærende nøgenhed, men det svarer også til dét, som vi alle sammen kommer med af ønsker, længsler og erfaringer og en mere eller mindre anende viden om os selv som det vi er: en pelsløs abe på en åben mark. Plus noget mere.

For det er ikke kyniske billeder, der ikke efterlader noget, når masken er revet bort. Der er noget mere end den blottede sjæl i disse hudløse ansigter. Det er ikke – særligt – metafysisk. Det vi ser er ønsket om et bedre liv. Længslen efter noget andet. Dét er det gennemgående i Avedons billeder. Ingen af ansigterne er mættet af liv. Selv ikke hans fars, som han forevigede igennem hele hans dødsfase. I filmen indrømmer han at det ikke kun var et nænsomt kærlighedsportræt af en far, der hele livet havde været uforstående overfor sin søns lidenskab. At fiksere en dødsproces på den måde, som Avedon gjorde, var også en form for mord. Sønnen er med sit kamera aktivt med til at skubbe faderen ud over kanten.

- Jeg kan slet ikke forstå, hvis nogen mener at dette er kunst, som han siger!

Det er en kunstner, der demaskerer selve kunsten.

Arbejdsgiveres frygt for arbejdskraft

Denne til bevidstløshed gentagne besked om at alle kan få job i Danmark og at alle arbejdsløse er dovne og kun prøver at undslippe arbejdet er langt om længe blevet korrigeret af Sebastian Zinglersen i Politikens kronik 27.10.2007. Det er kun visse sektorer i det danske samfund, der mangler arbejdskraft. Der mangler strategiske planlæggere, bogholdere, sygeplejesker og lignende job (!), men akademikere og andre mangesidige personer har det danske arbejdsmarked stadig svært ved at integrere. Zinglersen beskriver meget genkendeligt denne uhyrlige mangel på fleksibel tankegang eller bare sans for viden. En manglende forståelse for hvad både indhentningen og relevansen af viden indebærer.

Til en samtale, hvor han ellers var overkvalificeret, sad der et panel og sagde 'ah hva' be' hva'?' da han sagde at han også havde en psykoterapeutisk uddannelse. Det virker simpelthen truende hvis man ved for meget. Og endnu mere truende hvis man ved for meget om mennesker. En frygt der skurer op og ned af behovet for flere mennesker, der faktisk ved noget om mennesker, fordi man jo også har indset at man faktisk profiterer på at gøre arbejdspladser menneskelige.

Sebastian Zinglersen er overkvalificeret og kan ikke få job, så han må spørge: ”Hvordan dribler jeg uden om alle de snorlige rækker af traditionelle tænkemåder og alle vrøvleværdierne og får et job?”

Vrøvleværdierne (et ord der i vor tid næsten er en pleonasme!) er alle ”de lækre værdier og tiltrækningskræfter og selvaccellerende karriermuligheder”, som stillingsannoncerne er fulde af. Men det er kun ord, der er ”en del af deres markedsføring og ikke en del af deres real-life-rekruttering”.

Virksomheder der efterlyser arbejdskraft er i realiteten ikke parat til at tage imod den. Politikere der råber op om mangel på arbejdskraft gør ikke det rigtige for at tilvejebringe den. De viser ikke vejen, men støtter virksomhedernes vanetankegang og begrænsende traditionalisme (som jo ikke har noget at gøre med tradition!).

Jeg tror at direktøren har sværere ved at acceptere akademikerens viden og idérigdom end akademikeren har vilje til at omstille sig og lære hvordan en virksomhed fungerer. Det siger jeg også fordi marketingstankegangen er så udbredt i både medierne og politikken at akademikeren simpelthen kender denne tankegang meget bedre end omvendt.

Hvis regeringen mente noget med deres arbejdsmarkedspolitk, ville de ikke kun retorisk vise veneration for akademikere, men også vise det i deres handlinger. Den måde regeringen taler på, dens politik og kommunikation levner ikke meget rum til hverken kreativitet, faglighed, mønsterbryderi, fordybelse, lødighed eller den frie tanke.

Selv om problemerne lige så meget har at gøre med en generel folkestemning og tidsånd, har de toneangivende politikere meget at skulle have sagt. De ville godt kunne sprede en stemning af uforfærdethed overfor den stigende konkurrence i stedet for at pakke deres frygt ind i strømlinede paradigmer og pseudoambitioner ('vi skal være verdens-bedste'-retorikken).

Politikerne er endda mere bange end det private erhvervsliv for eksperimenterende kultur, utraditionelle tanker – og fri forskning. Det burde være omvendt.

Det koster at satse på denne måde. På det nationale såvel som det private budget. Der kan slås mange skæverter, men det modsatte, at være bange for det anderledes, for faglige og menneskelige krydsninger, for eksperimenterne, er i bund og grund at give op.

Selv om det går godt i Danmark – økonomisk set -, er der ikke meget der tyder på at det bliver ved, når man ser hvor bange det danske arbejdsmarked er for den arbejdskraft, der reelt set står parat til at blive brugt.