Sjette rejsebrev fra Italien
Kære Frederik,
I dag er det d. 18. maj - og ikke kun årsdagen for urolighederne på Nørrebro efter EU-afstemningen om Edingburg, men også årsdagen for afleveringen af mit speciale om Thomas Manns Doktor Faustus. Det var i 1993. Altså fjorten år siden.
Forleden talte Rikke og jeg om den fornemmelse vi begge havde af at det allerede var lang tid siden Eja var taget afsted. I realiteten var det kun fire dage siden.
- Det viser hvor langsomt tiden går, sagde Rikke.
Men det viser vel også hvor hurtigt den går. Det går meget hurtigt at få en fornemmelse af at det er lang tid siden.
- Men tiden går også langsom, sagde Rikke, når kun fire dage kan føles som lang tid.
Tiden går altså både hurtigt og langsomt på samme tid. Sådan er også med 18. maj 1993. Jeg var på Nørrebro, på Fælledvej. Jeg gik sammen med nogen, var det mon Michael Nissen?, der var voldsomme uroligheder. Der var en slags barrikade tværs over Fælledvej, og jeg kan huske at jeg ikke rigtig kunne tage det alvorligt. Eller også at det dér ville jeg ikke være bange for. Vi passerede én med en brosten i hånden, og jeg sagde:
- Det der er sgu latterligt.
Hvortil den unge hætteklædte person galpede op som en hund, mere uartikuleret end velformuleret.
Det skulle jeg ikke nyde noget af. Min indre Jan Stage abdicerede på en studs, og vi gik ned ad Fælledvej og hjem.
Jeg kom jo også fra at have afleveret mit speciale, som det havde været en sej omgang at komme igennem. Af mange grunde. Jeg havde skrevet det i Berlin, hvor jeg samtidig skulle være udadvendt og opsøgende. Den indadsøgende bevægelse, som specialeskrivning er, og den udadvendte holdning, man bør have i en ny by - ikke mindst en by som Berlin, der i den grad er et overflødighedshorn af kulturelle tilbud - kolliderede, så jeg i en lang periode måtte sætte alle indtrykkene på plads med øl. Samtidig med at jeg tænkte: Det kunne være rart at kunne drikke øl uden at få tømmermænd, ergo må jeg drikke nogle flere for at vænne min krop til det, så den ikke reagerer så umodent: at give mig tømmermænd.
Ak ja, når jeg tænker tilbage på den tanke, er det unægtelig lang tid siden, så umodent den er tænkt. Men når jeg kaster et blik på nogle af de mange noter, jeg lavede i den tid, og ser hvor meget jeg nåede at få læst, set og hørt, ja, så overstiger det, hvad jeg har kapacitet til i dag. De ting jeg dengang skrev, er også nogle steder meget klogere end noget jeg ville kunne skrive i dag. På den led var jeg mere moden dengang. Fem år før Eja blev født.
Det havde også været en lang og sej proces at få specialet skrevet, og jeg kan huske at computerne var så langsomme og jeg var så utrænet i at bruge dem at det også gav en masse problemer. Da jeg skulle aflevere specialet, kom jeg ind på kontoret til teologisk fakultet, og sagde glædestrålende at nu kunne jeg aflevere mit speciale, hvortil sekretærerne sagde: godt, du kan bare lægge det i bakken der. - Længere var den ikke. Fladt og ufestligt. Der var ingen flag. Ingen dram. Ingen sang. Ingen knus og lykønskninger. - Det måtte jeg derfor have mig en øl eller flere på om aftenen.
Det er lang tid siden. Og så husker jeg det som var det igår. Selvom jeg har glemt en række ting. Men det har jeg også fra igår.
Jeg kan huske at jeg til morgenmaden sagde at hvis vi kommer afsted klokken halv elleve, vil vi være i Nice klokken halv et.
- Hvorfor klokken halv elleve, hvorfor ikke klokken ti, sagde Rikke.
- Okay, lad os tage afsted klokken ti.
Da vi klokken 10.26 kørte ud af den fjernstyrede port, skulle vi lige købe ind til om aftenen. Så vi var i Nice klokken et eller andet, - jeg kan ikke huske det.
Vi sigtede mod Musée d'Art Moderne, som vi beså med Hannah skiftevis i babybjørnen og i favnen. Da vi kom ud derfra, slog det os hvor forskelligt de værker alligevel var, selv om de er lavet indenfor en - i hvert fald i kunsthistorisk perspektiv - kort periode, nemlig fra omkring 1960 og fremefter. Museet, der er fra 1990 og som navnet antyder, er koncentreret om moderne kunst, dvs. ny realisme, pop art, amerikansk abstraktion, assemblage og mere til. Det er sjældent at man dykker ned i en anden epoke og oplever så mange forskellige slags udtryk - og det siger jeg ikke kun fordi vi er tættere på disse moderne udtryk, ej heller, tror jeg, fordi det historiske filter endnu ikke har homogeniseret vor tids kunst, men fordi vores tid simpelthen er mere forskelligartet. På særudstillingen, der - noget plat - hed Nice to meet you, var der både computergenereret kunst, video, foto, installation, tegninger (med tush og akvarel, Béatrice Cussol) og skulpturer. Der var et fuldstændigt hvidt rum lavet af Berdaguer & Påejus, der hed: Psychoarchitecture, 2007. Fire-fem huse, helt i hvidt, på sokler, der hvilede på noget hvidt gummi-lignende materiale omringet af hvide vægge. Man missede helt med øjnene. Sjælehuse. Synliggørelse af det usynlige indre.
- Hvilket hus er du? spurgte Rikke.
- Hmm, det der, sagde jeg og pegede på et hus, der lignede en en høj firkantet sko. - Nej, jeg mener det der, sagde jeg og pegede på en større villaformet bygning, der stod og balancerede på en lang snoet og bugtet slangelignende muskel.
- De er ligesom to helt forskellige huse, sagde hun og gik ud af rummet.
- Hvilket hus er du? spurgte jeg, men da var hun gået.
Nu bliver jeg afbrudt. Brevet er slut. Jeg vender tilbage. Men vender jeg mon nogensinde tilbage til sjælehusene? Måske. Måske om fjorten år. Vil de så stadig være der? Sikkert - for fjorten år går jo hurtigt. Det er jo lige om lidt. Så jeg kan få svar på mit spørgsmål. Hvis jeg da ikke selv har tegnet et hus til hendes sjæl. For er det ikke det man gør, når lever sammen? Bygger sjælehuse til hinanden.
Lange hilsener fra
Du ved nok.
torsdag, maj 24, 2007
Femte rejsebrev fra Italien
Kære Henrik,
Det er eftermiddag og ude i horisonten rumler det. Fra øst kværnes der sten langt over skyerne. Tunge fælge trækker op til at køre henover den skyfri himmel, som hænger over Finale lige nu. Det har rumlet en halv til en hel time nu - og alligevel er Rikke gået ned til byen. Hun havde behov for at gå. Pludselig kan regnen komme. Styrtgrædende som Hannah - og lige så hurtig kan den holde op. Det har trukket op hele dagen. Det har været stillestående varmt. Måske det var grunden til at det var så svært at stå op. Dog spillede det også ind at vi igår kørte til Nice og tilbage. En fire timers biltur, hvor man skal holde tungen lige i munden, fordi vejbanerne er smalle, trafikken er tæt og alle kører hurtigt. Igennem tunneler og over broer med hundreder meter ned, store sving først til den ene side, så til den anden. Lastbilerne ligger tæt i højre bane og firehjulstrækkerne kommer helt op i røven på én med blinkende venstrelygte. Igår så vi også en Ferrari - det er ikke sjældent - som var helt oppe og snuse til en udstødning; venstrelygten blinkede meget utålmodigt (er der mon forskellige indstillinger til dette lys?), og da bilen foran ikke reagerede på dette signal, tog han den bare indenom.
- Det var en Brian, sagde Ole.
Hvis ikke det var en kvinde!, sagde Rikke.
- Okay, så er det i orden, blev vi enige om.
Pludselig var vi alene igen. Vi har haft besøg i seks dage af Rikkes mor og mormand. Mormor Ole kalder vi ham. Han er jo ikke morfar og han hedder Ole. Når man får besøg, låner man andres blikke. Selv om vi ikke er smeltet sammen med landskabet her (det tager mindst 27 år, såvidt Per Højholt), så er det os der tager imod, os der bor her, og derfor også os der allerede har fået skruet nogle briller på. Selv om det hele stadig ligger åbent som en kløft, parat til at blive erobret, og vores daglige besøg lader landskabet helt uberørt, mens vi stiger ombord i sengen efter dage fulde af forsøg på at trænge ind i dette landskab. Forslugen, appetittelig, tørsten og sulten efter at smelte sammen; utålmodig, trippende og foroverbøjet står han på klippen og skuer ned igennem dalen, ned til havet, flyveklar, klar til at indtage jorden igennem luften; disproportioneret forhold mellem tiden på jorden og appetitten på jorden. Små skridt. Vi læner os tilbage i vores manglende fortrolighed, griber fat om et strå og lader os flyde med. Terrasserne, lyset og lydene kender vi altså med et par ugers forspring, og vi går rundt og tror at vi kender det hele. Slår armene ud til højre og til venstre og leder mine svigerforældre rundt som om vi har boet her en menneskealder. De låner os deres blikke, og vi ser det hele på en lidt anden måde. Den vane der allerede efter et par uger har sneget sig ind, bliver sat i relief.
Nu kan jeg mærke dråber. Cementblanderen kører og kværner, så det snart står efter med vand. Dér satte en lille flue sig på min trøje - dens vinger glimtede af noget fugtigt.
Vi tog op til borgen på den anden bjergkam, som ligger lige overfor os. Da vi kom helt derop, var der en rusten jernlåge med hængelås og i væggen til højre sad der en - dørtelefon. Det var privat. Der boede ikke nogen. Der var ikke noget tag noget sted, men en dørtelefon var installeret.
Den anden dag kørte vi til Castel Vecchio, en middelalderby temmelig højt placeret med udsigt langt langt ned imellem de tæt bevoksede bjergsider. Her levede og døde Bjørn Afzelius. På en lille eng, hvor der sad nogle og talte sammen som om verdens fortrædeligheder kun var noget man havde hørt om fra en fjern radiosender, stod et digt af Afzelius indridset i en kobberplade: Guarda, che manto di stelle! / Senti, le carezze di vento! / E` notte, e` notte in Liguria! / Vieni, dormiami all'aperto! // Il vecchio Castello de Rocca Barbena / e` la`ad aspettare il nostro risveglio / Nessuno sapra` mai, le cose che ha visto / il vecchio Castello di Rocca Barbena.
Man parkerede bilen før man gik videre ind i byen. Gaderne var både for små og for stejle til biler. Over alle gyder sad der disse karakteristiske buer, der forbinder husene, som for at holde på dem - eller fordi man har kunnet lide fornemmelsen af at gå igennem porte, for det giver en port-fornemmelse, lige meget hvor man kigger hen. Til siden. Hovedgaden, der næppe var bredere end to mand tilsammen kunne strække arme og nå fra højre til venstre side, havde ikke disse buer, men derimod vinduer ud imod sig med skodder, der holdt hemmeligt liv skjult. Sidegaderne var snoede, så man ikke kunne se til bunds. Lys kunne næsten ikke nå ned, det var de for smalle til. Underlaget var knobret, som om stenene ikke var trådt ned, men snarere havde rejst sig efter århundreder.
Her holdt Josephine og Isak bryllupsmiddag. Det må have været smukt. Over fyrre mennesker til middag på engen her, med udsigt ud over bjergene, der denne dag stod i svag blå kontur mod en skarp eftermiddagssol, men den dag må have været beklædt med sølvstænk og træer, der lavede bølge for bryllupsparret; hvide duge, kandelabre, vin i mængder, kød, jakkesæt, kjoler og elskelige taler, lys i træerne, musikanter og gamle damer i sort, der kniber en tåre, børn der leger og mødre, der pylrer, helstegt pattegris og dunken i blodet, mascara og sved på overlæben, kavalergange og fjeder i haserne, hvide tænder, smurte struber og øjne som diamanter. Måske har det været sådan, dette bryllup, sådan forestillede jeg mig det med det sceneri og alle de italienske film spøgende i baggrunden.
Pludselig var vi alene. Vi omfavnede og sagde farvel, og kørte hjemad igen. Da vi så skiltet mod Monaco, drejede vi af. Og da vi så skiltet med Grand Prix, drejede vi også af der. Pludselig stod vi omgivet af reklamer på bannere for Johnny Walker og Marlboro og ikke længe efter kørte vi ikke længere på vejen, men på banen. Siderne havde autoværn og der var reklamer på siderne. Kunne jeg ikke også genkende dette sving fra fjernsynet! Det er i næste weekend at de kører. I selve Monte Carlo kunne vi ikke holde øjnene for os selv, fordi der var så mange mennesker der lagde beslag på dem. Åbne sportsvogne, glimtende smykker, solbriller og dyre kjoler, jakkesæt og smarte lystyacht-gutter, hvis flydende palæer vi pludseligt var iblandt. Langs Herkules-kajen, som den hedder, gled vores lille Ford Fokus så vores blikke blev helt defokuseret af al den rigdom, af alle disse kæmpe lystyachter, nogle med palmer ombord, høje som en fireetagers ejendom og unge atletiske sejlertyper med hård og guld på brystet, der så helt disproportioneret ud i de omgivelser dér: for små simpelthen - på samme måde som en pilot er for lille til at overbevise én om at det faktisk er ham der styrer et fly, og så helt deroppe fra spidsen: med den tunge betydning han har for flyvningen, må da i det mindste være placeret i midten. For balancens skyld. Ingen kiggede. Alle ville kigges på.
Vi holdt nålen i rillen og kørte ikke i grøften, men endte i Menton, en pensionistby lidt længere nede af kysten. Spiste og badede. Der kom et ældre ægtepar hen og beundrede Hannah.
- Børn bevæger sig mere i dag, sagde den ældre herre med hvid sixpence på og med en bred sydfransk dialekt. - Da vi var små, blev vi placeret imellem vores forældres ben og måtte ikke røre os.
- Bon continuation, sagde konen, og kunne ikke løsrive sig. Hun fik bon continuation adskillige gange uden at komme ud af flækken. Til sidst sagde hun 'bon continuation' og kontinuerede videre langs kysten.
Det samme gjorde vi - i modsat retning.
Servus fra
Du ved nok.
Kære Henrik,
Det er eftermiddag og ude i horisonten rumler det. Fra øst kværnes der sten langt over skyerne. Tunge fælge trækker op til at køre henover den skyfri himmel, som hænger over Finale lige nu. Det har rumlet en halv til en hel time nu - og alligevel er Rikke gået ned til byen. Hun havde behov for at gå. Pludselig kan regnen komme. Styrtgrædende som Hannah - og lige så hurtig kan den holde op. Det har trukket op hele dagen. Det har været stillestående varmt. Måske det var grunden til at det var så svært at stå op. Dog spillede det også ind at vi igår kørte til Nice og tilbage. En fire timers biltur, hvor man skal holde tungen lige i munden, fordi vejbanerne er smalle, trafikken er tæt og alle kører hurtigt. Igennem tunneler og over broer med hundreder meter ned, store sving først til den ene side, så til den anden. Lastbilerne ligger tæt i højre bane og firehjulstrækkerne kommer helt op i røven på én med blinkende venstrelygte. Igår så vi også en Ferrari - det er ikke sjældent - som var helt oppe og snuse til en udstødning; venstrelygten blinkede meget utålmodigt (er der mon forskellige indstillinger til dette lys?), og da bilen foran ikke reagerede på dette signal, tog han den bare indenom.
- Det var en Brian, sagde Ole.
Hvis ikke det var en kvinde!, sagde Rikke.
- Okay, så er det i orden, blev vi enige om.
Pludselig var vi alene igen. Vi har haft besøg i seks dage af Rikkes mor og mormand. Mormor Ole kalder vi ham. Han er jo ikke morfar og han hedder Ole. Når man får besøg, låner man andres blikke. Selv om vi ikke er smeltet sammen med landskabet her (det tager mindst 27 år, såvidt Per Højholt), så er det os der tager imod, os der bor her, og derfor også os der allerede har fået skruet nogle briller på. Selv om det hele stadig ligger åbent som en kløft, parat til at blive erobret, og vores daglige besøg lader landskabet helt uberørt, mens vi stiger ombord i sengen efter dage fulde af forsøg på at trænge ind i dette landskab. Forslugen, appetittelig, tørsten og sulten efter at smelte sammen; utålmodig, trippende og foroverbøjet står han på klippen og skuer ned igennem dalen, ned til havet, flyveklar, klar til at indtage jorden igennem luften; disproportioneret forhold mellem tiden på jorden og appetitten på jorden. Små skridt. Vi læner os tilbage i vores manglende fortrolighed, griber fat om et strå og lader os flyde med. Terrasserne, lyset og lydene kender vi altså med et par ugers forspring, og vi går rundt og tror at vi kender det hele. Slår armene ud til højre og til venstre og leder mine svigerforældre rundt som om vi har boet her en menneskealder. De låner os deres blikke, og vi ser det hele på en lidt anden måde. Den vane der allerede efter et par uger har sneget sig ind, bliver sat i relief.
Nu kan jeg mærke dråber. Cementblanderen kører og kværner, så det snart står efter med vand. Dér satte en lille flue sig på min trøje - dens vinger glimtede af noget fugtigt.
Vi tog op til borgen på den anden bjergkam, som ligger lige overfor os. Da vi kom helt derop, var der en rusten jernlåge med hængelås og i væggen til højre sad der en - dørtelefon. Det var privat. Der boede ikke nogen. Der var ikke noget tag noget sted, men en dørtelefon var installeret.
Den anden dag kørte vi til Castel Vecchio, en middelalderby temmelig højt placeret med udsigt langt langt ned imellem de tæt bevoksede bjergsider. Her levede og døde Bjørn Afzelius. På en lille eng, hvor der sad nogle og talte sammen som om verdens fortrædeligheder kun var noget man havde hørt om fra en fjern radiosender, stod et digt af Afzelius indridset i en kobberplade: Guarda, che manto di stelle! / Senti, le carezze di vento! / E` notte, e` notte in Liguria! / Vieni, dormiami all'aperto! // Il vecchio Castello de Rocca Barbena / e` la`ad aspettare il nostro risveglio / Nessuno sapra` mai, le cose che ha visto / il vecchio Castello di Rocca Barbena.
Man parkerede bilen før man gik videre ind i byen. Gaderne var både for små og for stejle til biler. Over alle gyder sad der disse karakteristiske buer, der forbinder husene, som for at holde på dem - eller fordi man har kunnet lide fornemmelsen af at gå igennem porte, for det giver en port-fornemmelse, lige meget hvor man kigger hen. Til siden. Hovedgaden, der næppe var bredere end to mand tilsammen kunne strække arme og nå fra højre til venstre side, havde ikke disse buer, men derimod vinduer ud imod sig med skodder, der holdt hemmeligt liv skjult. Sidegaderne var snoede, så man ikke kunne se til bunds. Lys kunne næsten ikke nå ned, det var de for smalle til. Underlaget var knobret, som om stenene ikke var trådt ned, men snarere havde rejst sig efter århundreder.
Her holdt Josephine og Isak bryllupsmiddag. Det må have været smukt. Over fyrre mennesker til middag på engen her, med udsigt ud over bjergene, der denne dag stod i svag blå kontur mod en skarp eftermiddagssol, men den dag må have været beklædt med sølvstænk og træer, der lavede bølge for bryllupsparret; hvide duge, kandelabre, vin i mængder, kød, jakkesæt, kjoler og elskelige taler, lys i træerne, musikanter og gamle damer i sort, der kniber en tåre, børn der leger og mødre, der pylrer, helstegt pattegris og dunken i blodet, mascara og sved på overlæben, kavalergange og fjeder i haserne, hvide tænder, smurte struber og øjne som diamanter. Måske har det været sådan, dette bryllup, sådan forestillede jeg mig det med det sceneri og alle de italienske film spøgende i baggrunden.
Pludselig var vi alene. Vi omfavnede og sagde farvel, og kørte hjemad igen. Da vi så skiltet mod Monaco, drejede vi af. Og da vi så skiltet med Grand Prix, drejede vi også af der. Pludselig stod vi omgivet af reklamer på bannere for Johnny Walker og Marlboro og ikke længe efter kørte vi ikke længere på vejen, men på banen. Siderne havde autoværn og der var reklamer på siderne. Kunne jeg ikke også genkende dette sving fra fjernsynet! Det er i næste weekend at de kører. I selve Monte Carlo kunne vi ikke holde øjnene for os selv, fordi der var så mange mennesker der lagde beslag på dem. Åbne sportsvogne, glimtende smykker, solbriller og dyre kjoler, jakkesæt og smarte lystyacht-gutter, hvis flydende palæer vi pludseligt var iblandt. Langs Herkules-kajen, som den hedder, gled vores lille Ford Fokus så vores blikke blev helt defokuseret af al den rigdom, af alle disse kæmpe lystyachter, nogle med palmer ombord, høje som en fireetagers ejendom og unge atletiske sejlertyper med hård og guld på brystet, der så helt disproportioneret ud i de omgivelser dér: for små simpelthen - på samme måde som en pilot er for lille til at overbevise én om at det faktisk er ham der styrer et fly, og så helt deroppe fra spidsen: med den tunge betydning han har for flyvningen, må da i det mindste være placeret i midten. For balancens skyld. Ingen kiggede. Alle ville kigges på.
Vi holdt nålen i rillen og kørte ikke i grøften, men endte i Menton, en pensionistby lidt længere nede af kysten. Spiste og badede. Der kom et ældre ægtepar hen og beundrede Hannah.
- Børn bevæger sig mere i dag, sagde den ældre herre med hvid sixpence på og med en bred sydfransk dialekt. - Da vi var små, blev vi placeret imellem vores forældres ben og måtte ikke røre os.
- Bon continuation, sagde konen, og kunne ikke løsrive sig. Hun fik bon continuation adskillige gange uden at komme ud af flækken. Til sidst sagde hun 'bon continuation' og kontinuerede videre langs kysten.
Det samme gjorde vi - i modsat retning.
Servus fra
Du ved nok.
Fjerde rejsebrev fra Italien
Kære Marianne,
Der ingen der kan beskrive Italien som Fellini. Dét er Italien. Simpelthen, du. Da vi var i Nice forleden, købte vi Amacord, og det er jo et festfyrværkeri. Det bobler af liv og alt muligt dejligt. Erotik, Marianne. Det er også hvad det er. Jeg nu ikke hvor meget erotik, der lige er i Finale Ligure. Det er jo mest gamle mennesker, du ved. Vel lidt som i Nice, der dog også har nogle unge her og der. Det findes også i Finale, men de er jo kiksede. Det er jo ikke ligefrem nogle man vender nakken af led af, du forstår hvad jeg mener, Marianne. Men hos Fellini er der jo hele tiden erotik. Drenget, vil jeg sige, store babser og måse, og Volpina, ludderen i den lille by, der i øvrigt nok er den mindst erotiske af dem alle, men stjernen i byen, klædt i rød stram kjole, som vi ser helt tæt på, og så kommer der pludselig en hestevogn med kvinder, der for et øjeblik tager opmærksomheden fra hende. Det får vi nok at høre for. Ja, vi måtte slukke computeren efter en time, den er ikke for lang, men vi var for trætte.
Vi havde spist middag i Finale Marina. Vi var de eneste på restauranten, og klokken var næsten syv. I foregårs gik vi igennem Final Borgo - middelalderdelen af Finale - og på det tidspunkt sad alle de lokale på restauranterne. Turisterne bliver spist af, og så kommer lokalbefolkningen ud. Men det var nu ikke det bedste måltid. I det hele taget har vi været lidt uheldige med vores restaurantsbesøg. Alle har sagt at man spiser uforligneligt i Italien, lige meget hvor. Men vi har faktisk præsteret at lave bedre mad hjemme - af alle de lækre råvarer og andre ting, man kan få i Coop-supermercato - end den de professionelle kokke laver på restauranterne. Vi har måske været uheldige. Men den spada - sværdfisk - jeg fik igår, blev serveret uden noget andet end en kvart citron ved halen. Nok var den ikke rå, men det var råt serveret. Det var lige lidt for meget for mig, Marianne. Og så tager jeg mig til portemonnaien: 10 Euro for sådan en sag, det synes jeg altså er for meget, Marianne.
Som primi - som ikke er en forret, men noget man tager før hovedretten, der logisk nok hedder secundi - fik jeg gnocchi. Jeg måtte jo smage det, jeg tidligere har kritiseret, og jeg havde ret. Det havde jeg faktisk, Marianne. Det var ikke rigtig pasta. Det burde forbydes. Nu var den altså temmelig gennemkogt, men det hører ikke til min livret. Men de tortellini som vi købte i Coop forleden og serverede med nogle tomater, basilikum, ristede pinjekerner, lidt olivenolie og balsamico, det var godt. Det er jo en klassiker, og selv om vi har spist den mange gange derhjemme, smager den helt anderledes her. Nu er det også friske tortellinier, og tomaterne smager jo som noget en tomatbonde har brugt 500 år på at fremavle: søde, uden at blive kvalme, friske, pikante og bare drønmeget af tomat. De har nogle specielle tomater hernede, der på overfladen ligner nogle sammenrullede larvefødder af grøn plastik. Når man skærer dem igennem, er det som om der indeni dem ligger en rigtig tomat; altså en rød én. De er heller ikke værst. De er faktisk helt fantastiske.
Da vi gik igennem Final Borgo forleden nat, med kigget ned ad de smalle gader, der var oplyst af gult natlys, kom vi fra biblioteket. Et temmelig stort og flot bibliotek, må man nok sige. Her kunne vi komme på nettet og vi lånte en film, men den er kun på italiensk, så det gider vi ikke. Men vi lånte også La Bohême, den er nu skøn. Og der er også noget Italien over den. Jeg forstår ikke en dyt af teksten, men musikken kan man jo altid nyde. Vi spiller den på computeren, selv om de små højttalere jo ikke yder musikken retfærdighed, men det er bedre end ingenting, for musik kommer man hurtig til at savne.
Lille Hannah udvikler sig hver dag. Hun får vilje, vil noget, og vil noget nyt hele tiden. Hun vil underholdes. Hun vil have mad - og så skal det altså være NU. Hun havde været lidt umulig nogle dage, og så gav Rikke hende en flaske - midt på dagen. Det var helt imod reglerne, men det var et helt utroligt skift i humør, som den flaske udløste. Nu giver vi hende flaske to gange om dagen, og igår fik hun grød for første gang. Fem teskeer fulde. Det er jo meget. Måske det var derfor hun var så utrolig i nat. Rikke får ikke sovet meget, du kender det, Marianne, det trækker tænder ud. Jeg prøver at hjælpe hende så godt, jeg kan, men det er ikke altid lige let. Ak ja, de børn.
Der skal dog ikke herske tvivl om at hun for det meste er glad, grinende, nysgerrig, - og når hun er utilfreds, ja, så er det jo også et sundhedstegn. Jeg tumler med hende, drejer hende frem og tilbage på sengen, det kan hun godt li'. Jeg tager lidt hårdere fat end Rikke.
Nå, men det er sikkert drønkedeligt at høre om andres børn. Jeg slutter nu - tager mig en kop te, selv om jeg har mere lyst til kaffe, men den kaffe vrider på den anden side også min hjerne af led, så deeeettt....
Kærlig hilsen,
Du ved nok
Kære Marianne,
Der ingen der kan beskrive Italien som Fellini. Dét er Italien. Simpelthen, du. Da vi var i Nice forleden, købte vi Amacord, og det er jo et festfyrværkeri. Det bobler af liv og alt muligt dejligt. Erotik, Marianne. Det er også hvad det er. Jeg nu ikke hvor meget erotik, der lige er i Finale Ligure. Det er jo mest gamle mennesker, du ved. Vel lidt som i Nice, der dog også har nogle unge her og der. Det findes også i Finale, men de er jo kiksede. Det er jo ikke ligefrem nogle man vender nakken af led af, du forstår hvad jeg mener, Marianne. Men hos Fellini er der jo hele tiden erotik. Drenget, vil jeg sige, store babser og måse, og Volpina, ludderen i den lille by, der i øvrigt nok er den mindst erotiske af dem alle, men stjernen i byen, klædt i rød stram kjole, som vi ser helt tæt på, og så kommer der pludselig en hestevogn med kvinder, der for et øjeblik tager opmærksomheden fra hende. Det får vi nok at høre for. Ja, vi måtte slukke computeren efter en time, den er ikke for lang, men vi var for trætte.
Vi havde spist middag i Finale Marina. Vi var de eneste på restauranten, og klokken var næsten syv. I foregårs gik vi igennem Final Borgo - middelalderdelen af Finale - og på det tidspunkt sad alle de lokale på restauranterne. Turisterne bliver spist af, og så kommer lokalbefolkningen ud. Men det var nu ikke det bedste måltid. I det hele taget har vi været lidt uheldige med vores restaurantsbesøg. Alle har sagt at man spiser uforligneligt i Italien, lige meget hvor. Men vi har faktisk præsteret at lave bedre mad hjemme - af alle de lækre råvarer og andre ting, man kan få i Coop-supermercato - end den de professionelle kokke laver på restauranterne. Vi har måske været uheldige. Men den spada - sværdfisk - jeg fik igår, blev serveret uden noget andet end en kvart citron ved halen. Nok var den ikke rå, men det var råt serveret. Det var lige lidt for meget for mig, Marianne. Og så tager jeg mig til portemonnaien: 10 Euro for sådan en sag, det synes jeg altså er for meget, Marianne.
Som primi - som ikke er en forret, men noget man tager før hovedretten, der logisk nok hedder secundi - fik jeg gnocchi. Jeg måtte jo smage det, jeg tidligere har kritiseret, og jeg havde ret. Det havde jeg faktisk, Marianne. Det var ikke rigtig pasta. Det burde forbydes. Nu var den altså temmelig gennemkogt, men det hører ikke til min livret. Men de tortellini som vi købte i Coop forleden og serverede med nogle tomater, basilikum, ristede pinjekerner, lidt olivenolie og balsamico, det var godt. Det er jo en klassiker, og selv om vi har spist den mange gange derhjemme, smager den helt anderledes her. Nu er det også friske tortellinier, og tomaterne smager jo som noget en tomatbonde har brugt 500 år på at fremavle: søde, uden at blive kvalme, friske, pikante og bare drønmeget af tomat. De har nogle specielle tomater hernede, der på overfladen ligner nogle sammenrullede larvefødder af grøn plastik. Når man skærer dem igennem, er det som om der indeni dem ligger en rigtig tomat; altså en rød én. De er heller ikke værst. De er faktisk helt fantastiske.
Da vi gik igennem Final Borgo forleden nat, med kigget ned ad de smalle gader, der var oplyst af gult natlys, kom vi fra biblioteket. Et temmelig stort og flot bibliotek, må man nok sige. Her kunne vi komme på nettet og vi lånte en film, men den er kun på italiensk, så det gider vi ikke. Men vi lånte også La Bohême, den er nu skøn. Og der er også noget Italien over den. Jeg forstår ikke en dyt af teksten, men musikken kan man jo altid nyde. Vi spiller den på computeren, selv om de små højttalere jo ikke yder musikken retfærdighed, men det er bedre end ingenting, for musik kommer man hurtig til at savne.
Lille Hannah udvikler sig hver dag. Hun får vilje, vil noget, og vil noget nyt hele tiden. Hun vil underholdes. Hun vil have mad - og så skal det altså være NU. Hun havde været lidt umulig nogle dage, og så gav Rikke hende en flaske - midt på dagen. Det var helt imod reglerne, men det var et helt utroligt skift i humør, som den flaske udløste. Nu giver vi hende flaske to gange om dagen, og igår fik hun grød for første gang. Fem teskeer fulde. Det er jo meget. Måske det var derfor hun var så utrolig i nat. Rikke får ikke sovet meget, du kender det, Marianne, det trækker tænder ud. Jeg prøver at hjælpe hende så godt, jeg kan, men det er ikke altid lige let. Ak ja, de børn.
Der skal dog ikke herske tvivl om at hun for det meste er glad, grinende, nysgerrig, - og når hun er utilfreds, ja, så er det jo også et sundhedstegn. Jeg tumler med hende, drejer hende frem og tilbage på sengen, det kan hun godt li'. Jeg tager lidt hårdere fat end Rikke.
Nå, men det er sikkert drønkedeligt at høre om andres børn. Jeg slutter nu - tager mig en kop te, selv om jeg har mere lyst til kaffe, men den kaffe vrider på den anden side også min hjerne af led, så deeeettt....
Kærlig hilsen,
Du ved nok
Tredje rejsebrev fra Italien
Kære Henrik,
Under min computer her ligger der kanel, peberkorn, muskatnød, pimenton, anis, tørrede laurbærblade, grønne peberkorn, chili og mere til, men intet dufter, for det er dugen jeg ser på. Den kan vaskes af med en klud uden at nogen krydderier forsvinder. Der står lyserøde hortensiaer i en blå kande - de dufter, de er virkelige - og to stearinlys, der til forveksling ligner alterlys.Vi betalte en formue for nogle andre stearinlys forleden. Det er ikke noget man bruger i hjemmet - kun i kirken. De må have troet vi var en frikirke. Det bløde skær, som stearinlys giver, kunne ellers godt klæde dette hus, der kun er lyst op af nøgne pærer, der ikke engang har en lampe at hænge i. De hænger ud fra væggen i ledningen som en mand man har glemt i galgen.
Over mig hænger der bærende bjælker fra 1500-tallet og tværbjælker fra sidste årti. Vinduerne må være fra Berlusconis tid - de er lige så glatte og hvide som hans tænder - men de sidder i mure fra dengang Michelangelo levede. De er kalket hvide og giver hvidt ekko, når man skriger.
Jeg er rykket udenfor på en af terrasserne. Kirsebrætræet kaster en skygge der slæber sig over det brune træbord som en stor gennemsigtig snegl. Glasset med vand fra igår er blevet fire insekters grav. En gul tung rose på et lille rosentræ åbner sine kronblade mod formiddagssolen som en baby - uden at ænse hvordan den kaster en skygge over dens søster, der med indfaldne blade hænger med hovedet, som om den er tørstig efter at kysse jorden.
Ukrudtet skyder op langs den faldefærdige mur, som stærke gevækster også har boret sig ind i; og på trods af tyngdekraften knejser de opad langs muren, som om de har det bedst ved langsomt at sprænge muren og kile sig ind i alle sammenføjninger. Den smuldrende cement sidder stadig i øer over de råt tilhuggede sten, der afsætter blod såsnart man rører dem.
Der går nogle ensomme mænd rundt blandt oliventræerne på terrassen på den anden bjergskråning. Han har en blød blå hat på og sammensunkne skuldre. Nede i dalen går der nogle andre gamle mennesker og rytter op blandt vinstokkene.
Vi er endt i en by fuld af gamle mennesker. Hovedet på dem er faldet lidt forover, mens tandkødet er krøbet opad. Gangen er slæbende, mens blikket følger fødderne som for at sikre sig at de faktisk bevæger sig. Halvdelen af indbyggerne kører i rullestol, mens den anden halvdel kører rullestolene. I weekenden springer de unge ud. På de små striber offentlig strand, der er presset ind imellem betalingsstederne, blev hver en centimeter sidste søndag dækket af nøgen hud på nær et par promille nylon. Kvinderne lå på maven og lod sig varme af solen og mændenes blikke. Selvfølgelig var der ikke nogen topløse, så alle kvindernes kvindelighed blev endnu mere udstillet. De topløse mænd stod i strandkanten og mens de snakkede med hinanden lod de en hånd køre over deres bryst. En teenager med for lille bh tog en flaske med vand og hældte den ud over en dreng, der spjæt-rejste sig op og gav tilbage med samme mønt. Under hvin og skrig. Behændigt uden at forstyrre nogle andre. På kolonnaden bag alle de glinsende huder stod nogle afrikanere med poser fulde af syntetiske varer, som de faldbød de forbipasserende.
Finale Marina: De snævre gader med sine middelalderlige dimensioner, de skæve huse, de krakkelerede facader, vasketøjet der hænger udenfor vinduer under vægkrukkerne med blomster, der krænger sig udover kanten, de små butikker, der med sine næsten-lækre varer, leger storby, isbaren på hjørnet, der laver de bedste is på kontinentet. Så er der netcafeen ikke langt fra stationen, hvor den kvindelige bartender prøver at overdøve porcelænets hvin og klirren og en mand kommer ind og ud under stor ståhej, med alvorlig og ophidset mine, går ud og kommer ind igen, afleverer nogle replikker for derefter at gå ud og komme ind igen for at aflevere fortsættelsen til det, han lige kom fra. Senere er han ved stationen, hvor han også går fra ét sted til et andet for at aflevere nogle vigtige sætninger. Og han er ved isbaren, hvor han også siger noget indispensabelt for - som et postbud uden breve - at løbe videre til næste ubestemmelige destination.
Himlen er så klar idag. Der er en ensom sky, der kigger ned på den ensomme bonde. Den er flækket midt over som pletten her på muren. Bjergkammen står skarpt som et knivsæg i dette lys, en knivsæg der skærer fra sig. Den store ætsende appelsin på den azurblå himmelsilke sprøjter synlighed ned over jordens ansigter, så appelsinerne på træerne udenfor vinduerne bliver alt for hurtigt modne og falder til jorden som spildte liv. Cypressen står så høj og strunk og overfalder blikket med sin nærhed. Den frodige søjles balanceakt overdøver i al sin tavshed det rodløse knoglekarneval der sætter maske på maske for at dække over tomheden. Jeg ved ikke hvilken én af maskerne, der skriver disse ord. Men solen skjuler også - alle stjernerne, der høfligt må fortrække, når denne stjernetonser over dem alle buldrer frem over himlen og udraderer alle sine søskende i timevis. Om dagen er der kun plads til én stjerne - derfor er natten så smuk: der kan alle stjernerne være med.
Du er også med i det, jeg skriver, Henrik.
Fra
Du ved nok.
Kære Henrik,
Under min computer her ligger der kanel, peberkorn, muskatnød, pimenton, anis, tørrede laurbærblade, grønne peberkorn, chili og mere til, men intet dufter, for det er dugen jeg ser på. Den kan vaskes af med en klud uden at nogen krydderier forsvinder. Der står lyserøde hortensiaer i en blå kande - de dufter, de er virkelige - og to stearinlys, der til forveksling ligner alterlys.Vi betalte en formue for nogle andre stearinlys forleden. Det er ikke noget man bruger i hjemmet - kun i kirken. De må have troet vi var en frikirke. Det bløde skær, som stearinlys giver, kunne ellers godt klæde dette hus, der kun er lyst op af nøgne pærer, der ikke engang har en lampe at hænge i. De hænger ud fra væggen i ledningen som en mand man har glemt i galgen.
Over mig hænger der bærende bjælker fra 1500-tallet og tværbjælker fra sidste årti. Vinduerne må være fra Berlusconis tid - de er lige så glatte og hvide som hans tænder - men de sidder i mure fra dengang Michelangelo levede. De er kalket hvide og giver hvidt ekko, når man skriger.
Jeg er rykket udenfor på en af terrasserne. Kirsebrætræet kaster en skygge der slæber sig over det brune træbord som en stor gennemsigtig snegl. Glasset med vand fra igår er blevet fire insekters grav. En gul tung rose på et lille rosentræ åbner sine kronblade mod formiddagssolen som en baby - uden at ænse hvordan den kaster en skygge over dens søster, der med indfaldne blade hænger med hovedet, som om den er tørstig efter at kysse jorden.
Ukrudtet skyder op langs den faldefærdige mur, som stærke gevækster også har boret sig ind i; og på trods af tyngdekraften knejser de opad langs muren, som om de har det bedst ved langsomt at sprænge muren og kile sig ind i alle sammenføjninger. Den smuldrende cement sidder stadig i øer over de råt tilhuggede sten, der afsætter blod såsnart man rører dem.
Der går nogle ensomme mænd rundt blandt oliventræerne på terrassen på den anden bjergskråning. Han har en blød blå hat på og sammensunkne skuldre. Nede i dalen går der nogle andre gamle mennesker og rytter op blandt vinstokkene.
Vi er endt i en by fuld af gamle mennesker. Hovedet på dem er faldet lidt forover, mens tandkødet er krøbet opad. Gangen er slæbende, mens blikket følger fødderne som for at sikre sig at de faktisk bevæger sig. Halvdelen af indbyggerne kører i rullestol, mens den anden halvdel kører rullestolene. I weekenden springer de unge ud. På de små striber offentlig strand, der er presset ind imellem betalingsstederne, blev hver en centimeter sidste søndag dækket af nøgen hud på nær et par promille nylon. Kvinderne lå på maven og lod sig varme af solen og mændenes blikke. Selvfølgelig var der ikke nogen topløse, så alle kvindernes kvindelighed blev endnu mere udstillet. De topløse mænd stod i strandkanten og mens de snakkede med hinanden lod de en hånd køre over deres bryst. En teenager med for lille bh tog en flaske med vand og hældte den ud over en dreng, der spjæt-rejste sig op og gav tilbage med samme mønt. Under hvin og skrig. Behændigt uden at forstyrre nogle andre. På kolonnaden bag alle de glinsende huder stod nogle afrikanere med poser fulde af syntetiske varer, som de faldbød de forbipasserende.
Finale Marina: De snævre gader med sine middelalderlige dimensioner, de skæve huse, de krakkelerede facader, vasketøjet der hænger udenfor vinduer under vægkrukkerne med blomster, der krænger sig udover kanten, de små butikker, der med sine næsten-lækre varer, leger storby, isbaren på hjørnet, der laver de bedste is på kontinentet. Så er der netcafeen ikke langt fra stationen, hvor den kvindelige bartender prøver at overdøve porcelænets hvin og klirren og en mand kommer ind og ud under stor ståhej, med alvorlig og ophidset mine, går ud og kommer ind igen, afleverer nogle replikker for derefter at gå ud og komme ind igen for at aflevere fortsættelsen til det, han lige kom fra. Senere er han ved stationen, hvor han også går fra ét sted til et andet for at aflevere nogle vigtige sætninger. Og han er ved isbaren, hvor han også siger noget indispensabelt for - som et postbud uden breve - at løbe videre til næste ubestemmelige destination.
Himlen er så klar idag. Der er en ensom sky, der kigger ned på den ensomme bonde. Den er flækket midt over som pletten her på muren. Bjergkammen står skarpt som et knivsæg i dette lys, en knivsæg der skærer fra sig. Den store ætsende appelsin på den azurblå himmelsilke sprøjter synlighed ned over jordens ansigter, så appelsinerne på træerne udenfor vinduerne bliver alt for hurtigt modne og falder til jorden som spildte liv. Cypressen står så høj og strunk og overfalder blikket med sin nærhed. Den frodige søjles balanceakt overdøver i al sin tavshed det rodløse knoglekarneval der sætter maske på maske for at dække over tomheden. Jeg ved ikke hvilken én af maskerne, der skriver disse ord. Men solen skjuler også - alle stjernerne, der høfligt må fortrække, når denne stjernetonser over dem alle buldrer frem over himlen og udraderer alle sine søskende i timevis. Om dagen er der kun plads til én stjerne - derfor er natten så smuk: der kan alle stjernerne være med.
Du er også med i det, jeg skriver, Henrik.
Fra
Du ved nok.
Andet rejsebrev fra Italien (12. maj 2007)
Kære Frederik,
Ligesom George Sand skrev kærlighedsbreve til Alfred de Musset med den helt åbenlyse hensigt at bruge brevene til en bog, vil jeg også skrive et rejsebrev til dig med den helt åbenlyse hensigt at lægge den ud til offentlig beskuelse.
Villy Sørensen sagde engang at breve ikke må kopieres, det er jo en gave man giver til modtageren. Så det med at skrive breve med mellemlagspapir - du kan huske disse sorte tynde gennemslagspapirer, man brugte i ældgamle dage, sådan for ca. 20 år siden - er, mente han, omend ikke uanstændigt, så i hvert fald upassende.
Dét er også en udtalelse fra originalernes tid, dengang hvor en kopi altid var ringere end en original. Som om et brev kun er ægte, hvis det ikke er kopieret. Og helst håndskrevet. Men uanset hvad, så må man sige at opfattelsen af forholdet mellem original og kopi har ændret sig kraftigt med den digitale teknik, hvor originalen er identisk med kopien. Vi skriver jo også breve og mails på og via computer - her er der ikke længere tale om nogen original. Det gør selvfølgelig et håndskrevet brev endnu mere værd - og endnu mere kærkomment. Ikke desto mindre er der, når vi nu skriver breve på computer - og det gør jeg - ikke forskel på original og kopi. Mine mails bliver for eksempel autormatisk gemt i min sendt-mappe. Er mine mails mindre værd af den grund?
Det krukkede hos George Sand - og derfor også hos mig - er selvfølgelig at det, der er tænkt som en gave til den anden, i virkeligheden er en del af et personligt projekt; - der i sidste ende intet har at gøre med modtageren af brevet. Eller gaven. På den anden side kan modtageren også godt - og med god grund - blive smigret over at han netop er det objekt, igennem hvilket dét kommer frem, som er af interesse for flere.
Og til dem, der læser over skulderen på modtageren, ja, så er det jo ofte mindst lige så interessant at læse andres breve som at læse dem, der er stilet til én selv.
Et kærestepar. Et barn på fire måneder. En datter på otte et halvt. Væk i seks uger. Italien. 200 kvadratmeter. Stengulv og næsten ingen møbler. Det er situationen lige nu.
Igår sendte vi Eja hjem. Helt alene. Jeg har sovet med hende i elleve dage. Under samme tæppe. Når man på denne måde har været så tæt på hende, opleves det endnu mere tomt at være uden hende. Men hvordan må det ikke være for hende. For jeg lægger mig nu ind til Rikke i stedet for. Hun har ikke nogen at lægge sig ind til. Hun kommer hjem til sin egen køjeseng, hvor hun sover alene.
Vi har været udenfor stort set alle nyheder de sidste tolv dage. Det eneste vi ved er at Sargozy er blevet Frankrigs nye præsident, og at Naser Khader sammen med Gitte Seeberg, Anders Samuelsen og nu også Leif Mikkelsen (V) er gået sammen om at danne Ny Alliance, der allerede har flere medlemmer end Det Radikale Venstre. Det er interessant, men vi er på afstand af det. Har ikke mange oplysninger, men laver derfor vores egen lille historie. Der skal heller ikke mange oplysninger til før ens egen historiefortæller går igang.
Vi griber ud efter det offentlige. Samtidig med at det piner os.
Vi har faktisk fjernsyn, men har ikke åbnet det én gang endnu. I stedet har vi på computeren set en masse afsnit af Casper og Mandrilaftalen plus noget af nogle andre film. Men Mandrilaftalen kunne vi være sammen om. Eja på otte et halvt, Rikke og jeg - og selvfølgelig lille Hannah, der jo bare forstår alt. Bare det blik. Her kan vi seriøst tale om: 'intet filter'. Det er jo et udtryk flere og flere bruger i dag. "Der er bare slet ikke noget filter", siger man om folk, der dels er meget talentfulde, dels bare sig selv. Så er der slet ikke noget filter. Det rene menneske!
Vi griber også ud efter offentligheden og nyhederne - hvis ikke snarere nyhedsstrømmen - fordi det til daglig er så stor en del af vores hverdag. Offentligheden er filtret ind i vores familiere to-, tre- og firemandsforhold, så der opstår et vakuum, såsnart nyhedsstrømmen stopper. Den er med til at danne den grundstøj uden hvilken vi bliver nød til at kigge på de alvorlige og svære ting. Samtidig med at den bekræfter os i at vi er en del af en større virkelighed end vores egen.
Det er jo også hvad Hannah gør. Hun er så vågen. Og underholdningssyg. Selv om det ikke er det bedste ord. Hun er nysgerrig. Hun griber også ud. Med hænderne efter det der rækkes hende, en hånd, en næse end rangle. Og med blikket rækker hun ud efter andre blikke og interessante ting at kigge på. Det hele er interessant. Ser det ud til. Dog ikke det hele, for det sker jo, at jeg stikker hele krydderen ned til hende uden at hun kan slippe blikket fra et eller andet i loftet. Som om hun slet ikke ænser den store gryde med to udspilede øjne, der pludselig befinder sig fem centimeter fra hendes fine lille hoved. Så kigger jeg op i loftet og ser bare nogle bjælker. Jeg kigger igen og spørger: "Hvad er det dog, du kigger på, Hannah?" Det svarer hun ikke på, for hvis jeg ikke kan set det, ja, så kan jeg ikke se det, og så kan man ikke forklare det. Lige som med vitser. Den er kun sjov, hvis ikke man skal forklare. Det er ikke nok at man har forstået den. Man skal selv forstå den.
Okay da, så kigger jeg igen og prøver at forstå vitsen ved at kigge op i et bjælkeloft. Jeg kigger ned på hende igen, og dét kan jeg se en vits ved. Hendes arme spræller og hendes ben spjætter. Det er elektricitet i kroppen.
Dét er faktisk ikke at gribe ud. Der er stor forskel på den måde armene og benene går ud i verden. Armene griber ud, mens benene sparker ud. Armene og hænderne søger at gribe fat i noget, men benene bruger bare rummet foran sig til at udvide sig, til at få lebensraum.
Den måde som kroppen udvider sig på - og det må være, hvad den gør, når den sådan fægter sig vej ud i rummet foran én - er ikke at gribe ud efter noget, sådan som i første omgang hænderne gør, og i anden omgang: blikket, ja, og for babyer jo også munden gør, når den er sulten efter indtryk og mælk. Musklernes udfoldelse og trangen til at bevæge sig hører med til at vokse: jo større man bliver, desto mere vil man bevæge sig og udvide sit territorium. Når man så udvider sit territorium, er der to måder at reagere på det man møder: ved at tage det ind eller ved at støde det fra sig.
Menneskets udvikling er vel sat sammen af disse to bevægelser: udvidelse og indlemmelse. Benenes og armenes måde at nærme sig verden på. Ved at gribe og sparke ud.
At gribe ud efter noget i omgivelserne, som man vil indlemme. Og udvide sin krop og sin bevægelighed. Et er i grunden erobringens og teknikkens natur. Man vil ud og tage ind, og man dygtiggør sig i at komme ud, bliver mere og mere finmotorisk og opfinder tekniske redskaber, der ligger i forlængelse af kroppen og dens bevægelser. Man opfinder en kniv i stedet for at brække brødet. Man laver en hammer i stedet for at banke med næven. Man opfinder hjulet, der gør det lettere at transportere ting og mennesker i stedet for at gå, løbe og bære. Og så videre. På den måde udvides menneskets rum. Man bliver hjulpet til at gribe ud efter nye ting, og jo bedre man er til at gribe ud efter tingene, desto bedre er man til at finde egnede kropsforlængere.
Er vi også kommet til Italien på denne dobbeltbevægelse? Jeg var lige ved at sige: tvært imod. Det er mere en 'lad-os-komme-væk'-bevægelse. Lad os tage en pause fra hverdagen derhjemme. Lad os komme væk fra Danmark.
Men også: lad os se noget nyt.
Dét er det samme som Hannah, der kigger efter nye ting. Selv om alle de ting, hun ser på, er nye.
Og er der erobring i at tage til Italien? Er der teknik?
Vi vil indlemme nye indtryk i vores sind. Vil vi også blive bedre - lære noget nyt?
For mit eget vedkommende har jeg taget italiensk grammatik med og jeg er kommet til lektion fire. Det er sjovt at stige ombord i et nyt sprog. Det bliver sjovere, jo flere sprog man kan, og man kan jo altid bruge italiensk som afsæt til at komme ned i latinen igen. det italienske sprog - og sprogtone - bliver stille og roligt indlemmet i vores system.
Så har jeg taget Dantes komedie med. Det viser sig altså at der stort set ikke findes nogen anden forfatter i verdenslitteraturen, der har betydet så meget for et land - en nation og dens dannelse - som netop Dante. Shakespeare og Goethe medregnet. Så ikke kun for den litterære kvalitet, endsige den teologiske, for her får man virkelig at vide, hvordan helvede ser ud og hvad man ikke skal gøre!, men også for den nationale historie er det interessant at læse.
På den måde griber vi også ud, selv om vi aldrig kommer op på det niveau som lille Hannah lægger for dagen, og selv om vi sikkert også er kommet i en alder, hvor vi ligeså meget griber indad som udad. At hun i forhold til sin vægt spiser hvad der for os ville svare til cirka femten kilo, siger lidt om hvad hun også mentalt for fordøjet. Og at vi ikke er sene til at nyde isolationen fra verdens tant og fjas, - kun at høre fjern støj fra Boogie Street - siger noget om hvad vi indtil videre enten har raget til os eller har været for ureflekterede eller ufiltrerede til at holde ude. Måden vi bevæger og ordner vores ting på, siger noget om hvor mange år og hvor mange vi har været i berøring med materien. Vi flyder mere og mere sammen med den, hvad der giver denne dobbelte følelse af suverænitet og - død. For jo tættere vi kommer på materien, desto mere indlemmer vi jo det livløse stof.
Ikke desto mindre mærker jeg mere liv her og nu end jeg har mærket i mange år.
Dette er lidt af hvad der spøger imellem mine tindinger, Frederik. Jeg vender tilbage med mere senere.
Med mange hilsener,
Du ved nok.
Kære Frederik,
Ligesom George Sand skrev kærlighedsbreve til Alfred de Musset med den helt åbenlyse hensigt at bruge brevene til en bog, vil jeg også skrive et rejsebrev til dig med den helt åbenlyse hensigt at lægge den ud til offentlig beskuelse.
Villy Sørensen sagde engang at breve ikke må kopieres, det er jo en gave man giver til modtageren. Så det med at skrive breve med mellemlagspapir - du kan huske disse sorte tynde gennemslagspapirer, man brugte i ældgamle dage, sådan for ca. 20 år siden - er, mente han, omend ikke uanstændigt, så i hvert fald upassende.
Dét er også en udtalelse fra originalernes tid, dengang hvor en kopi altid var ringere end en original. Som om et brev kun er ægte, hvis det ikke er kopieret. Og helst håndskrevet. Men uanset hvad, så må man sige at opfattelsen af forholdet mellem original og kopi har ændret sig kraftigt med den digitale teknik, hvor originalen er identisk med kopien. Vi skriver jo også breve og mails på og via computer - her er der ikke længere tale om nogen original. Det gør selvfølgelig et håndskrevet brev endnu mere værd - og endnu mere kærkomment. Ikke desto mindre er der, når vi nu skriver breve på computer - og det gør jeg - ikke forskel på original og kopi. Mine mails bliver for eksempel autormatisk gemt i min sendt-mappe. Er mine mails mindre værd af den grund?
Det krukkede hos George Sand - og derfor også hos mig - er selvfølgelig at det, der er tænkt som en gave til den anden, i virkeligheden er en del af et personligt projekt; - der i sidste ende intet har at gøre med modtageren af brevet. Eller gaven. På den anden side kan modtageren også godt - og med god grund - blive smigret over at han netop er det objekt, igennem hvilket dét kommer frem, som er af interesse for flere.
Og til dem, der læser over skulderen på modtageren, ja, så er det jo ofte mindst lige så interessant at læse andres breve som at læse dem, der er stilet til én selv.
Et kærestepar. Et barn på fire måneder. En datter på otte et halvt. Væk i seks uger. Italien. 200 kvadratmeter. Stengulv og næsten ingen møbler. Det er situationen lige nu.
Igår sendte vi Eja hjem. Helt alene. Jeg har sovet med hende i elleve dage. Under samme tæppe. Når man på denne måde har været så tæt på hende, opleves det endnu mere tomt at være uden hende. Men hvordan må det ikke være for hende. For jeg lægger mig nu ind til Rikke i stedet for. Hun har ikke nogen at lægge sig ind til. Hun kommer hjem til sin egen køjeseng, hvor hun sover alene.
Vi har været udenfor stort set alle nyheder de sidste tolv dage. Det eneste vi ved er at Sargozy er blevet Frankrigs nye præsident, og at Naser Khader sammen med Gitte Seeberg, Anders Samuelsen og nu også Leif Mikkelsen (V) er gået sammen om at danne Ny Alliance, der allerede har flere medlemmer end Det Radikale Venstre. Det er interessant, men vi er på afstand af det. Har ikke mange oplysninger, men laver derfor vores egen lille historie. Der skal heller ikke mange oplysninger til før ens egen historiefortæller går igang.
Vi griber ud efter det offentlige. Samtidig med at det piner os.
Vi har faktisk fjernsyn, men har ikke åbnet det én gang endnu. I stedet har vi på computeren set en masse afsnit af Casper og Mandrilaftalen plus noget af nogle andre film. Men Mandrilaftalen kunne vi være sammen om. Eja på otte et halvt, Rikke og jeg - og selvfølgelig lille Hannah, der jo bare forstår alt. Bare det blik. Her kan vi seriøst tale om: 'intet filter'. Det er jo et udtryk flere og flere bruger i dag. "Der er bare slet ikke noget filter", siger man om folk, der dels er meget talentfulde, dels bare sig selv. Så er der slet ikke noget filter. Det rene menneske!
Vi griber også ud efter offentligheden og nyhederne - hvis ikke snarere nyhedsstrømmen - fordi det til daglig er så stor en del af vores hverdag. Offentligheden er filtret ind i vores familiere to-, tre- og firemandsforhold, så der opstår et vakuum, såsnart nyhedsstrømmen stopper. Den er med til at danne den grundstøj uden hvilken vi bliver nød til at kigge på de alvorlige og svære ting. Samtidig med at den bekræfter os i at vi er en del af en større virkelighed end vores egen.
Det er jo også hvad Hannah gør. Hun er så vågen. Og underholdningssyg. Selv om det ikke er det bedste ord. Hun er nysgerrig. Hun griber også ud. Med hænderne efter det der rækkes hende, en hånd, en næse end rangle. Og med blikket rækker hun ud efter andre blikke og interessante ting at kigge på. Det hele er interessant. Ser det ud til. Dog ikke det hele, for det sker jo, at jeg stikker hele krydderen ned til hende uden at hun kan slippe blikket fra et eller andet i loftet. Som om hun slet ikke ænser den store gryde med to udspilede øjne, der pludselig befinder sig fem centimeter fra hendes fine lille hoved. Så kigger jeg op i loftet og ser bare nogle bjælker. Jeg kigger igen og spørger: "Hvad er det dog, du kigger på, Hannah?" Det svarer hun ikke på, for hvis jeg ikke kan set det, ja, så kan jeg ikke se det, og så kan man ikke forklare det. Lige som med vitser. Den er kun sjov, hvis ikke man skal forklare. Det er ikke nok at man har forstået den. Man skal selv forstå den.
Okay da, så kigger jeg igen og prøver at forstå vitsen ved at kigge op i et bjælkeloft. Jeg kigger ned på hende igen, og dét kan jeg se en vits ved. Hendes arme spræller og hendes ben spjætter. Det er elektricitet i kroppen.
Dét er faktisk ikke at gribe ud. Der er stor forskel på den måde armene og benene går ud i verden. Armene griber ud, mens benene sparker ud. Armene og hænderne søger at gribe fat i noget, men benene bruger bare rummet foran sig til at udvide sig, til at få lebensraum.
Den måde som kroppen udvider sig på - og det må være, hvad den gør, når den sådan fægter sig vej ud i rummet foran én - er ikke at gribe ud efter noget, sådan som i første omgang hænderne gør, og i anden omgang: blikket, ja, og for babyer jo også munden gør, når den er sulten efter indtryk og mælk. Musklernes udfoldelse og trangen til at bevæge sig hører med til at vokse: jo større man bliver, desto mere vil man bevæge sig og udvide sit territorium. Når man så udvider sit territorium, er der to måder at reagere på det man møder: ved at tage det ind eller ved at støde det fra sig.
Menneskets udvikling er vel sat sammen af disse to bevægelser: udvidelse og indlemmelse. Benenes og armenes måde at nærme sig verden på. Ved at gribe og sparke ud.
At gribe ud efter noget i omgivelserne, som man vil indlemme. Og udvide sin krop og sin bevægelighed. Et er i grunden erobringens og teknikkens natur. Man vil ud og tage ind, og man dygtiggør sig i at komme ud, bliver mere og mere finmotorisk og opfinder tekniske redskaber, der ligger i forlængelse af kroppen og dens bevægelser. Man opfinder en kniv i stedet for at brække brødet. Man laver en hammer i stedet for at banke med næven. Man opfinder hjulet, der gør det lettere at transportere ting og mennesker i stedet for at gå, løbe og bære. Og så videre. På den måde udvides menneskets rum. Man bliver hjulpet til at gribe ud efter nye ting, og jo bedre man er til at gribe ud efter tingene, desto bedre er man til at finde egnede kropsforlængere.
Er vi også kommet til Italien på denne dobbeltbevægelse? Jeg var lige ved at sige: tvært imod. Det er mere en 'lad-os-komme-væk'-bevægelse. Lad os tage en pause fra hverdagen derhjemme. Lad os komme væk fra Danmark.
Men også: lad os se noget nyt.
Dét er det samme som Hannah, der kigger efter nye ting. Selv om alle de ting, hun ser på, er nye.
Og er der erobring i at tage til Italien? Er der teknik?
Vi vil indlemme nye indtryk i vores sind. Vil vi også blive bedre - lære noget nyt?
For mit eget vedkommende har jeg taget italiensk grammatik med og jeg er kommet til lektion fire. Det er sjovt at stige ombord i et nyt sprog. Det bliver sjovere, jo flere sprog man kan, og man kan jo altid bruge italiensk som afsæt til at komme ned i latinen igen. det italienske sprog - og sprogtone - bliver stille og roligt indlemmet i vores system.
Så har jeg taget Dantes komedie med. Det viser sig altså at der stort set ikke findes nogen anden forfatter i verdenslitteraturen, der har betydet så meget for et land - en nation og dens dannelse - som netop Dante. Shakespeare og Goethe medregnet. Så ikke kun for den litterære kvalitet, endsige den teologiske, for her får man virkelig at vide, hvordan helvede ser ud og hvad man ikke skal gøre!, men også for den nationale historie er det interessant at læse.
På den måde griber vi også ud, selv om vi aldrig kommer op på det niveau som lille Hannah lægger for dagen, og selv om vi sikkert også er kommet i en alder, hvor vi ligeså meget griber indad som udad. At hun i forhold til sin vægt spiser hvad der for os ville svare til cirka femten kilo, siger lidt om hvad hun også mentalt for fordøjet. Og at vi ikke er sene til at nyde isolationen fra verdens tant og fjas, - kun at høre fjern støj fra Boogie Street - siger noget om hvad vi indtil videre enten har raget til os eller har været for ureflekterede eller ufiltrerede til at holde ude. Måden vi bevæger og ordner vores ting på, siger noget om hvor mange år og hvor mange vi har været i berøring med materien. Vi flyder mere og mere sammen med den, hvad der giver denne dobbelte følelse af suverænitet og - død. For jo tættere vi kommer på materien, desto mere indlemmer vi jo det livløse stof.
Ikke desto mindre mærker jeg mere liv her og nu end jeg har mærket i mange år.
Dette er lidt af hvad der spøger imellem mine tindinger, Frederik. Jeg vender tilbage med mere senere.
Med mange hilsener,
Du ved nok.
mandag, maj 14, 2007
Første rejsebrev fra Italien
Kære Marianne,
Så er vi i Italien og Romerriget ligger i ruiner. Der er ruiner overalt. Hvorfor har de ikke bare revet dem ned og bygget noget nyt? Vi er jo over det der med korsfæstelser, legioner og guder, der besvangrer mennesker. Der er oliventræer og vinstokke, det forstår jeg. Olivenolie og vin, dét er Italien. Og spaghetti - og tortellini, tagliatelle og gnocchi. Gnocchi kan jeg ikke li'. Kartoffelpasta, det er da vulgært. Enten laver man pasta eller også gør man det ikke. Selv italienerne kan altså ikke rigtig beslutte sig, for gnocchi er altså ikke rigtig pasta. Basta. Men vinen! Ja, den kan jeg altså godt skrive hjem om. Den er bare god. Det er hvad jeg kan skrive. Den smager af en blanding af Fiat, macho, ruin og lakrids. Altså det rigtige Italien.
Men hvad laver man så i Italien? Det er ikke rigtig til at sige det, for det ser ud som om kvinderne går på indkøb og mændene sidder på restaurant – hele dagen. Hvis ikke mændene står på gadehjørnerne og snakker med hænderne, mens kvinderne går forbi for at blive set på. Op og ned ad stræderne. Og ikke ud af flækken på hjørnerne. Eller også kører de på deres Piaggoer, altså de der små scootere, som de gasser i bund, så de overhaler deres egen skygge. Som de for øvrigt ikke har nogen af. For hvor er italiernes skygge egentlig henne? Afrikanerne har jo store skygger, selv om solen altid står lige over knolden på dem, så skyggen er sådan en lille gnalling langt nede under fødderne på dem. Alligevel har de kæmpe skygger. Men italienerne har ingen skygge. Enten bærer kvinderne deres skygge i deres lille Louis Vutton-taske om skuldrene eller også bærer mændene deres skygge i deres italienske læderetui til skygger, sådan nogle de enten bærer om deres håndled eller i inderlommen på deres skræddersyet jakkesæt. Og så er det, at de tager den frem, når de er i kirke og går ind i skriftestolen. Her presser de deres skygge igennem det lille net ind til præsten for derefter at gå lettet ud af kirken. Med tyndere pengepung og en mere slunken Vutton-taske.
Man hvad laver de? Igår så jeg en mand med bredstribet trøje. Han gik som en jolle i søgang. Hans skuldre bølgede frem og tilbage som en vippe, og han kastede sine ben frem som en mand, der lodser et skib. Og jeg tænkte: han må have arbejdet. Så meget kan jeg sige, Marianne, han må have arbejdet. Med den gang og den krop. For slet ikke at tale om den krop, vi så igår: Ved sådan en lilletrehjulet tuk-tuk, som man (i Thailand) kalder disse små tomands-mikrolastbiler med lad, stod der nogle mænd og chattede, som kun italierne kan, altså sådan med hænderne og dette meget alvorlige blik i øjnene, der på et sekund kan slå om i latter og flirt og vrede og passion og alle mulige andre udtryk, omskiftelig med andre ord; nå, men der stod der så en lille flok mænd, hvor iblandt der stod en lille fyr, der havde den mest deforme krop, jeg i mit liv har set en ikke-handikappet have. Det vil sige: jeg kender den kropsform fra Ole Lund Kirkegaard. Hans krop var en omvendt kegle: kæmpe bred for oven og så ellers stærkt indsnævrende ned efter. En lille bitte hofte under nogle hærde-brede skuldre, og det var som om benene var tynde som tændstikker under denne jernovn af en overkrop. Skipper Skræk, Orla Frøsnapper og Arnold Schwarzenegger i en italiensk mælkemands forklædning.
Forleden så vi også en lille gruppe italienerne på torvet i Final Borgo, en henrivende lille middelalderby med bymur omkring, en bymur så alle føler sig beskyttet og kan slappe af og slentre rundt med hjemmelavede is og kigge på butikker og hinanden, - i denne lille gruppe (italienerne er altid i gruppe) var der en rigtig pumpet macho. Mænd der ikke kan få deres arme ned langs siderne, fordi de bruger fem timer om dagen til at få franskbrødene i armhulerne til at hæve, har ofte deres arme så løst hængende - hvilende på armhuledejgen - som for at demonstrere hvor mange muskler de har. Hvis man brugte muskler til at holde armene ude fra kroppen for at vise hvor mange muskler man havde, havde man jo ikke så mange, som man gerne ville vise. Men det havde vores Don Juan her: helt afslappet gik han rundt, han kunne også godt have haft en is i hånden, det havde han ikke, men han burde, og så havde han disse trækninger i ansigtet, som skal til for rigtig at kunne slappe af.
Hvad er det mon man ser, Marianne? Jo, det må jeg fortælle. Jeg sidder på en terrasse med valmuer, rosentræer, og lidt nede citrontræer og appelsintræer, oliventræer og vinstokke. Terrasserne er lavet før år 1000 og huset vi bor i, er fra 1500-tallet. Fundamentet i hvert fald, for gaskomfuret og opvaskemaskinen, der er så genbrugsorienteret at den nægter at vaske alle madrester af, må senest være fra forrige århundrede. Ret fremme bugter vejen sig ad hvilken vi kører her op. Der er så mange snoninger og man dytter lige før man går ind i et sving, så menneskene på den måde smukt akkompagnerer fuglene og frøerne i deres pippen og kvækken. Der er en dytten, båtten, kvidren og quakken. Piaggoerne er der hele tiden. Piaggoen må for italieren være som bilen er for amerikaneren.
Med andre ord: Vi sidder på en skråning, halvt oppe på toppen af bjerget, halvt nede i bunden af dalen og ser på en færdiglavet borg fra efter Spanierne forlod området og på en ruin, som spanierne ødelagde, da de forlod Finale, og på en by på den anden skråning, Perti, med en lille håndfuld huse (en håndværker-håndfuld, mindre end ti), hvor der selvfølgelig er en lille bitte kirke med et kirketårn med to frithængende klokker. På skråningerne er der også en række elmaster og på toppen af kammen, ser jeg nu, er der en sender-lignende tingest - eller også er det en kæmpelampe, i hvert fald er der en stærk lampe, der lyser ind af vinduet om natten. Om natten er der også denne uglelignende fugl på færde, der fanger slanger. Jeg vågnede en nat og troede jeg havde astma, sådan lød det: hivende efter vejret, men min vejrtrækning var udmærket, og da jeg blev et gram mere vågen, fandt jeg ud af at det måtte være et dyr, og vi har hørt om denne ugle, der flyver ud i natten og fanger slanger. Jeg faldt i søvn og forestillede mig hvordan det måtte være at spise en slange, der snoede og bugtede sig i munden på mig. Sådan kan man falde i søvn på mange måder. Min computer er ude for batteri.
Hej, hej, Mariannne.
Kære Marianne,
Så er vi i Italien og Romerriget ligger i ruiner. Der er ruiner overalt. Hvorfor har de ikke bare revet dem ned og bygget noget nyt? Vi er jo over det der med korsfæstelser, legioner og guder, der besvangrer mennesker. Der er oliventræer og vinstokke, det forstår jeg. Olivenolie og vin, dét er Italien. Og spaghetti - og tortellini, tagliatelle og gnocchi. Gnocchi kan jeg ikke li'. Kartoffelpasta, det er da vulgært. Enten laver man pasta eller også gør man det ikke. Selv italienerne kan altså ikke rigtig beslutte sig, for gnocchi er altså ikke rigtig pasta. Basta. Men vinen! Ja, den kan jeg altså godt skrive hjem om. Den er bare god. Det er hvad jeg kan skrive. Den smager af en blanding af Fiat, macho, ruin og lakrids. Altså det rigtige Italien.
Men hvad laver man så i Italien? Det er ikke rigtig til at sige det, for det ser ud som om kvinderne går på indkøb og mændene sidder på restaurant – hele dagen. Hvis ikke mændene står på gadehjørnerne og snakker med hænderne, mens kvinderne går forbi for at blive set på. Op og ned ad stræderne. Og ikke ud af flækken på hjørnerne. Eller også kører de på deres Piaggoer, altså de der små scootere, som de gasser i bund, så de overhaler deres egen skygge. Som de for øvrigt ikke har nogen af. For hvor er italiernes skygge egentlig henne? Afrikanerne har jo store skygger, selv om solen altid står lige over knolden på dem, så skyggen er sådan en lille gnalling langt nede under fødderne på dem. Alligevel har de kæmpe skygger. Men italienerne har ingen skygge. Enten bærer kvinderne deres skygge i deres lille Louis Vutton-taske om skuldrene eller også bærer mændene deres skygge i deres italienske læderetui til skygger, sådan nogle de enten bærer om deres håndled eller i inderlommen på deres skræddersyet jakkesæt. Og så er det, at de tager den frem, når de er i kirke og går ind i skriftestolen. Her presser de deres skygge igennem det lille net ind til præsten for derefter at gå lettet ud af kirken. Med tyndere pengepung og en mere slunken Vutton-taske.
Man hvad laver de? Igår så jeg en mand med bredstribet trøje. Han gik som en jolle i søgang. Hans skuldre bølgede frem og tilbage som en vippe, og han kastede sine ben frem som en mand, der lodser et skib. Og jeg tænkte: han må have arbejdet. Så meget kan jeg sige, Marianne, han må have arbejdet. Med den gang og den krop. For slet ikke at tale om den krop, vi så igår: Ved sådan en lilletrehjulet tuk-tuk, som man (i Thailand) kalder disse små tomands-mikrolastbiler med lad, stod der nogle mænd og chattede, som kun italierne kan, altså sådan med hænderne og dette meget alvorlige blik i øjnene, der på et sekund kan slå om i latter og flirt og vrede og passion og alle mulige andre udtryk, omskiftelig med andre ord; nå, men der stod der så en lille flok mænd, hvor iblandt der stod en lille fyr, der havde den mest deforme krop, jeg i mit liv har set en ikke-handikappet have. Det vil sige: jeg kender den kropsform fra Ole Lund Kirkegaard. Hans krop var en omvendt kegle: kæmpe bred for oven og så ellers stærkt indsnævrende ned efter. En lille bitte hofte under nogle hærde-brede skuldre, og det var som om benene var tynde som tændstikker under denne jernovn af en overkrop. Skipper Skræk, Orla Frøsnapper og Arnold Schwarzenegger i en italiensk mælkemands forklædning.
Forleden så vi også en lille gruppe italienerne på torvet i Final Borgo, en henrivende lille middelalderby med bymur omkring, en bymur så alle føler sig beskyttet og kan slappe af og slentre rundt med hjemmelavede is og kigge på butikker og hinanden, - i denne lille gruppe (italienerne er altid i gruppe) var der en rigtig pumpet macho. Mænd der ikke kan få deres arme ned langs siderne, fordi de bruger fem timer om dagen til at få franskbrødene i armhulerne til at hæve, har ofte deres arme så løst hængende - hvilende på armhuledejgen - som for at demonstrere hvor mange muskler de har. Hvis man brugte muskler til at holde armene ude fra kroppen for at vise hvor mange muskler man havde, havde man jo ikke så mange, som man gerne ville vise. Men det havde vores Don Juan her: helt afslappet gik han rundt, han kunne også godt have haft en is i hånden, det havde han ikke, men han burde, og så havde han disse trækninger i ansigtet, som skal til for rigtig at kunne slappe af.
Hvad er det mon man ser, Marianne? Jo, det må jeg fortælle. Jeg sidder på en terrasse med valmuer, rosentræer, og lidt nede citrontræer og appelsintræer, oliventræer og vinstokke. Terrasserne er lavet før år 1000 og huset vi bor i, er fra 1500-tallet. Fundamentet i hvert fald, for gaskomfuret og opvaskemaskinen, der er så genbrugsorienteret at den nægter at vaske alle madrester af, må senest være fra forrige århundrede. Ret fremme bugter vejen sig ad hvilken vi kører her op. Der er så mange snoninger og man dytter lige før man går ind i et sving, så menneskene på den måde smukt akkompagnerer fuglene og frøerne i deres pippen og kvækken. Der er en dytten, båtten, kvidren og quakken. Piaggoerne er der hele tiden. Piaggoen må for italieren være som bilen er for amerikaneren.
Med andre ord: Vi sidder på en skråning, halvt oppe på toppen af bjerget, halvt nede i bunden af dalen og ser på en færdiglavet borg fra efter Spanierne forlod området og på en ruin, som spanierne ødelagde, da de forlod Finale, og på en by på den anden skråning, Perti, med en lille håndfuld huse (en håndværker-håndfuld, mindre end ti), hvor der selvfølgelig er en lille bitte kirke med et kirketårn med to frithængende klokker. På skråningerne er der også en række elmaster og på toppen af kammen, ser jeg nu, er der en sender-lignende tingest - eller også er det en kæmpelampe, i hvert fald er der en stærk lampe, der lyser ind af vinduet om natten. Om natten er der også denne uglelignende fugl på færde, der fanger slanger. Jeg vågnede en nat og troede jeg havde astma, sådan lød det: hivende efter vejret, men min vejrtrækning var udmærket, og da jeg blev et gram mere vågen, fandt jeg ud af at det måtte være et dyr, og vi har hørt om denne ugle, der flyver ud i natten og fanger slanger. Jeg faldt i søvn og forestillede mig hvordan det måtte være at spise en slange, der snoede og bugtede sig i munden på mig. Sådan kan man falde i søvn på mange måder. Min computer er ude for batteri.
Hej, hej, Mariannne.
Abonner på:
Opslag (Atom)